Hvad er mest fair

Jeg har stemt blankt, for jeg har aldrig gjort den slags op i direkte penge.

Om det er en dyr eller en billig ting tæller vel mindre, end om modtageren bliver glad for den...

Mor og meget mere skriver:

Hvorfor ikke bare droppe gaver helt, hvis det kun går op i ens beløb - så kan man da lige så godt bare beholde pengene selv. Jeg synes, det der milimeterdemokrati hører til i børnehaven. 

Bliver man virkelig snydt, hvis man får en supergod gave, der koster 100 kr. mindre end den, man gav væk sidst? Jeg synes jo, man VINDER, når man får noget dejligt, prisen underordnet. 

Selvfølgelig skal man ikke droppe gaverne helt  Det er da dejligt med gaver og kedeligt uden. Jeg kan kun se det mest fair i at man giver for det samme beløb. At man bliver enige om et vist beløb som alle kan have råd til. Nu ved jeg ikke om du har søskende men giver du ikke alle dine søskende for det samme beløb eller er du ligeglad og køber noget dyrt til den ene og noget billigt til den anden?? Det synes jeg er mega unfair hvis det er tilfældet!! Det er ikke for at klandtre dig men jeg stiller det bare op på den måde så du kan se hvad det er jeg mener.

Og jeg skriver jo også plus, minus et par kroner. Nu skal det jo ikke lyde som om at jeg går fuldstændig præcist op i de små kroner for det ville da være latterligt!

Og så foretrækker jeg at du lige holder den pæne tone over for mig. Godt nok er vi ikke enige men at blive sammenlignet med et barn der går i børnehave det synes jeg ikke er særlig pænt skrevet  

emsaroto skriver:

Synes måske bare man skal give for det man føler for. Går sgu ikke så højt op i hvor meget den enkelte person har fået. 

Enig. 

Sys det er en utrolig ting a gå op i npr det drejer sig om tætte familieforhold. 

For mig handler det ikke om pengene, men om a finde noget (til en rimelig pris) den anden ønsker sig eller bliver glad for

Nu kan det godt være, jeg har misforstået det hele, men jeg kan i princippet godt forstå din svigerinde. Jeg skriver "i princippet", fordi jeg synes det er småligt, at gå op i 150 kroner, men hvis man ser det i et større perspektiv, synes jeg det begynder at give mening. Vi har nemlig en meget lignende problematik i min svigerfamilie. 

Min svigerinde (og hendes kæreste) har nemlig begge solide indtægter (altså ikke dagpenge) og har tre børn (4. er på vej). Vi har endnu ingen børn og er begge nyuddannede og på dagpenge. 

Til sidste jul var vi så ude og købe julegver. Vi købte en samlet gave til 200 kroner til min svigerinde og svoger og en gave till ca. 200 kroner pr. barn = 800 kroner "bare" til min svigerindes familie. Det var så absolut de billigste ting på deres ønskesedler!  

Da vi sad juleaften og pakkede gaver ud, fik min kæreste og jeg hver en bog som min svigerinde havde købt til bogudsalg tidligere på året og som derfor ikke kunne byttes. Det var ikke bøger nogen af os havde ønsket og som vi heller ikke havde en interesse i. De har max. kostet 150 kroner pr. stk. (og det er meget højt bud fra min side!) Alligevel var det tydeligt at vi skulle være taknemmelige for gaverne, hvilket vi i princippet også var. Jeg synes nemlig det er tanken bag gaverne der betyder noget, og ikke deres værdi... 

Men min svigerinde og svoger smed til gengæld bare nærmest deres fælles gave over i bunken af andre gaver og var tilsyneladende fornærmede over at få en samlet gave til 200 kroner og virkede sure resten af aftenen.

I det store billede havde min kæreste og jeg givet gaver til 800 kroner (inkl. gaverne til børnene) og de havde givet os bøger til en værdi af 300 kroner, og alligevel syntes de det var ok at være fortørnede fordi vi havde fået bøger til 300 kroner samlet, og de (svigerinde og svoger) havde fået en samlet gave til 200...  

Så ja... Det jeg vil frem til, er at 150 kroner virker småligt i din svigerfamilies tilfælde. Men hvis din svigerinde også skal give en gave til jeres barn (og fremtidige børn), så bliver gaverne, hun giver meget store i forhold til de gaver hun får retur. Så derfor kan jeg "i princippet" godt forstå din svigerinde... 

Anaïs skriver:

Nu kan det godt være, jeg har misforstået det hele, men jeg kan i princippet godt forstå din svigerinde. Jeg skriver "i princippet", fordi jeg synes det er småligt, at gå op i 150 kroner, men hvis man ser det i et større perspektiv, synes jeg det begynder at give mening. Vi har nemlig en meget lignende problematik i min svigerfamilie. 

Min svigerinde (og hendes kæreste) har nemlig begge solide indtægter (altså ikke dagpenge) og har tre børn (4. er på vej). Vi har endnu ingen børn og er begge nyuddannede og på dagpenge. 

