Når man ikke ved at man er gravid...

Nå - men jeg kan da lige, ligesom "Sees", fortælle min historie:

Jeg fandt ud af jeg var gravid, da jeg var 23+6 uger henne!

Jeg havde på det tidspunkt de sidste 6 måneder arbejdet r*ven ud af bukserne. Alle hverdagsnætter i 7-eleven og nætterne i weekenden gik med at arbejde som bartender.

Jeg begyndte i februar (08), at blive mere træt end jeg plejede - men tænkte at det jo nok havde noget at gøre med, at jeg stort set aldrig havde fri. Graviditet var SLET SLET ikke i mine tanker, for jeg tog jo p-piller og mens kom og gik som den plejede - altså, tanken havde på det tidspunkt OVERHOVEDET ikke strejfet mig.

Jeg fortsatte med at knokle, men blev bedre til at bede om fri engang imellem i weekenden, og nøj hvor det hjalp! Jeg begyndte at få overskud, følte jeg.

Efter en druktur i marts - ja, jeg skammer mig efterfølgende over at have været på drukture  Nå, men efter den druktur vågnede jeg med den ONDESTE ONDE kvalme og bræksyge, mig som aldrig havde tømmermænd. Jeg fik aftalt junk spisning med min veninde, inden jeg skulle på arbejde om natten.

Jeg var igen blevet lidt for nem at overtale til at arbejde mange timer i weekenden, og da jeg havde kørt den stil i nogen uger, blev jeg fysisk dårlig, HELE tiden. Jeg havde konstant kvalme, kunne INTET få ned udover iskaffe, jeg kastede blod op og jeg havde i den grad bare mange problemer med min mave. Jeg tabte mig, så man tydeligt kunne se det. Min tætte veninde var total frusteret og bød mig hele tiden ud at spise, og var der bare for mig hele tiden - en sand engel  Jeg var ikke helt mig selv, og vi blev enige om, at jeg skulle ringe til lægen. Det gjorde jeg, og vi tog en LANG samtale. Han mente, at jeg nok var ved at få stress og mit opkast med blod nok var min krop der efterhånden råbte STOP, så han ville gerne at vi kunne snakke sammen jævnligt, så han kunne holde lidt øje med mig, og så bad han mig drosle fuldstændig ned på mit arbejde - det kunne chefen i 7-eleven ikke acceptere, så jeg blev langsomt frosset ud (og endte med en fyreseddel). Lægen spurgte selvfølgelig ind til min mens, men da den jo kom og gik som den skulle og at jeg IKKE havde været sammen med nogen seksuelt siden december, så var den skid ligesom slået.

Jeg gjorde som befalet og fik det godt igen, jeg kunne pludselig spise igen og ja.... det hele gik bare som det skulle!

Pinsen kom - og HELE familien med mostre, onkler, fætre, kusiner, bedsteforældre, forældre og søskende tog på ferie i lalandia Om lørdagen (hvor vi skulle hjem søndag), der trækker min moster mig til siden, efter at have betragtet mig i bikini, og sagde: "misforstå mig ikke, kan godt se du har tabt dig alle andre steder end på maven, du ser lidt oppustet ud, du er ikke gravid, vel?" Hun fik besked på, at det var jeg hvertfald ikke, havde snakket med lægen osv osv, og at jeg bestemt ikke troede på jomfru fødsler (havde jo mens og nærmest levet i cølibat i 5 måneder) Hun kiggede alligevel skævt til mig, og jeg sagde til hende at jeg kunne købe en test på apoteket søndag, når vi kom hjem, så kunne vi få det afkræftet.

Det blev søndag, test blev købt, test blev taget, test var POSITIV!!!!! FUUUUUCK  Her havde jeg lige stået og været frisk i bemærkningen og på en pæn måde bedt hende lade det ligge og holde sin mund med sådan noget pjat. Jeg troede ikke heeelt på den positive test, for det var lige på grænsen med tiden at der kom 2 streger! Og blev enig med mig selv om, at jeg nok hellere måtte give lægen et kald næste morgen.

