VIPpigen skriver:
Nu bor jeg i Sønderjylland, men ellers var jeg også hoppet på vognen og kom og hjalp......
Men når det er sagt, så syntes jeg du skal tage i mod hjælpen. Jeg er en af dem som er vokset op i sådan et hjem. Det har aldrig været rigtig sådan ligefrem ulækker slemt, men min mor var en af dem som ikke havde overskud til de daglige gøremål. Opvasken stod i flere dage indtil min søster og jeg selv tog den, vi levede af pasta, ris og færdigretter. På de gode dage kunne hun lave aftensmad til os. Ellers fik vi penge til at købe mad i skolen. Rengøring var ikke det der blev gjort mest i. "Heldigvis" var jeg 14 da min mor gik ned med flaget, og måtte være "mor" for min søster, og lave en del huslige ting...
Jeg flyttede hjemmefra som 18 årig, og ja, helt seriøst, og selv både min mor og søster siger det, så faldt det hele sammen da jeg flyttede, og min søster burde være fjernet. Selvom kommunen kom på besøg, og min søster var tilknyttet kommunen på alle måder blev der intet gjort.
Da jeg flytter sådan helt for mig selv som 22 årig (flyttede i et bofællesskab som 18 årig for unge med problemer) kom der en periode hvor jeg selv havnede i det hul, og da var min mor heldigvis oppe, og hun hjalp mig op. Så hende og jeg har hjulpet hinanden, for ja, jeg er den type at den jeg stoler aller mest på er altså min mor.
Der jeg vil hen er at selvom det er R*V hårdt at anerkende, så er du på vej, du får hjælp til din depression, og det sorte hul du er i. Men du mangler den kærlige hånd som lige rækker den sidste hjælp, og tro mig overskuddet er så meget større med et overskueligt hjem (jeg hår altså ikke ind for RENT hjem, her må gerne ligge lidt nullermænd i hjørnerne) men det skal være sådan at når dit barn er puttet, så skal det max tage dig 30 min lige at rydde op. Og skal det være aller bedst, 5 - 15 min...... Så tag imod det hjælp Du bliver tilbudt, og pris dig lykkelig for at der stadig er engle til....... Det er ikke en skam men anerkendelse af at det er blevet for uoverskueligt....
undskyld den lange smørre.....
Din lange smøre er guld værd og jeg siger tak.
Det er jo også svært for mig at lære mit barn at rydde op efter sig selv, når alting roder og det varer jo ikke længe inden legekammeraterne begynder at banke på og da h*n er enebarn og altid vil være det er det bare så vigtigt for mig at vores dør altid kan være åben.