Til sidste jul var vi så ude og købe julegver. Vi købte en samlet gave til 200 kroner til min svigerinde og svoger og en gave till ca. 200 kroner pr. barn = 800 kroner "bare" til min svigerindes familie. Det var så absolut de billigste ting på deres ønskesedler!  

Da vi sad juleaften og pakkede gaver ud, fik min kæreste og jeg hver en bog som min svigerinde havde købt til bogudsalg tidligere på året og som derfor ikke kunne byttes. Det var ikke bøger nogen af os havde ønsket og som vi heller ikke havde en interesse i. De har max. kostet 150 kroner pr. stk. (og det er meget højt bud fra min side!) Alligevel var det tydeligt at vi skulle være taknemmelige for gaverne, hvilket vi i princippet også var. Jeg synes nemlig det er tanken bag gaverne der betyder noget, og ikke deres værdi... 

Men min svigerinde og svoger smed til gengæld bare nærmest deres fælles gave over i bunken af andre gaver og var tilsyneladende fornærmede over at få en samlet gave til 200 kroner og virkede sure resten af aftenen.

I det store billede havde min kæreste og jeg givet gaver til 800 kroner (inkl. gaverne til børnene) og de havde givet os bøger til en værdi af 300 kroner, og alligevel syntes de det var ok at være fortørnede fordi vi havde fået bøger til 300 kroner samlet, og de (svigerinde og svoger) havde fået en samlet gave til 200...  

Så ja... Det jeg vil frem til, er at 150 kroner virker småligt i din svigerfamilies tilfælde. Men hvis din svigerinde også skal give en gave til jeres barn (og fremtidige børn), så bliver gaverne, hun giver meget store i forhold til de gaver hun får retur. Så derfor kan jeg "i princippet" godt forstå din svigerinde... 

Nu har jeg seks nevøer og niecer. Og jeg vil bare indskyde, at det altså aldrig nogen sinde er faldet mig ind at tænke på den måde.

Selv ikke da jeg var studerende med omtrent ingen penge, og mine søsken (som er noget ældre end mig) var veletablerede med mand og fast arbejde og det hele.

Jeg har da aldrig nogen sinde spekuleret på, hvad de gaver, de gav mig, kostede. Og jeg har slet ikke tænkt, at de skulle give mig en gave til et tilsvarende beløb, som mine gaver til dem og deres børn kostede tilsammen.

Jeg synes, det er langt mere skuffende, hvis man har lagt en masse arbejde og kræfter i at finde en rigtig god gave til en person - og det man så får igen helt tydelig bare er en standardgave, som modparten slet ikke har engageret sig i.

Ciss skriver:

Nu har jeg seks nevøer og niecer. Og jeg vil bare indskyde, at det altså aldrig nogen sinde er faldet mig ind at tænke på den måde.

Selv ikke da jeg var studerende med omtrent ingen penge, og mine søsken (som er noget ældre end mig) var veletablerede med mand og fast arbejde og det hele.

Jeg har da aldrig nogen sinde spekuleret på, hvad de gaver, de gav mig, kostede. Og jeg har slet ikke tænkt, at de skulle give mig en gave til et tilsvarende beløb, som mine gaver til dem og deres børn kostede tilsammen.

Jeg synes, det er langt mere skuffende, hvis man har lagt en masse arbejde og kræfter i at finde en rigtig god gave til en person - og det man så får igen helt tydelig bare er en standardgave, som modparten slet ikke har engageret sig i.

 

Helt klart B!

Hvad så når hun måske finder en mand, skal de så begge have for 300 eller går hun så ned på 150?

Omsorgsgiver skriver:

Selvfølgelig skal man ikke droppe gaverne helt  Det er da dejligt med gaver og kedeligt uden. Jeg kan kun se det mest fair i at man giver for det samme beløb. At man bliver enige om et vist beløb som alle kan have råd til. Nu ved jeg ikke om du har søskende men giver du ikke alle dine søskende for det samme beløb eller er du ligeglad og køber noget dyrt til den ene og noget billigt til den anden?? Det synes jeg er mega unfair hvis det er tilfældet!! Det er ikke for at klandtre dig men jeg stiller det bare op på den måde så du kan se hvad det er jeg mener.

Og jeg skriver jo også plus, minus et par kroner. Nu skal det jo ikke lyde som om at jeg går fuldstændig præcist op i de små kroner for det ville da være latterligt!

Og så foretrækker jeg at du lige holder den pæne tone over for mig. Godt nok er vi ikke enige men at blive sammenlignet med et barn der går i børnehave det synes jeg ikke er særlig pænt skrevet  

Det er ikke dig, men milimeterdemokratiet, jeg "placerer" i børnehaven - det kunne også være i skolen - hvor man enes om et fælles beløb, så den ene fra bh/klassen ikke giver for 30 kr. hver gang og andre for 20. 

