Det der med at "forhandle"

Synes lige man skal overveje hvad der menes med forhandling. Nogle ting er naturligvis i mine øjne ikke til diskussion. At man er gode ved andre mennesker, ikke slår, taler pænt, er høflig, siger tak for mad, hjælper til, opfører sig ordentligt i den virkelige verden etc. Men om man spiller computer i tyve minutter eller en halv time, og man går ned med skraldet nu eller om fem minutter, og om man kommer hjem kl. 01.00 eller 01.30 tja... det synes jeg ikke kan få mine børn til at blive dårlige samfundsborgere. Tværtimod bliver de mennesker, der er i stand til at mærke hvad de selv vil/er værd, og gode til at argumentere for deres sag. Og DET synes jeg er virkelig vigtigt i den verden vi er ved at være en del af alle sammen Så synes bestemt ikke man kan sige, at forhandling er en dårlig metode. Man kan snakke om, hvad og hvordan der bliver forhandlet, men det er jo straks noget helt andet.

Ps Jeg er så også typen der ville hade at have børn, der aldrig sagde mig i mod. De skal sgu begå oprør på et tidspunkt!!!!! Og hvis de respekterer mig, så gør de det med stil.

Børn der frygter deres forældre kravler ud af vinduet om natten for at tage til fest, børn der respekterer deres forældre, kunne aldrig finde på det. Og helt ærlig, så vil jeg at mine børn skal føle sig trygge ved at kunne ringe til mig kl. sent, hvis de er i problemer af nogen art (Undskyld det lidt vilde sidesport ).

Man behøver vel ikke frygte sine forældre fordi der bliver sat

grænser?

Og grænserne skal vel løsnes i takt med alderen så man

for lov til mere og ikke behøver kravle ud af vinduet for at tage til

fest.

Det er vel bedre end modsat, at grænserne ikke er til stede når

man er lille, men pludselig er forældrene nød til at sætte grænser

når barnet bliver teenager fordi det ikke forstår et nej osv. Det

må være rimelig umuligt at opdrage en oprørsk teenager, tænker

det er bedre reglerne er der fra man er lille?

Og ja, selvfølgelig alt med måde, nogle ting kan man jo godt

snakke sig frem til en løsning, men det må vel være forældrene

der ved hvad der er bedst for barnet, og ikke barnet der skal

tage vare på sig selv og besluttet hvorvidt Det har brug for søvn

nu eller kan vente en halv time uden at blive overtræt.

LotteN skriver:

Hehe, ja det er jo nemlig det. Hvad gør man nogen gange ikke for at slippe for skrigeriet - så kan man jo snakke om hvor korrekt det er at gøre - men jeg tvivler på der er en forældre der med od samvittighed kan sige han/hun aldrig har benyttet sig af denne metode

Nej det tror jeg faktisk de fleste på et heller andet tidspunkt har prøvet. Jeg har da også stået med en "tværling" (=læs skide sur unge) til afhentning i BH og bestukket ham med et tyggegummi, hvis han...PLEASE BARE VIL GÅ STILLE OG ROLIGT UD I BILEN......NUUUU!! Men tror det kommer an på det overskud vi forældre har lige i hændelsen, for andre dage ville jeg måske bruge ekstra lang tid i BH til han var glad så vi kunne gå rolig og andre dage igen, har jeg taget den skrigene unge under armen og slebt ham ud i bilen, mens han har forsøgt at hænge fast i samtlige dørkarme undervejs

Det hele ligger i vores overskud

lisbeth2910 skriver:

JA det er forkert og forhandle! Har engang været på kursus i hvorfor det ikke er en god metode. Noget med at når de bliver teenagere så er de opdraget med at alt er til forhandling og de får ikke samme respekt for forældrene fordi deres ord ikke er lov- alt kan forhandles! Derud over bliver de til mennesker der ikke lytter til andre, men altid vil forsøge og forhandle sig frem til at få tilfredsstillet egne behov. Altså kort sagt er det med til at avle meget egocentreret unge mennesker som jo så også vokser op til egocentreret voksne mennesker.

Derud over skal det siges at det også sker indimellem her(når man er træt og ikke orker konflikter), men vi forsøger og lade være. Vores datter skal ikke belønnes for at gøre som vi beder hende om. Vi er hendes forældre/de voksne, og det burde være grund nok til at gøre som der bliver sagt!

