Barn imellem venner?

Jeg går og leger lidt med en idé.

Sagen er den at jeg har skøn en søn på snart 2, og ALT indeni mig skriger bare på en mere. Jeg kan slet ikke klare at se på billeder af nyfødte pt. fordi jeg bare SÅ gerne selv vil have en 2ér.

-men jeg er single (på 6. år), og jeg har ikke tid/lyst til at finde en mand i mit liv. Forleden snakkede jeg så om det med min gode kammerat, og han foreslog så at vi da kunne lave en sammen, og det fik mig jo til at tænke...

Altså. Vi har jo hver 1 dreng. Hans er 4, og så min på 1½. Vi har kendt hinanden i 10år, hvor vi datede en kort periode, og siden har vi været rigtig gode venner. Han kommer ofte forbi og spiser, vi hygger med ungerne, tager på ture sammen og min søn elsker ham.
Vi er begge 23. Han har fast arbejde og jeg er færdig med min HG om 4 mdr. + Jeg skal igennem en større operation om 3 års tid, og der ville jeg ikke selv kunne stå med et meget lille barn, så det er jo faktisk nu, eller om 4 år jeg har valget.

Nu kan det jo nok være svært at sætte sig ind i, hvis man selv har fundet manden i sit liv, og har sin egen kernefamilie, men altså.. -Er det virkelig SÅ dårlig en idé, eller hvad siger i?

Anonym skriver:

Jeg går og leger lidt med en idé.

Sagen er den at jeg har skøn en søn på snart 2, og ALT indeni mig skriger bare på en mere. Jeg kan slet ikke klare at se på billeder af nyfødte pt. fordi jeg bare SÅ gerne selv vil have en 2ér.

-men jeg er single (på 6. år), og jeg har ikke tid/lyst til at finde en mand i mit liv. Forleden snakkede jeg så om det med min gode kammerat, og han foreslog så at vi da kunne lave en sammen, og det fik mig jo til at tænke...

Altså. Vi har jo hver 1 dreng. Hans er 4, og så min på 1½. Vi har kendt hinanden i 10år, hvor vi datede en kort periode, og siden har vi været rigtig gode venner. Han kommer ofte forbi og spiser, vi hygger med ungerne, tager på ture sammen og min søn elsker ham.
Vi er begge 23. Han har fast arbejde og jeg er færdig med min HG om 4 mdr. + Jeg skal igennem en større operation om 3 års tid, og der ville jeg ikke selv kunne stå med et meget lille barn, så det er jo faktisk nu, eller om 4 år jeg har valget.

Nu kan det jo nok være svært at sætte sig ind i, hvis man selv har fundet manden i sit liv, og har sin egen kernefamilie, men altså.. -Er det virkelig SÅ dårlig en idé, eller hvad siger i?

 

Personligt så ville jeg aldrig gøre det. Jeg har også en god mandlig ven gennem 10 år og vi er bedste venner (har ingen veninder eller ven der er tættere på). Men det ville gøre det meget svært i fremtiden både for ham og mig selv, når man skal til at forklare fremtidige kærester/koner, børn osv. hvorfor? -nårr tjaaa vi ville bare gerne lave et barn... jeg tror ikke der er mange der forstår den. Og så må jeg indrømme jeg synes det er egoistisk men det er min mening og jeg har også en forstilling om "mor, far og børn".

nej jeg synes ikke ideen er dum, bare i har helt rene linjer fra starten af, fx:

hvor meget skal han være i barnets liv?

hvor meget skal han betale?

hvor ærlige vil i være overfor omgivelserne/bedsteforældrene/barnet selv, når disse vil stille et utal af spørgsmål om jeres beslutning?

jeg tror ikke helt på at det kan ende godt, men jeg er samtidig meget åben overfor denne løsning, og kan sørme godt forstå at du ønsker et barn nr. 2 (har selv været alene mor med 3 børn)

Af personlig erfaring ville jeg aldrig råde nogen til at være alenemor til to børn -Slet ikke frivilligt.

