Er ved at miste modet :(

Puha - synes godt nok det er hårdt at have en lille nyfødt i hjemmet. Vidste godt det ville blive en omvæltning, så det kommer ikke bag på mig, men al den smerte man skal igennem både fysisk og psykisk tærer godt nok mere på mine kræfter, end jeg lige havde regnet med

Jeg blev mor for 3 uger siden til den dejligste lille prins, men i løbet af det første døgn havde jeg fået de største sår på brystvorterne, da ammestilling/sutteteknik ikke var optimal - og sikke en SMERTE! Ville da tusind gange hellere føde et fodboldhold end at opleve det igen!

Da vi kom hjem fra hospitalet var alt godt, bortset fra mine ømme bryster, og efter 4 dage med konstant tuderi, hver gang jeg skulle amme, investerede jeg i suttebrikker så sårene kunne hele - super investering

Jeg gik over til at amme almindeligt igen efter sårene var helet, men nu sidder smerten bare i det brune område rundt om brystvorten - en stikkende fornemmelse der hiver i hele brystet - AV! Så tuderiet er nu vendt tilbage og oveni det er vi stødt ind i et appetitspring, så lillemanden spiser HELE tiden og samtidig har han svært ved at finde ro, så han græder rigtig meget og jeg har konstant ondt mere eller mindre. Plus - jeg har ikke nok mælk til hans behov før om et par dage, når produktionen forhåbentlig er sat i vejret, så han er jo sulten den lille stakkel

Det hjælper så ikke at manden føler sig overset og ikke helt kan sætte sig ind i, hvordan det er for mig at være herhjemme med den lille, der er så afhængig af mig - jeg kan ikke bare sådan få et frirum, som han kan.

Så alt i alt føler jeg mig enormt utilstrækkelig både som mor og som partner. Det gør mig enormt frustreret og ked af det, og jeg er ved at miste modet med det ammehalløj - er virkelig begyndt at kunne se fordele ved at have et flaskebarn. Jeg holder kun ud, fordi alle siger, at det kun varer en måned til halvanden, så bliver det hele godt, og selvfølgelig fordi mælken fra mig er bedre for ham end erstatning, men synes også der er grænser for, hvor langt man skal gå, og jeg er kun halvvejs, hvis det tager 1½ måned i mit tilfælde...

Puha - er godt nok forvirret og kan ikke lige finde ud af, hvad jeg skal gøre... jeg vil så gerne gøre det, der er bedst for min lille søn...

Ved ikke hvad jeg ville med indlægget - havde bare lige brug for at komme af med det - tak hvis du læste med så langt.

ville ikke gå uden lige at sende et

kan desværre ikke huske hvorlænge det tog i sin tid, men husker tydeligt at de første 3 uger ikke var sjove at amme i, derefter blev det bedre for hver  dag der gik.

Ååårh sødesten!

Æv hvor er det bare surt når det ikke kører... Hvis du virkelig lider så meget under det med at amme, så tror jeg altså også at selv din SP ville foreslå dig at tage flasken i brug.... Det lyder til at det kunne være en god hjælp... Du kunne jo også give flaske hveranden gang, så der stadig kommer noget god modermælk indenbords.... Ring til din SP imorgen og hør hvad hun vil foreslå...

 

du skal altså lige have et kæmpe .

Da jeg ammede Nicklas kæmpede jeg virkelig en kamp for de var begynd at give ham flaske ude på barsel afsnittet uden vores accept og jeg ville ikke et flaske barn, jeg måtte ikke bruge ammebrik for dem derud, men da vi kom hjem købet jeg en med det samme da Nicklas slet ikke fik rigtig fat, og har også besluttet at lillesøster bliver introduceret for en ammebrik med det samme.

Ang din mand så syntes jeg virkelig du skal fortælle hvordan du har det få luftet tankerne godt ud evt snak med din sp om det så du ikke få en fødselsdepression.

