sorg....

Mussi30 skriver:

Først - et stort kram

Dernæst vil jeg sige, som der også er skrevet før, at du skal huske at give dig lov til at være ked af det. Så længe man ikke sidder fast i sorgen, er det jo bare en helt naturlig måde netop at få bearbejdet sorgen på.

 

Jeg hæftede mig i, at du nævner at du ikke føler du fik sagt farvel til din mor. Måske det ville være en ide at skrive et brev til hende.

Få ungerne passet så du ikke bliver afbrudt, tænd stearinlysene, lav en god kop kaffe e. l. og noget lækkert til dig selv.

Find roen, og få skrevet de ord ned til din mor, du føler du ikke nåede at få sagt. Alle de gode minder, hvor meget hun betød for dig og dine nærmeste, og hvordan du kunne tænke dig at se fremad.

 

Dernæst kunne du evt lave en lille stund sammen med din familie, hvor I brænder brevet og dermed sender jeres (din) hilsen (røgen) op til mormor 

jeg skrev et brev hun fik med i kisten for ville så gerne fortælle hende hvor meget jeg elskede hende og savnede hende..men det blev hurtig skrev ned og DET var svært...så det lyder som en god ide og gør det igen  tak  har aldrig fortalt hende det med ord og jeg har heller aldrig fået det afvide desværre

Carina1977 skriver:

Ja det ville nok have været bedre, hvis der var nogen, der var blevet ved hende. Kan godt forstå du har det svært med det, for man kan ikke lade være med at tænke, "hvad nu hvis". Jeg tror bare det er bedst for en selv, at slippe den tanke, for jeg tror det meget nemt kan gøre, at man bliver fastholdt i sorgen. Jeg kan sagtens forstå at du har det svært ved at din bror intet sagde, men han kan jo desværre ikke ændre det  Men det ville da have givet dig muligheden, for at være der for din mor.

Det er godt at du får snakket det igennem hos en psykolog....der er nemlig ikke noget værre end at lukke alle sine følelser inde. Det kan helt klart bremse en i sorg-processen. Men rart at høre at du på en eller anden måde, får det bearbejdet.

Og så er det da godt nok en dejlig pige du har......flot at hun er så observerende. Jeg er sikker på at hun sagtens kan forstå din smerte. Hun savner sikkert også sin mormor....det ved jeg da, at min søn ville gøre...han er også 10 år.

Jeg håber du får det bedre snart, men jeg forstår altså også godt, at du har det svært med at komme dig over din mors død. Hun har jo betydet rigtig meget for dig, og det er ikke nemt, pludselig at skulle undvære hende i sit liv.

Jeg håber bare at år 2011, bliver det år, hvor du får det lidt bedre med det hele

ja har nemlig haft den tanke hva nu vis vi var der hva nu vis lægen havde indlagt hva nu vis.... men jo skal nok slippe den tanke...ja året i år kan kun blive bedre  

Stumpen skriver:

Jeg har engang fået at vide at man skal gennem de 4 årstider, da hvert årstid har hver sine minder

mulle7430 skriver:

ja har nemlig haft den tanke hva nu vis vi var der hva nu vis lægen havde indlagt hva nu vis.... men jo skal nok slippe den tanke...ja året i år kan kun blive bedre  

 

Det skal nok blive bedre....det er jeg sikker på. Det tager bare tid, og så længe siden, er det jo heller ikke.

Du har også været igennem mere end et menneske, burde opleve. Det er for mange ting på bare 1 år, så det er jo klart at du har det svært nu.

Jeg er sikker på at du får det godt igen, men du skal bare tage den tid du har brug for. Tillad dig selv at være ked af det, og tillad dig selv at græde foran andre. Det har de forståelse for, og dine børn ville også sagtens kunne klare det.

Carina1977 skriver:

Det skal nok blive bedre....det er jeg sikker på. Det tager bare tid, og så længe siden, er det jo heller ikke.

Du har også været igennem mere end et menneske, burde opleve. Det er for mange ting på bare 1 år, så det er jo klart at du har det svært nu.

