Er du organdonor?

Jeg er organdonor. Hvis jeg bliver syg eller udsat for en ulykke, så vil jeg gerne selv modtage et organ ligesom jeg altid gerne vil have at mine børn skal modtage. Hvis det skal være muligt skal der også være nogle som vil give, og jeg har ikke samvittighed til at modtage, hvis ikke jeg er villig til at give.

Jeg har prøvet at et ung menneske tæt på familien døde i en ulykke og hans organer blev doneret. Det var faktisk rart at vide, at der kom bare lidt meningsfyldt ud af den tragedie.

Du har jo også mulighed for at vælge hvad du vil give væk og også om dine pårørende skal høres eller ej i det tilfælde at det bliver aktuelt.

Marianne

www.stjerneleg.dk

Secrets skriver:

Jo, self. men den tanke ændrer nu ikke på min dødsangst overhovedet

Nej ok.

Jeg er heller ikke selv god til tanken om døden, og jeg håber da heller ikke at det bliver aktuelt, at mine organer skal bruges. 

Men eftersom jeg ikke kan gøre noget ved det hvis det forfærdelige skulle ske, så kan jeg godt lide tanken om at andre så kan reddes.

Lige så vel som jeg ville blive lykkelig, hvis jeg selv eller en af mine kære kunne redde livet, hvis man skulle være så dødsyg at et nyt organ var eneste udvej. 

Tanken om at der er større chance for at overleve, hvis man skulle blive syg, er da god. 

Jeg er organdonor. Alt hvad der måtte kunne bruges efter min død, må de tage... jeg skal jo ikke buge det og hvis det kan redde et liv, har min død jo ikke været helt forgæves....

Både  min mand og jeg er organdonorer og jeg er også bloddonor

Secrets skriver:

Er du organdonor? Hvorfor/hvorfor ikke? Hvor meget må de i så fald tage, og har du valgt at dine pårørende skal tage stilling, eller har du selv truffet valget?

Jeg ved ikke, om det har været oppe før, men om ikke andet er der vel intet galt i at tage den igen og få nogle nye svar på banen

Jeg er ikke organdonor. Fordi jeg ikke kan tage stilling til det. Jeg har læst så meget om organdonation, og jeg føler selv det er egoistisk at ville modtage men ikke give organer, men jeg synes det er så svært, selvom det burde være simpelt. Jeg er egentlig ikke specielt troende eller noget, men jeg har sådan en åndssvag tanke om, at hvis min krop bliver "rippet" for en masse organer, kan jeg så komme videre til det, der er efter døden, hvis der er noget? Og hvad nu hvis de ikke kigger ordentlig efter, og jeg ikke er rigtig død, når de tager mine organer? Ja, sidstnævnte skyldes nok, at jeg har set for meget Grey's anatomy 

Jeg vil så gerne sige ja, for jeg synes det er så godt og flot. Og jeg ved godt, at hvis der er en gud, eller hvis der er noget "bagefter" så tager de jo nok glædeligt i mod en, som har gjort noget for at redde andre menneskers liv - at donere sine organer. Men jeg har virkelig svært ved at tage skridtet, måske fordi det bliver for virkeligt for mig, at jeg kan dø, og jeg har en ekstrem dødsangst. Overtal mig!

Jeg har dog besluttet, at bliver jeg organdonor, så er det ikke min familie der skal tage stilling. Det synes jeg ikke jeg vil byde dem. Sæt jeg døde i en ung alder, og min familie står i stor sorg og skal til at tage stilling til, om mine organer skal "sendes videre" eller ej! Det må være SÅ forfærdeligt at tage stilling til, når et nærtstående familiemedlem er dødt, og man måske mest bare har lyst til at nægte alt med det samme, fordi det gør for ondt.

Hvad med jer? MAn kan svare anonymt, hvis man har en grund til det.

Ja, det er jeg og de må ribbe alt, jeg er jo død alligevel, så hvis en anden kan bruge det skal jeg ikke stå i vejen for det.

