Er du organdonor?

Jeg er, og de må tage alt hvad der kan bruges. Mit organdonorkort er underskrevet på min 18 års fødselsdag, men jeg havde taget stilling inden og fortalt min mor om det. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne "melde mig til" tidligere.

Samtidig er det uden pårørendes accept, og det er faktisk for de pårørendes skyld. Mine forældre er skilt, og er af meget forskellige meninger. Jeg ved at min mor bakker 100% op om mit valg og selv har valgt ligesådan, men jeg ville ikke risikere at hun skal stå og diskutere med min far om, hvad der må bruges/ikke bruges osv. 

Selvfølgelig ved jeg godt, at uanset hvor enig hun er, ville det være svært for hende i en situation hvor det rent faktisk blev nødvendigt, men jeg har tiltro til, at hun vil efterkomme mit ønske.

Desuden er jeg også blod- og knoglemarvsdonor - sidstsnævnte har ikke været akutelt endnu, men jeg står i registret. Skulle det værst tænkelige ske, og mine børn dør, så "er de" også organdonorere, forstået på den måde, at jeg ville give min fulde tilladelse, selvom jeg er klar over, hvor svært det ville være midt i sorgen!

Ja, jeg er organdonor og jeg har givet fuld tilladelse.

I starten havde jeg valgt, at det skulle være med mine pårørendes accept. Men da de kender min holdning (og i øvrigt selv er donorer de fleste) går jeg ud fra at de ville følge mit valg. Så jeg ser ingen grund til at de midt i sorgen skal til at give accept. Så nu har jeg valgt at det skal være fuld tilladelse uanset hvad.

Jeg kunne godt tænke mig at høre jer, der skriver at i skal have alt med jer i graven. Ville i så heller ikke tage imod et nyt organ? For så ville det jo ikke være jeres eget i fik med i graven på et senere tidspunkt! 

Personligt tror jeg ikke på at jeg skal bruge nogle af mine organer når jeg er død, og dette er på trods af, at jeg rent faktisk tror på at der er "noget" efter døden. Jeg tror bare ikke på at det som sådan er noget fysisk. 

Når jeg ikke skal bruge det, så kan andre ligeså godt få glæde af det. Jeg ville jo selv være dybt taknemmelig, hvis der var et nyt organ til mig eller mine kære, hvis det skulle blive aktuelt.

Jeg synes det er meget sørgeligt at der er så mange der dør på venteliste, mens der er så mange organer der går tabt - bare bliver brændt eller går i forrådnelse.

Én ting er, at man vælger ikke at være organdonor, det er jo ens eget valg. Men at der er så mange der ikke tager stilling, det synes jeg er forfærdeligt. Derfor synes jeg også at man som udgangspunkt er donor, og så skal man tage et aktivt valg, hvis man IKKE vil være det!

Jeg er i øvrigt også blod- og knoglemarvsdonor (dog med karantæne nu, pga. graviditet ).

jeg syntes det er en god debat at få op herinde... - hvis det kan få flere til at tage stilling, ville det være fantastisk...

jeg er egentligt ligeglad om folk er organdonerer eller ej, bare de tager stilling til det. Jeg mener at det burde være et krav at man tog stilling til det, f.eks. når man blev atten. Både af hensyn til de pårørende, hvis man pludselig dør, og af hensyn til alle dem der står og venter, mens helt perfekte 'reservedele' blive brændt til ingen nytte.

Jeg er meldt til som organg-donor og har været det siden jeg blev myndig eller deromkring. Og jeg ville godt nok blive gal, hvis mine pårørende ikke respekterede mit ønske, men netop derfor snakker vi også om det ind i mellem, når det lige kommer op, så folk ved hvad jeg mener om det.

Jeg har været gift med et jehovas vidne, og der lagde jeg heller ikke fingre imellem omkring min holdning til tingene, ligesom jeg også sagde jatak til en blodstranfusion, da jeg havde fået kejsersnit med den første. Og det respekterede han, måske var han ikke glad for det, men han respekterede det. Og jeg ville omvendt respektere at han ikke ville have det på sin egen krop, så det fungerede meget godt...

Ja de kan tage hvad de kan bruge

Ja det er jeg! Synes vi i DK skulle have samme regler som i Sverige - hvor man som udgangspunkt er doner og så må man gøre noget aktivt og framelde sig, hvis man ikke ønsker at være det!

Sofia skriver:

Ja det er jeg! Synes vi i DK skulle have samme regler som i Sverige - hvor man som udgangspunkt er doner og så må man gøre noget aktivt og framelde sig, hvis man ikke ønsker at være det!

Det synes jeg også! Det redder jo langt flere liv.

Frk.S skriver:

Ja, jeg er organdonor og jeg har givet fuld tilladelse.

