Barn imellem venner?

Anonym skriver:

Ved du hvad, det kunne jeg meget vel finde på. For det mener jeg ærlig talt ikke er det værste i verden når man sammenligner med de syge ting folk nogen gange udsætter deres børn for.

-og så vidt jeg ved er vi i år 2012, og jeg tror ikke længere at man bliver brændt på bålet for den slags.

Underligt du skal sammenligne med at der er børn der bliver udsat for syge ting

Men jeg ville ikke byde mine børn at de skal forskellige steder hen for at se deres fædre.

Men good luck to you

På forhånd undskyld hvis ikke jeg lige får svaret alle. Jeg sætter pris på alle input, men der kom lige pludselig rigtig mange besvarelser.

mor:) skriver:

Underligt du skal sammenligne med at der er børn der bliver udsat for syge ting

Men jeg ville ikke byde mine børn at de skal forskellige steder hen for at se deres fædre.

Men good luck to you

 

Det synes jeg ikke er et spor underligt at sammenligne med. Jeg mener bare at jeg i det mindste ville være i stand til at give mit barn en sund og tryg, omend en lidt utraditionel opvækst. - Hvilket er mere end rigtig mange af de fortravlede bitre såkaldte kernefamilier (villa, vovse og volvo) tilbyder deres børn.

og her siger jeg ikke at jeg har noget imod kernefamilien. Det er fint når det fungerer, men det er bare heller ikke altid at det gør det.

Anonym skriver:

Jeg håber osse at vores samfund efterhånden er i stand til at håndtere den slags. Mine tanker har drejet sig hen ad donor (om nogle år, hvis alt gik helt skidt) men på den her måde får barnet jo en far der er til stede. + at vi ville slippe for alt det der med at gå fra hinanden, og først der finde ud af at vi er dybt uenige, fordi vi er vrede på hinanden og nogen er blevet trådt på følelserne osv.

nu jeg lige sidder og tænker over det, tror jeg faktisk godt selv jeg ville kunne gøre det hvis jeg kom til et punkt i mit liv hvor det så ud som hos dig - det vigtigste er igen at der er klare linjer fra start

- held og lykke med det hele, og hvad du end ender med at beslutte dig for

k skriver:

nu jeg lige sidder og tænker over det, tror jeg faktisk godt selv jeg ville kunne gøre det hvis jeg kom til et punkt i mit liv hvor det så ud som hos dig - det vigtigste er igen at der er klare linjer fra start

- held og lykke med det hele, og hvad du end ender med at beslutte dig for

Tak skal du ha´.  Nu må vi jo se hvordan det ender.

Tulle28 skriver:

Du er 23 - livet er jo knap nok begyndt for dig endnu! Er min første tanke. Jeg ville helt klart vente, hvis jeg var dig. Hvad med uddannelse? Er det ikke med i dine overvejelser? Det der med barn mellem venner lyder så nemt, men tror desværre tit realiteterne er lidt anderledes. Og I skal helt sikkert sørge for at få skrevet ALLE aftaler ned på forhånd.

Alt ville helt klart skulle aftales på forhånd. Et barn er ikke noget jeg tager let på. Og jo jeg har tænkt på det med uddannelse, men jeg er jo færdig med min HG om et par måneder, og tager jeg graviditet, barsel og alt det der, så ville det gøre at jeg var fyldt 25 og dermed berretiget til voksenlæreløn når jeg kom ud på den anden side.

Hvis jeg kan klare den til et 12 tal med et barn, hvorfor så ikke med to? Jeg ved godt at det er mange ting at jonglere, men jeg har et mærkeligt medfødt blæksprutte talent. Tror ikke det er nemmere med fuldtidsarbejde og små børn, end det er med skole.

Jeg har budgetkonto, bil og bolig. Det ville ikke gøre en vanvittig forskel der.

Kære TS. Jeg tror der er mange oppe i slut 30´erne der måske har haft de tanker du tumler rundt med, hvis de ikke har har en kæreste. Som jeg kan læse ud fra svarene er folk mest uforstående fordi du kun er 23.

Det som jeg sidder og tænker på lige nu er, at du måske tager udgangspunkt i hvordan dig og din ven har det lige nu. At I ofte spiser sammen, at I tit ses osv. og det jo ville være rigtig hyggeligt at fortætte med. Men lur mig om han ikke på et eller andet tidspunkt (måske mens du er gravid måske efter barnet er født) møder en kæreste- måske den han skal dele livet med. Pludselig har I ikke længere det sammen som I har nu. For forståeligt nok vil det jo så være hende som han ses med, spiser aftensmad med, som svigermoderen elsker osv osv og din barn vil så "kun" se ham de dage som I eller Statsforvaltingen finder ud af. Selvfølgelig mener jeg ikke, at fordi han får en kæreste så kan I aldrig ses mere, for det ville I jo højst sandsynligt, men bare ikke på den måde I gør nu.

