Forstår han når han får skæld ud??

mortilj skriver:

Vi har i denne weekend Kærestens søn på knap 3 år på weekend, og han har her til morgen ødelagt hans Tefal køkken som han fik i julegave, han har simpelthen knækket emhætten af det.. Vi har så pakket det sammen og sat det væk og fortalt ham hvorfor han ikke må få det igen lige nu (han ville have det da han så hans far satte det væk).. Men forstår han at det er fordi han har ødelagt det at det er blevet sat væk??

Og så lige en anden ting, hvad gør man ved ham når han bliver ved med at lege med vores stikkontakter?? Han er lige nået op i højden til at kunne tænde og slukke, og at forklare ham det kun er hans far og mig der må det, reagerer han slet ikke på..

Altså vores pige på 2 forstår udemærket når hun får "skæld ud" og når hun gør noget forkert. Pt. er hun i en fase, hvor det gælder om at lave mest muligt og gerne flere gange af det man ikke må, det kan også være kontakter osv. Når hun så bliver ved så sætter jeg hende ud på trappen i vores gang (som ligge i både forlængelse med stue og køkken) og siger til hende at hun kan sidde der til hun har tænkt over tingene og til hun stopper med at hyle, og forklare hende, hvorfor hun sidder der.

Så går der et minut eller to så kommer hun ind igen og tuder ikke, men leger videre med nogle andre ting. Så jeg tror udemærket at de forstår "det meste".

KaMa skriver:

Time out er SO LAST YEAR.

Man har nu fundet ud af, at man på ingen måde styrker barnets selvværd ved at give dem time out. Hvad man i stedet skal gøre, aner jeg ikke. Jeg gruer for, når mine kommer i den alder. Jeg har svært ved at se, hvilke reskaber man efterhånden kan bruge, når man skal opdrage sine børn.

Har heldigvis tid til at sætte mig ind i det.

Det kan godt være, at det er LAST YEAR, men hvis det hjælper at de får lov til lige at sidde derude og tænke - så kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skal gøre det.

Det hjælper her, så vi fortsætter - de ændre jo tingene hele tiden, så man kan jo ikke være med på beatet konstant. Så må de ikke det ene eller det andet bulls...

Bare min mening " onclick="doInsertTemplate('<img src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12400.png" style="border: 0" />')" src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12400.png" alt="" />

mor_sabina skriver:

Nu har jeg lige læst et par indlæg, og det hadler om timeout. Det bruger jeg nu heller ikke her, da jeg synes det er meget svært at praktisere korrekt. Nå men studsede over den med skrigende unger på gulvet, for det er jo det problemet er, hvad gør man med dem?

Her prøver jeg at sætte ord på og sige du er sur, ked af det osv, fordi sådan og sådan og det kan jeg godt forstå, men du må altså stadig ikke det og det. Men temperamentet driver simpelthen af med ham alligevel og an skriger og smider sig på gulvet, når jeg så griner/lader som ingenting/eller prøver at tale med ham så kører det totalt op i en spids og han banker hovedet i gulvet. Hvad pokker gør man så? EEn gang har jeg lukket døren til hans værelse og det er den eneste gang han faktisk stoppede, det var for ham et synligt bevis på at det var nok? Men hvad skal man ellers gøre, når man så er i den "heldige" situation at have utrolig temperamentsfulde børn?

kan godt være det lyder lidt hårdt.

Men så lader du ham banke hovedet ned i gulvet-- det finder han ud af på et tidspunkt gør ondt. og så skal han nok lade være med det..

men går hans temperament(staves) helt over gevind.. så prøv at holde ham hårdt ind til det... det at blive holdt "hårdt" om. altså et godt kram. aktiverer nervene på den måde at kroppen slapper af...

Maja88 skriver:

kan godt være det lyder lidt hårdt.

Men så lader du ham banke hovedet ned i gulvet-- det finder han ud af på et tidspunkt gør ondt. og så skal han nok lade være med det..

men går hans temperament(staves) helt over gevind.. så prøv at holde ham hårdt ind til det... det at blive holdt "hårdt" om. altså et godt kram. aktiverer nervene på den måde at kroppen slapper af...

Altså jeg tror måske det handler om at han bedre kan forstå den "smerte", for han bliver jo ved (altså hver gang han bliver sur). Men det kan bare ikke være rigtigt at man skal til at lave en fastholdelse hver gang han bliver sur over at han ikke måtte få en kiks, eller andre småting?
For jeg kan da også godt få ham glad igen, men nu er der jo en lillebror også så det kan jo ikke hjælpe noget at man skal bruge så meget energi på småting, der må man vel også nogle gange bare lade dem skrige.

mor_sabina skriver:

Altså jeg tror måske det handler om at han bedre kan forstå den "smerte", for han bliver jo ved (altså hver gang han bliver sur). Men det kan bare ikke være rigtigt at man skal til at lave en fastholdelse hver gang han bliver sur over at han ikke måtte få en kiks, eller andre småting?
For jeg kan da også godt få ham glad igen, men nu er der jo en lillebror også så det kan jo ikke hjælpe noget at man skal bruge så meget energi på småting, der må man vel også nogle gange bare lade dem skrige.

ja altså ville også være min første prioritet at lade ham skrige...

men måske er det hans måde at prøve at få din reaktion på, nu lillebror er kommet til verden. Jeg har ihvertfald set en masse udad reagerende børn når der kommer en nr 2 i hjemmet.

husker du alene tid med ham??? altså gør du sikkert, men prøver jo bare at finde frem til hvad der kan hjælpe

Maja88 skriver:

ja altså ville også være min første prioritet at lade ham skrige...

men måske er det hans måde at prøve at få din reaktion på, nu lillebror er kommet til verden. Jeg har ihvertfald set en masse udad reagerende børn når der kommer en nr 2 i hjemmet.

husker du alene tid med ham??? altså gør du sikkert, men prøver jo bare at finde frem til hvad der kan hjælpe

Uha ja og kunne komme med hundrede ideer hvis det var andre, altså den siotuation var nok et udtryk for det og det og det, men når man er i det så har man altså også bare brug for at være upædagogisk og skrige nu stopper du tage fat i armen og smide dem på værelset. Så galt er det nu ikke gået endnu, men det trækker tænder ud med sådan et skrigerri over ingenting.

