Frk. Himmelblå skriver:
Hej med dig
Jeg bliver nødt til at spørge dig, hvornår et foster er fuldt ud levedygtigt og dermed et barn?
Mener du med eller uden moderne medicinske hjælpemidler? Her vil jeg lige minde om, at der i den grad er sket en udvikling i hvor tidligt man kan redde for premature babyer (eller fostre??)
Abortgrænserne er praktiske foranstaltninger. Det er skillelinjer som fastsættes af det enkelte land. Der er ikke nogen enighed fra videnskabelig side om, hvor denne grænse bør ligge. Og etisk råd er på herrens mark..
Sagen er den, at hvis vi ikke griber ind med abort over for et ellers raskt foster, - så er det sandsynligt, at det vil vokse sig stærkt og til et lille menneske i moderens mave. Så vi bremser altså et liv, som ellers er godt på vej. Det er et aktivt valg. Fosteret lever med hjerteslag fra uge 6 ca. Når man stopper hjertet, så må man pr. definition slå ihjel. Uanset bevæggrunde. Det synes jeg er værd at overveje grundigt i ethvert abortspørgsmål.
Jeg vil ikke lyde skinger, men ethvert menneske er unikt. Der findes ikke nogen om'er.
Jeg kan ikke huske, hvad den engelske læges navn er , men han arbejder med premature og er oprørt over den meget sene, engelske abortgrænse. Han stillede spørgsmålet: "Hvad er det folk regner med, der sker på babyens vej ud gennem fødselskanalen?"
Han talte om, at slår man fosteret/barnet ihjel inden i moren -er det i manges opfattelse OK. Men gør man det efter en fødsel, så er det ikke... Han mente i øvrigt, at kunne man se bort fra denne kulturelle angst for at dræbe babyer, så ville det i nogen henseender være medicinsk bedre, først at tage livet af børnene, når de var ude.
Provokerende og angstprovokerende og bare ubehageligt...
Det var langt, håber du og andre gad at læse med.
Jeg er 100 procent enig med dig - også omkring de svære spørgsmål, som ikke kan besvares entydigt. Det ER et tungt emne, og det SKAL være tungt og svært at søge de svar, der giver mening for den enkelte.
Personligt frygter jeg konsekvenserne for såvel gravide som fostre, hvis det bliver en gængs opfattelse, at mandens modvilje kan/skal veje tungere end kvindens ønske om at få barnet. Eller omvendt - at mandens ønske om et barn skulle veje tungere end kvindens ønske om abort. Lige netop på dette område må det nødvendigvis være kvinden, der har det afgørende ord at skulle have sagt. Der findes ingen kompromisser og gyldne middelveje, og så er det bydende nødvendigt, at den part, der bærer fosteret i sig, har den afgørende stemme.