Min mand der imod er ikke, han kan ikke klare tanken om at de skal rode i ham, selvom han er borte, og hvis det stod til ham fik de heller ikke noget af mig, men det er min beslutning og den holder jeg ved.

Jep, også organdonor her

- synes ikke at man kan være andet bekendt, end i hvert fald at tage stilling til det.

Jeg har, som mange andre herinde også skriver, taget personlig stilling til, at JEG ønsker at kunne bidrage til liv, når mit eget liv svinder... Det ved min familie og jeg mener ikke, at det vil være retfærdigt, at de - i en evt. i forvejen svær situation - skal tage stilling for mig

Jeg har givet fuld tilladelse til, at der må tages alt fra mig, da jeg gerne vil kremeres. Så kan ikek se, hvorfor mine organer mm. ikke skal bruges til at gøre gavn et andet sted.

Jeg har været bloddonor i 8 år - er på standby nu på grund af graviditet -  og vil også stærkt opfordre alle der ikke har nåleskræk, at blive det hurtigst mulig.

http://www.bloddonor.dk/donor-info/Her-kan-du-melde-dig-som-bloddonor

dorthemus skriver:

Det er jeg ja, de må tage alt det de kan bruge. Det har været en meget lang proces for mig, men nu hvor beslutningen er taget er jeg glad for den.

Og så slipper min familie også for at skulle tage stilling

Jamen søde vense, når man siger, at man skal tage stilling, så er det ikke, at du skal tage stilling til at du vil donere dine organer, men at du vil enten eller...og så gå med det lille kort i pungen.
Ikke et ord om hvorfor, men ganske enkelt hvorvidt du vil eller ikke vil.

Jeg har for årevis siden taget stilling, og jeg vil IKKE.
Nu er jeg også blevet for gammel, og min krop er i en elendig forfatning og har altid været det, men mine pårørende skal ikke stå med det afskyelige valg.

Årsagen er ganske enkel, at så længe de ikke kan bruge organerne fra en der er helt død, altså at hjertet er holdt op med at slå, så får de intet fra mig.
Hvis de kunne det, så måtte de få alt hvad de kan bruge.
Der findes alt for mange tilfælde af folk, der er blevet erklæret hjernedøde, og så alligevel er "vågnet op" og har kunnet fortælle, at de hørte læger og pårørende stå hen over dem og diskutere organdonation, uden de havde en jordisk chance for at gøre noget.
Og nej, jeg ser ikke Gray's hvide verden..det her er fakta.
Bl.a. Erik Gunnersen, motorcross køreren, der for en del år siden var ude for en voldsom ulykke, hvor han blev erklæret hjernedød.
Der er mange flere, der kan berette om det samme.
Så når lægerne i realiteten IKKE kan påvise hvorvidt et menneske er hjernedødt eller ej, så er der heller ikke nogen, der skal snuppe noget fra mig.
Først når jeg er helt død, dvs hjertet er holdt op med at slå, så måtte de få alt hvad de kan bruge.
Jeg har intet at bruge det til.
For mig er kroppen blot hardware og intet andet, og er der først slukket for computeren, så er det ikke andet end et hylster, der er brugt op.
Hvis nogen så kan bruge reservedelene..jamen så er de velkomne, men der skal også være slukket og lukket 100% inden.

Kroppen kan ikke genopstå, som nogen tror...sådan fungerer naturen ikke..alt er dømt til at forsvinde og blive et med jorden igen, så man skal ikke bekymre sig over om der mangler nogle dele, men det er da også en smuk tanke.
Der er jo mange måder at fortolke kloge mænds ord, men man kan måske se på Ordene sagt i det nye testamente:
Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Og af jorden skal du igen opstå!
Man kan fortolke det sådan, at du er født ind i en jordisk krop, opstået som et hele af naturens og dermed moder jords udvikling. Når du dør, forsvinder din krop igen ned og bliver en del af jorden, indtil du igen bliver født i en ny krop.
Men det må man så afgøre med sig selv, hvad man tror og vil mene.