I familier og blandt venner BURDE det da handle om at give en god gave, man har fundet med hjertet, og ikke om at ramme et bestemt beløb. Jeg har tre søskende, og der kan være flere hundrede kroners forskel på, hvad jeg giver dem for - og de mig. Et år i august har jeg måske ekstra overskud på kontoen og kan glæde min ene søster med en gave i den dyre ende - samme år var der måske ikke så mange penge i februar, men så fandt jeg en supergod og billig gave til min anden søster - eller købte billigt garn og strikkede et fedt tørklæde til hende. Den billige gave kan ramme mere plet end den dyre, og lad mig lige understrege: 

Jeg har ALDRIG modtaget en gave og tænkt på, hvad den havde kostet! Det gør mine søskende heller ikke - vi er voksne mennesker, og enhver gave er en "bonus", med mindre den da slet ikke falder i smag, men det har jo intet med prisen at gøre. 

Min bror og min ene søster har langt flere penge end os andre - har de lyst til at give dyre gaver, er det netop lysten til at glæde, det handler om, og skulle vi så for retfærdighedens skyld leve op til deres høje niveau og spise havregrød resten af måneden? Eller bede dem give for et lavere beløb fremover - når de gerne vil glæde os? 

Hvis jeg finder en parfume på tilbud, sat ned med 200 kroner, er den da lige så god en gave - og dufter lige så godt! - som hvis jeg betaler fuld pris for den en anden gang. Så burde man, hvis man kørte milimeterdemokrati, ikke give den til søster A i februar til fuld pris og til tilbudspris i august til søster B - jamen, det giver slet ikke mening for mig. 

Ikke engang mine børn får gaver for samme beløb hver gang - hvis den ene mangler en ny cykel et år og den anden ønsker sig fire bøger, så får de det - i det lange løb går det nok omtrent lige op. 

Jeg har stemt A. Jeg ser sådan på det, at så kommer der 300 kroner den ene vej og 300 kroner den anden vej. Når hun så får en kæreste, må de enten få en fællesgave til 300 eller en hver til 150. Ellers kan det også hurtigt være træls at være singlen Hvis du synes I ikke har råd til at deltage mens du er på dagpenge, så må I jo tage beløbene op til revision og aftale noget andet.

Anaïs skriver:

Nu kan det godt være, jeg har misforstået det hele, men jeg kan i princippet godt forstå din svigerinde. Jeg skriver "i princippet", fordi jeg synes det er småligt, at gå op i 150 kroner, men hvis man ser det i et større perspektiv, synes jeg det begynder at give mening. Vi har nemlig en meget lignende problematik i min svigerfamilie. 

Min svigerinde (og hendes kæreste) har nemlig begge solide indtægter (altså ikke dagpenge) og har tre børn (4. er på vej). Vi har endnu ingen børn og er begge nyuddannede og på dagpenge. 

Til sidste jul var vi så ude og købe julegver. Vi købte en samlet gave til 200 kroner til min svigerinde og svoger og en gave till ca. 200 kroner pr. barn = 800 kroner "bare" til min svigerindes familie. Det var så absolut de billigste ting på deres ønskesedler!  

Da vi sad juleaften og pakkede gaver ud, fik min kæreste og jeg hver en bog som min svigerinde havde købt til bogudsalg tidligere på året og som derfor ikke kunne byttes. Det var ikke bøger nogen af os havde ønsket og som vi heller ikke havde en interesse i. De har max. kostet 150 kroner pr. stk. (og det er meget højt bud fra min side!) Alligevel var det tydeligt at vi skulle være taknemmelige for gaverne, hvilket vi i princippet også var. Jeg synes nemlig det er tanken bag gaverne der betyder noget, og ikke deres værdi... 

Men min svigerinde og svoger smed til gengæld bare nærmest deres fælles gave over i bunken af andre gaver og var tilsyneladende fornærmede over at få en samlet gave til 200 kroner og virkede sure resten af aftenen.

I det store billede havde min kæreste og jeg givet gaver til 800 kroner (inkl. gaverne til børnene) og de havde givet os bøger til en værdi af 300 kroner, og alligevel syntes de det var ok at være fortørnede fordi vi havde fået bøger til 300 kroner samlet, og de (svigerinde og svoger) havde fået en samlet gave til 200...  

Så ja... Det jeg vil frem til, er at 150 kroner virker småligt i din svigerfamilies tilfælde. Men hvis din svigerinde også skal give en gave til jeres barn (og fremtidige børn), så bliver gaverne, hun giver meget store i forhold til de gaver hun får retur. Så derfor kan jeg "i princippet" godt forstå din svigerinde... 

Igen - hvorfor skal vi "straffes" fordi vi har fået barn?? Den dag hun får børn, vil vi også "forkæle" dem. Vi kan ikke gør for at vi er ældre end hende, og har valgt at gifte os og få børn. Den dag hun får kæreste og børn, vil vi bruge lige så mange penge på hende (endda måske mere, når jeg kommer i job og får andet end dagpenge)