Mandag fik jeg fat på lægen, og fik en tid samme dag. Sygeplejersken tog igen en test, som var tvivlsom .... så jeg måtte en tur på briksen. Lægen mærker og bliver helt mærkelig - og vil have mig afsted til en AKUT scanning for hun synes godt nok, at min livmoder er noget stor. Nå nå! Fik en tid tirsdag morgen, hvor både min mor og far ville tage med mig

Jeg blev scannet både udvendig og indvendig - scanningslægen bad om assistance fra en anden scanningslæge og sammen regnede de sig frem til at jeg var 23+6 uger henne - og en terminsdato der sagde 4. september.

Hele den dag, var jeg total rundt på gulvet ...... jeg skulle pludselig snakke med flere forskellige. En almindelig læge, en jordmoder og en sygeplejerske! Men hvor tog de godt hånd om mig, fik talt mit system til ro og så tilbød de mig en almindelig scanning allerede samme eftermiddag, så jeg kunne se mit lille nus.

FØRST da jeg lå der og kunne se hende møffe rundt, gik det op for mig - og jeg græd ...... af GLÆDE. Jeg var overrasket, overvældet og forvirret.

Blev sendt hjem med beskeden om, at jeg nok ikke så min mens igen foreløbig, og at hun var sikker på, at inden for de næste dage ville min mave vokse og jeg ville kunne mærke hende sparke! OG ganske sandt ..... i løbet af no time, var jeg lige pludselig bare rigtig, rigtig gravid

Sees. skriver:

Præcis det samme her!!

Den udvikling jeg var igennem på de måneder jeg var bevidst gravid, er en udvikling de fleste tager år om at komme igennem. Det var helt tosset, men også tiltrængt - Jeg havde siddet fast i den samme verden alt for længe!

Næsten samme historie

Jeg har lige skrevet mit forløb - hvis du har lyst til at læse det

Trine89 skriver:

åh ved slet ikke om det var været i tv.. jeg kan bare huske jeg læste til i Woman engang

Det er rigtigt nok, for hun er fra Esbjerg hvor jeg bor og jeg ved hvem faderen er! 

Baagøe skriver:

Jeg bekendtgjorde først graviditeten 12 uger inden jeg skulle føde, men jeg vidste det selv, da jeg var 9 uger henne

Tænk sig at kunne holde sådan en stor og glædelig nyhed hemmelig i SÅ lang tid!

Den tror jeg ikke ville gå hos mig  Jeg ville dele glæde med ALLE! Hehe

Sees. skriver:

Det kan godt lade sig gøre, at finde ud af det sent - Og JEG er et fint eksempel på det!

Min cyklus var, og havde altid været sin egen herre, så hvornår jeg fik mens vidste jeg aldrig, og den kunne godt finde på at springe et par måneder over, ELLER der kunne komme mens to gange om måneden.  - Og sådan havde det været siden jeg fik min første mens som 14årige.

Jeg har, pga. min mærkelige cyklus testet RIGTIG mange gange i løbet af mit liv, og de havde alle været negative, hvilket jeg jo godt vidste, for jeg var jo på p-piller.
I november 2008 havde jeg ikke set min mens i 1½ måned, og testede så - NEGATIV! (Selv om jeg på det tidspunkt har været ca. 12 uger henne)

Havde det godt nok noget mærkeligt, var tit småsyg, og var EKSTREMT træt, men testen havde jo sagt negativ, så det var jo fint - Det var jo vinter, så der var en masse sygdom i luften.

Min kæreste arbejdede i Frankrig og skulle være der i ½ år, og hans fravær, gjorde at jeg lukkede mig mere og mere inde i mit selv. - Det var nok lige prikken over i'et til at fremkalde min depression, som jeg nok skulle have haft konstateret mange år forinden.

