sorg....

Sorg er en mærkelig størrelse, for der findes ingen rigtige eller forkerte måder at sørge på, og den tager alt den tid, den nu engang bare gør. Jeg tror ike, at man nogensinde holder helt op med at sørge, for et sted inde i hjertet vil personen/personerne mangle. 

Jeg mistede min far for 14 mdr siden, og det første år var rigtig hårdt at komme igennem. Men vi har været nogle gange ved hans grav, og det føltes godt, at nusse lidt om hans grav. Min datter fortæller ham om alt det, hun har oplevet siden sidst. Jeg kan tænke på ham nu, uden at jeg græder.

Jeg har stadig en sorg/savn til min farfar, som jeg mistede for 24 år siden Men han betød så meget for mig.

Med tiden bliver det lettere, og der er ikke noget at sige til, at du føler sorg, når du har været igennem så meget tab

Jeg har ikke læst hele tråden - kun det første oplæg... Så jeg gentager sikkert mange ting.. 

Det er individuelt om hvor lang tid det tager sig at komme over et dødsfald... Det kommer an på relationen, dødsårsag og ikke mindst hvordan du er som person. 

Jeg har (desværre) oplevet flere dødsfald, som jeg har reageret forskelligt på. Det vil jeg dog ikke komme ind på her, da det er et offentligt forum, og jeg ikke synes at det kommer alle ved ;-)

Men jeg føler med dig, og det eneste råd jeg kan give dig er: SNAK om tingene... selvom det føles latterligt, og at du gentager det... så snak om det... nu skriver du det med min mor og at du ikke fik set hende.. snak om at du fortryder det, og om hvordan du ville have haft det ellers..

alle dem som vil lytte - let dit hjerte til dem.. Du vil opdage at der vil gå længere og længere imellem behovet for at "læsse af".. 

Det er klart det bedste råd jeg kan give dig... 

Hvis du har brug for at snakke, eller vil spørge om noget, så skriv endeligt privat til mig.. 

KaLee skriver:

Jeg har ikke læst hele tråden - kun det første oplæg... Så jeg gentager sikkert mange ting.. 

Det er individuelt om hvor lang tid det tager sig at komme over et dødsfald... Det kommer an på relationen, dødsårsag og ikke mindst hvordan du er som person. 

Jeg har (desværre) oplevet flere dødsfald, som jeg har reageret forskelligt på. Det vil jeg dog ikke komme ind på her, da det er et offentligt forum, og jeg ikke synes at det kommer alle ved ;-)

Men jeg føler med dig, og det eneste råd jeg kan give dig er: SNAK om tingene... selvom det føles latterligt, og at du gentager det... så snak om det... nu skriver du det med min mor og at du ikke fik set hende.. snak om at du fortryder det, og om hvordan du ville have haft det ellers..

alle dem som vil lytte - let dit hjerte til dem.. Du vil opdage at der vil gå længere og længere imellem behovet for at "læsse af".. 

Det er klart det bedste råd jeg kan give dig... 

Hvis du har brug for at snakke, eller vil spørge om noget, så skriv endeligt privat til mig.. 

tusinde tak det lyder godt ...ja kunne jo se man andre godt kunne læsse af så kunne jeg måske også prøve... har ikke skrevet om det før og heller ikke snakket så meget om det før som nu men jo det hjælper altså lidt

wamse skriver:

Sorg er en mærkelig størrelse, for der findes ingen rigtige eller forkerte måder at sørge på, og den tager alt den tid, den nu engang bare gør. Jeg tror ike, at man nogensinde holder helt op med at sørge, for et sted inde i hjertet vil personen/personerne mangle. 

Jeg mistede min far for 14 mdr siden, og det første år var rigtig hårdt at komme igennem. Men vi har været nogle gange ved hans grav, og det føltes godt, at nusse lidt om hans grav. Min datter fortæller ham om alt det, hun har oplevet siden sidst. Jeg kan tænke på ham nu, uden at jeg græder.

Jeg har stadig en sorg/savn til min farfar, som jeg mistede for 24 år siden Men han betød så meget for mig.

Med tiden bliver det lettere, og der er ikke noget at sige til, at du føler sorg, når du har været igennem så meget tab

 så længe med din far er det  heller ikke så   men det går ok idag med dig ?

Det gør mig ondt at høre 

Til sommer er det 18 år siden min mor valgte at tage sit eget liv.

Jeg var ikke i sorg de første år, da jeg ikke kunne/ville forstå at jeg ikke skulle se hende igen, jeg var 9 år.

Derefter har jeg været i sorg i forskelligere perioder.

Når jeg faldt og slog mit knæ, manglede jeg hende til at trøste mig. 

Da min første kæreste slog op med mig, manglede jeg hende til at give mig et kram.

Da jeg fik min første menstration, manglede jeg hende til at guide mig.

Da jeg var teenager manglede jeg hende frygteligt meget!

