Barn imellem venner?

Anonym skriver:

Tak for input.
Han har jo mulighed for at være en hel del i barnets liv. + Vi bor i samme by, så han kunne jo bare komme når han ville, og ellers have ham hver 2. weekend. (Hvilket jeg tror er fint med ham)

Bedsteforældrende er long gone på min side, og hans forældre elsker mig, så tror ikke der ville opstå nogen problemer der, og vores venner er der uanset. Der ville ikke være noget fordømmende der.

Vi har begge 2 en fin økonomi, bil, lejlighed osv. Hvis han bare betaler alm. bidrag, kan jeg sagtens få det til at løbe rundt.

jeg tror bare stadig at det er super vigtigt at i (inden projektet begyndes) aftaler alt, og skriver ned. for selv om i lige nu er helt enige om det, så er det noget andet når hormonerne raser eller du drukner i vasketøj og baby gråd.

tanken om at være alene med 2 børn, synes jeg ikke er den væsentlige her. man kan klare meget hvis man skal. men alt det andet som lige nu virker så lige til, det tror jeg er vigtigt at få helt styr på.

en ting jeg simpelthen bliver nød til at spørge om.... hvis i kun er venner, vil i så få hjælp til at lade hans sæd befrugte dig.... eller vil i simpelthen dyrke sex som et "alm" par?

Det lyder til som jeg læser dine svar, at du dybest set har besluttet dig for at få barn med din ven. Valget er jo i sidste ende dit og hvis du mener at du har gennemtænkt det og du stadig vil gå videre med det, så skal du gøre det. Tror dog det bliver hårdt, men det kunne det også gøre med en mand. Det jeg tænker mest på er, om jeres venskab kan bestå, om i kan overkomme evt. Konflikter og interesseområde i forhold til barnet, opdragelsen, delt forældremyndighed, ikke være fri til at flytte hvor han man vil uden den andens tilladelse ( måske du engang fandt en mand som arbejde i udlandet? ) hvem ved meget kam ske. Men hvis du har gennemtænkt alle disse ting og mange flere, så synes jeg du skal gøre hvad DU synes og ikke tag efter hvad vi andre siger, tror og mener. Det er dit liv og dit ansvar. 

Anonym skriver:

Jeg går og leger lidt med en idé.

Sagen er den at jeg har skøn en søn på snart 2, og ALT indeni mig skriger bare på en mere. Jeg kan slet ikke klare at se på billeder af nyfødte pt. fordi jeg bare SÅ gerne selv vil have en 2ér.

-men jeg er single (på 6. år), og jeg har ikke tid/lyst til at finde en mand i mit liv. Forleden snakkede jeg så om det med min gode kammerat, og han foreslog så at vi da kunne lave en sammen, og det fik mig jo til at tænke...

Altså. Vi har jo hver 1 dreng. Hans er 4, og så min på 1½. Vi har kendt hinanden i 10år, hvor vi datede en kort periode, og siden har vi været rigtig gode venner. Han kommer ofte forbi og spiser, vi hygger med ungerne, tager på ture sammen og min søn elsker ham.
Vi er begge 23. Han har fast arbejde og jeg er færdig med min HG om 4 mdr. + Jeg skal igennem en større operation om 3 års tid, og der ville jeg ikke selv kunne stå med et meget lille barn, så det er jo faktisk nu, eller om 4 år jeg har valget.

Nu kan det jo nok være svært at sætte sig ind i, hvis man selv har fundet manden i sit liv, og har sin egen kernefamilie, men altså.. -Er det virkelig SÅ dårlig en idé, eller hvad siger i?

 

Helt ærligt... Jeg synes, det er en meget dårlig idé. En ting er at være venner - en anden er at have et barn sammen

Anonym skriver:

Jeg går og leger lidt med en idé.

Sagen er den at jeg har skøn en søn på snart 2, og ALT indeni mig skriger bare på en mere. Jeg kan slet ikke klare at se på billeder af nyfødte pt. fordi jeg bare SÅ gerne selv vil have en 2ér.

-men jeg er single (på 6. år), og jeg har ikke tid/lyst til at finde en mand i mit liv. Forleden snakkede jeg så om det med min gode kammerat, og han foreslog så at vi da kunne lave en sammen, og det fik mig jo til at tænke...