Jeg valgte at flytte hjem til mine forældre, og få deres støtte til at komme ovenpå igen, mens min kæreste var væk.
Min mor tog mig med til læge, for at få papir på hvad jeg "fejlede", og da jeg kom derhen spurgte lægen om min krop havde reageret på min trælse psyke.
Det mente jeg jo den havde, for min mens var kommet og gået - Men igen, det var jo heller ikke noget nyt.

Hun bad mig ligge mig op på disken, og så mærkede hun på mig.
Der blev HELT stille, og så sagde hun "Jeg er ikke i tvivl, men gå lige ud og tis i den her kop alligevel" - Så det gjorde jeg.
Og ganske rigtigt, en FLOT positiv test.
Hun sendte mig direkte til scanning, hvor jeg fik ad vide at jeg var 19-20 uger henne

Jeg var DYBT ulykkeligt, og min største bekymring var hvad jeg skulle sige til min søster, da hende og min svoger havde kæmpet for at få børn i 5 år, og her kom jeg så med en MEGA ups'er i maven, og havde ingen vej udenom.
Der var 4 mdr. til jeg skulle til Lloret De Mar på guideskole - Min støreste drøm - Men det måtte jeg jo nu smide ad helvedes til.

Heldigvis tog alle det rigtig pænt, trods omstændighederne, selv faderen der sad i Frankrig.
Det ændrede sig dog nogle uger efter (Da han fortalte sine forældre det) og jeg har ikke snakket med ham siden.

Jeg lærte aldrig at elske min graviditet - Nok mest fordi jeg brugte mange kræfter på at dæmpe min glæde, for min søsters skyld.
Men da jeg fik mit vidunder op på maven boblede min krop af kærlighed, og jeg ville ALDRIG nogensinde have undværet min dejlige sønnemand!
Så FUCK guideskole og fremtidsdrømme - Jeg har min skønne søn.

Jeg glæder mig til at skulle prøve at opleve en RIGTIG gravditet engang - Sådan med det hele. NF, kvalme og ikke mindst bevidstheden ved det, og glæden ved at glæde sig

Første billede er taget 2 uger før jeg fandt ud af at jeg var gravid. - Altså må jeg have været 17-18 uger henne, uden at vide det.

Andet billede er taget 3 uger EFTER jeg fandt ud af at jeg var gravid - Maven voksede sammen med bevidstheden.

Tak for din fortælling  Hold da op en forskel forskel der er på billederne... Og sikke en flot mave

M&F skriver:

Nå - men jeg kan da lige, ligesom "Sees", fortælle min historie:

Jeg fandt ud af jeg var gravid, da jeg var 23+6 uger henne!

Jeg havde på det tidspunkt de sidste 6 måneder arbejdet r*ven ud af bukserne. Alle hverdagsnætter i 7-eleven og nætterne i weekenden gik med at arbejde som bartender.

Jeg begyndte i februar (08), at blive mere træt end jeg plejede - men tænkte at det jo nok havde noget at gøre med, at jeg stort set aldrig havde fri. Graviditet var SLET SLET ikke i mine tanker, for jeg tog jo p-piller og mens kom og gik som den plejede - altså, tanken havde på det tidspunkt OVERHOVEDET ikke strejfet mig.

Jeg fortsatte med at knokle, men blev bedre til at bede om fri engang imellem i weekenden, og nøj hvor det hjalp! Jeg begyndte at få overskud, følte jeg.

Efter en druktur i marts - ja, jeg skammer mig efterfølgende over at have været på drukture  Nå, men efter den druktur vågnede jeg med den ONDESTE ONDE kvalme og bræksyge, mig som aldrig havde tømmermænd. Jeg fik aftalt junk spisning med min veninde, inden jeg skulle på arbejde om natten.