Håber det bragte lidt ro ind i dit sind...om ikke andet, end at du bestemt ikke er alene med, ikke at ville donere organer, det eneste, som jeg mener man bør gøre er, at udfylde det lille kort og have i sin pung, så ens pårørende kan se, at man enten vil give eller ikke.
Så er de fritaget..end of story.

Kærligst
Sussie

Er du organdonor? Hvorfor/hvorfor ikke? Hvor meget må de i så fald tage, og har du valgt at dine pårørende skal tage stilling, eller har du selv truffet valget?

Jeg ved ikke, om det har været oppe før, men om ikke andet er der vel intet galt i at tage den igen og få nogle nye svar på banen

Jeg er ikke organdonor. Fordi jeg ikke kan tage stilling til det. Jeg har læst så meget om organdonation, og jeg føler selv det er egoistisk at ville modtage men ikke give organer, men jeg synes det er så svært, selvom det burde være simpelt. Jeg er egentlig ikke specielt troende eller noget, men jeg har sådan en åndssvag tanke om, at hvis min krop bliver "rippet" for en masse organer, kan jeg så komme videre til det, der er efter døden, hvis der er noget? Og hvad nu hvis de ikke kigger ordentlig efter, og jeg ikke er rigtig død, når de tager mine organer? Ja, sidstnævnte skyldes nok, at jeg har set for meget Grey's anatomy 

Jeg vil så gerne sige ja, for jeg synes det er så godt og flot. Og jeg ved godt, at hvis der er en gud, eller hvis der er noget "bagefter" så tager de jo nok glædeligt i mod en, som har gjort noget for at redde andre menneskers liv - at donere sine organer. Men jeg har virkelig svært ved at tage skridtet, måske fordi det bliver for virkeligt for mig, at jeg kan dø, og jeg har en ekstrem dødsangst. Overtal mig!

Jeg har dog besluttet, at bliver jeg organdonor, så er det ikke min familie der skal tage stilling. Det synes jeg ikke jeg vil byde dem. Sæt jeg døde i en ung alder, og min familie står i stor sorg og skal til at tage stilling til, om mine organer skal "sendes videre" eller ej! Det må være SÅ forfærdeligt at tage stilling til, når et nærtstående familiemedlem er dødt, og man måske mest bare har lyst til at nægte alt med det samme, fordi det gør for ondt.

Hvad med jer? MAn kan svare anonymt, hvis man har en grund til det.

Jeg er også organdonor.
Dog virker det "forkert" (spørg mig ikke hvorfor) at de skal have "mit" hjerte. Så det er det eneste jeg har sagt nej til, det er mit.
Det syntes jeg er for personligt, selvom at det ja nok kun har en livsfunktion, så virker det bare for mig som noget der ER mig. Og ja så også min hud, havde jeg li glemt.. Det fordi man ikk tænker det som organ.. Men nej huden er også "min".

Men alt andet - tag det endelig..
Hvis jeg er død og kan redde andre med en lever eller lign.
Så værsgo!

Og ville helt klart også syntes det var bedst ALLE tog stilling til det, selvom det er svært.. Men jeg ville ikk byde mine omgivelser det i dyb sorg.

SussieThyssen skriver:

Jamen søde vense, når man siger, at man skal tage stilling, så er det ikke, at du skal tage stilling til at du vil donere dine organer, men at du vil enten eller...og så gå med det lille kort i pungen.
Ikke et ord om hvorfor, men ganske enkelt hvorvidt du vil eller ikke vil.

Jeg har for årevis siden taget stilling, og jeg vil IKKE.
Nu er jeg også blevet for gammel, og min krop er i en elendig forfatning og har altid været det, men mine pårørende skal ikke stå med det afskyelige valg.

