Er ved at miste modet :(

karina pigen skriver:

Kæmpe krammer til dig..

jeg havde en søn der kreg hele tiden fik af vide det var luft så måtte ik lægge ham til.. fuck det var hårdt havde problemer med amningen fra start og kæmpede også da alle sagde det var bedst for barnet..2 måneder..og han skreg stadig.. blev indlagt for at finde ud af at jeg ik havde så meget mælk som troede.. jeg skulle give han suplerende flaske.. og hold fast hvor ændrede det bare alt.. vi fik en heeelt anden dreng en glad dreng, og pludselige sov han igennem om natten og så kom overskudet igen.

jeg malkede ud så længe jeg kunne og gav ham det på flaske men kort efter var der  bare ik mere så blev han flaskebarn..

den viden tager jeg med mig til næste barn, og vil ik banke mig selv over at mit andet barn bliver flaskebarn HVIS det er det der er rigtigt for mig/barnet næste gang.. jeg fik ro på mig selv og kunne være en mere nærhedende mor ...

 

glem hvad andre siger. giv det et forsøg men gør det fordi du har overskuddet og selv vil det ik fordi andre siger det bedst.. det er dit barn.. dit valg..

Puha, det er da noget af en tur I var igennem - kunne godt forestille mig at det har tæret på kræfterne

Tusind tak for din opbakning - det er rart at høre om andre, der har stået i samme dilemma

FruDall skriver:

Hej

Har ikke læst de andre svar, så måske gentager jeg noget af det du har hørt før.

Først; Ja det er hårdt at være nybagt mor - især den første gang. Din kæreste bliver nødt til at se lidt ud over sig selv og hjælpe dig gennem den tid. Kan det lade sig gøre at du kommer ud og trave en lille tur hver aften uden barnevogn, bare et kvarters frirum til dig!

Amning, jeg havde også totalt ondt i lang tid første gang, p.gr.a. sår. Hvis dine sår er helet nu, kan det være svamp - det gør også ondt. Brug evt. suttebrikkerne igen så du ikke smitter barnet og holder svampen ved lige, undgå ammeindlæg direkte på brystet - lufttør så meget du kan og lig evt. bomuldsklude imellem ammeindlæg og bryst, så vorterne holder sig mere tørre - skift bomuld hver gang du har ammet. Du kan også få noget salve "brentan" gennem lægen.

Jeg håber at du snart kommer igennem den hårde tid og kan nyde din baby og barslen fuldt ud. Den 1. månede er hård, kroppen er øm, brysterne er ømme, følelserne sidder udenpå tøjet og alt er nyt - søvn er en by i rusland osv.....

Men det bliver bedre - forhåbentligt begynder din kæreste også at tro på det og kan give dig lidt frirum.

Det skal ikke forstås som at han ikke prøver at give mig frirum, for det gør han. Han synes bare det er hårdt, at jeg ikke kan overskue at nusse og putte når den lille sover. Han vokser med opgaven det kan jeg se og mærke for hver dag der går.

Tusind tak for dine råd - det er dejligt!

oerbaek skriver:

jeg havde præcis samme problem med min den mellemste søn, vi kæmpede i næsten 3 måneder hvor han faktisk næsten havde bidt brystvorterne af, eller sådanne føles det i hvertfald, jeg havde store åbne sår på babserne og det gjorde så ondt hver gang han skulle have mad, jeg tudede også hver gang han skulle spise, men jeg vr meget stædig, og ville have det tila t lykkedes da både min mand og jeg har meget allergi så syns jeg det ville være det bedste for vores dreng at få min mælk... 

Jeg kender udemærket din fustration men vil du gerne amme så bliv endelig ved med at bid smerten i dig, hvis man kan sige det sådanne... den gode tid er helt sikkert lige om hjørnet. 

Mht din sp, hun lyder da lidt mystisk... er der så ikke et sted i din by de har sådanne noget åben hus hvor man kan komme og snakke med en sp, det har vi her i kalundborg, 1 gang om ugen, hvor man kan tage hen og snakke med sp hvis man er i tvivl om noget eller bare få vejet sit barn, der er 2 sundhedsplejersker til rådighed der. det er simpelthen super sådanne noget... 

Håber i finder ud af hvad der er bedst for jer mht amning eller ikke amning

Tak for din historie - lyder meget bekendt Kan mærke allerede nu at det er ved at blive meget bedre. Det gør stadig ondt, men slet ikke i samme grad og jeg tuder ikke mere Så håber på at jeg inden længe kan amme uden smerte, så jeg kan nyde min lille prins fuldt ud og ikke frygte måltiderne.

MetteS81 skriver:

Jeg håber ikke jeg tager modet fra dig ved at skrive det næste her, for det er slet ik meningen! Så opfat det endelig ikke sådan  Fortæller bare min version af amningen herhjemme  

Jeg prøvede selv amningen i nogle uger, men kunne desværre ik holde det ud til sidst så jeg stoppede. Havde det på samme måde, det gjorde så ondt og jeg frygtede nærmest når den lille blev sulten næste gang...jeg ville rigtig gerne amningen men kunne desværre ikke holde det ud længere. Og jeg er rigtig glad for at jeg stoppede, for fik bare så meget ekstra overskud og behøvede ikke frygte at have ondt mere. Og så kunne min kæreste hjælpe til med at give mad og det nød/nyder han!

Beslutningen var svær at tage, men da det først var gjort ville jeg ikke vende tilbage igen! Havde det bare så meget bedre og det var sååå dejligt da brysterne endelig helede!

Grunden til at jeg synes beslutningen var svær var, at jeg for det første troede jeg sagtens kunne amme og det var svært at jeg ikke kunne. For det andet følte jeg at alle forventede at jeg ammede, så at skulle "bryde" det var noget jeg virkelig tænkte over.  

Håber sådan du finder ud af hvad du vil, for det er så ubehageligt at gå og have det sådan som du har det lige nu!  Men ligemeget om du holder ud eller stopper så får du lige et  herfra

 

Det tager ikke modet fra mig - og opfatter det skam slet ikke som om, du "prøver på at tage det fra mig". Jeg er kun glad for, at du vil dele dine erfaringer, for det kan jeg lære noget af

Kan nikke genkendende til det du skriver, og de tanker du har gjort dig - det er netop det jeg tænker, og det der gør, at det er så svært at opgive!

I går begyndte det heldigvis at blive bedre - sådan lige pludselig - og nu tuder jeg ikke, når jeg skal amme! Det gør selvfølgelig stadig ondt, men jeg kan mærke en klar forbedring, så håber virkelig på, at jeg inden længe kan nyde amningen, så lilleprinsen og jeg får endnu flere hyggestunder sammen

NadiaSK skriver:

Det tager ikke modet fra mig - og opfatter det skam slet ikke som om, du "prøver på at tage det fra mig". Jeg er kun glad for, at du vil dele dine erfaringer, for det kan jeg lære noget af

Kan nikke genkendende til det du skriver, og de tanker du har gjort dig - det er netop det jeg tænker, og det der gør, at det er så svært at opgive!

I går begyndte det heldigvis at blive bedre - sådan lige pludselig - og nu tuder jeg ikke, når jeg skal amme! Det gør selvfølgelig stadig ondt, men jeg kan mærke en klar forbedring, så håber virkelig på, at jeg inden længe kan nyde amningen, så lilleprinsen og jeg får endnu flere hyggestunder sammen

Nej hvor er det bare skønt for dig!!!    Håber det blir bedre og bedre! Og tillykke!