I min bog har gode/dårlige forældre ikke noget med hverken mad eller tøj at gøre som sådan. De der praktiske ting er bare noget der følger med når man har styr på hvordan man ellers er forælder - sådan groft sagt.
I min verden er man en god forælder når man formår at sætte sig i sit barns sted, tage udgangspunkt i deres behov, og opdrage dem i trygge varme og forstående rammer.
Jeg har det ekstremt svært med forældre der skælder meget ud, eller siger "NEJ" 5000 gange i timen. Jeg mener groft sagt at man mangler forståelse for barnets sociale virkelighed hvis ikke man er i stand til at sætte sig ud over egne ønsker og forventninger til børnene og tage sig den tid det tager at lære børnene at begå sig både individuelt og socialt. - Og her tænker jeg altså både på forældre der skælder ud på små børn der sviner med maden, og forældre der råber af ældre børn som ikke lige opfører sig ordentligt. Der ER bare andre måder at håndtere den slags på.
Omvendt bliver jeg enormt inspireret og glad når jeg oplever forældre der formår at møde deres børn på en måde hvor børn får forståelse for situationen. Man kan godt håndtere en konflikt uden at skælde ud, og man kan godt tilgodese barnets følelser uden at give barnet alt hvad det ønsker sig.
- Eksempelvis brød min 3½ årige søn sammen i hysteri oppe ved bedsteforældrene i går, fordi han ikke måtte tage en transformer med hjem. Det blev løst ved at jeg snakkede med ham om at jeg godt forstod han syntes det var trælst, men at jeg altså havde bestemt at legetøjet ikke skulle med hjem. Det tog måske 5 minutter længere end det ville have taget hvis jeg havde sagt "Fordi jeg siger det" og ladet ham ligge og skrige på gulvet, men for mig var det tiden værd fordi jeg viste ham at jeg anerkendte hans følelser.
Og så fik jeg vist lige fremhævet at jeg synes min egen måde at være forælder er den bedste 
Nu er det selvfølgelig små børn jeg har lige nu, men mine tanker gjorde sig sådan set også gældende omkring min ældre søn. Da han var 6-7 år gammel var konflikterne selvfølgelig af en anden karakter, men principperne var de samme. Det var mig der bestemte, men det var ok at vi snakkede om tingene og det var ok at han fik indflydelse.
Eksempelvis skulle han ofte i narkose da han var i behandling. Det var ikke rart, men det bestemte jeg (og lægerne) at han skulle, til gengæld måtte han godt selv bestemme hvordan det skulle foregår - og så skabte han sin egen rutine med at han skulle spille gameboy mens de bedøvede ham.
Samme metode har vi brugt overfor de små. Det er miog der bestemmer at de skal have strømper på, men de må godt selv vælge et par strømper fra kurven.
Generelt har jeg vist bare den holdning at man skal behandle børn med samme hensyn og respekt som man behandler voksne mennesker. Og det er den respekt og hensyn jeg mener forsvinder hvis man fx opdrager ud fra kæft trit og retning metoder.