Jeg var igen blevet lidt for nem at overtale til at arbejde mange timer i weekenden, og da jeg havde kørt den stil i nogen uger, blev jeg fysisk dårlig, HELE tiden. Jeg havde konstant kvalme, kunne INTET få ned udover iskaffe, jeg kastede blod op og jeg havde i den grad bare mange problemer med min mave. Jeg tabte mig, så man tydeligt kunne se det. Min tætte veninde var total frusteret og bød mig hele tiden ud at spise, og var der bare for mig hele tiden - en sand engel  Jeg var ikke helt mig selv, og vi blev enige om, at jeg skulle ringe til lægen. Det gjorde jeg, og vi tog en LANG samtale. Han mente, at jeg nok var ved at få stress og mit opkast med blod nok var min krop der efterhånden råbte STOP, så han ville gerne at vi kunne snakke sammen jævnligt, så han kunne holde lidt øje med mig, og så bad han mig drosle fuldstændig ned på mit arbejde - det kunne chefen i 7-eleven ikke acceptere, så jeg blev langsomt frosset ud (og endte med en fyreseddel). Lægen spurgte selvfølgelig ind til min mens, men da den jo kom og gik som den skulle og at jeg IKKE havde været sammen med nogen seksuelt siden december, så var den skid ligesom slået.

Jeg gjorde som befalet og fik det godt igen, jeg kunne pludselig spise igen og ja.... det hele gik bare som det skulle!

Pinsen kom - og HELE familien med mostre, onkler, fætre, kusiner, bedsteforældre, forældre og søskende tog på ferie i lalandia Om lørdagen (hvor vi skulle hjem søndag), der trækker min moster mig til siden, efter at have betragtet mig i bikini, og sagde: "misforstå mig ikke, kan godt se du har tabt dig alle andre steder end på maven, du ser lidt oppustet ud, du er ikke gravid, vel?" Hun fik besked på, at det var jeg hvertfald ikke, havde snakket med lægen osv osv, og at jeg bestemt ikke troede på jomfru fødsler (havde jo mens og nærmest levet i cølibat i 5 måneder) Hun kiggede alligevel skævt til mig, og jeg sagde til hende at jeg kunne købe en test på apoteket søndag, når vi kom hjem, så kunne vi få det afkræftet.

Det blev søndag, test blev købt, test blev taget, test var POSITIV!!!!! FUUUUUCK  Her havde jeg lige stået og været frisk i bemærkningen og på en pæn måde bedt hende lade det ligge og holde sin mund med sådan noget pjat. Jeg troede ikke heeelt på den positive test, for det var lige på grænsen med tiden at der kom 2 streger! Og blev enig med mig selv om, at jeg nok hellere måtte give lægen et kald næste morgen.

Mandag fik jeg fat på lægen, og fik en tid samme dag. Sygeplejersken tog igen en test, som var tvivlsom .... så jeg måtte en tur på briksen. Lægen mærker og bliver helt mærkelig - og vil have mig afsted til en AKUT scanning for hun synes godt nok, at min livmoder er noget stor. Nå nå! Fik en tid tirsdag morgen, hvor både min mor og far ville tage med mig

Jeg blev scannet både udvendig og indvendig - scanningslægen bad om assistance fra en anden scanningslæge og sammen regnede de sig frem til at jeg var 23+6 uger henne - og en terminsdato der sagde 4. september.

Hele den dag, var jeg total rundt på gulvet ...... jeg skulle pludselig snakke med flere forskellige. En almindelig læge, en jordmoder og en sygeplejerske! Men hvor tog de godt hånd om mig, fik talt mit system til ro og så tilbød de mig en almindelig scanning allerede samme eftermiddag, så jeg kunne se mit lille nus.

FØRST da jeg lå der og kunne se hende møffe rundt, gik det op for mig - og jeg græd ...... af GLÆDE. Jeg var overrasket, overvældet og forvirret.