Han har nu været sådan længe inden lillebror kom, men det kan da elvfølgelig godt være årsagen i nogle af situationerne.

Synes det passer bedst med forklaringen, selvstændighedsfasen fra 1-3 år, hvor de bare prøver af, og vil finde sig selv og deres mening, men ihhh

Tanja78 skriver:

Altså vores pige på 2 forstår udemærket når hun får "skæld ud" og når hun gør noget forkert. Pt. er hun i en fase, hvor det gælder om at lave mest muligt og gerne flere gange af det man ikke må, det kan også være kontakter osv. Når hun så bliver ved så sætter jeg hende ud på trappen i vores gang (som ligge i både forlængelse med stue og køkken) og siger til hende at hun kan sidde der til hun har tænkt over tingene og til hun stopper med at hyle, og forklare hende, hvorfor hun sidder der.

Så går der et minut eller to så kommer hun ind igen og tuder ikke, men leger videre med nogle andre ting. Så jeg tror udemærket at de forstår "det meste".

Der er altså noget i det der, som jeg ikke bryder mig om. En pige på to år, som bliver sat ud på trappen "til hun er færdig med at hyle"..

Så kan hun sidde derude og bakse med alle følelserne alene og skynde sig at få lagt lå på, så hun kan vende tilbage som GLAD.

Jeg håber virkeligt, at der er andre måder at takle det på.

Det er selvfølgelig let for mig at skrive, da jeg ikke endnu er udfordret af 2-årige børn. I den perfekte pædagogiske verden lyder det bare hen i vejret.

Måske det også er lidt overdrevet sådan som jeg forestiller mig det. Det håber jeg.

KaMa skriver:

Der er altså noget i det der, som jeg ikke bryder mig om. En pige på to år, som bliver sat ud på trappen "til hun er færdig med at hyle"..

Så kan hun sidde derude og bakse med alle følelserne alene og skynde sig at få lagt lå på, så hun kan vende tilbage som GLAD.

Jeg håber virkeligt, at der er andre måder at takle det på.

Det er selvfølgelig let for mig at skrive, da jeg ikke endnu er udfordret af 2-årige børn. I den perfekte pædagogiske verden lyder det bare hen i vejret.

Måske det også er lidt overdrevet sådan som jeg forestiller mig det. Det håber jeg.

Jeg tror også du drejer det lidt oppe i hovedet ;-) Hun sidder nu ikke helt alene i verden med alle sine følelser hun sidder der til hun er færdig med at trampe i gulvet og er faldet til ro igen - og så kommer hun ind når hun er klar, der er ingen tid på så hun styrer det jo selv. Og vi snakker om tingene, så jeg kan slet ikke se det som et problem.

KaMa skriver:

Så vidt jeg er orienteret, så er det bedst at bruge time out, når de er over 5 år, og det skal ske meget sjældent. Inden da er børn ikke i stand til at sammesætte handlingsforløbet - derved kan det skade mere end det gavner.

At man flytter barnet - eller flytter sig selv er vist en fin løsning.

Jeg er virkelig lost. Min søster bruger meget humor i sin børneopdragelse. Laver konflikter om til noget sjovt. Det styrker uden tvivl barnets selvværd. Hendes børn er i hvert fald yderst selvsikre, empatiske og velfungerende. Det eneste som jeg kunne savne er, at man "tør" tage en konflikt med sit barn. Det udvikler dem jo også. Vi kan jo ikke regne med at deres fremtidige chef/skolelærer osv. laver en fald-på-numsen-joke ud af, at de ikke gør, hvad der bliver sagt.

Jeg tror på RAMMER, regler, ros og respekt! (den fandt jeg altså lige selv på!!).

Et barn der hele tiden skal søge rammerne og selv vælge alt muligt, som de ikke aner en pind om (fx mad, sovested og tider) bryder jeg mig slet ikke om.

Man kan have mange idéer. Det hele står sin prøve, når man selv har fået små individer ind i sit liv. Ingen børn er ens og derfor kan man vel heller ikke lave faste regler om opdragelse. Så længe overskriften er, at man gør det i kærlighed og respekt.

...lykkes det, så skriver jeg sgu en ny bestseller  bog om opdragelse med titlen "De fire R'er"

trist at dine 2 dejlige unger er lidt yngre end serina ... Jeg kunne med garanti godt bruge en god bestseller som den når vi når til 2½ års alderen

 

Tanja78 skriver:

Jeg tror også du drejer det lidt oppe i hovedet ;-) Hun sidder nu ikke helt alene i verden med alle sine følelser hun sidder der til hun er færdig med at trampe i gulvet og er faldet til ro igen - og så kommer hun ind når hun er klar, der er ingen tid på så hun styrer det jo selv. Og vi snakker om tingene, så jeg kan slet ikke se det som et problem.

Du har nok ret. Jeg kom bare til at tænke på en kæreste, jeg en gang havde. Da vi havde kendt hinanden et stykke tid, skulle jeg møde hans lille datter på 3 år. Han sendte hende ud i entrén, da hun ikke ville spise. Hun gik lige så trist derud selv..

Så ham aldrig siden.

Det er jo noget andet med et barn, der er kørt helt op.