Det der med at "forhandle"

 

Forhandler I også meget med jeres børn?

Vi kom til at snakke om det til aftensmaden idag, for vi forhandler faktisk rigtig meget med Lærke (3 år) herhjemme, for at slippe for skrigetur, for at få hende til at spise mere aftensmad m.m. ja, den kører hele tiden.  Når du har været i bad, så skal vi have is.., Når du lige har ryddet op, så kan vi lege med perler osv...

Hvordan foregår det hjemme hos jer, for at få jeres børn "til at gøre det i gerne vil have" ?

Og er det forkert at "forhandle" med sit barn?

Kom med jeres meninger, er lidt sjovt at høre hvor forskellige vi er

Vi gør det også.

Vores datter kan godt lide at vide, hvad der skal ske.
Hvis vi lige kort remser rækkefølgen op på det vi nu skal "Først dit og SÅ dat..!"

Vi laver kompromiser og forhandlinger eller sætter valg op (som vi har bestemt), så det bliver VORES løsninger, men med hendes indragelse i det - så hun også ind imellem føler, at hun har et valg (som vi så har stillet op).
Nogle gange får hun lov til at bestemme noget, hvor hun kan mærke at hun er heldig og vi giver os. Andre gange skærer vi også igennem med vores regler og siger klart nej.

Så det veksler meget. Men hun forstår godt at nogle gange går den og andre gange ikke - nogle situationer er passende og gode, andre tidspunkter er ikke.
Selvom børn har godt at faste regler, så kan det også være godt at kende til aftaler som kan afhænge af tid og sted. Og acceptere at man nogle gange kan få et ja, men andre gange et nej.

Vi fortæller hende tit, at vi skal det, og SÅ det bagefter.
Både så hun har noget at se frem til (en form for beløning, om man vil), men også så hun er forberedt på, hvad hun kan forvente - det afhjælper tit nogle konflikter vi ellers kunne få.

Af samme grund bruger vi også tit at "advare" om, at om 5 min. skal du i bad. Eller om 5 min. skal du i seng ....så selvom hun tænker "øv", så er hun forberedt, når vi kommer og vil handle på det. I stedet for at vi bare PLUDSELIG står der og afbryder dét hun lige var midt i, og kræver at det skal være NU...

Jeg tror på, at børn godt ved at der gælder nogle regler ét sted, og andre regler et andet sted. Ligesom mor NOGLE GANGE giver lov til nogle ting, men ANDRE GANGE så ikke gør - Og det skal de lære at tackle og kunne acceptere

lisbeth2910 skriver:

Åh gud kan ikke huske hvad underviseren - der også har skrevet en bog om emnet hedder, men det var i forhold til hvordan man som pædagog (og forældre) giver børn en forståelse for at man skal lytte til andre, og hvordan vi kommer væk fra den jeg fiksering unge mennesker har idag. Det var et kursus jeg var på i forbindelse med mit arbejde som støttepædagog! Han startede hele kurset med at sige at samfundet idag er som det er fordi børn allerede fra 2 års alderen lærer at alt er til forhandling! og han kom med eksempler på at f.eks. polititet har mange flere diskussioner idag end tidligere fordi de unge mennesker også tror at loven er til forhandling. Forældrene venter længere med at få børn, og børnene bliver små projekter der bliver båret på hender og fødder, og det er tilladt at selv små børn på 2 år har en mening om alt, når så de kommer ud i samfundet hvor ALLE ikke kan have en mening om alt (for så blev vi aldrig enige) så kommer de i problemer (altså kursuslederens postulat) Det er vist lige hvad jeg kan huske det er en del år sidden!

Kiggede lige på nettet og fandt dette:

http://dortewied.dk/?p=345 som egentlig meget godt beskriver lidt af de samme ting som kurset gik ud på

 

Jeg kan godt se pointen i det Og er enig i, at alt ikke skal være til forhandling. Børn på to skal ikke lære, at alt kan forhandles. Overhovedet.
Men for mig er det ikke så sort og hvidt. Jeg kan godt se, hvorfor man ikke skal forhandle alt, men synes da så absolut, at børn skal lære, at visse ting, kan man have indflydelse på. Jeg tror også på det er en del af at blive et individ i dagens samfund. Hvis vi på hjemmefronten slet ikke tillader forhandling, hvor skal børnene så lære det fra? For mig er det utrolig vigtigt, at børn lærer det.

Når mennesker mødes i et felt, så forhandler de værdier og normer, og kan derfra blive enige om et nyt fællesskab. Hvad enten det er en leg i børnehaven eller et møde mellem to voksen mennesker, så forhandler vi hele tiden.

