Barn imellem venner?

2skønnebørn skriver:

Vil lige fortælle dig nogle tanker jeg havde da jeg ikke havde børn. Jeg var faktisk single fra jeg var 22-23 år og helt frem til jeg var 30.

Jeg har altid vidst at jeg ville have børn, og havde taget den beslutning at hvis det ikke lykkedes at finde en kæreste, ja så måtte jeg jo klare det selv Om det så var via insimination eller ved hjælp fra en god ven.

Jeg mødte så min mand kort efter min 30 års fødselsdag og 2 år senere sad jeg med vores søn i hånden.

Min pointe skal være at du skal vente, du er kun 23 og har tiden for dig, ved godt det er træls at høre, især når du så har en i forvejen, men nyd den tid du har alene med ham. Pludselig møder du manden i dit liv, og du har mange år at få børn i endnu, og hvem ved måske har din kommende kæreste ikke børn, ønsker det. Har du 2 i forvejen, kan det være en stor mundfuld for nogen.

Løsningen med at få hjælp fra en god ven er ikke fjern for mig, bare i har klare linier.

 

Der har vi så nok forskellige værdier. Jeg har aldrig haft behov eller intentioner om at finde en mand. Tilbudene er der, jeg har bare ikke lyst. -og jeg har heller ikke lyst til at få børn efter de 30. Nok mest fordi at mine forældre var 30 og 40 da de fik mig, og idag har jeg ingen af dem.

Jeg sidder og tænker lidt, hvorfor i ikke er kærester når i har det så godt sammen :-) 

Lone Jakobsen skriver:

nej jeg synes ikke ideen er dum, bare i har helt rene linjer fra starten af, fx:

hvor meget skal han være i barnets liv?

hvor meget skal han betale?

hvor ærlige vil i være overfor omgivelserne/bedsteforældrene/barnet selv, når disse vil stille et utal af spørgsmål om jeres beslutning?

jeg tror ikke helt på at det kan ende godt, men jeg er samtidig meget åben overfor denne løsning, og kan sørme godt forstå at du ønsker et barn nr. 2 (har selv været alene mor med 3 børn)

Anonym skriver:

Jeg går og leger lidt med en idé.

Sagen er den at jeg har skøn en søn på snart 2, og ALT indeni mig skriger bare på en mere. Jeg kan slet ikke klare at se på billeder af nyfødte pt. fordi jeg bare SÅ gerne selv vil have en 2ér.

-men jeg er single (på 6. år), og jeg har ikke tid/lyst til at finde en mand i mit liv. Forleden snakkede jeg så om det med min gode kammerat, og han foreslog så at vi da kunne lave en sammen, og det fik mig jo til at tænke...

Altså. Vi har jo hver 1 dreng. Hans er 4, og så min på 1½. Vi har kendt hinanden i 10år, hvor vi datede en kort periode, og siden har vi været rigtig gode venner. Han kommer ofte forbi og spiser, vi hygger med ungerne, tager på ture sammen og min søn elsker ham.
Vi er begge 23. Han har fast arbejde og jeg er færdig med min HG om 4 mdr. + Jeg skal igennem en større operation om 3 års tid, og der ville jeg ikke selv kunne stå med et meget lille barn, så det er jo faktisk nu, eller om 4 år jeg har valget.

Nu kan det jo nok være svært at sætte sig ind i, hvis man selv har fundet manden i sit liv, og har sin egen kernefamilie, men altså.. -Er det virkelig SÅ dårlig en idé, eller hvad siger i?

 

Jeg kan så fortælle dig, at vi har haft en bruger herinde, som gjorde det - og hun var ikke nået graviditeten igennem, før det hele faldt ned om ørerne på hende, hun havde slet ikke forudset alle de problemer, der opstår i kølvandet på sådan en aftale, og det var egentlig rigtigt synd for hende.

Hvis du absolut ikke kan vente (hvilket jeg ville, hvis jeg var så ung, som dig), så ville jeg undersøge mulighederne for donorsæd.

S.Maria skriver:

Jeg sidder og tænker lidt, hvorfor i ikke er kærester når i har det så godt sammen :-) 

Fordi at kæreste følelserne ikke er til stede. ..

Rockertand skriver:

Jeg kan så fortælle dig, at vi har haft en bruger herinde, som gjorde det - og hun var ikke nået graviditeten igennem, før det hele faldt ned om ørerne på hende, hun havde slet ikke forudset alle de problemer, der opstår i kølvandet på sådan en aftale, og det var egentlig rigtigt synd for hende.

