Det kan godt lade sig gøre, at finde ud af det sent - Og JEG er et fint eksempel på det!
Min cyklus var, og havde altid været sin egen herre, så hvornår jeg fik mens vidste jeg aldrig, og den kunne godt finde på at springe et par måneder over, ELLER der kunne komme mens to gange om måneden. 
- Og sådan havde det været siden jeg fik min første mens som 14årige.
Jeg har, pga. min mærkelige cyklus testet RIGTIG mange gange i løbet af mit liv, og de havde alle været negative, hvilket jeg jo godt vidste, for jeg var jo på p-piller.
I november 2008 havde jeg ikke set min mens i 1½ måned, og testede så - NEGATIV! (Selv om jeg på det tidspunkt har været ca. 12 uger henne)
Havde det godt nok noget mærkeligt, var tit småsyg, og var EKSTREMT træt, men testen havde jo sagt negativ, så det var jo fint - Det var jo vinter, så der var en masse sygdom i luften.
Min kæreste arbejdede i Frankrig og skulle være der i ½ år, og hans fravær, gjorde at jeg lukkede mig mere og mere inde i mit selv. - Det var nok lige prikken over i'et til at fremkalde min depression, som jeg nok skulle have haft konstateret mange år forinden.
Jeg valgte at flytte hjem til mine forældre, og få deres støtte til at komme ovenpå igen, mens min kæreste var væk.
Min mor tog mig med til læge, for at få papir på hvad jeg "fejlede", og da jeg kom derhen spurgte lægen om min krop havde reageret på min trælse psyke.
Det mente jeg jo den havde, for min mens var kommet og gået - Men igen, det var jo heller ikke noget nyt.
Hun bad mig ligge mig op på disken, og så mærkede hun på mig.
Der blev HELT stille, og så sagde hun "Jeg er ikke i tvivl, men gå lige ud og tis i den her kop alligevel" - Så det gjorde jeg.
Og ganske rigtigt, en FLOT positiv test.
Hun sendte mig direkte til scanning, hvor jeg fik ad vide at jeg var 19-20 uger henne 
Jeg var DYBT ulykkeligt, og min største bekymring var hvad jeg skulle sige til min søster, da hende og min svoger havde kæmpet for at få børn i 5 år, og her kom jeg så med en MEGA ups'er i maven, og havde ingen vej udenom.
Der var 4 mdr. til jeg skulle til Lloret De Mar på guideskole - Min støreste drøm - Men det måtte jeg jo nu smide ad helvedes til.
Heldigvis tog alle det rigtig pænt, trods omstændighederne, selv faderen der sad i Frankrig.
Det ændrede sig dog nogle uger efter (Da han fortalte sine forældre det) og jeg har ikke snakket med ham siden.
Jeg lærte aldrig at elske min graviditet - Nok mest fordi jeg brugte mange kræfter på at dæmpe min glæde, for min søsters skyld.
Men da jeg fik mit vidunder op på maven boblede min krop af kærlighed, og jeg ville ALDRIG nogensinde have undværet min dejlige sønnemand! 
Så FUCK guideskole og fremtidsdrømme - Jeg har min skønne søn.
Jeg glæder mig til at skulle prøve at opleve en RIGTIG gravditet engang - Sådan med det hele. NF, kvalme og ikke mindst bevidstheden ved det, og glæden ved at glæde sig 
Første billede er taget 2 uger før jeg fandt ud af at jeg var gravid. - Altså må jeg have været 17-18 uger henne, uden at vide det.
Andet billede er taget 3 uger EFTER jeg fandt ud af at jeg var gravid - Maven voksede sammen med bevidstheden.
Vedhæftede fotos (klik for at se i fuld størrelse)
Anmeld
