Tror du på Gud?

Stjernestoev skriver:

Der SKAL altid ske noget forfærdeligt i verden, vi kan og må aldrig udrydde det onde. Alle mennesker er født med noget mørkt i sig, nogen har bare mere af det end andre. Hvis der ikke var krig ville vi aldrig vide hvad fred var. Hvis du ikke har været ulykkelig, så kan du ikke mærke lykken. :-)

Præcis . Vi ville ikke kunne sætte pris på det gode, hvis ikke vi kendte til det onde

LunaLykke skriver:

Jeg tror på Gud og Jesus. Jeg tror på at de passer på os, og jeg tror at der er en mening med alting.

Jeg er protestant, og kort sagt vil det sige at jeg tror på det nye testamente, og ikke det gamle. Jeg tror på at Biblen er en slags symbolsk vejledning til hvordan vi skal leve vores liv og hvordan vi skal opføre os. Det er i hvert fald det jeg bruger den til. 

Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre hvis jeg ikke troede på noget. For mig er det en tryghed at vide at Gud er der med sin kærlighed til os og at han passer på mig. Jeg tror ikke direkte på himmel/helvede, men jeg tror at man ikke slippe ustraffet for de onde handlinger man har begået. Jeg tror man en dag skal stå til regnskab

Jeg har det på helt samme måde!  

Stjernestoev skriver:

Der SKAL altid ske noget forfærdeligt i verden, vi kan og må aldrig udrydde det onde. Alle mennesker er født med noget mørkt i sig, nogen har bare mere af det end andre. Hvis der ikke var krig ville vi aldrig vide hvad fred var. Hvis du ikke har været ulykkelig, så kan du ikke mærke lykken. :-)

Ej, hånden på hjertet, er det ikke bare retorisk pludder?

Krige kom i takt med at mennesket opfandt våben der kunne dræbe adskillige indenfor en stor radius, på forholdsvist kort tid. Inden våben, var krige vel ofte mere stamme baseret og et udtryk for adgang til føde og territorier?

Ondskab, tror jeg, er et udtryk for menneskets indstilling til os selv som klodens ultimative magt. Vi kan simpelthen ikke forlige os med tanken om at vi ikke skal være noget ganske særligt og det får os til ikke blot at bekrige hinanden, men drive rovdrift på kloden og os selv som race.

Jonatansmor skriver:

Ej, hånden på hjertet, er det ikke bare retorisk pludder?

Krige kom i takt med at mennesket opfandt våben der kunne dræbe adskillige indenfor en stor radius, på forholdsvist kort tid. Inden våben, var krige vel ofte mere stamme baseret og et udtryk for adgang til føde og territorier?

Ondskab, tror jeg, er et udtryk for menneskets indstilling til os selv som klodens ultimative magt. Vi kan simpelthen ikke forlige os med tanken om at vi ikke skal være noget ganske særligt og det får os til ikke blot at bekrige hinanden, men drive rovdrift på kloden og os selv som race.

Sådan ser DU på det måske, men sådan ser man jo ikke nødvendigvis på det hvis man er troende . Jeg gør i hvert fald ikke

Muhmi skriver:

DET har du ret i!

Men skal man føre krig i en andens navn, eksempelvis Guds navn... Er det egentlig ikke bare at give en anden skylden?

Og tror du Gud ville blive glad for at hans navn blev brugt til vores undskyldning til ondskab?

Bestemt..
Jeg bryder mig ikke om folk misbruger deres relligion til selv at få magt. Jeg er dybt forarget over en som Ruth Eversen. Hun udnytter Gud's navn til at få en masse magt. Men jeg tror stadig Gud tilgiver hende, ligesom han tilgiver alle andre mennesker der har meget ondt i sig. Jeg har stadig svært ved at se, hvordan et menneske som hende, kan kalde sig selv for præst. Der er mange ting jeg undrer mig over, også som kristen.

