sorg....

Jemion skriver:

Ønsker dig og din familie alt godt  Ville ikke bare læse uden at lige sende dig et 

tak skal du have  hvor er i søde herinde fordi i gider og " lytte " til mig

mulle7430 skriver:

tak  det var da tidligt at miste sin lille søster  må jeg spørge hva der er sket  

Hun var 18... havde været syg siden hun var 8 og til sidst kunne hendes lille krop ikke længere.... det var den korte version

TbCp skriver:

Hun var 18... havde været syg siden hun var 8 og til sidst kunne hendes lille krop ikke længere.... det var den korte version

nej da  

mulle7430 skriver:

puha det var også en hård tid for dig  ja men kommer da ovenpå igen det ved jeg godt nogen gange føles det bare som om man ikke gør   men er da kommet en lille smule videre nu harfået sat et billede op af hende i stuen nu det kunne jeg ikke før

Det er en dejlig måde at gøre det på.
Da en veninde jeg har, mistede sin far, lavede hun en opslagstavle, en stor en, som hun delte op i 2.
Den ene var med alle de minder, som hun havde fra han levede. Billeder, breve, oplevelser, skrevet ned, som de havde haft sammen og den slags.
Og så lavde hun den anden halvdel som en slags "brevkasse" til sin far, hvor hun delte alle de ting med ham, som hun ville havde gjort, hvis han levede. Hun skrev breve til ham, hvor hun fortalte alt muligt, tog billeder og hængte dem op...små og store ting, og som hun sagde, så var det hendes kanal til himlen, så hendes far kunne følge med i alt hvad hun oplevede. Hun skrev også spørgsmål ned omkring sine problemer, og hun sagde at underligt nok, så følte hun, at hun fik svar, når det var hængt op på tavlen.
Man kan gøre det samme mentalt...lave en slags indre "opslagstavle" og så få sig en lang snak med den kære med jævne mellemrum.
Der er mange måder at bearbejde tab på, men tag en dag af gangen, og gør det, som du føler er bedst.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Det er en dejlig måde at gøre det på.
Da en veninde jeg har, mistede sin far, lavede hun en opslagstavle, en stor en, som hun delte op i 2.
Den ene var med alle de minder, som hun havde fra han levede. Billeder, breve, oplevelser, skrevet ned, som de havde haft sammen og den slags.
Og så lavde hun den anden halvdel som en slags "brevkasse" til sin far, hvor hun delte alle de ting med ham, som hun ville havde gjort, hvis han levede. Hun skrev breve til ham, hvor hun fortalte alt muligt, tog billeder og hængte dem op...små og store ting, og som hun sagde, så var det hendes kanal til himlen, så hendes far kunne følge med i alt hvad hun oplevede. Hun skrev også spørgsmål ned omkring sine problemer, og hun sagde at underligt nok, så følte hun, at hun fik svar, når det var hængt op på tavlen.
Man kan gøre det samme mentalt...lave en slags indre "opslagstavle" og så få sig en lang snak med den kære med jævne mellemrum.
Der er mange måder at bearbejde tab på, men tag en dag af gangen, og gør det, som du føler er bedst.

Kærligst
Sussie

det lyder faktisk rigtig godt  skal have lavet en scap bog tror jeg det hedder meeen har ikke lige helt haft modet til og startet på den ene endnu

men citatet fra grav stenen har jeg skrevet ned og gemt

Vis kærlighed kunne have reddet dig ville du leve for evigt

mulle7430 skriver:

det lyder faktisk rigtig godt  skal have lavet en scap bog tror jeg det hedder meeen har ikke lige helt haft modet til og startet på den ene endnu

men citatet fra grav stenen har jeg skrevet ned og gemt

Vis kærlighed kunne have reddet dig ville du leve for evigt

Smukt

SussieThyssen skriver:

Smukt

tak

Læste kun lige det du startede tråden med. Og det gør mig ondt at høre at du har det sådan..

i 2002 mistede jeg min morbror, 2003 min farfar og 2004 min mormor. Først ved min mormor reagerede jeg og jeg var så tynget af sorg at jeg var ked af det hver dag i næsten et år. Først derefter begyndte jeg at få dage hvor jeg havde det bedre. Sorgen er der stadig, men jeg har lært at leve med den. Det tager tid at komme sig over den og lære at leve med den, men det skal nok komme.

Bare tag dig god tid. ingen forventer det sker allerede.

mulle7430 skriver:

sad længe og tænkte over om jeg kunne skrive dette her...har læst mange tråde hvor folk skulle have noget luft og ud med det så det kan jeg vel også

jeg vil høre hvor lang tid er man i sorg efter et døds fald ?

jeg har ikke prøvet det før så må sige det kom som et chok det ene dødsfald tog det andet ...

min moster døde i feb 2010  min mor juni 2010 min svigermor nov 2010...

det har været rigtig hårdt for mig og familien ....troede jeg var ved og være lidt oven på igen meeen den anden dag var jeg oppe ved min svigerforældre og min mor med blomster der kommer der en lig vogn forbi os med en kiste med blomster det kunne jeg ikke have blev rigtig ked af det og min datter på 10 spørger hva er der gal mor nååå ja siger hun det er jo fordi mormor er her ...puha det er svært...kan godt mærke det er lidt svært nu.....

men det sværeste er nok jeg ikke fik sagt ordenlig farvel til hende..

jeg ringede til hende en formiddag hun tog ikke mobilen men kunne mærke der var noget gal...pigerne plejer og cykle ud til hende men ikke lige den dag for kunne mærke der var noget gal...ringede til min søster og vi køre derud...da vi kommer holder der så ambulance og politi og hjemmeplejen og jeg kunne se de var inde ved min mor...jeg spurgte betjent om hun var død ja sage han ...der brød min verden sammen...vi måtte ikke se hende for hun havde slået hovedet ned i bordet ...fortryder bare så meget jeg ikke så hende i kapellet da vi var inde og se hende men turde ikke...min bror og søster gjord..jeg rørte hendes hånd og den var så blød...55 år gammel..

men hold op hvor er det godt nok svært og komme videre bagefter synes jeg snakkede jo med hende hverdag og smset hver dag...hvor lang tid skal det blive ved med og gør så ondt inden i...

tak fordi i læset med og håber det er ok jeg skriver det ville bare gerne ud med det ..

 

 

Puha det må have været en hård omgang, som er svær at sætte sig ind i, da man ikke selv har prøvet det... Tror altid sorgen vil være der, den vil bare blive mindre og mindre med tiden, og til sidst er den til at leve med...

Du får en kæmpe krammer herfra

samantha1986 skriver:

Læste kun lige det du startede tråden med. Og det gør mig ondt at høre at du har det sådan..

i 2002 mistede jeg min morbror, 2003 min farfar og 2004 min mormor. Først ved min mormor reagerede jeg og jeg var så tynget af sorg at jeg var ked af det hver dag i næsten et år. Først derefter begyndte jeg at få dage hvor jeg havde det bedre. Sorgen er der stadig, men jeg har lært at leve med den. Det tager tid at komme sig over den og lære at leve med den, men det skal nok komme.

Bare tag dig god tid. ingen forventer det sker allerede.

det prøver jeg også  smiler sødt