Altså. Vi har jo hver 1 dreng. Hans er 4, og så min på 1½. Vi har kendt hinanden i 10år, hvor vi datede en kort periode, og siden har vi været rigtig gode venner. Han kommer ofte forbi og spiser, vi hygger med ungerne, tager på ture sammen og min søn elsker ham.
Vi er begge 23. Han har fast arbejde og jeg er færdig med min HG om 4 mdr. + Jeg skal igennem en større operation om 3 års tid, og der ville jeg ikke selv kunne stå med et meget lille barn, så det er jo faktisk nu, eller om 4 år jeg har valget.

Nu kan det jo nok være svært at sætte sig ind i, hvis man selv har fundet manden i sit liv, og har sin egen kernefamilie, men altså.. -Er det virkelig SÅ dårlig en idé, eller hvad siger i?

 

Jeg synes det er en selvisk tankegang. Du er ikke særlig gammel. Du har et barn og som jeg læser det også uden at have været i et forhold. Selvfølgelig kan man være single, men den måde du beskriver det synes jeg er egoistisk. Vent og få et barn under ordentlige forhold.

Anonym skriver:

Jeg går og leger lidt med en idé.

Sagen er den at jeg har skøn en søn på snart 2, og ALT indeni mig skriger bare på en mere. Jeg kan slet ikke klare at se på billeder af nyfødte pt. fordi jeg bare SÅ gerne selv vil have en 2ér.

-men jeg er single (på 6. år), og jeg har ikke tid/lyst til at finde en mand i mit liv. Forleden snakkede jeg så om det med min gode kammerat, og han foreslog så at vi da kunne lave en sammen, og det fik mig jo til at tænke...

Altså. Vi har jo hver 1 dreng. Hans er 4, og så min på 1½. Vi har kendt hinanden i 10år, hvor vi datede en kort periode, og siden har vi været rigtig gode venner. Han kommer ofte forbi og spiser, vi hygger med ungerne, tager på ture sammen og min søn elsker ham.
Vi er begge 23. Han har fast arbejde og jeg er færdig med min HG om 4 mdr. + Jeg skal igennem en større operation om 3 års tid, og der ville jeg ikke selv kunne stå med et meget lille barn, så det er jo faktisk nu, eller om 4 år jeg har valget.

Nu kan det jo nok være svært at sætte sig ind i, hvis man selv har fundet manden i sit liv, og har sin egen kernefamilie, men altså.. -Er det virkelig SÅ dårlig en idé, eller hvad siger i?

 

Jeg ville ikke gøre det. Du kan nå at finde en mand endnu, du er jo stadig ung.

Havde du nu været i 30'erne og stadig ikke fundet en, vill jeg selv kunne overveje det hvis det var mig.

Men ikke når du er så ung som du er.

mor:) skriver:

Jeg synes det er en selvisk tankegang. Du er ikke særlig gammel. Du har et barn og som jeg læser det også uden at have været i et forhold. Selvfølgelig kan man være single, men den måde du beskriver det synes jeg er egoistisk. Vent og få et barn under ordentlige forhold.

Nu ved jeg godt at jeg spurgte om folks mening, men det der støder mig ærlig talt en smule. Hvad mener du med ordentlige forhold? At jeg ikke er i stand til at give mit barn/ evt. fremtidige barn et godt liv, fordi at jeg vælger kernefamilien fra?

For et forhold mellem to mennesker i forhold kan jo ingenlunde gå galt, når man får et barn?

Sorry to say, og meget muligt at det virker egoistisk. Det er det generelt når man sætter børn i verden, men come on. Min søn er den tryggeste, sundeste og gladeste dreng i verden, jeg får faktisk udelukkende 12 taller i skolen, Laver sund mad, dyrker sport regelmæssigt, er god mod dyr, politisk aktiv, og hjælper gerne gamle damer over gaden. -Jeg er ikke just til et afsnit af de unge mødre.

Det er de værdier jeg mener er vigtige at give videre, og så rør andres påtagede kernefamilieværdier mig faktisk ikke.

Anonym skriver:

Nu ved jeg godt at jeg spurgte om folks mening, men det der støder mig ærlig talt en smule. Hvad mener du med ordentlige forhold? At jeg ikke er i stand til at give mit barn/ evt. fremtidige barn et godt liv, fordi at jeg vælger kernefamilien fra?

For et forhold mellem to mennesker i forhold kan jo ingenlunde gå galt, når man får et barn?