Hvad var det for et kursus, hvis jeg må spørge? Bliver lidt nysgerrig

Forhandling er en del af livet i vores samfund i dag. Ikke at alt, skal ligge til fohandling, men det er en vigtig del af at være til i dag.

Herhjemme forhandler vi også dagligt med Mathilde på 6 år, men jeg ser det ikke som noget negativt, da der også er masser af andre gange hvor der ingen forhandling er på tale, men hvor hun simpelthen bare skal gøre hvad hun bliver bedt om. Begge dele fungerer super godt, og i den sidste ende ved hun godt hvad ´der er rigtigt eller forkert, og hvad hun skal og ikke skal

LotteN skriver:

Forhandler I også meget med jeres børn?

Vi kom til at snakke om det til aftensmaden idag, for vi forhandler faktisk rigtig meget med Lærke (3 år) herhjemme, for at slippe for skrigetur, for at få hende til at spise mere aftensmad m.m. ja, den kører hele tiden.  Når du har været i bad, så skal vi have is.., Når du lige har ryddet op, så kan vi lege med perler osv...

Hvordan foregår det hjemme hos jer, for at få jeres børn "til at gøre det i gerne vil have" ?

Og er det forkert at "forhandle" med sit barn?

Kom med jeres meninger, er lidt sjovt at høre hvor forskellige vi er

Alt med måde.
Det er fint at forhandle, så lærer man diplomati, men man skal også lære at en bestemmelse kan gives og modtages uden diskussion..for i fx skolen, så kan der ikke forhandles, og så må man lære at modtage en besked og høre efter.
Så en god blanding af begge dele.

Kærligst
Sussie

sommerbarn<3 skriver:

Vi forhandler også med den store her.

Men prøver at holde det på et minimum, da jeg tror på at det er

utrygt for et barn at skulle tage stilling til for mange ting.

Det er trygere hvis forældrene bestemmer og tager det "store"

ansvar det er for et barn f.eks. at skulle vælge mellem flere ting

eller beslutte hvad der skal gøres.

 

Hvis vores f.eks. en sjælden gang imellem får lov at bestemme

aftensmad for hun ikke frit valg, men to muligheder at vælge

imellem. Derudover synes jeg også det er vigtig at de tager et

nej for et nej og ikke som noget der er til forhandling.

Det er godt at kunne forstå et nej også senere i livet, så de ikke

for et chok den dag de kommer ud i verden og opdager at hele

universet åbentbart ikke kun handler om dem.

 

Min mor satte ikke rigtig grænser for mig som barn, og

kan huske jeg blev meget bange, ked og flov når der var andre

voksne der gjorde det. Den dag i dag, arbejder jeg stadig med

det. Det har gjort mig genert og tilbageholdene, fordi jeg ikke har

fået at vide og lært hvor grænserne går.

Derfor lærte jeg mig selv allerede som meget lille, at blive lagt

væk fra grænsen, for så var jeg da sikker på ikke at overskride

den.

 

Det gør også hverdagen nemmere i længden at man ikke skal

diskutere alt.

Selv vi voksne ville blive ør i hovede af at skulle forhandle os til

alt ting.

Og det er kræver meget mere af et barn. For et barn er en lille

beslutning, som f.eks  hvad man skal have til aftensmad, eller om

man vil godtage 10 min mere tegnefilm eller forhandle sig til mere

jo en stor ting at tage stilling til. Det kan virke meget

uoverskueligt.

 

Ved ikke om det er vrøvl eller du kan følge mig?

jeg kan sagtens følge dig og jeg vil også give dig ret i hvad du skriver.

Men kan godt være det faktisk ikke er " forhandling" jeg mener.Eller det er det også, men det er lige så meget:
" vi tager ikke ind til byen hvis du ikke rydder op efter dig" eller " når du har spist alt din aftensmad kan vi lege med perler"....