Du siger du ikke ønsker en kæreste/alm. kernefamilie. Hvorfor egentlig ikke (er bare nysgerrig) ? tænker at det optimale for børn jo er både en far og en mor. Selvfølgelig er der massere af børn der får en god barndom som skilsmisse børn, men det er jo ofte ikke med forældrenes gode vilje, men oftes fordi der er problemer mellem mor og far og skilsmisse derfor er uendgåeligt.

Hvis du alligevel beslutter dig at gå videre med projektet, så rigtig meget held og lykke, for selvfølgelig er der altid en chance for, at det kommer til at gå lige så godt som du håber.

Anonym skriver:

Alt ville helt klart skulle aftales på forhånd. Et barn er ikke noget jeg tager let på. Og jo jeg har tænkt på det med uddannelse, men jeg er jo færdig med min HG om et par måneder, og tager jeg graviditet, barsel og alt det der, så ville det gøre at jeg var fyldt 25 og dermed berretiget til voksenlæreløn når jeg kom ud på den anden side.

Hvis jeg kan klare den til et 12 tal med et barn, hvorfor så ikke med to? Jeg ved godt at det er mange ting at jonglere, men jeg har et mærkeligt medfødt blæksprutte talent. Tror ikke det er nemmere med fuldtidsarbejde og små børn, end det er med skole.

Jeg har budgetkonto, bil og bolig. Det ville ikke gøre en vanvittig forskel der.

Uha, studiearbejde med ét barn, kan på ingen måde sammenlignes med at have to -Slet ikke alene 

I øvrigt så tror jeg ikke der går ret lang tid før der ikke længere er noget der hedder voksen elevløn.

foto på lærred skriver:

Kære TS. Jeg tror der er mange oppe i slut 30´erne der måske har haft de tanker du tumler rundt med, hvis de ikke har har en kæreste. Som jeg kan læse ud fra svarene er folk mest uforstående fordi du kun er 23.

Det som jeg sidder og tænker på lige nu er, at du måske tager udgangspunkt i hvordan dig og din ven har det lige nu. At I ofte spiser sammen, at I tit ses osv. og det jo ville være rigtig hyggeligt at fortætte med. Men lur mig om han ikke på et eller andet tidspunkt (måske mens du er gravid måske efter barnet er født) møder en kæreste- måske den han skal dele livet med. Pludselig har I ikke længere det sammen som I har nu. For forståeligt nok vil det jo så være hende som han ses med, spiser aftensmad med, som svigermoderen elsker osv osv og din barn vil så "kun" se ham de dage som I eller Statsforvaltingen finder ud af. Selvfølgelig mener jeg ikke, at fordi han får en kæreste så kan I aldrig ses mere, for det ville I jo højst sandsynligt, men bare ikke på den måde I gør nu.

Du siger du ikke ønsker en kæreste/alm. kernefamilie. Hvorfor egentlig ikke (er bare nysgerrig) ? tænker at det optimale for børn jo er både en far og en mor. Selvfølgelig er der massere af børn der får en god barndom som skilsmisse børn, men det er jo ofte ikke med forældrenes gode vilje, men oftes fordi der er problemer mellem mor og far og skilsmisse derfor er uendgåeligt.

Hvis du alligevel beslutter dig at gå videre med projektet, så rigtig meget held og lykke, for selvfølgelig er der altid en chance for, at det kommer til at gå lige så godt som du håber.

Der er mange der spørger om hvorfor jeg ikke nødvendigvis ønsker en kernefamilie. og der har jeg det nok lidt med, at jeg selv er vokset op helt uden far, da han døde, da jeg var meget lille, så jeg er ikke selv opdraget med kernefamiliekonceptet. Det har jeg det helt fint med. Mange af mine venner der er født og opvokset i kernefamiler er meget mere "mærket" af deres forældres evige skænderier osv.
Derfor mener jeg ikke at en kernefamilie nødvendigvis er et must. Ikke at jeg forsværger den på nogen måde, men for mig handler det mere om hvad der virker for den enkelte, sunde værdier osv. fremfor at man skal være tvunget til at leve det liv som samfundet fortæller dig, er det eneste rigtige.
Jeg er meget frit opdraget, min mor var en rigtig oldscool rødstrømpe af værste skuffe, og selvom jeg stadig holder på at min barberskraber er min bedste ven, har jeg altså arvet nogle åbne holdninger fra min opvækst.
Gi´r det mening?

og altså, mht. kærester osv, så kan jeg godt se problemstillingen, men nu har vi været venner i så mange år, og vi har hver især levet i faste forhold i meget af den tid vi har kendt hinanden. Det forventer jeg osse at en eventuel fremtidig partner ville kunne acceptere.