SussieThyssen skriver:
Hvis man er gået fra hinanden uden at være uvenner og ellers kan lide fyrens væsen og sind, evner og så videre..og årsagen til at man er gået fra hinanden ikke er andet bagateller...måske vokset fra hinanden eller lignende..og jeg kunne forestille mig, at han vil være en god far og samarbejdspartner...så jo..det kunne jeg godt.
Men jeg "knalder" ikke..jeg elsker..og slet ikke hvis det omhandler skabelsen af et barn 
Kan da ikke se, det skulle være anderledes end at blive gravid med en sæddonor..og her har man måske endda muligheden for at vide, at den far ens barn har...er et godt menneske, med gode værdier.
Jeg kunne iøvrigt også godt overveje, at få et barn med min bedste ven..hvis han fx var bøsse eller ganske enkelt var single, fordi han ikke kunne finde/få den pige, han gerne vil ha'

Kærligst
Sussie
Må simpelthen citere dig Sussie, for jeg havde faktisk en x på et tidspunkt som aldrig vil have børn, men han var mit livs første kærlighed engang, og ja det havde taget os ti år og utallige forsøg gennem årene før vi begge fandt frem til at vi simpelthen bare havde forskellige værdier i livet, og ja han ville jo heller ikke have børn, istedet blev vi gode venner (og der er absolut ingen følelser indblandet længere), jeg elsker ham stadig rigtig højt som en ven, så skulle det endeligt være så kunne jeg da godt have fundet på det havde jeg siddet som 35 årig og uden et barn, jeg ved hvem han er, kender hele hans historie, stoler 100% på ham (og det vil jeg altid gøre), så jeg syntes hvis man er venner 100% og ingen følelser har i klemme fra begge sider og kan stole på ham, så kan han godt være en "sæddoner", men man skal så også være enige om hvordan aftalen omkring barnet så skal være..
Alle virker ret forarget, men ham lægen Peter et eller andet fik et barn med sin veninde og der syntes jeg nærmere at alle var lidt imponerede.. hvad er forskellen?
Anmeld