Tin skriver:

Nej det tror jeg faktisk de fleste på et heller andet tidspunkt har prøvet. Jeg har da også stået med en "tværling" (=læs skide sur unge) til afhentning i BH og bestukket ham med et tyggegummi, hvis han...PLEASE BARE VIL GÅ STILLE OG ROLIGT UD I BILEN......NUUUU!! Men tror det kommer an på det overskud vi forældre har lige i hændelsen, for andre dage ville jeg måske bruge ekstra lang tid i BH til han var glad så vi kunne gå rolig og andre dage igen, har jeg taget den skrigene unge under armen og slebt ham ud i bilen, mens han har forsøgt at hænge fast i samtlige dørkarme undervejs

Det hele ligger i vores overskud

helt sikkert - det handler meget om hvordan ens eget dag er forløbet.... og overskuddet som du skriver

Mathilde & Frederikkesmor skriver:

Herhjemme forhandler vi også dagligt med Mathilde på 6 år, men jeg ser det ikke som noget negativt, da der også er masser af andre gange hvor der ingen forhandling er på tale, men hvor hun simpelthen bare skal gøre hvad hun bliver bedt om. Begge dele fungerer super godt, og i den sidste ende ved hun godt hvad ´der er rigtigt eller forkert, og hvad hun skal og ikke skal

Dejligt at høre - lyder meget som det også foregår herhjemme....

sommerbarn<3 skriver:

Man behøver vel ikke frygte sine forældre fordi der bliver sat

grænser?

Og grænserne skal vel løsnes i takt med alderen så man

for lov til mere og ikke behøver kravle ud af vinduet for at tage til

fest.

 

Det er vel bedre end modsat, at grænserne ikke er til stede når

man er lille, men pludselig er forældrene nød til at sætte grænser

når barnet bliver teenager fordi det ikke forstår et nej osv. Det

må være rimelig umuligt at opdrage en oprørsk teenager, tænker

det er bedre reglerne er der fra man er lille?

Nej man behøver ikke frygte sine forældre fordi der bliver sat grænser. Også derfor jeg undskylder for mit vilde sidespor

Jeg er da personligt også mere for den skandinaviske opdragelse (hvor man får mere og mere frihed med alderen), end den mange muslimske lande har praktiseret (stor frihed som børn, der indskrænkes med tid), men det er jo et spørgsmål om kultur. I vores del af verden, passer opdragelsesmetoden med kulturen, og det er jo heldigt nok kan man sige Men jeg mener stadigvæk godt man kan forhandle med børn, og dermed give dem frihed, inden for visse rammer. At forhandle betyder jo ikke at give dem ret, men i mine øjne at jeg lytter til deres argumenter og giver mig tid til at vurdere dem i lyset af den givne situation Det er da stadig mig som voksne, der har det endelige ord. Såvel som det er lederen af en virksomhed, der bestemmer om man skal have lønforhøjelse; men derfor kan man jo godt forhandle, ikke

Synes lige man skal overveje hvad der menes med forhandling. Nogle ting er naturligvis i mine øjne ikke til diskussion. At man er gode ved andre mennesker, ikke slår, taler pænt, er høflig, siger tak for mad, hjælper til, opfører sig ordentligt i den virkelige verden etc. Men om man spiller computer i tyve minutter eller en halv time, og man går ned med skraldet nu eller om fem minutter, og om man kommer hjem kl. 01.00 eller 01.30 tja... det synes jeg ikke kan få mine børn til at blive dårlige samfundsborgere. Tværtimod bliver de mennesker, der er i stand til at mærke hvad de selv vil/er værd, og gode til at argumentere for deres sag. Og DET synes jeg er virkelig vigtigt i den verden vi er ved at være en del af alle sammen Så synes bestemt ikke man kan sige, at forhandling er en dårlig metode. Man kan snakke om, hvad og hvordan der bliver forhandlet, men det er jo straks noget helt andet.

Ps Jeg er så også typen der ville hade at have børn, der aldrig sagde mig i mod. De skal sgu begå oprør på et tidspunkt!!!!! Og hvis de respekterer mig, så gør de det med stil.

Børn der frygter deres forældre kravler ud af vinduet om natten for at tage til fest, børn der respekterer deres forældre, kunne aldrig finde på det. Og helt ærlig, så vil jeg at mine børn skal føle sig trygge ved at kunne ringe til mig kl. sent, hvis de er i problemer af nogen art (Undskyld det lidt vilde sidesport ).

Godt skrevet

Dog respekterede jeg (også) min kære mor, da jeg var teenager, men alligevel kravlede jeg ud af vinduet om natten for at tage til fest