Årsagen er ganske enkel, at så længe de ikke kan bruge organerne fra en der er helt død, altså at hjertet er holdt op med at slå, så får de intet fra mig.
Hvis de kunne det, så måtte de få alt hvad de kan bruge.
Der findes alt for mange tilfælde af folk, der er blevet erklæret hjernedøde, og så alligevel er "vågnet op" og har kunnet fortælle, at de hørte læger og pårørende stå hen over dem og diskutere organdonation, uden de havde en jordisk chance for at gøre noget.
Og nej, jeg ser ikke Gray's hvide verden..det her er fakta.
Bl.a. Erik Gunnersen, motorcross køreren, der for en del år siden var ude for en voldsom ulykke, hvor han blev erklæret hjernedød.
Der er mange flere, der kan berette om det samme.
Så når lægerne i realiteten IKKE kan påvise hvorvidt et menneske er hjernedødt eller ej, så er der heller ikke nogen, der skal snuppe noget fra mig.
Først når jeg er helt død, dvs hjertet er holdt op med at slå, så måtte de få alt hvad de kan bruge.
Jeg har intet at bruge det til.
For mig er kroppen blot hardware og intet andet, og er der først slukket for computeren, så er det ikke andet end et hylster, der er brugt op.
Hvis nogen så kan bruge reservedelene..jamen så er de velkomne, men der skal også være slukket og lukket 100% inden.

Kroppen kan ikke genopstå, som nogen tror...sådan fungerer naturen ikke..alt er dømt til at forsvinde og blive et med jorden igen, så man skal ikke bekymre sig over om der mangler nogle dele, men det er da også en smuk tanke.
Der er jo mange måder at fortolke kloge mænds ord, men man kan måske se på Ordene sagt i det nye testamente:
Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Og af jorden skal du igen opstå!
Man kan fortolke det sådan, at du er født ind i en jordisk krop, opstået som et hele af naturens og dermed moder jords udvikling. Når du dør, forsvinder din krop igen ned og bliver en del af jorden, indtil du igen bliver født i en ny krop.
Men det må man så afgøre med sig selv, hvad man tror og vil mene.

Håber det bragte lidt ro ind i dit sind...om ikke andet, end at du bestemt ikke er alene med, ikke at ville donere organer, det eneste, som jeg mener man bør gøre er, at udfylde det lille kort og have i sin pung, så ens pårørende kan se, at man enten vil give eller ikke.
Så er de fritaget..end of story.

Kærligst
Sussie

Er ikke helt med på hvorfor du citerer mig

dorthemus skriver:

Er ikke helt med på hvorfor du citerer mig

Upps..det er vist en trykfejl...jeg skal da lige se at få citeret den rette LOL
Undskyld..og tak fordi du sagde det

Secrets skriver:

Er du organdonor? Hvorfor/hvorfor ikke? Hvor meget må de i så fald tage, og har du valgt at dine pårørende skal tage stilling, eller har du selv truffet valget?

Jeg ved ikke, om det har været oppe før, men om ikke andet er der vel intet galt i at tage den igen og få nogle nye svar på banen

Jeg er ikke organdonor. Fordi jeg ikke kan tage stilling til det. Jeg har læst så meget om organdonation, og jeg føler selv det er egoistisk at ville modtage men ikke give organer, men jeg synes det er så svært, selvom det burde være simpelt. Jeg er egentlig ikke specielt troende eller noget, men jeg har sådan en åndssvag tanke om, at hvis min krop bliver "rippet" for en masse organer, kan jeg så komme videre til det, der er efter døden, hvis der er noget? Og hvad nu hvis de ikke kigger ordentlig efter, og jeg ikke er rigtig død, når de tager mine organer? Ja, sidstnævnte skyldes nok, at jeg har set for meget Grey's anatomy 

Jeg vil så gerne sige ja, for jeg synes det er så godt og flot. Og jeg ved godt, at hvis der er en gud, eller hvis der er noget "bagefter" så tager de jo nok glædeligt i mod en, som har gjort noget for at redde andre menneskers liv - at donere sine organer. Men jeg har virkelig svært ved at tage skridtet, måske fordi det bliver for virkeligt for mig, at jeg kan dø, og jeg har en ekstrem dødsangst. Overtal mig!