Det tog min lang tid at få ammningen til at køre rimelig og da han var 3½ månede ville han ikke mere + han nægtede at tage imod flasken fra han var 1 månede gammel.

Jeg ammede 5/10 min på hver bryst hver 2 time men så sov han også om natten

NadiaSK skriver:

Puha - synes godt nok det er hårdt at have en lille nyfødt i hjemmet. Vidste godt det ville blive en omvæltning, så det kommer ikke bag på mig, men al den smerte man skal igennem både fysisk og psykisk tærer godt nok mere på mine kræfter, end jeg lige havde regnet med

Jeg blev mor for 3 uger siden til den dejligste lille prins, men i løbet af det første døgn havde jeg fået de største sår på brystvorterne, da ammestilling/sutteteknik ikke var optimal - og sikke en SMERTE! Ville da tusind gange hellere føde et fodboldhold end at opleve det igen!

Da vi kom hjem fra hospitalet var alt godt, bortset fra mine ømme bryster, og efter 4 dage med konstant tuderi, hver gang jeg skulle amme, investerede jeg i suttebrikker så sårene kunne hele - super investering

Jeg gik over til at amme almindeligt igen efter sårene var helet, men nu sidder smerten bare i det brune område rundt om brystvorten - en stikkende fornemmelse der hiver i hele brystet - AV! Så tuderiet er nu vendt tilbage og oveni det er vi stødt ind i et appetitspring, så lillemanden spiser HELE tiden og samtidig har han svært ved at finde ro, så han græder rigtig meget og jeg har konstant ondt mere eller mindre. Plus - jeg har ikke nok mælk til hans behov før om et par dage, når produktionen forhåbentlig er sat i vejret, så han er jo sulten den lille stakkel

Det hjælper så ikke at manden føler sig overset og ikke helt kan sætte sig ind i, hvordan det er for mig at være herhjemme med den lille, der er så afhængig af mig - jeg kan ikke bare sådan få et frirum, som han kan.

Så alt i alt føler jeg mig enormt utilstrækkelig både som mor og som partner. Det gør mig enormt frustreret og ked af det, og jeg er ved at miste modet med det ammehalløj - er virkelig begyndt at kunne se fordele ved at have et flaskebarn. Jeg holder kun ud, fordi alle siger, at det kun varer en måned til halvanden, så bliver det hele godt, og selvfølgelig fordi mælken fra mig er bedre for ham end erstatning, men synes også der er grænser for, hvor langt man skal gå, og jeg er kun halvvejs, hvis det tager 1½ måned i mit tilfælde...

Puha - er godt nok forvirret og kan ikke lige finde ud af, hvad jeg skal gøre... jeg vil så gerne gøre det, der er bedst for min lille søn...

Ved ikke hvad jeg ville med indlægget - havde bare lige brug for at komme af med det - tak hvis du læste med så langt.

Jeg synes du skal gøre hvad du selv synes bedst, og IKKE tænke på hvad andre siger mht amning. Hvis du føler at du ik kan holde amningen ud længere og skulle vente på at det blir bedre om halvanden måned, så stop...det vigtigste for din søn er at DU er glad for det betyder mere overskud til ham! Og helt sikkert også til din mand!

Hvis du fortsætter med amningen, så krydser jeg fingre for at det blir bedre i løbet af kort tid og at du kommer til at nyde det!  Men....du er ik en dårligere mor hvis du vælger at stoppe

Snak min din SP om hvordan du har det, hun kan sikkert også komme med nogle gode råd

NadiaSK skriver:

Puha - synes godt nok det er hårdt at have en lille nyfødt i hjemmet. Vidste godt det ville blive en omvæltning, så det kommer ikke bag på mig, men al den smerte man skal igennem både fysisk og psykisk tærer godt nok mere på mine kræfter, end jeg lige havde regnet med

Jeg blev mor for 3 uger siden til den dejligste lille prins, men i løbet af det første døgn havde jeg fået de største sår på brystvorterne, da ammestilling/sutteteknik ikke var optimal - og sikke en SMERTE! Ville da tusind gange hellere føde et fodboldhold end at opleve det igen!