Det er rockerhårdt, især med den aldersforskel dine ville få! -Igen, her taler jeg af erfaring, der er 2 år og 9 måneder i mellem mine og selvom de så deres far, så stod jeg med slæbet HVER morgen og HVER eftermiddag og ret ofte om aftenen helt alene, det først år.

Det er piece of cake at være alenemor til 1 barn men til 2, kræver det bare 100 gange mere.

Jeg er i øvrigt også ret sikker på at det er noget nemmere at finde en fyr når man har ét barn som singlemor, end det er at finde en når man har to børn.

Vent for søren da, dit barn er ikke ret gammelt. NYD de næste par år hvor det bare er fantastisk at være sammen med et selvstændigt barn, uden en baby på armen. Jeg elsker begge mine børn men jeg nyder alenetid med dem hver især (deres far og jeg er gode til at tage dem lidt hver for sig) -Især den store på 4 år som bare kan så meget nu.

Hvis dit barn var 6-8 år og du stadig var single, ville jeg kunne forstå dig.

132319 skriver:

Af personlig erfaring ville jeg aldrig råde nogen til at være alenemor til to børn -Slet ikke frivilligt.

Det er rockerhårdt, især med den aldersforskel dine ville få! -Igen, her taler jeg af erfaring, der er 2 år og 9 måneder i mellem mine og selvom de så deres far, så stod jeg med slæbet HVER morgen og HVER eftermiddag og ret ofte om aftenen helt alene, det først år.

Det er piece of cake at være alenemor til 1 barn men til 2, kræver det bare 100 gange mere.

 

Jeg er i øvrigt også ret sikker på at det er noget nemmere at finde en fyr når man har ét barn som singlemor, end det er at finde en når man har to børn.

 

Vent for søren da, dit barn er ikke ret gammelt. NYD de næste par år hvor det bare er fantastisk at være sammen med et selvstændigt barn, uden en baby på armen. Jeg elsker begge mine børn men jeg nyder alenetid med dem hver især (deres far og jeg er gode til at tage dem lidt hver for sig) -Især den store på 4 år som bare kan så meget nu.

Hvis dit barn var 6-8 år og du stadig var single, ville jeg kunne forstå dig.

Lone Jakobsen skriver:

nej jeg synes ikke ideen er dum, bare i har helt rene linjer fra starten af, fx:

hvor meget skal han være i barnets liv?

hvor meget skal han betale?

hvor ærlige vil i være overfor omgivelserne/bedsteforældrene/barnet selv, når disse vil stille et utal af spørgsmål om jeres beslutning?

jeg tror ikke helt på at det kan ende godt, men jeg er samtidig meget åben overfor denne løsning, og kan sørme godt forstå at du ønsker et barn nr. 2 (har selv været alene mor med 3 børn)

Tak for input.
Han har jo mulighed for at være en hel del i barnets liv. + Vi bor i samme by, så han kunne jo bare komme når han ville, og ellers have ham hver 2. weekend. (Hvilket jeg tror er fint med ham)

Bedsteforældrende er long gone på min side, og hans forældre elsker mig, så tror ikke der ville opstå nogen problemer der, og vores venner er der uanset. Der ville ikke være noget fordømmende der.

Vi har begge 2 en fin økonomi, bil, lejlighed osv. Hvis han bare betaler alm. bidrag, kan jeg sagtens få det til at løbe rundt.

Vil lige fortælle dig nogle tanker jeg havde da jeg ikke havde børn. Jeg var faktisk single fra jeg var 22-23 år og helt frem til jeg var 30.

Jeg har altid vidst at jeg ville have børn, og havde taget den beslutning at hvis det ikke lykkedes at finde en kæreste, ja så måtte jeg jo klare det selv Om det så var via insimination eller ved hjælp fra en god ven.