Da jeg selv blev mor, manglede jeg hende mere end noget andet 

...Jeg kunne blive ved.

Jeg SAVNER min mor og vil altid mangle hende og ALTID være i sorg over at hun ikke er her men jeg har lært at leve uden hende, selvom det er svært 

Maja84 skriver:

Kæmpe kram til dig

tak skal du have

mulle7430 skriver:

 så længe med din far er det  heller ikke så   men det går ok idag med dig ?

 

Jeg kan sagtens snakke om ham i dag uden at blive meget trist, men savner ham, og ville ønske vi havde nået mere af det gode, vi nåede at have sammen til sidst. Men min trøst har helt klart været, at vide at han er et bedre sted, hvor han ikke længere har smerter. 

Det første år kunne jeg ikke engang køre forbi hans gamle lejlighed, uden at jeg sad med tårer i mine øjne, nu kan jeg trods alt køre forbi, og sende ham en kærlig tanke.

Som vi skrev i hans dødsannonce:

I hjertet gemt, men aldrig glemt 

sælen skriver:

Hej

 

Først og fremmest gør det mig meget ondt at høre hvad du har været igennem og hvilken sorg du nu står i!

Jeg mistede selv min far i 2009 meget pludseligt af hjertestop og havde det lidt ligesom dig at jeg ikke fik sagt farvel.

Du skriver du har været til psykolog, men måske har du ikke rigtig været klar til det ?? det kræver jo at  man er heeelt klar til at åbne helt op og også har tillid til sin psykolog.

Min far døde den 27. september 2009 og jeg var først klar til psykolog i starten af 2010.

Med Hensyn til hvor lang tid sorg tager, så tager den resten af livet tror jeg. Men man lærer og leve med den og det bliver nemmere ( jeg har da stadig dage hvor det hele ser sort ud men de bliver færre jo længere der går). Min Psykolog gav mig en god beskrivelse at man er nået et godt stykke når man kan tage sin sorg ligesom en bog og stille frem og tilbage på en reol når man har brug for det.

Yderligere har jeg købt mig en lille sort bog hvor jeg skriver i hvis jeg har det rigtig skidt en dag, så kan jeg se hvor langt jeg er nået. Enten til min far eller bare hvordan jeg har det.

Til sidst tror jeg det er meget sandt det der som der er en anden der skriver at man skal igennem alle årstider, da der hører minder til enhver årstid.

men du viol altid bære en sorg som kommer frem når du mangler den afdøde Ved store ting i livet (bryllup, fødsel, dåb osv. ) det er det der er det sværeste for mig stadig. Blev gift i maj 2010 og manglede min far og nu skal jeg have mit første barn og mangler min far men så må man finde en måde at involvere dem på alligevel.

undskyld det blev så langt men ved bare hvor hårdt det er når det er allerværst selvom ingen sorg er ens

stor knus herfra

jo det har gået ok ved psykologen synes jeg....

synes altså det er en super ide det med breve hængt op eller sende af sted eller en bog  det vil jeg ihvertfalde tage til mig   men du er også sån ok idag så efter det med din far

MHK skriver:

Det gør mig ondt at høre 

 

Til sommer er det 18 år siden min mor valgte at tage sit eget liv.

Jeg var ikke i sorg de første år, da jeg ikke kunne/ville forstå at jeg ikke skulle se hende igen, jeg var 9 år.

 

Derefter har jeg været i sorg i forskelligere perioder.

Når jeg faldt og slog mit knæ, manglede jeg hende til at trøste mig. 

Da min første kæreste slog op med mig, manglede jeg hende til at give mig et kram.

Da jeg fik min første menstration, manglede jeg hende til at guide mig.

Da jeg var teenager manglede jeg hende frygteligt meget!

Da jeg selv blev mor, manglede jeg hende mere end noget andet 

...Jeg kunne blive ved.

 

Jeg SAVNER min mor og vil altid mangle hende og ALTID være i sorg over at hun ikke er her men jeg har lært at leve uden hende, selvom det er svært 

det var også meget tidlig du mistede hende  ja må indrømme mangler hende da stadig i det daglig nogengange  

wamse skriver:

Jeg kan sagtens snakke om ham i dag uden at blive meget trist, men savner ham, og ville ønske vi havde nået mere af det gode, vi nåede at have sammen til sidst. Men min trøst har helt klart været, at vide at han er et bedre sted, hvor han ikke længere har smerter. 

Det første år kunne jeg ikke engang køre forbi hans gamle lejlighed, uden at jeg sad med tårer i mine øjne, nu kan jeg trods alt køre forbi, og sende ham en kærlig tanke.

Som vi skrev i hans dødsannonce:

I hjertet gemt, men aldrig glemt 

det er så sandt

jeg har disse billeder i hovedet som ligesom bare er brændt fast det synes jeg ikke er så rart for nogengangen køre det bare rundt