Forstår han når han får skæld ud??

Jeg ved det faktisk ikke, men vil da tro at de er gamle nok til at forstå det hvis man forklarer hvorfor!?

Men med stikkontakterne kom jeg sådan til at tænke på vores dreng på 22 måneder, han vil nemlig også lege med dem, men vi får ham istedet til at hjælpe os med at tænde dem, det tager toppen af det synes jeg At han så får lov at prøve, samtidig med at han hjælper

Eva. skriver:

Symptomer på adhd, kan jo være et tegn på at drengen ikke har det godt og ikke nødvendigvis et tegn på at han har adhd,....jeg ville tale med moderen om hvad I kan gøre for drengen for at han skal få det bedre...for det virker da som om der er nogle ting der ikke hænger sammen.

Hvordan gør hun når drengen piller ved noget f.eks...? finde ud af hvordan I kunne give ham så struktureret og forudsigelig en dagligdag som mulig trods de betingelser han lever under...så han er helt klar på hvad der sker og hvornår...for selvom han har levet sådan altid, så er det jo stadig en hverdag der kan være svær for nogle børn...mine unger har det ikke godt med de skift og derfor er samværet med far kun hveranden weekend, mere ville ikke gavne dem...

Nå, men jeg kom vidst lidt ud af det du spurgte om...

Ja, jeg tror på han ved hvadd er er rigtigt og forkert men jeg tror ikke på timeout er løsningen...og hvis I mener der er noget galt med drengen, så ville jeg altså tale med dagplejepædagogen, dagplejemoderen, sp og hvem der ellers er ind over barnets liv.

Held og lykke..

 

vi har forsøgt at snakke med moderen, men hun er ikke lydhør.. Når han gør noget derhjemme han ikke må så får han bare lov for hun vil helelre have fred og ro end sætte grænser.. Han banker sine ældre søstre og får lov til det, og her kan han finde på at gå rundt og sige "jeg banker hunden", for mig virker han ikke som et "sundt" barn han virker som om han mangler noget, men synes det er svært at definere hvad.. vi vil meget gerne have ham op at bo fast netop fordi hans mor flytter rigtig meget, men det vil hun ikke være med til for så mister hun jo børnepengene.. For mig virker det mest af alt som om hans mor kun har børn for at få penge.. Jeg er ked af at sige det, men det er sådan jeg har det med hende.. Jeg bryder mig ikke om hende, og hendes prioriteringer, foreksempel er hans tøj altid fuld af huller når han kommer herop og vi har derfor valgtt at have egen garderobe til ham fordi vi ikke kunne være bekendt at have ham med i byen i det tøj han fik med..

Fru'Rugaard skriver:

Ja, det har du ret i.

ergo er vi enige om time out ikke virker??????

Eva. skriver:

Jamen, vi gør vel alle hvad vi mener er bedst...og hvis det virker og I ikke mener der er unødige skadespåvirkninger ved det for barnet, så er det jo måde for jer...men altså, hvis I gang på gang skal give timeout, så er det vel ikke den store succes eller?

Hvis mine er blevet sure over noget, så har jeg altid bare sagt at det var ok at de blev sure og at jeg da godt kunne forstå de gerne ville det og det... men jeg har aldrig sendt dem på værelset, hverken fordi de var for glade, for sure eller viste andre følelser....

vi giver i perioder rigtig mange ja, men slet ikke så mange som vi har gjort..

Jeg er bare ked af altid at være "hende den sure" hvis du forstår.. Kæresten her er ikke meget for at opdrage for han mener jo at når han kun er her så lidt som han er så skal han jo også bare have lov.. Men der er vi dybt uenige og min kæreste kan godt se hvad jeg mener og er også på vej til at blive enige om hvordan tingene skal foregå.. Vi begge skal gå lidt på kompromis med nogle ting..

Men jeg syntes ikke det er forkert at vi skal bestemme, hvad han spiser, hvornår han skal i seng, og at man altså behandler tingene ordentligt..

Eva. skriver:

Jeg forstår bare ikke at man ved at ekskludere børn skulle lære dem at blive inkluderet? Hvorfor tage dem væk fra fællesskabet og det er netop det der gør at de føler sig svigtede og mister selvværd.

Jeg har virkelig aldrig brugt det til mine tre unger...det er såmænd ikke fordi jeg ikke er klar i spyttet og de ikke ved hvad der er rigtigt og forkert her...det ved de og det er klart defineret...men det det handler om for mig er at alle skal være her...mine børn skal lære at tænke selv og forholde sig til det de gør og de grunde der er til det jeg gør...det er ikke et diktatur men et fællesskab, hvor jeg dog har vetoret.

Men timeout og stuearrest, sendes på værelse osv, det har jeg aldrig praktiseret...og jeg tør godt sige at jeg har nogle ret så høflige og velopdragne unge mænd her i huset...men tror også det der har gjort det nemmere for mig er at de har været så meget hjemme...der har ikke været den der dobbeltsocialisering/opdragelse-...der har jeg haft mest magt..

Men børn er forskellige og forældre er forskellige...jeg tror bare ikke på der er noget godt i de ovenstående opdragelsesformer.... ikke for mine børn i hvert fald...men her må man også gerne være sur, glad, gal og ked...vi rummer hele paletten i samme rum.. det eneste jeg ikke gider det er alt deres skænderi og han sagde han gjorde, så må de lege hver for sig..

Det handler heller ikke om at børnene ikke må være sure eller kede af det. Jeg syntes også at det er lidt overdrevet at sige, at børnene bliver ekskluderet fra familien ved at give en timeout, de sidder jo netop ikke på deres værelse hele dagen, hvis det bliver brugt ordentlig. Men jeg vil altså ikke finde mig i at de ligger på gulvet og skriger i vilden sky fordi de ikke har fået lov til dit eller dat, sådan at resten af familien ikke kan tale sammen og hygge sig. Hvis man vil opføre sig hysterisk, så kan man gøre det på sit værelse.