Jeg er sikker på at du får det godt igen, men du skal bare tage den tid du har brug for. Tillad dig selv at være ked af det, og tillad dig selv at græde foran andre. Det har de forståelse for, og dine børn ville også sagtens kunne klare det.

ja  

mulle7430 skriver:

sad længe og tænkte over om jeg kunne skrive dette her...har læst mange tråde hvor folk skulle have noget luft og ud med det så det kan jeg vel også

jeg vil høre hvor lang tid er man i sorg efter et døds fald ?

jeg har ikke prøvet det før så må sige det kom som et chok det ene dødsfald tog det andet ...

min moster døde i feb 2010  min mor juni 2010 min svigermor nov 2010...

det har været rigtig hårdt for mig og familien ....troede jeg var ved og være lidt oven på igen meeen den anden dag var jeg oppe ved min svigerforældre og min mor med blomster der kommer der en lig vogn forbi os med en kiste med blomster det kunne jeg ikke have blev rigtig ked af det og min datter på 10 spørger hva er der gal mor nååå ja siger hun det er jo fordi mormor er her ...puha det er svært...kan godt mærke det er lidt svært nu.....

men det sværeste er nok jeg ikke fik sagt ordenlig farvel til hende..

jeg ringede til hende en formiddag hun tog ikke mobilen men kunne mærke der var noget gal...pigerne plejer og cykle ud til hende men ikke lige den dag for kunne mærke der var noget gal...ringede til min søster og vi køre derud...da vi kommer holder der så ambulance og politi og hjemmeplejen og jeg kunne se de var inde ved min mor...jeg spurgte betjent om hun var død ja sage han ...der brød min verden sammen...vi måtte ikke se hende for hun havde slået hovedet ned i bordet ...fortryder bare så meget jeg ikke så hende i kapellet da vi var inde og se hende men turde ikke...min bror og søster gjord..jeg rørte hendes hånd og den var så blød...55 år gammel..

men hold op hvor er det godt nok svært og komme videre bagefter synes jeg snakkede jo med hende hverdag og smset hver dag...hvor lang tid skal det blive ved med og gør så ondt inden i...

tak fordi i læset med og håber det er ok jeg skriver det ville bare gerne ud med det ..

 

 

Hej søde ven.
Hvor har det da også været et hårdt 2010 for dig...puhha.
Al min dybeste sympati for dig og din familie.

Sorg er jo noget mærkeligt noget, for det kan komme promte eller vente længe. Det er vidt forskelligt fra menneske til menneske, hvornår det dukker op, hvor længe det bliver og hvornår det omsider begynder at blive hverdag igen.
Selv hører jeg til de mennesker, der er længe om at reagere, men når jeg så gør....
Først har jeg alt for travlt til at være den praktiske gris for alle de andre, og så først senere kommer efterreaktionen, med sorg, stress og sygdom.

Fra 2004 til 2008 mistede jeg min faster, onkel, min bedste ungdomsven, en af mine andre meget nære venner, familiens gamle faster, min tante, min far og mine børns far....damn, det var hårdt..lige med et tyndede det ud i alle de mennesker, der betød noget for mig, og hvergang, jeg var ved at komme lidt ovenpå...så var der en ny, der døde.
Og lige pludseligt tog jeg så endelig fuld tælling.
Jeg sad i sengen i 8 dage og græd og græd, og var nede i det sorteste hul, så min læge måtte træde til og give mig et boost rent medicinsk.
Ja man skulle ikke tro det om Sussie, vel??

Jeg følte mig så snydt, sur, gal, vred, arrig, rasende og jeg var et stort sår inden i, fordi jeg havde mistet så mange, der bar på minder, som jeg ikke kunne dele med andre.
Jeg følte mig nøgen og forladt.
Men....man kommer igennem det.
Med små skridt...dag for dag.
Der kommer en dag, hvor man ikke hele tiden tænker på en man holdt af, hvergang man tænker på fortiden.
Hvor sorgen bliver til vemod og der gror græs over savnet.
Vel savner man dem, men det bliver pakket ind og dækket over, og solen kommer igen frem, og man ser fremad.
Vel kommer der minutter, hvor man savner og mindes, men savnet og minderne bevares i hjertet, og man kan nøjes med at trække vejret dybt en gang og så går man videre.