Jeg har dog besluttet, at bliver jeg organdonor, så er det ikke min familie der skal tage stilling. Det synes jeg ikke jeg vil byde dem. Sæt jeg døde i en ung alder, og min familie står i stor sorg og skal til at tage stilling til, om mine organer skal "sendes videre" eller ej! Det må være SÅ forfærdeligt at tage stilling til, når et nærtstående familiemedlem er dødt, og man måske mest bare har lyst til at nægte alt med det samme, fordi det gør for ondt.

Hvad med jer? MAn kan svare anonymt, hvis man har en grund til det.

Jamen søde vense, når man siger, at man skal tage stilling, så er det ikke, at du skal tage stilling til at du vil donere dine organer, men at du vil enten eller...og så gå med det lille kort i pungen.
Ikke et ord om hvorfor, men ganske enkelt hvorvidt du vil eller ikke vil.

Jeg har for årevis siden taget stilling, og jeg vil IKKE.
Nu er jeg også blevet for gammel, og min krop er i en elendig forfatning og har altid været det, men mine pårørende skal ikke stå med det afskyelige valg.

Årsagen er ganske enkel, at så længe de ikke kan bruge organerne fra en der er helt død, altså at hjertet er holdt op med at slå, så får de intet fra mig.
Hvis de kunne det, så måtte de få alt hvad de kan bruge.
Der findes alt for mange tilfælde af folk, der er blevet erklæret hjernedøde, og så alligevel er "vågnet op" og har kunnet fortælle, at de hørte læger og pårørende stå hen over dem og diskutere organdonation, uden de havde en jordisk chance for at gøre noget.
Og nej, jeg ser ikke Gray's hvide verden..det her er fakta.
Bl.a. Erik Gunnersen, motorcross køreren, der for en del år siden var ude for en voldsom ulykke, hvor han blev erklæret hjernedød.
Der er mange flere, der kan berette om det samme.
Så når lægerne i realiteten IKKE kan påvise hvorvidt et menneske er hjernedødt eller ej, så er der heller ikke nogen, der skal snuppe noget fra mig.
Først når jeg er helt død, dvs hjertet er holdt op med at slå, så måtte de få alt hvad de kan bruge.
Jeg har intet at bruge det til.
For mig er kroppen blot hardware og intet andet, og er der først slukket for computeren, så er det ikke andet end et hylster, der er brugt op.
Hvis nogen så kan bruge reservedelene..jamen så er de velkomne, men der skal også være slukket og lukket 100% inden.

Kroppen kan ikke genopstå, som nogen tror...sådan fungerer naturen ikke..alt er dømt til at forsvinde og blive et med jorden igen, så man skal ikke bekymre sig over om der mangler nogle dele, men det er da også en smuk tanke.
Der er jo mange måder at fortolke kloge mænds ord, men man kan måske se på Ordene sagt i det nye testamente:
Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Og af jorden skal du igen opstå!
Man kan fortolke det sådan, at du er født ind i en jordisk krop, opstået som et hele af naturens og dermed moder jords udvikling. Når du dør, forsvinder din krop igen ned og bliver en del af jorden, indtil du igen bliver født i en ny krop.
Men det må man så afgøre med sig selv, hvad man tror og vil mene.

Håber det bragte lidt ro ind i dit sind...om ikke andet, end at du bestemt ikke er alene med, ikke at ville donere organer, det eneste, som jeg mener man bør gøre er, at udfylde det lille kort og have i sin pung, så ens pårørende kan se, at man enten vil give eller ikke.
Så er de fritaget..end of story.

Kærligst
Sussie