sorg....

Ville ikke smutte over dette indlæg uden at sende et .

Det er da et helt forfærdeligt år at kunne se tilbage på. Ligesom en anden siger, siger man jo at tiden læger alle sår. Men tror altså man kan savne nogle for altid, hvis man var tæt.

Jeg kan ihverfald godt få helt ondt over savnet af min morfar, og det er 8 år siden. Det er selvfølgelig kun i perioder, og specielt når der sker noget stort i mit liv. Men rigtig mange tanker til dig!

Carina1977 skriver:

Åhh hvor gør det mig bare ondt  

Det er da godt nok også noget af en omgang du har været igennem. Det er mange at miste på så kort tid.

Jeg tror man altid vil savne dem, men den der rigtig dybe smerte, aftager efterhånden. Det er sundt at græde, og det er også sundt at vise sine børn, at man altså har følelser.

55 år....det er bare ingen alder  var det pga. slaget i hovedet at hun døede? Fandt man ud af det? Min mor er 61 år....og jeg ved at den dag hun ikke er her længere, så vil jeg bryde mig sammen....hun er min klippe

Da min morfar døede, så jeg ham et par dage efter, og et eller andet sted, fortryder jeg det faktisk. Det var ikke rart at se ham ligge der kold, hvid og stiv i det. Jeg fik et helt andet billede aaf ham i mit hoved og husker kun det syn....ikke den han var. Derimod da min mormor døede så jeg hende ikke, og jeg har et meget bedre billede af hende oppe i mit hoved. Husker kun den smilende person hun var, det sidste knus hun gav mig og den dejlige mormor hun var.

Men det er jo forskelligt, hvordan vi har det med det. På dig lyder det som om at du har fortrudt at du ikke fik set hende. Men uanset hvad, vil du jo altid have minderne. Dem er der ingen der vil tage fra dig.

Har du overhovedet fået snakket med nogen omkring alt det her? Jeg mener selv det er vigtig i processen, for at kunne komme videre.

ja har gået til psykolog og er begyndt på medicin igen...nej hun havde rygelunger men eller kunne vi ikke rigtig få noget af vide fik af vide det var hjerte stop....men var så gal på min lillebror for ham og hans kone var derude aften før min mor havde det rigtig skidt hun kunne ikke rejse sig fra sofaen for og komme ud og tisse hun skulle have en bakke under sig...de ringer til vagt lægen og han kommer ...hun får nogen piller og han køre igen og de andre køre hjem men vi får ikke noget afvide...hun dør så nogen timer senere  var bare så skuffet over han ikke ringede og sage mor havde det skidt...puha kan godt mærke det er hårdt det her nu...

roenlund skriver:

Jeg ved det ikke men ville ikke hoppe videre uden at sende dig et kram

Mia

tak skal du have

mulle7430 skriver:

tak det har jeg heldigvis  men det har også været meget svær for ham for da min mor døde lå hans mor med kræft og vi ventede bare  han har mistet begge sine forældre nu

Det er så hårdt for jer, for kan forestille mig at I begge har et stort behov for at få snakket om dem I har mistet? Og I har også begge et KÆMPE behov for at den anden lytter, hvilket jo er svært når I begge har sorg??

Min kæreste har også mistet begge sine forældre, så kender godt til det med at sidde på sidelinien til en "forældreløs", hvilket heller ikke er nemt. Men modsat dig har jeg heldigvis stadig begge mine forældre, hvilket jeg slet, slet ikke kan beskrive hvor glad jeg er for

Sakris skriver:

Ville ikke smutte over dette indlæg uden at sende et .

Det er da et helt forfærdeligt år at kunne se tilbage på. Ligesom en anden siger, siger man jo at tiden læger alle sår. Men tror altså man kan savne nogle for altid, hvis man var tæt.

Jeg kan ihverfald godt få helt ondt over savnet af min morfar, og det er 8 år siden. Det er selvfølgelig kun i perioder, og specielt når der sker noget stort i mit liv. Men rigtig mange tanker til dig!

tak skal du have

mulle7430 skriver:

ja  har også grædt meget men har været rigtig dårlig til og give mig selv lov

Det skal du altid HUSKE at give dig selv lov til.. Det er vigtigt for at bearbejde sin sorg på en god måde.. Selvom at det er pisse irriterende

marhemor skriver:

Det er så hårdt for jer, for kan forestille mig at I begge har et stort behov for at få snakket om dem I har mistet? Og I har også begge et KÆMPE behov for at den anden lytter, hvilket jo er svært når I begge har sorg??