Livet skal leves på godt og ondt og helst mest godt.
Så jo...det er ok at sørge og længes, mindes og savne, men man skal passe på, at ens tårer ikke slukker de dødes lys, så minderne om dem overskygges af sorgen.

Kærligst og knus
Sussie

SussieThyssen skriver:

Hej søde ven.
Hvor har det da også været et hårdt 2010 for dig...puhha.
Al min dybeste sympati for dig og din familie.

Sorg er jo noget mærkeligt noget, for det kan komme promte eller vente længe. Det er vidt forskelligt fra menneske til menneske, hvornår det dukker op, hvor længe det bliver og hvornår det omsider begynder at blive hverdag igen.
Selv hører jeg til de mennesker, der er længe om at reagere, men når jeg så gør....
Først har jeg alt for travlt til at være den praktiske gris for alle de andre, og så først senere kommer efterreaktionen, med sorg, stress og sygdom.

Fra 2004 til 2008 mistede jeg min faster, onkel, min bedste ungdomsven, en af mine andre meget nære venner, familiens gamle faster, min tante, min far og mine børns far....damn, det var hårdt..lige med et tyndede det ud i alle de mennesker, der betød noget for mig, og hvergang, jeg var ved at komme lidt ovenpå...så var der en ny, der døde.
Og lige pludseligt tog jeg så endelig fuld tælling.
Jeg sad i sengen i 8 dage og græd og græd, og var nede i det sorteste hul, så min læge måtte træde til og give mig et boost rent medicinsk.
Ja man skulle ikke tro det om Sussie, vel??

Jeg følte mig så snydt, sur, gal, vred, arrig, rasende og jeg var et stort sår inden i, fordi jeg havde mistet så mange, der bar på minder, som jeg ikke kunne dele med andre.
Jeg følte mig nøgen og forladt.
Men....man kommer igennem det.
Med små skridt...dag for dag.
Der kommer en dag, hvor man ikke hele tiden tænker på en man holdt af, hvergang man tænker på fortiden.
Hvor sorgen bliver til vemod og der gror græs over savnet.
Vel savner man dem, men det bliver pakket ind og dækket over, og solen kommer igen frem, og man ser fremad.
Vel kommer der minutter, hvor man savner og mindes, men savnet og minderne bevares i hjertet, og man kan nøjes med at trække vejret dybt en gang og så går man videre.

Livet skal leves på godt og ondt og helst mest godt.
Så jo...det er ok at sørge og længes, mindes og savne, men man skal passe på, at ens tårer ikke slukker de dødes lys, så minderne om dem overskygges af sorgen.

Kærligst og knus
Sussie

puha det var også en hård tid for dig  ja men kommer da ovenpå igen det ved jeg godt nogen gange føles det bare som om man ikke gør   men er da kommet en lille smule videre nu harfået sat et billede op af hende i stuen nu det kunne jeg ikke før

Jeg mistede min elskede lillesøster for 5 år siden...

Det er så ekstremt hårdt at miste en person man elsker så højt.

Jeg plejer altid at siget til fok at man ikke kommer over savnet og sorgen, men man lærer at leve med det.

Det er blevet lettere for mig nu, men jeg har stadig dage hvor jeg synes det hele er noget møg, hvor savnet er ekstra stort og hvor jeg bare har behov for at græde ud.

Jeg tror det er vigtigt at man giver sig selv lov til at sørge og der er ingen der kan sætte tid på hvor lang tid det vil tage...

Et kæmpe knus til dig!!!

TbCp skriver:

Jeg mistede min elskede lillesøster for 5 år siden...

Det er så ekstremt hårdt at miste en person man elsker så højt.

Jeg plejer altid at siget til fok at man ikke kommer over savnet og sorgen, men man lærer at leve med det.

Det er blevet lettere for mig nu, men jeg har stadig dage hvor jeg synes det hele er noget møg, hvor savnet er ekstra stort og hvor jeg bare har behov for at græde ud.

Jeg tror det er vigtigt at man giver sig selv lov til at sørge og der er ingen der kan sætte tid på hvor lang tid det vil tage...

Et kæmpe knus til dig!!!

tak  det var da tidligt at miste sin lille søster  må jeg spørge hva der er sket  

Ønsker dig og din familie alt godt  Ville ikke bare læse uden at lige sende dig et