Hvordan er dit forhold til din mor?

Kæmpe krammer til dig

Jeg har ikke noget forhold til min mor... Min mor har været alkoholiker det meste af mit liv, tævet mig da jeg var lille og forsøgt at begå selvmord 3 gange, og alle gange givet mig skylden for det. Sidste gang hun gjorde det var for 2 år siden, og det er sidste gang jeg har snakket med hende.

Er ikke sur på hende længere, men ser heller ingen grund til at ha hende i mit liv lige pt. Kan sagtens være i samme rum som hende til familie fødselsdage og sådan, men har intet at snakke med hende om.

Ranarupta skriver:

Jeg synes, at det er rigtigt synd, at jeres forhold er sådan. 
Men nogle gange, så må man passe på sig selv - og det er det, du er igang med.
Jeg har selv droppet kontakten til min far, da jeg var mere ked af det, end jeg var glad med ham i mit liv. Og det går bare ikke...

Forholdet til min mor?
Jeg elsker min mor! Vi har et super forhold - og det har jeg også til min stedfar, som min mor blev gift med, da jeg var 5-6 år.

Du må ikke lade dig kue og sig fra, når dine grænser overskrides. 

Det er osse lidt der jeg er kommet til.... Især efter jeg har fået børn.

Det værste er den skyld hun altid har været så god til at påføre mig. Hun ved lige hvilke knapper hun skal trykke på for at få mig til at bukke under. Nu blir jeg snart 30 og tror det er på tide at sige stop.

først lige en kæmpe krammer til dig, det må være rigtig træls 

Min mor og jeg har det rigtig godt sammen...jeg fortæller hende nærmest alt og hun har ALTID været der for mig, og er det stadigvæk 

Vivian87 skriver:

Kæmpe krammer til dig

Jeg har ikke noget forhold til min mor... Min mor har været alkoholiker det meste af mit liv, tævet mig da jeg var lille og forsøgt at begå selvmord 3 gange, og alle gange givet mig skylden for det. Sidste gang hun gjorde det var for 2 år siden, og det er sidste gang jeg har snakket med hende.

Er ikke sur på hende længere, men ser heller ingen grund til at ha hende i mit liv lige pt. Kan sagtens være i samme rum som hende til familie fødselsdage og sådan, men har intet at snakke med hende om.

Jeg er meget forundret over at du overhovedet kan være i samme rum som hende.... Hun fortjener ikke dit selskab!!!!

Stort  til dig!

Jeg har ikke et forhold til min mor.. Hun er blandingsmisbruger og psykisk ustabil, og jeg har derfor valgt hende fra, da hun ikke gør noget godt for mig...

Ja, det kan virke hårdt at sige sådan om sin mor, men det er sandheden.... Desværre..

Jeg synes det er svært, nu jeg selv skal være mor, at jeg ikke har hende at dele det med. Men hun magter ikke sit eget liv, og derfor skal hun ikke også ødelægge mit...

Bliver hun rask engang, så tager jeg gerne kontakten op igen. Men som det ser ud nu, så tvivler jeg på det nogensinde kommer til at ske..

Anonym skriver:

Det er osse lidt der jeg er kommet til.... Især efter jeg har fået børn.

Det værste er den skyld hun altid har været så god til at påføre mig. Hun ved lige hvilke knapper hun skal trykke på for at få mig til at bukke under. Nu blir jeg snart 30 og tror det er på tide at sige stop.

Åh, den der skyld...
Jeg tror, at de dér, der er "fan" af at pålægge andre skyld, er folk der ikke har argumenterne i orden og så får de deres vilje sådan.

Måske ved de ikke, hvor meget det sårer - måske gør de. Men det er ikke i orden.
Du bliver nødt til at huske på, at det er din mor, der er galt på den og ikke dig.
Jeg siger ikke til dig, at du skal cutte kontakten til din mor, men tænk hvis hun også bliver sådan overfor dine børn. 
Det ville næsten ikke være til at bære...
Du har sikkert prøvet det, men har du overvejet at tage en helt alvorlig snak med hende, hvor det kun er jer to?
Eller er hun bare for "stolt"/ærekær til at indse, at hun opfører sig forkert? 

