Du går alligevel bare hjemme!?

Den var godt nok ikke gået her hjemme. 

Sådan skulle min kærste lige opførere sig,og jeg ville sparke løgene op i kæften på ham,og pakke mine ting og ungerne,og forlade ham omgående,uden så meget som at kigge mig tilbage. 

Livet er simpelhent for kort,til at spilde så meget som 1 sekundt, på sådan en egoistisk skovl som ham. 

Anonym skriver:

I nat skulle vores barn have flaske, så var jeg ude i køkkenet for at varme maden. Kæresten stod så op for at give barnet sutten (troede det var for lige at være sød ved barnet) men nej, da jeg kommer ind med flasken, siger han: " hvorfor har du ikke taget ham med derud!?" vores barn snakker meget højt når h*n er sulten!

Så skulle han ud på toilet, åbenbart. Jeg spørger om han måske vil være interesseret i lige at sidde med barnet de 10 minutter det tager at tømme flasken, så får man svaret: " tror du det er juleaften!?" SOM OM DET SKULLE VÆRE SOM EN GAVE FOR AT HAN GIDER AT GØRE DET!!!!! blev virkelig såret, og så bliver jeg også sur og kommer til at rakke ned på ham. Men lige meget hvordan og hvad jeg sagde, kom den med "du går jo hjemme", "det er jo mig der går på arbejde" "jeg kan ikke holde ud at være vågen om natten"......

Kan Ikke se hvordan jeg kunne få ændret hans indstilling til tingene! For føler ikke det bare er en fase....?

Ej det synes jeg overhovedet ikke er ok - en ting er, at han måske ikke kan overskue at hjælpe til, men at han væler at svare dig respektløst og nedladende er ikke i orden

Jeg har (heldigvis) ingen erfaring med den type mand, da min inderligt gerne vil hjælpe men har et fysisk krævende job (der starter kl 6-7) der gør at han ikke kan tage hende om natten hvor jeg godt kan... men jeg ved at hvis jeg fx brændte helt ud og havde brug for at han fx tog hende om natten så havde han gjort det med det samme

Kan der stikke noget dybere bag det her? har følgende tanker:

- enten er han altså bare et røvhul der ikke behandler dig ordentligt og sådan en baby er med til at tegne et klarere billede af forholdet fordi begge parter er pressede

- måske føler han sig "snydt" ind i forældrerollen? var han lige så meget om bord på projekt familie som dig?

- måske er der noget psykisk bag mht frygt for at miste dig og jeres forhold - usikkerhed omkring knytning til barnet og om man nu er "go nok" (lettere at lade være end prøve og fejle) 

- måske noget helt andet?

Det er nok kun dig/ham der kan svare på det, da du kender ham og jeres forhold bedst også inden der kom baby imellem

men du skal huske at passe på dig selv og baby  der er masser af gode mænd derude, der er glimrende pap-fædre

Anonym skriver:

Ja, det vil være perfekt at kunne bruge den mod ham!

Han kommer desværre fra et hjem, hvor det er moderen der lavet ALT! Så det er simpelthen så svært at få ham ændret!!

så ka det være den bedste måde at lære ham det på er igennem handling og ikke samtale.

Fx ved at I flytter fra ham (eller omvendt) i en periode så han kan erfare hvordan det er at bo helt selv og selv skulle sørge for rengøring, oprydning, vasketøj, indkøb osv osv osv osv

Fx sige "skat - jeg elsker dig, men hvis vi skal blive sammen så skal du modnes, så nu skal du bo selv i en periode - vi kommer stadig og besøger dig og ellers må vi se hvordan det udvikler sig og om vi kan være sammen igen eller om du skal ud og finde en ny reservemor" 

nu har jeg ikke læst alle de andre råd osv

Men hvor må det altså været hårdt at være alene om en lille, jeg har også altid været van til at min mand gav en hånd med når han kom hjem fra arbejde og de første månede hvor jeg hvade rigtig ondt efter fødslen stod han op om natten for at tage den lille så jeg kunne få lagt til.

