Er du organdonor?

Ja det er jeg så absolut. Jeg synes man burde tvinges til at tage stilling, og det skulle stå anført på sygesikringsbeviset hvad man ville  

Nej det er jeg ikke, jeg er møg egoistisk og har sagt nej.

jeg synes det er virkelig flot dem der er organ donorer, hatten af for det. jeg kan bare ikke. Har en tosset og åndsvag ide om at jeg skal ha hele mig med i graven.

ja det er jeg - og min mand også... og det må tage alt hvad de overhovedet kan bruge.... når først min tid her på jorden er brugt, så har jeg ikke mere at bruge det til.....

jeg kan godt lide tanken om at et andet menneske kan leve "pga" mig - at noget fra mig kan redde et liv eller forhøje livskvaliteten markant....

Mine forældre er også organdonorer, min mor med alt og min far alt undtaget hornhinder... han kan ikke lide de skulle pille i hans øjne??? 

omvendt er jeg10 procent i tvivl ang min søn.... hvis det forfærdelige skulle ske, er jeg idag ikke 100 procent på at jeg kan overskue at de skulle skære i den lille barnekrop... omvendt ville jeg selv være DYBT taknemmelig hvis jeg selv havde et dødsygt barn, og der så pludselig kom en mulighed for at redde ham hvis vi tog IMOD et organ fra et barn - så ang lasse er jeg 90 procent for og 10 "imod" - men det er det følelsesmæssige... og jeg håber aldrig jeg kommer til at skulle forholde mig til det..

Jannie

Ja det er jeg. Og det er fordi jeg vil.  Jeg har givet fuld tilladelse og har informeret min mand/familie at det er sådan jeg vil have det.

 Resterne skal brændes og i de ukendtes, fordi jeg ikke ønsker at nogen skal rende og "passe" mig efter jeg er væk.

Jeg er også blod- og knoglemarvsdonor, for havde nogen ikke doneret blod til min far, da han var ung, ja så var jeg aldrig blevet til

Jeg har valgt at være organdonor, da min familie ikke skal stå med det svære valg, hvis der sker noget med mig.

Jeg har selv arbejdet på skadestuen i 5 år og set mit, og jeg ved at der går rigtig mange organer tabt, i og med at familien bliver stillet i den situation, at de når de i forvejen er kede og føler sorg også skal tage stilling til om deres kære skal snittes op. Det kan de færreste give accept til når de føler sorg.

Så derfor synes jeg, at det er vigtigt at man selv tager stilling og sparer andre de valg. Jeg har personligt ikke noget at bruge mine organer til når jeg ikke er her længere og kan jeg redde andre liv - så derfor har jeg selv valgt det.

Jeg har valgt at være organdonor, da min familie ikke skal stå med det svære valg, hvis der sker noget med mig.

Jeg har selv arbejdet på skadestuen i 5 år og set mit, og jeg ved at der går rigtig mange organer tabt, i og med at familien bliver stillet i den situation, at de når de i forvejen er kede og føler sorg også skal tage stilling til om deres kære skal snittes op. Det kan de færreste give accept til når de føler sorg.

Så derfor synes jeg, at det er vigtigt at man selv tager stilling og sparer andre de valg. Jeg har personligt ikke noget at bruge mine organer til når jeg ikke er her længere og kan jeg redde andre liv - så derfor har jeg selv valgt det.

ja det er jeg. De må bruge hvad de kan.

Ja det er jeg. Dog forudsat af mine pårørendes tilsagn....dvs. jeg har givet begrænset tilladelse til at de an tage mine organer bortset fra hud og hornhinder (af samme grund som polkaprik)...Jeg har valgt at min pårørende skal acceptere min begrænsede tilladelse, da det er dem der skal stå tilbage med "resultatet"...Jeg har talt meget med min mand om det, som endnu ikke har taget stilling, og jeg ved han f.eks. (siger han nu) vil have det meget svært ved at de tog mit hjerte f.eks. Og hvis det også er sådan han har det, hvis det en dag sker, skal han ikke midt i sorgen over at have mistet også sørge over det......

Så altså han skal give sin tilladelse. Jeg har dog fortalt ham hvor meget det betyder for mig at jeg f.eks. ville kunne hjælpe et andet menneske, da jeg tror på liv efter døden men slet ikke i kropslig form..Den er kun en skal for mig. Så kan andre lige så godt få glæde af det.

Elsker min mand og stoler på ham af hele mit hjerte, så jeg er helt tryg ved at han vil tage den rigtige beslutning for ham og for mig, hvis det nogensinde skulle ske. Og som tidligere skrevet, er det ham der skal stå tilbage. Der hvor jeg er jeg "ligeglad" tror jeg bortset fra at jeg også er tilhænger af at min sjæl er en giver, og har det bedst sådan....og at alt kommer tilbage til en selv - godt og dårligt man giver ud...i en eller anden form.

Skulle min mand dø før mig/sammen med mig, så er min søster indviet i mine tanker......

Hmm mit barn/børn - det har jeg tænkt over men ikke taget stilling til, og det tror jeg ikke jeg/vi ville kunne 100% før vi stod i situationen.

 

Ja jeg er organ, knoglemarv og bloddonor de må tage alt og jeg mener ikke pårørende skal tage stilling, det er i mine øjne mit valg

Som taget ud af min  mund  Dog donerer jeg ikke blod i øjeblikket da jeg ammer 

Mine efterladte skal ikke stå med valget midt i sorgen, det vil jeg ikke byde dem. I øvrigt skal jeg alligevel brændes, så de kan lige så godt tage det der kan bruges hvis det kan bruges, inden.

Hvis det forfærdelige skulle ske, er begge mine børn også organdonere. Jeg ser det som noget smukt at de ville kunne hjælp andre børn hvis de mistede livet 

Jeg synes at organdonation skulle være en pligt, ikke et valg!