Jeg synes, at der er forkel på at lære at forhandle visse ting, og på at skulle bestemme alt. Det er jo ikke det, det går ud på. Jeg synes det er fint, hvis barnet har en mening om alt muligt, men barnet skal også lære, at bare fordi man har en mening, så er det ikke altid sådan det bliver.

Madam Blå skriver:

Jeg kan godt se pointen i det Og er enig i, at alt ikke skal være til forhandling. Børn på to skal ikke lære, at alt kan forhandles. Overhovedet.
Men for mig er det ikke så sort og hvidt. Jeg kan godt se, hvorfor man ikke skal forhandle alt, men synes da så absolut, at børn skal lære, at visse ting, kan man have indflydelse på. Jeg tror også på det er en del af at blive et individ i dagens samfund. Hvis vi på hjemmefronten slet ikke tillader forhandling, hvor skal børnene så lære det fra? For mig er det utrolig vigtigt, at børn lærer det.

Når mennesker mødes i et felt, så forhandler de værdier og normer, og kan derfra blive enige om et nyt fællesskab. Hvad enten det er en leg i børnehaven eller et møde mellem to voksen mennesker, så forhandler vi hele tiden.

Jeg synes, at der er forkel på at lære at forhandle visse ting, og på at skulle bestemme alt. Det er jo ikke det, det går ud på. Jeg synes det er fint, hvis barnet har en mening om alt muligt, men barnet skal også lære, at bare fordi man har en mening, så er det ikke altid sådan det bliver.

Du har helt ret tingene er ikke sorte og hvide. Og der er ingen der påstår at man aldrig skal forhandle, man skal bare tænke over hvor meget man gør det og hvad det er man lader forhandle! Altså skal man gøre sig det klart hvilke ting i hverdagen børnene skal have lov til og forhandle om! Det bliver hurtig en ond cirkel hvor børnene får det som de vil have det hvis bare de udviser en bestemt adfærd, og så er det at det er gået galt og svært og komme ud af igen! En ting er jo også principper og viden, en anden ting er når man står med lille skrigende Peter, man er træt, maden skal laves, manden er irriterende og alting driller så kan man (desværre) indimellem vælge den nemme her og nu løsning, som så desværre ikke er løsningen på langsigt men som stopper ildebranden nu og her

Når det er sagt så synes jeg at der er stor forskel på forhandling og indflydelse. Forhandling er når forældrenes beslutning kan omstøbes hvis børnene ønsker det. Indflydelse er når forældrene ikke på forhånd har bestemt men lader barnet vælge om det vil A eller B - og nettop indflydelse er i min verden meget vigtigt hvor forhandling ikke er nødvendig. Ser ingen grund til at man som forældre skal beslutte noget hvis det alligevel kan laves om at lille Peter på 2 år! Håber du forstår hvad jeg mener med forskellen.

lisbeth2910 skriver:

Du har helt ret tingene er ikke sorte og hvide. Og der er ingen der påstår at man aldrig skal forhandle, man skal bare tænke over hvor meget man gør det og hvad det er man lader forhandle! Altså skal man gøre sig det klart hvilke ting i hverdagen børnene skal have lov til og forhandle om! Det bliver hurtig en ond cirkel hvor børnene får det som de vil have det hvis bare de udviser en bestemt adfærd, og så er det at det er gået galt og svært og komme ud af igen! En ting er jo også principper og viden, en anden ting er når man står med lille skrigende Peter, man er træt, maden skal laves, manden er irriterende og alting driller så kan man (desværre) indimellem vælge den nemme her og nu løsning, som så desværre ikke er løsningen på langsigt men som stopper ildebranden nu og her

 

Når det er sagt så synes jeg at der er stor forskel på forhandling og indflydelse. Forhandling er når forældrenes beslutning kan omstøbes hvis børnene ønsker det. Indflydelse er når forældrene ikke på forhånd har bestemt men lader barnet vælge om det vil A eller B - og nettop indflydelse er i min verden meget vigtigt hvor forhandling ikke er nødvendig. Ser ingen grund til at man som forældre skal beslutte noget hvis det alligevel kan laves om at lille Peter på 2 år! Håber du forstår hvad jeg mener med forskellen.

Helt enig - man skal forsøge at undga det som brandslukninsmetode! Men at man tyer til den somme tider, er jo hvad der sker..

Jeg synes også, at det er en rigtig god ide, at gøre sig klart, hvad man kan forhandle og hvad der ikke kan forhandles.

God pointe med indflydelse kontra forhandling. Indflydelsen kan forståes som noget helt andet, end forhandling. Men man kan også se indflydelse lidt som medbestemmelse. Og i medbestemmelsen kan der godt ligge noget forhandling. Er helt enig i, at alt ikke skal diskuteres og forhandles i hjemmet. Men jeg tænker, hvis vi sætter en stopper for forhandling og dermed diskussioner, hvorfra skal børnene så lære at begå sig. Vi er jo nødt til at lære dem, at kunne tale deres sag og kunne argumentere ordentligt for den. Det vil give dem en klar fordel på lang sigt.