Hvis du absolut ikke kan vente (hvilket jeg ville, hvis jeg var så ung, som dig), så ville jeg undersøge mulighederne for donorsæd.

Synes ikke rigtig at donor for mig. Her ville barnet kende sin far fra starten, og jeg ville have en at aflaste på når det blev hårdt.

Hvis i begge er enige og lyst hvorfor så ikke. MeN lav nogle regler inden. Som fællesforældremyndighed. Hvor meget skal han ha de. Lille selv hva skal han betale. Fødsle osv. Hvis i ka. Blive enig ig du brænder for det så kan jeg ikke se problemet. Han vil jo ha en far der kommer meget i hjemme. 

Anonym skriver:

Jeg går og leger lidt med en idé.

Sagen er den at jeg har skøn en søn på snart 2, og ALT indeni mig skriger bare på en mere. Jeg kan slet ikke klare at se på billeder af nyfødte pt. fordi jeg bare SÅ gerne selv vil have en 2ér.

-men jeg er single (på 6. år), og jeg har ikke tid/lyst til at finde en mand i mit liv. Forleden snakkede jeg så om det med min gode kammerat, og han foreslog så at vi da kunne lave en sammen, og det fik mig jo til at tænke...

Altså. Vi har jo hver 1 dreng. Hans er 4, og så min på 1½. Vi har kendt hinanden i 10år, hvor vi datede en kort periode, og siden har vi været rigtig gode venner. Han kommer ofte forbi og spiser, vi hygger med ungerne, tager på ture sammen og min søn elsker ham.
Vi er begge 23. Han har fast arbejde og jeg er færdig med min HG om 4 mdr. + Jeg skal igennem en større operation om 3 års tid, og der ville jeg ikke selv kunne stå med et meget lille barn, så det er jo faktisk nu, eller om 4 år jeg har valget.

Nu kan det jo nok være svært at sætte sig ind i, hvis man selv har fundet manden i sit liv, og har sin egen kernefamilie, men altså.. -Er det virkelig SÅ dårlig en idé, eller hvad siger i?

 

Jeg er 21 og er mega skruk. Da jeg for snart 4 år siden blev gravid med min datter havde jeg om at foråret '12 sku jeg føde mit 2. barn. Tingene er gået fuldstændig i modsat retning. Og jeg er endnu single.
Jeg savner kun nogle gange en mand, men nyder at være single.
Min datter blir 3 til marts og jeg har taget beslutningen om at næste barn må vente til manden pludselig dukker op, ellers skal der bare ikke komme flere børn.
Det er fantastisk at vi kan alt nu, og hvis jeg sku være alene med to børn, vil jeg være bange for at min store pige vil blive skubbet total væk, og det vil jeg ikke ud i.

Jeg ville vente hvis jeg var dig. Det jo ingen skade at være ene barn, spørgsmålet er hvordan barnet bliver opdraget!
-Dermed ikke sagt at jeg ikke godt kan følge din idé, vil synes det er fantastisk hvis I kan få det til at fungere, men det er et stort sats. Og på den anden side, vil I jo ikke være det første forældre'par' på den måde..

Anonym skriver:

Der har vi så nok forskellige værdier. Jeg har aldrig haft behov eller intentioner om at finde en mand. Tilbudene er der, jeg har bare ikke lyst. -og jeg har heller ikke lyst til at få børn efter de 30. Nok mest fordi at mine forældre var 30 og 40 da de fik mig, og idag har jeg ingen af dem.

Hvis det er sådan du ser din fremtid, så ville jeg gøre det nu og ikke vente til efter operationen. Jeg er fuldstændig enig med dig i at der ikke skal være for lang tid mellem børnene. Der er 2 år mellem vores og det er perfekt.

Har tidligere haft en chef som fik barn med en god ven, men her skulle det være hemmeligt hvem faderen var, men alle vidste det jo alligevel. Ved ikke om barnet ved det idag, men det vil jeg næsten håbe når så mange andre ved det.

Det lyder til at i har snakket scenariet godt igennem, og har klare linier, så syntes jeg i skal se at komme igang

Anonym skriver:

Problemet med det er jo at drømmemanden i min verden er = ingen mand. Jeg klarer alting fint som single, og har ikke på nogen måde behov for en mand i mit liv.

Ok det er sejt gået,

men nu hvor jeg har 2 børn så ville jeg nødig være alene med dem. Med den første synes jeg det var super nemt, men med 2 synes jeg det er så meget anderledes.