Når livet siger f.... dig! (Og lillebrøster på vej)

tanja. skriver:

Jeg har i hvertfald (næsten) ikke læst den sætning før


Velkommen tilbage skønne janne, kan ikke sige du er savnet får jo stillet min "lyst" på fb

Ja, jeg er jo godt klar over hvor meget du stalker mig på facebook, det er direkte sygeligt Haha Eller også er det omvendt

tanja. skriver:

Jeg har i hvertfald (næsten) ikke læst den sætning før


Velkommen tilbage skønne janne, kan ikke sige du er savnet får jo stillet min "lyst" på fb

Jeg synes du er lige fræk nok nu Tanja pigen

Frøken J. skriver:

Jeg kan sagtens følge dig, men omvendt synes jeg det er synd, hvis i lader jer styre af det faktum, at andre er nogle idioter! Jeg synes i skal give dem den imaginære finger, og så gøre det som netop I har lyst til. Der er jo intet underligt eller forkert i jeres valg.. I er i den perfekte alder, har et godt parforhold, du når at blive uddannet osv. der er ikke noget at komme efter, så de skal bare klappe i og lade jer nyde jeres lykke

Ja, og jeg ved jo også godt at du har ret, men alligevel er der den der nagende følelse..

Inden vi påbegyndte PB (som jo lykkedes utroligt hurtigt) havde vi lige en lille krise, hvor vi begge var i tvivl om, om det var os det skulle være (en slags sidste øjeblikspanik). Derfor havde vi en pause på en måneds tid, hvor vi begge (i virkeligheden nok mest mig) gik i byen og fik testet det af - og kom jo heldigvis begge til den beslutning, at vi elsker hinanden, og at vi vil have børn sammen.. 

MEN nu er vi jo bange for at få kommentarer som "I er kun sammen fordi du blev gravid" eller "det er et reparationsbarn", selvom vi begge ved det ikke er tilfældet - den lille spire har været planlagt i over et år inden vi overhovedet begyndte at prøve.. 

Men det er vildt frustrerende, at sådan en lille usikkerhed og dumhed kommer til at fylde så meget nu. Den overskygger vores lykke, og gør det hele lidt sværere.. 

Alle i vores tætte omgangskreds og vores familier er jublende lykkelige på vores vegne, det er de der perifære fjolser, som vi ikke kan undgå, der hæmmer det hele en smule.. 

What to do?

(Ej, nu spammer jeg totalt din tråd.. )

Frøken J. skriver:

Ja, jeg er ikke rigtig til det der show med en farveltråd, fordi jeg som regel altid ender med at vende tilbage, uanset hvor arrig jeg er når jeg går, og opsat på aldrig at komme tilbage

Og tusind tak! Og tillykke med den lille spire, synes du ikke bare det er stort?

Nej haha, jeg har også et par gange skrevet farvel tråde men det har altid endt med at vende tilbage. Synes det er helt ok med pauser, det kan man jo få brug for! Havde jo virkelig brug for en laaaang pause herinde fra da jeg måtte igennem en provokeret abort sidste år da jeg var i 12 uge (første gangs gravid) - ved ikke om du kan huske mit indslag, det var ret langt!

Joooo, det er kæmpe stort! Det er jo første gang og det var en kæmpe lykke at komme over på den anden side af NF og vi venter os en lille prinsesse der bobler rundt derinde, så livet er jo herligt!

Er spændt på om du får ret i din fornemmelse! Jeg troede det blev en dreng, men mavefornemmelsen sagde en pige

Velkommen tilbage og stort tillykke med graviditeten  

held og lykke med at komme over din depression

Monica

Frøken J. skriver:

Ja, jeg er jo godt klar over hvor meget du stalker mig på facebook, det er direkte sygeligt Haha Eller også er det omvendt

Jeg kan ikke lade være, må have min daglig dosis Janne du kan os bare lade være at have så lækker og dygtig en unge man bare må følge

M (: skriver:

Ja, og jeg ved jo også godt at du har ret, men alligevel er der den der nagende følelse..

Inden vi påbegyndte PB (som jo lykkedes utroligt hurtigt) havde vi lige en lille krise, hvor vi begge var i tvivl om, om det var os det skulle være (en slags sidste øjeblikspanik). Derfor havde vi en pause på en måneds tid, hvor vi begge (i virkeligheden nok mest mig) gik i byen og fik testet det af - og kom jo heldigvis begge til den beslutning, at vi elsker hinanden, og at vi vil have børn sammen.. 

MEN nu er vi jo bange for at få kommentarer som "I er kun sammen fordi du blev gravid" eller "det er et reparationsbarn", selvom vi begge ved det ikke er tilfældet - den lille spire har været planlagt i over et år inden vi overhovedet begyndte at prøve.. 

Men det er vildt frustrerende, at sådan en lille usikkerhed og dumhed kommer til at fylde så meget nu. Den overskygger vores lykke, og gør det hele lidt sværere.. 

Alle i vores tætte omgangskreds og vores familier er jublende lykkelige på vores vegne, det er de der perifære fjolser, som vi ikke kan undgå, der hæmmer det hele en smule.. 

What to do?

(Ej, nu spammer jeg totalt din tråd.. )

Du spammer så meget som du har lyst til

Jeg ved godt det er svært, og i virkeligheden ville jeg have det som dig, men nu står jeg ikke i den situation, så nu siger jeg alligevel hvad jeg tænker. Nu er de personer jo alligevel perifære, så deres holdning er i sidste ende total ligegyldig. Faktisk synes jeg ikke en gang, at du skal forsvare jeres valg om barn, hvis de begynder at sige noget. For hvis de ikke kan forstå, at man kan rammes af krise, når man kommer til det punkt, hvor man for alvor vil binde sig resten af livet, så er de bare ikke tankerne og bekymringerne værd. Igen, det er så let at sige. Det er bare så ærgerligt, at folk ikke bare kan holde deres tanker og meninger for sig selv. For sidste øjebliks panik er helt normalt, og i er jo kommet over det igen!

Frøken J. skriver:

Uuuuh held og lykke, hvor længe har i prøvet?

Jamen vi har kun prøvet siden den 18/9
Men har haft murren i underlivet den sidste uges tid, så gad vide om der er noget endnu

Laulund87 skriver:

Jeg synes du er lige fræk nok nu Tanja pigen

Mig fræk?! Det ved jeg ikke hvor du får fra min kære, det ord kan da slet ikke forbindes med mig

Velkommen tilbage

Det er en fryd at læse nogle af dine lange indlæg, så det ser jeg frem til kommer lidt igen.