Det "værste" ved at være mor.....

Faith skriver:

Åh det kunne jeg virkelig osse godt tænke mig!!!

ja det kunne sku være kanon lækkert  går bare langt tid, den lille er i et besværligt hjørne fortiden, så vil ikke lige byde kæresten at skulle være alene med ham for at jeg kan more mig

Det værste ved at være mor, er at tiden går så hurtigt. De bliver så hurtigt store, man kan slet ikke følge med . Udover det, ingenting. Jeg ELSKER at være MOAR 

Faith skriver:

Allerførst: At være mor er det STØRSTE der findes!!!! Uden sammenligning.

Men men men..... Det kan sku osse være hårdt, og der er mange ting man er nødt til at fravælge eller i hvert fald skære ned på. Fks. byture, shopping med veninderne, cafebesøg osv osv osv

Hvad synes i er det "værste" ved at være mor. Og skriv nu ikke at det er lutter idyl, roser og lagkage, for det passer ikke

Uden tvivl manglende nattesøvn og bekymringer hvis de er syge eller der er andet i vejen.

Senere er der alle de andre bekymringer, om de nu udvikler sig godt nok, opfører sig godt nok, lærer nok og alt det der.

Men ellers synes jeg faktisk kun at det er fedt at være mor.
Jeg har aldrig savnet de der "kvinde-ting", jeg gik jo med fuldt åbne øjne ind i processen, og vidste at der ville være masser af ting, som jeg ikke mere kunne gøre eller måtte gøre mindre eller anderledes, så ikke noget brok herfra.
Mine børn er og bliver det bedste i verden for mig.

Kærligst
Sussie

det værste for os herhjemme er at man ikke kan ligge i sengen til kl. lort i weekenderne.. det savner jeg helt vild!! og så at man skal planlægge ALT! der er ikke meget spontanitet i livet længere - men det kommer vel igen begge dele.. 
elsker selvfølgelig at være mor, men det der glansbillede som nogen kan få det til at lyde som om, af og til, det er en glorifisering  

godnat 

dorthemus skriver:

JA ....som i øvrigt er vendt tilbage for fuld skrue igen!

Ja, den trækker godt nok tænder ud. Jeg har en i hver ende af den, så pt. føler jeg mig mest af alt som dommer i en boksekamp. Jeg bestiller ikke andet end at give time-out og sende dem tilbage til hver deres ringhjørne...

Faith skriver:

Åh ja den kender vi osse en smule til herhjemme

Ja, er det ikke vidunderligt? 

Bitterheden over, at det var min krop det gik ud over. At han også skulle have baby men i dén grad blev blandet fuldstændigt udenom - ja, det var kun og udelukkende mig der skulle ændre adfærd de første 9 måneder. Ø V !!!!

Da han så dukkede op, fattede jeg intet det første år. De ting jeg lavede på min uddannelse, skal jeg bruge dem på et seere tidspunkt, får jeg et problem. Vi gik begge rundt i en døs der sådan set ikke lettede før han blev 1 år og begyndte at kommunikere, bevæge sig rundt på egen hånd. Heldigvis var min kæreste lige dér ved siden af mig, det begyndte så småt af føles mere fair fordelt - jeg fik min krop igen og han fik lige en reminder om hvad det egentligt er han havde meldt sig frivilligt til.

Nu er det friheden vi har sagt farvel til. Vi havde et meget løst liv, gjorde hvad vi ville, når vi ville. Det var sådan set kun mødetiderne og den gensidige respekt for hinanden der satte begrænsinger. Det er slut nu. Der skal times, tilrettelægges, planlægges og udføres med næsten minutiøs nøjagtighed..

Men det er meget underligt for når han så slår armene rundt om halsen på os og udbryder "mig elsker far/mor" så er det hele bare helt okay ... Man står endda og overvejer om man ikke skal lave nummer 2

Loa skriver:

Den dårlige samvittighed over irritationen på hende når hun er mega irriterende/stædig/sur/hysterisk over et eller andet, og ens eget overskudsniveau bare er lig 0....

Får SÅ dårlig samvittighed over at få snerret af hende ...

Kender det SÅ godt!!

Det sværeste (det vil jeg hellere kalde det) er klart at give slip!

Min datter er 6 år nu og begynder at blive mere og mere selvstændig. Jeg synes det er rigtig svært at give slip og lade hende klare det hele selvstændigt. Jeg kan godt savne min lille toddler engang i mellem, når der står en stor køn selvhjulpen pige foran mig.

Så det at tiden går så ualmindelig stærkt, og jeg skal lære at hun er et stort skolebarn med egen omgangskreds og vilje, er pt. det sværeste ved at være mor!

Og så var det rigtig svært lige da hun blev født at vænne sig til at jeg ikke kunne styre min egen tid, meeen det er godt på vej tilbage nu