Da vi kom hjem fra hospitalet var alt godt, bortset fra mine ømme bryster, og efter 4 dage med konstant tuderi, hver gang jeg skulle amme, investerede jeg i suttebrikker så sårene kunne hele - super investering

Jeg gik over til at amme almindeligt igen efter sårene var helet, men nu sidder smerten bare i det brune område rundt om brystvorten - en stikkende fornemmelse der hiver i hele brystet - AV! Så tuderiet er nu vendt tilbage og oveni det er vi stødt ind i et appetitspring, så lillemanden spiser HELE tiden og samtidig har han svært ved at finde ro, så han græder rigtig meget og jeg har konstant ondt mere eller mindre. Plus - jeg har ikke nok mælk til hans behov før om et par dage, når produktionen forhåbentlig er sat i vejret, så han er jo sulten den lille stakkel

Det hjælper så ikke at manden føler sig overset og ikke helt kan sætte sig ind i, hvordan det er for mig at være herhjemme med den lille, der er så afhængig af mig - jeg kan ikke bare sådan få et frirum, som han kan.

Så alt i alt føler jeg mig enormt utilstrækkelig både som mor og som partner. Det gør mig enormt frustreret og ked af det, og jeg er ved at miste modet med det ammehalløj - er virkelig begyndt at kunne se fordele ved at have et flaskebarn. Jeg holder kun ud, fordi alle siger, at det kun varer en måned til halvanden, så bliver det hele godt, og selvfølgelig fordi mælken fra mig er bedre for ham end erstatning, men synes også der er grænser for, hvor langt man skal gå, og jeg er kun halvvejs, hvis det tager 1½ måned i mit tilfælde...

Puha - er godt nok forvirret og kan ikke lige finde ud af, hvad jeg skal gøre... jeg vil så gerne gøre det, der er bedst for min lille søn...

Ved ikke hvad jeg ville med indlægget - havde bare lige brug for at komme af med det - tak hvis du læste med så langt.

Hvor er det da bare rigtig træls for dig, du får lige først et  herfra.

Da vi fik vores lille søn, gik ammningen helt af h.... til, først pga. for kort tungebånd, så fik han trøste, så blev jeg smittet med trøske...og ja, det var virkelig virkelig hårdt, vores stakkels lille dreng havde ondt og vi var bange for han ville få et dårligt forhold til mad! Vi startede derfor med at supplerer med flaske, så først bryst derefter flaske, men blev nødt til efter 2 mdr. at gå til ren flaske!

Amning er helt sikkert det bedste for den lille, men man skal ikke amme for enhver pris!

kram til  dig

det er hårdt de første uger, så jeg tror jeg ville suplere med en lille flaske mme så han kan blive mæt. og har du en bryst pumpe det er også en god ting.

knus

Sådan havde jeg det også, men nu her i uge 8 kan jeg se hvor meget nemmere det hele er blevet.

MetteS81 skriver:

Jeg synes du skal gøre hvad du selv synes bedst, og IKKE tænke på hvad andre siger mht amning. Hvis du føler at du ik kan holde amningen ud længere og skulle vente på at det blir bedre om halvanden måned, så stop...det vigtigste for din søn er at DU er glad for det betyder mere overskud til ham! Og helt sikkert også til din mand!

Hvis du fortsætter med amningen, så krydser jeg fingre for at det blir bedre i løbet af kort tid og at du kommer til at nyde det!  Men....du er ik en dårligere mor hvis du vælger at stoppe

Snak min din SP om hvordan du har det, hun kan sikkert også komme med nogle gode råd

Lige mine ord. En god mor sidder nemlig ikke i brysterne. Der er også mange fordele ved flasker.

KaMa skriver:

Lige mine ord. En god mor sidder nemlig ikke i brysterne. Der er også mange fordele ved flasker.