I starten havde jeg valgt, at det skulle være med mine pårørendes accept. Men da de kender min holdning (og i øvrigt selv er donorer de fleste) går jeg ud fra at de ville følge mit valg. Så jeg ser ingen grund til at de midt i sorgen skal til at give accept. Så nu har jeg valgt at det skal være fuld tilladelse uanset hvad.

Jeg kunne godt tænke mig at høre jer, der skriver at i skal have alt med jer i graven. Ville i så heller ikke tage imod et nyt organ? For så ville det jo ikke være jeres eget i fik med i graven på et senere tidspunkt! 

Personligt tror jeg ikke på at jeg skal bruge nogle af mine organer når jeg er død, og dette er på trods af, at jeg rent faktisk tror på at der er "noget" efter døden. Jeg tror bare ikke på at det som sådan er noget fysisk. 

Når jeg ikke skal bruge det, så kan andre ligeså godt få glæde af det. Jeg ville jo selv være dybt taknemmelig, hvis der var et nyt organ til mig eller mine kære, hvis det skulle blive aktuelt.

Jeg synes det er meget sørgeligt at der er så mange der dør på venteliste, mens der er så mange organer der går tabt - bare bliver brændt eller går i forrådnelse.

Én ting er, at man vælger ikke at være organdonor, det er jo ens eget valg. Men at der er så mange der ikke tager stilling, det synes jeg er forfærdeligt. Derfor synes jeg også at man som udgangspunkt er donor, og så skal man tage et aktivt valg, hvis man IKKE vil være det!

Jeg er i øvrigt også blod- og knoglemarvsdonor (dog med karantæne nu, pga. graviditet ).

Én ting er jo dem, som bare ikke gider tage stilling til det. En anden ting er folk som mig, som gerne vil tage stilling, men bare er fyldt med så meget ambivalens, at det er skide svært. Jeg ved ikke, om der er yderligere grund til at uddybe det jeg skrev i mit indledende indlæg. Det der holder mig tilbage er bare, at jeg har en eller anden åndssvag idé om, at min krop skal være hel, hvis jeg skal videre bagefter. Og ja, jeg ved det er åndssvagt, men på samme tid er jeg panisk angst for bare tanken om døden, at jeg kan få det decideret dårligt over at tænke over det. Og det kan jeg jo ikke rigtig gøre for. Det er dog noget jeg overvejer meget.

Jeg synes det er super fint, at valget er simpelt og ligetil for mange, men jeg synes også man skal respektere, at det for nogen er et svært valg, og at der ikke er tale om ikke at "gide" tage stilling..

Ja ja ja...... Kan ikke sige det nok gange. Selvfølgelig er jeg da organdoner. Jeg vil gerne selv have organer, hvis jeg skulle komme i den situation, så self er jeg også villig til at give.

Så enkelt er det for mig.

Min mand har ingen indflydelse. Jeg kender hans mening, men det er min krop - mig der bestemmer. Og de må bruge alle de organer, de kan bruge...

VH Kloster

Secrets skriver:

Én ting er jo dem, som bare ikke gider tage stilling til det. En anden ting er folk som mig, som gerne vil tage stilling, men bare er fyldt med så meget ambivalens, at det er skide svært. Jeg ved ikke, om der er yderligere grund til at uddybe det jeg skrev i mit indledende indlæg. Det der holder mig tilbage er bare, at jeg har en eller anden åndssvag idé om, at min krop skal være hel, hvis jeg skal videre bagefter. Og ja, jeg ved det er åndssvagt, men på samme tid er jeg panisk angst for bare tanken om døden, at jeg kan få det decideret dårligt over at tænke over det. Og det kan jeg jo ikke rigtig gøre for. Det er dog noget jeg overvejer meget.

Jeg synes det er super fint, at valget er simpelt og ligetil for mange, men jeg synes også man skal respektere, at det for nogen er et svært valg, og at der ikke er tale om ikke at "gide" tage stilling..

Jeg kan godt forstå, at det kan være et svært valg for nogen, og jeg håber da du ender med at træffe det valg du har det bedst med.

Men hvis du har så meget dødsangst, ville du så ikke ønske at der var flere organer til rådighed, såfremt du selv stod i situationen hvor det var det der gjorde forskellen på liv/død for dig?

Frk.S skriver:

Jeg kan godt forstå, at det kan være et svært valg for nogen, og jeg håber da du ender med at træffe det valg du har det bedst med.

Men hvis du har så meget dødsangst, ville du så ikke ønske at der var flere organer til rådighed, såfremt du selv stod i situationen hvor det var det der gjorde forskellen på liv/død for dig?

Jo, self. men den tanke ændrer nu ikke på min dødsangst overhovedet