Men ser som dig, heller ingen grund til, at forældrene skal beslutte noget, for at Peter alligevel laver det om. Forældre skal også stå fast. Børn er nu engang børn, og det er som regel de voksne, der bestemmer. Men nogle ting, håber jeg da at mine børn vil diskutere med mig. For som sagt, hvis de ikke sætter spørgsmålstegn ved nogle ting, jamen hvor er udviklingen så.. Her mener jeg nok mere de lidt større børn. Ikke småbørn, selvom jeg også håber at mine småbørn kan afprøve lidt, og forsøge at forhandle

Ved ikke om det er så godt forklaret? Men ellers spørg endelig. Er ikke altid en mester til at formulere mig

Forresten - rigtig dejligt at vi kan have en ordentlig debat og meningsudveksling!

Madam Blå skriver:

Helt enig - man skal forsøge at undga det som brandslukninsmetode! Men at man tyer til den somme tider, er jo hvad der sker..

Jeg synes også, at det er en rigtig god ide, at gøre sig klart, hvad man kan forhandle og hvad der ikke kan forhandles.

God pointe med indflydelse kontra forhandling. Indflydelsen kan forståes som noget helt andet, end forhandling. Men man kan også se indflydelse lidt som medbestemmelse. Og i medbestemmelsen kan der godt ligge noget forhandling. Er helt enig i, at alt ikke skal diskuteres og forhandles i hjemmet. Men jeg tænker, hvis vi sætter en stopper for forhandling og dermed diskussioner, hvorfra skal børnene så lære at begå sig. Vi er jo nødt til at lære dem, at kunne tale deres sag og kunne argumentere ordentligt for den. Det vil give dem en klar fordel på lang sigt.

Men ser som dig, heller ingen grund til, at forældrene skal beslutte noget, for at Peter alligevel laver det om. Forældre skal også stå fast. Børn er nu engang børn, og det er som regel de voksne, der bestemmer. Men nogle ting, håber jeg da at mine børn vil diskutere med mig. For som sagt, hvis de ikke sætter spørgsmålstegn ved nogle ting, jamen hvor er udviklingen så.. Her mener jeg nok mere de lidt større børn. Ikke småbørn, selvom jeg også håber at mine småbørn kan afprøve lidt, og forsøge at forhandle

Ved ikke om det er så godt forklaret? Men ellers spørg endelig. Er ikke altid en mester til at formulere mig

Forresten - rigtig dejligt at vi kan have en ordentlig debat og meningsudveksling!

jeg synes faktisk det er rigtig spændende den tankegang i sidder med begge to... SIdder og læser spændt med på sidelinien og jeg må sige jeg bliver klogere og klogere... jeg tror vi skal tli at overveje lidt mere herhjemme hvornår vi benytter os af forhandling.
Ikke fordi ALT bliver forhandlet herhjemme, men alt for tit har vi det til at ty til den lette løsning, da overskuddet ikke lige er der til at tage kampen - så nu må de kære forældre vidst hellere lige tage sig  i nakken og være bedre til at tage kampene...

Jeg voksede jo op med en enlig mor som tog uddannelse i årene efter hun blev alene (jeg var 6) og hun havde brug for vores hjælp da vi blev ældre for at få hverdagen til at hænge sammen. Små ting som at gå i postkassen med et brev, ned med skrald og tage opvasken hver 3. dag.

Problemet blev at pligterne aldrig var sat i system, og hun kunne komme brasende ind på ens værelse 4 gange på en aften og bede om at man "lige gjorde et-eller-andet". Jeg kan huske følelsen af altid at være "på" - man havde aldrig helt fri, for når som helst kunne der dukke noget op som man lige skulle. Selvom det var småting blev man stadig afbrudt i ens "downtime". Det var rædselsfuldt og skabte mange konflikter - gerne i form af "jeg gør det lige om lidt! Nej, du gør det NU for postkassen bliver tømt om 10 minutter!" og den slags diskussioner. Det var absolut ikke til forhandling - det kørte bare efter hendes indre plan og den skulle følges uden spørgsmål, basta! 

Så jeg går ind for en VIS grad af forhandling, men først og fremmest går jeg ind for at så meget som muligt er skemalagt i hverdagen, så intet kommer som en overraskelse. 

LotteN skriver:

Forhandler I også meget med jeres børn?

Vi kom til at snakke om det til aftensmaden idag, for vi forhandler faktisk rigtig meget med Lærke (3 år) herhjemme, for at slippe for skrigetur, for at få hende til at spise mere aftensmad m.m. ja, den kører hele tiden.  Når du har været i bad, så skal vi have is.., Når du lige har ryddet op, så kan vi lege med perler osv...