Min kæreste har også mistet begge sine forældre, så kender godt til det med at sidde på sidelinien til en "forældreløs", hvilket heller ikke er nemt. Men modsat dig har jeg heldigvis stadig begge mine forældre, hvilket jeg slet, slet ikke kan beskrive hvor glad jeg er for

tror da også på den dag kommer hvor jeg kan snakke om mor uden der er en klump i halsen og min mand lytter gerne men han ved det svært og jeg er en meget følsom person det vil jeg ikke lægge skjul på ..men han snakker ikke rigtig om hans mor endnu men hans far fortæller han tit om til pigerne for ham nåede vi ikke og møde ( 15 år siden ) så det er dejligt han kan det

Først - et stort kram

Dernæst vil jeg sige, som der også er skrevet før, at du skal huske at give dig lov til at være ked af det. Så længe man ikke sidder fast i sorgen, er det jo bare en helt naturlig måde netop at få bearbejdet sorgen på.

Jeg hæftede mig i, at du nævner at du ikke føler du fik sagt farvel til din mor. Måske det ville være en ide at skrive et brev til hende.

Få ungerne passet så du ikke bliver afbrudt, tænd stearinlysene, lav en god kop kaffe e. l. og noget lækkert til dig selv.

Find roen, og få skrevet de ord ned til din mor, du føler du ikke nåede at få sagt. Alle de gode minder, hvor meget hun betød for dig og dine nærmeste, og hvordan du kunne tænke dig at se fremad.

Dernæst kunne du evt lave en lille stund sammen med din familie, hvor I brænder brevet og dermed sender jeres (din) hilsen (røgen) op til mormor 

Ellim skriver:

Det skal du altid HUSKE at give dig selv lov til.. Det er vigtigt for at bearbejde sin sorg på en god måde.. Selvom at det er pisse irriterende

 

det skal jeg nok  smiler sødt

ja har gået til psykolog og er begyndt på medicin igen...nej hun havde rygelunger men eller kunne vi ikke rigtig få noget af vide fik af vide det var hjerte stop....men var så gal på min lillebror for ham og hans kone var derude aften før min mor havde det rigtig skidt hun kunne ikke rejse sig fra sofaen for og komme ud og tisse hun skulle have en bakke under sig...de ringer til vagt lægen og han kommer ...hun får nogen piller og han køre igen og de andre køre hjem men vi får ikke noget afvide...hun dør så nogen timer senere  var bare så skuffet over han ikke ringede og sage mor havde det skidt...puha kan godt mærke det er hårdt det her nu...

Ja det ville nok have været bedre, hvis der var nogen, der var blevet ved hende. Kan godt forstå du har det svært med det, for man kan ikke lade være med at tænke, "hvad nu hvis". Jeg tror bare det er bedst for en selv, at slippe den tanke, for jeg tror det meget nemt kan gøre, at man bliver fastholdt i sorgen. Jeg kan sagtens forstå at du har det svært ved at din bror intet sagde, men han kan jo desværre ikke ændre det  Men det ville da have givet dig muligheden, for at være der for din mor.

Det er godt at du får snakket det igennem hos en psykolog....der er nemlig ikke noget værre end at lukke alle sine følelser inde. Det kan helt klart bremse en i sorg-processen. Men rart at høre at du på en eller anden måde, får det bearbejdet.

Og så er det da godt nok en dejlig pige du har......flot at hun er så observerende. Jeg er sikker på at hun sagtens kan forstå din smerte. Hun savner sikkert også sin mormor....det ved jeg da, at min søn ville gøre...han er også 10 år.

Jeg håber du får det bedre snart, men jeg forstår altså også godt, at du har det svært med at komme dig over din mors død. Hun har jo betydet rigtig meget for dig, og det er ikke nemt, pludselig at skulle undvære hende i sit liv.

Jeg håber bare at år 2011, bliver det år, hvor du får det lidt bedre med det hele