MarianneSonne skriver:

Det handler heller ikke om at børnene ikke må være sure eller kede af det. Jeg syntes også at det er lidt overdrevet at sige, at børnene bliver ekskluderet fra familien ved at give en timeout, de sidder jo netop ikke på deres værelse hele dagen, hvis det bliver brugt ordentlig. Men jeg vil altså ikke finde mig i at de ligger på gulvet og skriger i vilden sky fordi de ikke har fået lov til dit eller dat, sådan at resten af familien ikke kan tale sammen og hygge sig. Hvis man vil opføre sig hysterisk, så kan man gøre det på sit værelse.

 der er vi helt enige.. Vi skal alle kunne være her, og det kan man ikke hvis der bliver skreget som en gal midt i rummet.. Desuden er min dreng også bange for høje lyde så det hjælper slet ikke noget at han bare får lov at skrige videre i stuen hvis det er der han gør det..

MarianneSonne skriver:

Det handler heller ikke om at børnene ikke må være sure eller kede af det. Jeg syntes også at det er lidt overdrevet at sige, at børnene bliver ekskluderet fra familien ved at give en timeout, de sidder jo netop ikke på deres værelse hele dagen, hvis det bliver brugt ordentlig. Men jeg vil altså ikke finde mig i at de ligger på gulvet og skriger i vilden sky fordi de ikke har fået lov til dit eller dat, sådan at resten af familien ikke kan tale sammen og hygge sig. Hvis man vil opføre sig hysterisk, så kan man gøre det på sit værelse.

Uha, sådan har mine unger så heldigvis aldrig opført sig....tror jeg ville komme til at grine af dem,..

Jeg ved sgu ikke om jeg bare er meget heldig med mine, men jeg har virkelig bare aldrig kunne se behovet i at de skulle sendes væk...som sagt kan jeg da godt sige til dem nu at jeg ikke gider høre på de skændes, så må de lade være med at lege sammen...men ellers har jeg aldrig haft de store problemer...og at råbe og skrige, det har de som aldrig gjort...men de har nok også vidst at de ikke ville få noget ud af det...ikke engang opmærksomhed eller en sur mor..

Maja88 skriver:

ergo er vi enige om time out ikke virker??????

jeg ved ikke om det virker- jeg siger bare at det er en metode, som mange af mine bekendte bruger, og det virker. MEN, jeg kan stadig godt følge dig i, at de ikke forstår det som 2 årig.

KaMa skriver:

Så vidt jeg er orienteret, så er det bedst at bruge time out, når de er over 5 år, og det skal ske meget sjældent. Inden da er børn ikke i stand til at sammesætte handlingsforløbet - derved kan det skade mere end det gavner.

At man flytter barnet - eller flytter sig selv er vist en fin løsning.

Jeg er virkelig lost. Min søster bruger meget humor i sin børneopdragelse. Laver konflikter om til noget sjovt. Det styrker uden tvivl barnets selvværd. Hendes børn er i hvert fald yderst selvsikre, empatiske og velfungerende. Det eneste som jeg kunne savne er, at man "tør" tage en konflikt med sit barn. Det udvikler dem jo også. Vi kan jo ikke regne med at deres fremtidige chef/skolelærer osv. laver en fald-på-numsen-joke ud af, at de ikke gør, hvad der bliver sagt.

Jeg tror på RAMMER, regler, ros og respekt! (den fandt jeg altså lige selv på!!).

Et barn der hele tiden skal søge rammerne og selv vælge alt muligt, som de ikke aner en pind om (fx mad, sovested og tider) bryder jeg mig slet ikke om.

Man kan have mange idéer. Det hele står sin prøve, når man selv har fået små individer ind i sit liv. Ingen børn er ens og derfor kan man vel heller ikke lave faste regler om opdragelse. Så længe overskriften er, at man gør det i kærlighed og respekt.

...lykkes det, så skriver jeg sgu en ny bestseller  bog om opdragelse med titlen "De fire R'er"

Den køber jeg 

Eva. skriver:

Uha, sådan har mine unger så heldigvis aldrig opført sig....tror jeg ville komme til at grine af dem,..

Jeg ved sgu ikke om jeg bare er meget heldig med mine, men jeg har virkelig bare aldrig kunne se behovet i at de skulle sendes væk...som sagt kan jeg da godt sige til dem nu at jeg ikke gider høre på de skændes, så må de lade være med at lege sammen...men ellers har jeg aldrig haft de store problemer...og at råbe og skrige, det har de som aldrig gjort...men de har nok også vidst at de ikke ville få noget ud af det...ikke engang opmærksomhed eller en sur mor..

Nu har jeg lige læst et par indlæg, og det hadler om timeout. Det bruger jeg nu heller ikke her, da jeg synes det er meget svært at praktisere korrekt. Nå men studsede over den med skrigende unger på gulvet, for det er jo det problemet er, hvad gør man med dem?

Her prøver jeg at sætte ord på og sige du er sur, ked af det osv, fordi sådan og sådan og det kan jeg godt forstå, men du må altså stadig ikke det og det. Men temperamentet driver simpelthen af med ham alligevel og an skriger og smider sig på gulvet, når jeg så griner/lader som ingenting/eller prøver at tale med ham så kører det totalt op i en spids og han banker hovedet i gulvet. Hvad pokker gør man så? EEn gang har jeg lukket døren til hans værelse og det er den eneste gang han faktisk stoppede, det var for ham et synligt bevis på at det var nok? Men hvad skal man ellers gøre, når man så er i den "heldige" situation at have utrolig temperamentsfulde børn?