Jeg er ikke et bedre menneske fordi jeg er kristen. Og jeg lever på samme måde som andre, forskellen er bare at jeg tror på Gud. :-)

LunaLykke skriver:

Sådan ser DU på det måske, men sådan ser man jo ikke nødvendigvis på det hvis man er troende . Jeg gør i hvert fald ikke

Det med at våben er menneskeopfundet, er et faktum. Historisk set har vi mange eksempler på at de store krige, først er kommet med opfindelsen af disse våben. Våben er et resultat af et samfund der langsomt er ved at blive rige nok, til at kunne bruge overskuddet på forskning, opfindelser - og besættelse af nye områder. Det har Gud ikke meget at gøre med.

Det der undrer mig er, religiøse har en tendens til at tilsidesætte historien og videnskaben, for at kunne få rettet verdensbilledet ind efter de teologiske tekster. Jeg har dyb sympati for religionen, det er overhovedet ikke derfor, men det undrer mig bare at man så lempfældigt kan afvise sammenhængene mellem menneskeskabte opfindelser og en stigning af f.eks krige

Min svigerfar var katolsk præst, så jeg har haft det inde på livet. Han var dog, mildest talt, en utraditionel præst - men jeg har set hvad religionen kan gøre ved mennesker i sorg. Og, religionen har ihvertfald positive budskaber, som jeg kan slutte mig til.

Mit hovede kan bare ikke få det til at stemme overens, var Gud her, ville han være en intelligens større end mennesket, jeg vil tro på at intelligens og ønsket om frihed, lighed og fred går hånd i hånd. Havde jeg et hamsterbur, med hamstre der konsekvent sultede, bekrigede hinanden og drev rovdrigt på miljøet - ville jeg sørge for at løse deres indbyrdes problemer, fordi jeg kunne.

Nej Det gør jeg ikke. Jeg er på ingen måder religiøs, og synes ikke om det, at tilbede en gud som man faktisk tror på.  Jeg synes kirken og religion som en "guideline" er super og det har nok reddet rigtig mange liv - men det kan blive for meget og for naivt. (dette er sagt i god mening, det er ikke henvendt direkte mod nogle, og jeg har IKKE noget imod religiøse)

Til gengæld tror jeg på skæbnen, i den form, at man ikke skal fortryde sine valg, da de ikke kunne have været anderledes. F.eks. nævnte min søster igår at det medicin hun tog under sin graviditet kan have været skyld i det der nu end er galt med min niece - men! Det er der ingen grund til at tænke på; ligemeget hvad var pigen blevet syg, fordi hun ligemeget hvad tog sin medicin. Det kan der ikke laves om på. Derfor tror jeg heller ikke på held - sker det, så sker det; heldig eller uheldig. Og derfor mener jeg også at håb og bøn er unødvendigt, men bruger dog tit vendingen: "jeg håber...." af vane Men i virkeligheden ved jeg, at det jeg håber på, er forudbestemt. Altså, om det sker eller ej. 

Nå, det blev lidt noget forvirret noget, men men

Jonatansmor skriver:

Ej, hånden på hjertet, er det ikke bare retorisk pludder?

Krige kom i takt med at mennesket opfandt våben der kunne dræbe adskillige indenfor en stor radius, på forholdsvist kort tid. Inden våben, var krige vel ofte mere stamme baseret og et udtryk for adgang til føde og territorier?

Ondskab, tror jeg, er et udtryk for menneskets indstilling til os selv som klodens ultimative magt. Vi kan simpelthen ikke forlige os med tanken om at vi ikke skal være noget ganske særligt og det får os til ikke blot at bekrige hinanden, men drive rovdrift på kloden og os selv som race.

Come on..
Verden har aldrig været lyserød!
Der har altid været nogen der har været imod hinanden.

LunaLykke skriver:

Præcis . Vi ville ikke kunne sætte pris på det gode, hvis ikke vi kendte til det onde

Jo da Tror bestemt på gud for har ikke nogensinde haft grund til andet.  Jeg opfatter ikke Gud som en far der skal løse mine problemer, men en der kan hjælpe mig til at finde styrken til selv at løse dem. Man er jo selv ansvarlig for sine handlinger, men Gud er for mig den far jeg kan henvende mig til, når jeg er både er glad og ked af det.