Anonym skriver:

Mit forhold til min mor er rigtig dårligt og har faktisk altid været det.

Hun er dominerende, grænsende til det ondskabsfulde, bedrevidende og totalt falsk. Hun har gjort sig uvenner med min mand, hans mor og det meste af familien synes hun virker arrogant.

Synes det er utrolig svært at stå imellem min mor og min mand. Holder af min mor, men hvor kan hun såre mig og ydmyge mig. Det holder jeg ikke til og har sagt fra. Nu bebrejder hun mig og siger jeg straffer hende. Hun siger jeg ikke vil lade hende se hendes børnebørn og at jeg ikke behandler andre mennesker ordentligt. Vi er ikke på talefod i øjeblikket.

Hvordan har i det med jeres mødre?

Anonym skriver:

Tak!

Jeg er sindssygt bange for at komme til at ligne hende når jeg bliver ældre. Har sagt til min mand at han skal slå mig med et tungt stumt instrument hvis jeg kommer bare i nærheden af at ligne hende

Det tror jeg nu ikke du skal være bange for, men hvis du låner Louise Hay's bog : Helbred dit liv, på biblioteket, så er der nogle kapitler netop omkring forholdet til mødre og hvordan man forebygger IKKE at komme til at gentage deres fejl. Den har hjulpet mig meget, da jeg var helt ung i mange situationer og forhold.

Min egen mor er dejlig og det var min far også.
Men de var og er meget domminerende, så det krævede også at jeg nogle gange i mit liv måtte tage mig sammen og trække mine grænser ved at lukke døren i perioder.
Nu er jeg selv af samme støbning, ingentvivl der, men netop derfor havde jeg god brug for Louise Hay's gode råd og teknikker, så jeg fik stoppet mig selv.
Jeg er meget mere leaned back i dag og er holdt op med at kræve en masse dumme ting af mine børn, men er der bare uanset hvad de så ellers laver i livet.

Men, jeg skal så sige, at siden min mor blev alene, har vi virkeligt fundet hinanden, og jeg tror også hun har lært rigtigt meget af mig og de mange snakke vi har haft, så i dag nyder vi hinandens selskab 100%, deler alt og når jeg virkeligt trænger til at vende noget vigtigt i mit liv, så kan jeg frit komme til hende.
Hun har fået lagt det moralske og prædikantlignende image på hylden, men hendes pyller kommer hun nok ikke helt af med

Jeg snakker ikke med hende.

Ranarupta skriver:

Åh, den der skyld...
Jeg tror, at de dér, der er "fan" af at pålægge andre skyld, er folk der ikke har argumenterne i orden og så får de deres vilje sådan.

Måske ved de ikke, hvor meget det sårer - måske gør de. Men det er ikke i orden.
Du bliver nødt til at huske på, at det er din mor, der er galt på den og ikke dig.
Jeg siger ikke til dig, at du skal cutte kontakten til din mor, men tænk hvis hun også bliver sådan overfor dine børn. 
Det ville næsten ikke være til at bære...
Du har sikkert prøvet det, men har du overvejet at tage en helt alvorlig snak med hende, hvor det kun er jer to?
Eller er hun bare for "stolt"/ærekær til at indse, at hun opfører sig forkert? 

Ja den der skyld og skam.... Det er så hårdt!

Ja har overvejet en alvorlig snak med hende, men hun er bare så svær at snakke med. Hun går i forsvarsposition og når hun ikke kan snakke sin sag mere, begynder hun at græde. Og det kan jeg bare slet ikke klare! Så bukker jeg helt under og føler en kæmpe skyld. Tænk at få sin mor til at græde....