Han hjælper også med mad, rengøringen, badningen ja vi var fælles om alt det som jeg ikke nåede i løbet af dagen for nogle dag/perioder er der bare ikke tid til alt.

Jeg syntes du skal tage en god snak med din kæreste om hvad det gør ved dig og hvorfor han ser sådan på det. Det lyder lidt som om han er ret doven.

Håber på det bedste for jer og den lille

Frk. Himmelblå skriver:

Lige mine ord.

Sådan en forkælet møgunge! Hvis ikke det var fordi, man ikke må revse børn, så havde jeg sgu også...kvalt ham...tror jeg nok...

 

Til TS: Det er ikk OK af ham. 

Han skal sgu opføre sig ordentligt. Desværre tror jeg ikke, det kommer til at ske. Så du må hellere ranke ryggen og tørre øjnene, - for du får brug for styrke her.

Håber, at alt godt vil komme til dig!

Ja, er sikker på du har helt ret. Det er bare svært at indse når man virkelig gerne ville have det til at gå godt.

mea skriver:

Den var godt nok ikke gået her hjemme. 

Sådan skulle min kærste lige opførere sig,og jeg ville sparke løgene op i kæften på ham,og pakke mine ting og ungerne,og forlade ham omgående,uden så meget som at kigge mig tilbage. 

Livet er simpelhent for kort,til at spilde så meget som 1 sekundt, på sådan en egoistisk skovl som ham. 

Ja, sådan ville jeg også have gjort før i tiden! for længe siden ....
Nu er der bare sket så mange trælse ting, at jeg ikke længere har samme styrke til at sætte hælene i og smutte!

For kan virkelig godt se hvad der for mig ville være bedst !!! Og specielt når jeg pludselig får tingene belyst på denne måde ved at skrive det op og få direkte respons på det...

Giraffen skriver:

Ej det synes jeg overhovedet ikke er ok - en ting er, at han måske ikke kan overskue at hjælpe til, men at han væler at svare dig respektløst og nedladende er ikke i orden

Jeg har (heldigvis) ingen erfaring med den type mand, da min inderligt gerne vil hjælpe men har et fysisk krævende job (der starter kl 6-7) der gør at han ikke kan tage hende om natten hvor jeg godt kan... men jeg ved at hvis jeg fx brændte helt ud og havde brug for at han fx tog hende om natten så havde han gjort det med det samme

Kan der stikke noget dybere bag det her? har følgende tanker:

- enten er han altså bare et røvhul der ikke behandler dig ordentligt og sådan en baby er med til at tegne et klarere billede af forholdet fordi begge parter er pressede

- måske føler han sig "snydt" ind i forældrerollen? var han lige så meget om bord på projekt familie som dig?

- måske er der noget psykisk bag mht frygt for at miste dig og jeres forhold - usikkerhed omkring knytning til barnet og om man nu er "go nok" (lettere at lade være end prøve og fejle) 

- måske noget helt andet?

Det er nok kun dig/ham der kan svare på det, da du kender ham og jeres forhold bedst også inden der kom baby imellem

men du skal huske at passe på dig selv og baby  der er masser af gode mænd derude, der er glimrende pap-fædre

Nej jeg kan også selv se det er meget forkert, når jeg får det belyst på denne måde.

Men han er bestemt ikke snydt ind i rollen! Vi har været sammen i 5 år, og var utroligt enige om det med at få et barn og han var også helt vild inden bebsen kom til verden, med at skulle have flere mdrs barsel af min. i sidste ende af barselen. Men nu er han slet ikke interesseret i at få EN UGE!!?? Tænker bare lige !!

Og vi har virkelig verdens nemmeste baby! Så det er ikke barnet der ødelægger noget, for vi får vores nattesøvn og h*n sover fint i løbet af dagen og er en meget tilpas baby. Så det er ikke fordi der har været kolik eller andre problemer til at kunne ødelægge forholdet.. Så forstår ikke det kan være endt sådan her ..