Jeg mødte så min mand kort efter min 30 års fødselsdag og 2 år senere sad jeg med vores søn i hånden.

Min pointe skal være at du skal vente, du er kun 23 og har tiden for dig, ved godt det er træls at høre, især når du så har en i forvejen, men nyd den tid du har alene med ham. Pludselig møder du manden i dit liv, og du har mange år at få børn i endnu, og hvem ved måske har din kommende kæreste ikke børn, ønsker det. Har du 2 i forvejen, kan det være en stor mundfuld for nogen.

Løsningen med at få hjælp fra en god ven er ikke fjern for mig, bare i har klare linier.

132319 skriver:

Af personlig erfaring ville jeg aldrig råde nogen til at være alenemor til to børn -Slet ikke frivilligt.

Det er rockerhårdt, især med den aldersforskel dine ville få! -Igen, her taler jeg af erfaring, der er 2 år og 9 måneder i mellem mine og selvom de så deres far, så stod jeg med slæbet HVER morgen og HVER eftermiddag og ret ofte om aftenen helt alene, det først år.

Det er piece of cake at være alenemor til 1 barn men til 2, kræver det bare 100 gange mere.

 

Jeg er i øvrigt også ret sikker på at det er noget nemmere at finde en fyr når man har ét barn som singlemor, end det er at finde en når man har to børn.

 

Vent for søren da, dit barn er ikke ret gammelt. NYD de næste par år hvor det bare er fantastisk at være sammen med et selvstændigt barn, uden en baby på armen. Jeg elsker begge mine børn men jeg nyder alenetid med dem hver især (deres far og jeg er gode til at tage dem lidt hver for sig) -Især den store på 4 år som bare kan så meget nu.

Hvis dit barn var 6-8 år og du stadig var single, ville jeg kunne forstå dig.

Problemet er jo at der netop ville gå rigtig mange år inden jeg ville kunne få en 2´er ellers, og ønsket om at finde en mand er der ikke, og har heller aldrig været der. Jeg drømmer bare ikke om den der kernefamilie.

Jeg valgte jo osse selv at stå alene med den 1. og det gjorde jeg siden dag 1. -og han har på ingen måde taget skade af det.

I øvrigt er det jo i mine øjne en fordel at have dem tæt på hinanden. Der er 10år imellem mig om min bror, og det ønsker jeg ikke for min dreng.

sarahb skriver:

Enig.

Her har vi 2 børn med 2 år imellem dem og det er møg hårdt, selvom jeg har faderen også der hjælper med ALT!!

Jeg ville vente og måske også vente på det bliver med drømmemanden

Problemet med det er jo at drømmemanden i min verden er = ingen mand. Jeg klarer alting fint som single, og har ikke på nogen måde behov for en mand i mit liv.

Anonym skriver:

Problemet er jo at der netop ville gå rigtig mange år inden jeg ville kunne få en 2´er ellers, og ønsket om at finde en mand er der ikke, og har heller aldrig været der. Jeg drømmer bare ikke om den der kernefamilie.

Jeg valgte jo osse selv at stå alene med den 1. og det gjorde jeg siden dag 1. -og han har på ingen måde taget skade af det.

I øvrigt er det jo i mine øjne en fordel at have dem tæt på hinanden. Der er 10år imellem mig om min bror, og det ønsker jeg ikke for min dreng.

4 år synes jeg da ikke er forfærdelig længe.

Jeg ville i hvert fald personligt foretrække at have 6 år i mellem mine børn, frem for knapt 3 år, når jeg nu skulle være alene med dem (hvilket fra min side ikke er et bevidst valg)

Kemi mellem søskende handler ikke kun om aldersforskel men lige så meget om personligehed.

Endnu en gang vil jeg understrege at det at være alene med ét barn på ingen måde kan sammenlignes med at være alene med to.

Ingen siger at børn tager skade af det men man har bare ikke den samme tid, når man har to børn.