Blev sendt hjem med beskeden om, at jeg nok ikke så min mens igen foreløbig, og at hun var sikker på, at inden for de næste dage ville min mave vokse og jeg ville kunne mærke hende sparke! OG ganske sandt ..... i løbet af no time, var jeg lige pludselig bare rigtig, rigtig gravid

Årh, men det er jo NÆSTEN samme historie
Jeg arbejde også som en sindsyg, og især i weekenderne i nattelivet, som altmulig'mand' .. Mest som AFRYDDER!
Hvilket faktisk resulteret i at jeg blev involveret i et slagsmål mellem 3 kæmpe store rockere, en et par uger før jeg fandt ud af at jeg var gravid.
Så der havde jeg faktisk ligget på gulvet, på maven, med 3 store rockere ovenpå mig, der sloges og skændes, trampede og sparkede til mig, for at få fat på hinanden

Længe leve vores dejlige unger!

M&F skriver:

Nå - men jeg kan da lige, ligesom "Sees", fortælle min historie:

Jeg fandt ud af jeg var gravid, da jeg var 23+6 uger henne!

Jeg havde på det tidspunkt de sidste 6 måneder arbejdet r*ven ud af bukserne. Alle hverdagsnætter i 7-eleven og nætterne i weekenden gik med at arbejde som bartender.

Jeg begyndte i februar (08), at blive mere træt end jeg plejede - men tænkte at det jo nok havde noget at gøre med, at jeg stort set aldrig havde fri. Graviditet var SLET SLET ikke i mine tanker, for jeg tog jo p-piller og mens kom og gik som den plejede - altså, tanken havde på det tidspunkt OVERHOVEDET ikke strejfet mig.

Jeg fortsatte med at knokle, men blev bedre til at bede om fri engang imellem i weekenden, og nøj hvor det hjalp! Jeg begyndte at få overskud, følte jeg.

Efter en druktur i marts - ja, jeg skammer mig efterfølgende over at have været på drukture  Nå, men efter den druktur vågnede jeg med den ONDESTE ONDE kvalme og bræksyge, mig som aldrig havde tømmermænd. Jeg fik aftalt junk spisning med min veninde, inden jeg skulle på arbejde om natten.

Jeg var igen blevet lidt for nem at overtale til at arbejde mange timer i weekenden, og da jeg havde kørt den stil i nogen uger, blev jeg fysisk dårlig, HELE tiden. Jeg havde konstant kvalme, kunne INTET få ned udover iskaffe, jeg kastede blod op og jeg havde i den grad bare mange problemer med min mave. Jeg tabte mig, så man tydeligt kunne se det. Min tætte veninde var total frusteret og bød mig hele tiden ud at spise, og var der bare for mig hele tiden - en sand engel  Jeg var ikke helt mig selv, og vi blev enige om, at jeg skulle ringe til lægen. Det gjorde jeg, og vi tog en LANG samtale. Han mente, at jeg nok var ved at få stress og mit opkast med blod nok var min krop der efterhånden råbte STOP, så han ville gerne at vi kunne snakke sammen jævnligt, så han kunne holde lidt øje med mig, og så bad han mig drosle fuldstændig ned på mit arbejde - det kunne chefen i 7-eleven ikke acceptere, så jeg blev langsomt frosset ud (og endte med en fyreseddel). Lægen spurgte selvfølgelig ind til min mens, men da den jo kom og gik som den skulle og at jeg IKKE havde været sammen med nogen seksuelt siden december, så var den skid ligesom slået.

Jeg gjorde som befalet og fik det godt igen, jeg kunne pludselig spise igen og ja.... det hele gik bare som det skulle!

Pinsen kom - og HELE familien med mostre, onkler, fætre, kusiner, bedsteforældre, forældre og søskende tog på ferie i lalandia Om lørdagen (hvor vi skulle hjem søndag), der trækker min moster mig til siden, efter at have betragtet mig i bikini, og sagde: "misforstå mig ikke, kan godt se du har tabt dig alle andre steder end på maven, du ser lidt oppustet ud, du er ikke gravid, vel?" Hun fik besked på, at det var jeg hvertfald ikke, havde snakket med lægen osv osv, og at jeg bestemt ikke troede på jomfru fødsler (havde jo mens og nærmest levet i cølibat i 5 måneder) Hun kiggede alligevel skævt til mig, og jeg sagde til hende at jeg kunne købe en test på apoteket søndag, når vi kom hjem, så kunne vi få det afkræftet.