Føler virkelig heller ikke han er bange for at miste mig/os, for da jeg sagde til ham at jeg virkelig synes det var træls og at jeg ikke ville blive ved med at kunne være sammen med ham, når han var sådan - så ignorer han det bare. Det er intet omkring at prøve at ændre noget, eller være mere rar. Bare ignorent så det basker!

Giraffen skriver:

så ka det være den bedste måde at lære ham det på er igennem handling og ikke samtale.

Fx ved at I flytter fra ham (eller omvendt) i en periode så han kan erfare hvordan det er at bo helt selv og selv skulle sørge for rengøring, oprydning, vasketøj, indkøb osv osv osv osv

Fx sige "skat - jeg elsker dig, men hvis vi skal blive sammen så skal du modnes, så nu skal du bo selv i en periode - vi kommer stadig og besøger dig og ellers må vi se hvordan det udvikler sig og om vi kan være sammen igen eller om du skal ud og finde en ny reservemor" 

Har også tænkt tanken, om det måske var den bedste løsning for en stund.

Men der er også bare langt fra tanke til handling, med en så stor beslutning. For som sagt tager han mig ikke seriøst

SaNiNa skriver:

nu har jeg ikke læst alle de andre råd osv

Men hvor må det altså været hårdt at være alene om en lille, jeg har også altid været van til at min mand gav en hånd med når han kom hjem fra arbejde og de første månede hvor jeg hvade rigtig ondt efter fødslen stod han op om natten for at tage den lille så jeg kunne få lagt til.

Han hjælper også med mad, rengøringen, badningen ja vi var fælles om alt det som jeg ikke nåede i løbet af dagen for nogle dag/perioder er der bare ikke tid til alt.

Jeg syntes du skal tage en god snak med din kæreste om hvad det gør ved dig og hvorfor han ser sådan på det. Det lyder lidt som om han er ret doven.

Håber på det bedste for jer og den lille

Tak

Ja, det er utrolig hårdt. Og magter egentlig snart ikke mere.

Det gjorde ham her også det første stykke tid, og var faktisk ovenud tilfreds med hans hjælp og angagement den første stund! Det var meget bedre vores forhold end jeg nogensinde havde forestillet mig, og vi snakkede godt sammen og hjalp hinanden. Men efterhånden er det blevet værre og er nu helt i den anden grøft!

Anonym skriver:

Nej jeg kan også selv se det er meget forkert, når jeg får det belyst på denne måde.

Men han er bestemt ikke snydt ind i rollen! Vi har været sammen i 5 år, og var utroligt enige om det med at få et barn og han var også helt vild inden bebsen kom til verden, med at skulle have flere mdrs barsel af min. i sidste ende af barselen. Men nu er han slet ikke interesseret i at få EN UGE!!?? Tænker bare lige !!

Og vi har virkelig verdens nemmeste baby! Så det er ikke barnet der ødelægger noget, for vi får vores nattesøvn og h*n sover fint i løbet af dagen og er en meget tilpas baby. Så det er ikke fordi der har været kolik eller andre problemer til at kunne ødelægge forholdet.. Så forstår ikke det kan være endt sådan her ..

Føler virkelig heller ikke han er bange for at miste mig/os, for da jeg sagde til ham at jeg virkelig synes det var træls og at jeg ikke ville blive ved med at kunne være sammen med ham, når han var sådan - så ignorer han det bare. Det er intet omkring at prøve at ændre noget, eller være mere rar. Bare ignorent så det basker!

Jeg er næsten bange for at sige det..men alligevel....jeg er bange for at han er på vej ud af jeres forhold.

Der er sket noget, det er helt sikkert, hvad ved jeg ikke, men han har tabt interessen.

Så jeg tror det vil være klogt at lægge kortene på bordet og spørge ham om han vil fortsætte eller I skal gå hver til sidst.

Måske skulle du også spørge ham, om han har fundet en anden.