NadiaSK skriver:
Puha - synes godt nok det er hårdt at have en lille nyfødt i hjemmet. Vidste godt det ville blive en omvæltning, så det kommer ikke bag på mig, men al den smerte man skal igennem både fysisk og psykisk tærer godt nok mere på mine kræfter, end jeg lige havde regnet med 
Jeg blev mor for 3 uger siden til den dejligste lille prins
, men i løbet af det første døgn havde jeg fået de største sår på brystvorterne, da ammestilling/sutteteknik ikke var optimal - og sikke en SMERTE! Ville da tusind gange hellere føde et fodboldhold end at opleve det igen!
Da vi kom hjem fra hospitalet var alt godt, bortset fra mine ømme bryster, og efter 4 dage med konstant tuderi, hver gang jeg skulle amme, investerede jeg i suttebrikker så sårene kunne hele - super investering 
Jeg gik over til at amme almindeligt igen efter sårene var helet, men nu sidder smerten bare i det brune område rundt om brystvorten - en stikkende fornemmelse der hiver i hele brystet - AV! Så tuderiet er nu vendt tilbage og oveni det er vi stødt ind i et appetitspring, så lillemanden spiser HELE tiden og samtidig har han svært ved at finde ro, så han græder rigtig meget og jeg har konstant ondt mere eller mindre. Plus - jeg har ikke nok mælk til hans behov før om et par dage, når produktionen forhåbentlig er sat i vejret, så han er jo sulten den lille stakkel
Det hjælper så ikke at manden føler sig overset og ikke helt kan sætte sig ind i, hvordan det er for mig at være herhjemme med den lille, der er så afhængig af mig - jeg kan ikke bare sådan få et frirum, som han kan.
Så alt i alt føler jeg mig enormt utilstrækkelig både som mor og som partner. Det gør mig enormt frustreret og ked af det, og jeg er ved at miste modet med det ammehalløj - er virkelig begyndt at kunne se fordele ved at have et flaskebarn. Jeg holder kun ud, fordi alle siger, at det kun varer en måned til halvanden, så bliver det hele godt, og selvfølgelig fordi mælken fra mig er bedre for ham end erstatning, men synes også der er grænser for, hvor langt man skal gå, og jeg er kun halvvejs, hvis det tager 1½ måned i mit tilfælde... 
Puha - er godt nok forvirret og kan ikke lige finde ud af, hvad jeg skal gøre... jeg vil så gerne gøre det, der er bedst for min lille søn...
Ved ikke hvad jeg ville med indlægget - havde bare lige brug for at komme af med det - tak hvis du læste med så langt.
Puha skulle lige skrive..
Maja havde Kolik fra hun var et par uger gammel, inden da var alt perfekt, men det er bare hårdt og have en baby der er svær og trøste og mætte.. Jeg var stærkt opsat på og amme, og amme fuldt ud, men sådan blev det ikke.. Jeg følte et nederlag i og skulle bede om hjælp ude fra og bare tanken om og stoppe med og amme, følte jeg mig som en dårlig mor.. Netop pga det er det der er bedst for baby og nærværet og alt det halløj.. Og jeg følte en kamp uden ende og skulle amme, hun skreg og vred sig, og når hun endelig tog fat, tog hun et par slurke og skreg videre.. Til sidst frygtede jeg hver gang hun blev sulten.. Men jeg ville bare ikke give op, for jeg kunne godt det her.. Da hun så var 2 mdr ca havde jeg gået en hel dag og kæmpet med og få hende til og spise, hvor hun bare skreg og skreg, først når jeg tog hende fra brystet og sad med hende var hun stille.. Men hun sprang mange måltider over i den tid.. Og jeg var ulykkelig..
Sp kom så og det passede med hun kom op til et måltid så hun så kampen jeg tog med hende og hvor meget jeg prøvede, vi snakkede lidt og fik Maja trøstet og vejet og hun havde altså tabt sig.. Sp sagde at det lignede hun faktisk sultede sig.. Min mor kom så på besøg og sp spurgte hvad jeg ville sige til flaske for vores begges skyld, den gik jeg med på med stor lettelse.. Min mor købte en flaske og noget mælk, og det slugte hun i sig som om hun ikke havde fået mad i flere uger.. Vi blev så enige i det ar sådan jeg gjorde frem over for amningenn var åbenbart bare ikke hende, vi havde også bøvl med det fra start pga mine brystvorter og hendes høje gane.. Men hold op hvor den flaske gjorde en stor lettelse, det hele blev meget bedre, hun havde stadig kolik, men nu spiste hun da.. Og var svært, men rart og kunne give Mike lov lige og give hende mad, og mig få en pause.. Men jeg følte et savn fordi det overhovedt ikke er samme nærvær man har med en flaske som når man ammer, men alt derud over var dejligt.. 
Har stadig mine forbehold overfor hvem der skal give hende flaske da jeg føler det er min ting, det er det jeg skal.. Men Mike og min mor for lov, ellers har andre ikke gjort det..
Bare lige min historie.. Ved ikke om det var helt forståeligt og om det kunne bruges, men ved hvad du går igennem.. Og den periode gjorde at jeg fik opdaget en mange årig dep.
Men gør som du for det bedst med og føler for, det er kun dig der kan sige hvad dig og jeres søn har bedst af, for han kan jo som sagt mærke når mor er frustreret og ked, og selvom man siger man ikke er det, så er panikken derinde for næste måltid.. Men flasken var vores redning, fik meget bedre bånd med hende fordi hun var gladere og bekymringen for hun sultede ikke var der længere..
Det blev lidt langt og sikkert meget rodet, men håber det kunne bruges..
- Malene&Maja