Sorry to say, og meget muligt at det virker egoistisk. Det er det generelt når man sætter børn i verden, men come on. Min søn er den tryggeste, sundeste og gladeste dreng i verden, jeg får faktisk udelukkende 12 taller i skolen, Laver sund mad, dyrker sport regelmæssigt, er god mod dyr, politisk aktiv, og hjælper gerne gamle damer over gaden. -Jeg er ikke just til et afsnit af de unge mødre.

Det er de værdier jeg mener er vigtige at give videre, og så rør andres påtagede kernefamilieværdier mig faktisk ikke.

Jeg synes det er underligt at man selv vælger at sætte børn i verden og give dem forskellige fædre, som de kan være hjemme hos hver anden weekend.

Gaia skriver:

Det lyder til som jeg læser dine svar, at du dybest set har besluttet dig for at få barn med din ven. Valget er jo i sidste ende dit og hvis du mener at du har gennemtænkt det og du stadig vil gå videre med det, så skal du gøre det. Tror dog det bliver hårdt, men det kunne det også gøre med en mand. Det jeg tænker mest på er, om jeres venskab kan bestå, om i kan overkomme evt. Konflikter og interesseområde i forhold til barnet, opdragelsen, delt forældremyndighed, ikke være fri til at flytte hvor han man vil uden den andens tilladelse ( måske du engang fandt en mand som arbejde i udlandet? ) hvem ved meget kam ske. Men hvis du har gennemtænkt alle disse ting og mange flere, så synes jeg du skal gøre hvad DU synes og ikke tag efter hvad vi andre siger, tror og mener. Det er dit liv og dit ansvar. 

Nej, nej.. Jeg har på ingen måde besluttet mig for noget som helst, for jeg har som sagt en masse usikkerheder der skal tænkes grundigt igennem før jeg overhovedet vil overveje at sætte et barn i verden. Det vigtigste ville jo stadig være at den lille nye + min egen søn skulle have muligheden for et fantastisk liv.

Jeg mener bare ikke at det nødvendigvis behøver at være traditionelt for at være fantastisk.

Grunden til at jeg skriver herinde er jo netop for at få belyst alle sider og eventuelle problematikker ift. det at vælge et barn til i sådan en situation. ..

Tak for dit input i øvrigt. Du har helt sikkert givet mig noget at tænke over.

Anonym skriver:

Jeg går og leger lidt med en idé.

Sagen er den at jeg har skøn en søn på snart 2, og ALT indeni mig skriger bare på en mere. Jeg kan slet ikke klare at se på billeder af nyfødte pt. fordi jeg bare SÅ gerne selv vil have en 2ér.

-men jeg er single (på 6. år), og jeg har ikke tid/lyst til at finde en mand i mit liv. Forleden snakkede jeg så om det med min gode kammerat, og han foreslog så at vi da kunne lave en sammen, og det fik mig jo til at tænke...

Altså. Vi har jo hver 1 dreng. Hans er 4, og så min på 1½. Vi har kendt hinanden i 10år, hvor vi datede en kort periode, og siden har vi været rigtig gode venner. Han kommer ofte forbi og spiser, vi hygger med ungerne, tager på ture sammen og min søn elsker ham.
Vi er begge 23. Han har fast arbejde og jeg er færdig med min HG om 4 mdr. + Jeg skal igennem en større operation om 3 års tid, og der ville jeg ikke selv kunne stå med et meget lille barn, så det er jo faktisk nu, eller om 4 år jeg har valget.

Nu kan det jo nok være svært at sætte sig ind i, hvis man selv har fundet manden i sit liv, og har sin egen kernefamilie, men altså.. -Er det virkelig SÅ dårlig en idé, eller hvad siger i?

 

det eneste jeg tænker når jeg læser det er: velkommen til den moderne familie år 2012

jeg tror det ville blive svært at få til at fungere, og ved ikke om jeg selv kunne gøre det men det kan stensikkert godt lade sig gøre

hvis det skulle blive aktuelt er det vigtiste at i har aftalt spillereglerne fra start af! der skal være klare linjer, ellers ender det bare helt galt!

mor:) skriver:

Jeg synes det er underligt at man selv vælger at sætte børn i verden og give dem forskellige fædre, som de kan være hjemme hos hver anden weekend.

 

Seriøst? Så hvis det ikke holdte med den første mand, så har man kun 1 chance tilbage. Thats it?

Ja, hvis ikke der skal mere til at ødelægge en barndom, så ved jeg sgu ikke hvad jeg skal sige...