Hvordan foregår det hjemme hos jer, for at få jeres børn "til at gøre det i gerne vil have" ?

Og er det forkert at "forhandle" med sit barn?

Kom med jeres meninger, er lidt sjovt at høre hvor forskellige vi er

her forhandler vi ikke med vores børn (eller lokker med is / perler for at få vores vilje igennem).

Jeg siger tit og ofte. Det er mig der er voksen og mig der bestemmer. Vores søn på 7 år, vil rigtig gerne bestemme al ting, men det skal han ikke. Dels er han for lille til at overskue konsekvenser og dels mener jeg ikke at det ansvar skal lige på hans skuldre, for med bestemmesle følger også ansvar.

SElvføglelig skal de lære at tage selvstændige beslutninger, og det træner vi også men kun på områder JEG har udpeget!!! Det er mig der har førertrøjen på og mig der bestemmer. Børnene skal være børn og leve i en børneverden og ikke bestemme voksen ting. Selvføglelig kan de give udtryk for ønsker og behov som jeg tager hensyn til, men det er mig der bestemmer!

Mumto3 skriver:

her forhandler vi ikke med vores børn (eller lokker med is / perler for at få vores vilje igennem).

Jeg siger tit og ofte. Det er mig der er voksen og mig der bestemmer. Vores søn på 7 år, vil rigtig gerne bestemme al ting, men det skal han ikke. Dels er han for lille til at overskue konsekvenser og dels mener jeg ikke at det ansvar skal lige på hans skuldre, for med bestemmesle følger også ansvar.

SElvføglelig skal de lære at tage selvstændige beslutninger, og det træner vi også men kun på områder JEG har udpeget!!! Det er mig der har førertrøjen på og mig der bestemmer. Børnene skal være børn og leve i en børneverden og ikke bestemme voksen ting. Selvføglelig kan de give udtryk for ønsker og behov som jeg tager hensyn til, men det er mig der bestemmer!

Nu er det heller ikke fordi jeg lokker med det..

Hvis min pige siger hun gerne vil lege med perler hedder det sig, fint, når du har ryddet op... (et eksempel)

Rosa skriver:

Jeg voksede jo op med en enlig mor som tog uddannelse i årene efter hun blev alene (jeg var 6) og hun havde brug for vores hjælp da vi blev ældre for at få hverdagen til at hænge sammen. Små ting som at gå i postkassen med et brev, ned med skrald og tage opvasken hver 3. dag.

Problemet blev at pligterne aldrig var sat i system, og hun kunne komme brasende ind på ens værelse 4 gange på en aften og bede om at man "lige gjorde et-eller-andet". Jeg kan huske følelsen af altid at være "på" - man havde aldrig helt fri, for når som helst kunne der dukke noget op som man lige skulle. Selvom det var småting blev man stadig afbrudt i ens "downtime". Det var rædselsfuldt og skabte mange konflikter - gerne i form af "jeg gør det lige om lidt! Nej, du gør det NU for postkassen bliver tømt om 10 minutter!" og den slags diskussioner. Det var absolut ikke til forhandling - det kørte bare efter hendes indre plan og den skulle følges uden spørgsmål, basta! 

Så jeg går ind for en VIS grad af forhandling, men først og fremmest går jeg ind for at så meget som muligt er skemalagt i hverdagen, så intet kommer som en overraskelse. 

 - kan sagtens følge dig i det i mener, det lyder ganske fornuftigt

LotteN skriver:

jeg synes faktisk det er rigtig spændende den tankegang i sidder med begge to... SIdder og læser spændt med på sidelinien og jeg må sige jeg bliver klogere og klogere... jeg tror vi skal tli at overveje lidt mere herhjemme hvornår vi benytter os af forhandling.
Ikke fordi ALT bliver forhandlet herhjemme, men alt for tit har vi det til at ty til den lette løsning, da overskuddet ikke lige er der til at tage kampen - så nu må de kære forældre vidst hellere lige tage sig  i nakken og være bedre til at tage kampene...

Jeg tror i hvert fald at det er en god ting, som Lisbeth 2910 også skriver, at gøre sig klart, hvad kan forhandles, og hvad ligger fast. Selvom man så må tage nogle kampe, så burde det være midlertidigt - indtil børnene har lært, at visse ting ligger fast. Men det er nu engang nemmere sagt end gjort

Kommer garanteret selv til at forhandle med min datter, når hun engang kommer ud til os. Selvom jeg er snart færdig som pædagog, og går meeget op i, at jeg skal handle rigtigt. Nogle gange så overrumpler hverdagen vist bare en