Det blev søndag, test blev købt, test blev taget, test var POSITIV!!!!! FUUUUUCK  Her havde jeg lige stået og været frisk i bemærkningen og på en pæn måde bedt hende lade det ligge og holde sin mund med sådan noget pjat. Jeg troede ikke heeelt på den positive test, for det var lige på grænsen med tiden at der kom 2 streger! Og blev enig med mig selv om, at jeg nok hellere måtte give lægen et kald næste morgen.

Mandag fik jeg fat på lægen, og fik en tid samme dag. Sygeplejersken tog igen en test, som var tvivlsom .... så jeg måtte en tur på briksen. Lægen mærker og bliver helt mærkelig - og vil have mig afsted til en AKUT scanning for hun synes godt nok, at min livmoder er noget stor. Nå nå! Fik en tid tirsdag morgen, hvor både min mor og far ville tage med mig

Jeg blev scannet både udvendig og indvendig - scanningslægen bad om assistance fra en anden scanningslæge og sammen regnede de sig frem til at jeg var 23+6 uger henne - og en terminsdato der sagde 4. september.

Hele den dag, var jeg total rundt på gulvet ...... jeg skulle pludselig snakke med flere forskellige. En almindelig læge, en jordmoder og en sygeplejerske! Men hvor tog de godt hånd om mig, fik talt mit system til ro og så tilbød de mig en almindelig scanning allerede samme eftermiddag, så jeg kunne se mit lille nus.

FØRST da jeg lå der og kunne se hende møffe rundt, gik det op for mig - og jeg græd ...... af GLÆDE. Jeg var overrasket, overvældet og forvirret.

Blev sendt hjem med beskeden om, at jeg nok ikke så min mens igen foreløbig, og at hun var sikker på, at inden for de næste dage ville min mave vokse og jeg ville kunne mærke hende sparke! OG ganske sandt ..... i løbet af no time, var jeg lige pludselig bare rigtig, rigtig gravid

Tak for din historie  

Sjovt at denne tråd lige skulle komme nu.

Min storebror ringede til mig igår. Vi har ikke talt sammen i noget tid, da han har været på søen. Han fortæller så, at en veninde, jeg også kender, men ikke har snakket med længe, fik et barn i nov. '10. Hun vidste heller ikke, at hun var gravid, da hun var på p-piller og mens kom normalt. Han siger så, at en læge sagde, hun bare var lidt oppustet. (ved ikke lige hvorfor hun var hos lægen). Men 4 timer senere fødte hun altså en datter...

Nu ved jeg ikke, om han overdriver eller ej, men man har jo hørt lignende før.

Sees. skriver:

Årh, men det er jo NÆSTEN samme historie
Jeg arbejde også som en sindsyg, og især i weekenderne i nattelivet, som altmulig'mand' .. Mest som AFRYDDER!
Hvilket faktisk resulteret i at jeg blev involveret i et slagsmål mellem 3 kæmpe store rockere, en et par uger før jeg fandt ud af at jeg var gravid.
Så der havde jeg faktisk ligget på gulvet, på maven, med 3 store rockere ovenpå mig, der sloges og skændes, trampede og sparkede til mig, for at få fat på hinanden

Længe leve vores dejlige unger!

Ja LÆNGE LEVE!

- og de er da blevet ret skønne, alligevel

Jeg var også lidt af en partypige! - og kan ikke frasige mig at have indtaget min del alkohol, da jeg stadig ikke vidste det  Jeg var dødnervøs for, om hun nu var som hun skulle være, da hun kom ud. Men hun er HELT PERFEKT, og har alle dage været et nemt barn Så jeg må smide den der dårlige samvittighed i skraldespanden, for jeg kan jo ik ændre det og der er jo ikke noget at bebrejde

merichs skriver:

Tak for din historie  

Velbekomme