Lou87 skriver:
Du får en KÆMPE 
af mig !!
Jeg havde ingen problemer med og blive gravid, men bliver DYBT ULYKKELIG hver gang jeg læser en af jeres (jer der ikk blir det så nemt) historier eller udråb.. Og jeg forstår det så inderligt (eller det gør jeg jo langt fra jer) - det må være sååååå hårdt altså !!
Jeg har ikk andet og sige at jeg ønsker af hele mit hjerte for alle kvinder der ønsker børn specielt efter sådan en kamp, at i får det og sender de varmeste tanker.
Jeg ved ikk hva jeg ville gøre ved tanken om ikk og ha fået min datter.
Du har sikkert fået ti tusind milliarder råd og undskyld hvis det er irriterende.. Men jeg kender blot en der har kæmpet i nok lige så mange år.. det hjalp da de fik besked på og holde en pause (fra lægerne og alt det der) og så gav manden hende en hund. VUPTI hun slappede af og fokuserede slet ikk på alt der der, men holdte pause og så blev hun sku gravid helt på normalvis og uden nogen former for hjælp! 
Ikke at jeg siger det sku ku hjælpe, men tror at når man når så langt ud (selvom det er forståeligt!) at man simpelthen stresser sig selv og sin krop for meget.
Så man ikke bliver gravid pga det.
Men ja undskyld det blev langt og føler med dig og håber du har fået humøret lidt op igen, ikke spor sjovt og blive jokket på når man allerede ligger dybt dybt nede.
Jeg tillader mig at svare, selvom indlægget er til Lene!
Jeg VED at du ikke mener noget ondt med dit råd, og at det er for at fortælle historien om at det KAN lykkes. Men det er desværre også det råd behandlingskvinder får oftest. Skåret helt ind til benet: slap af, så kommer det nok.
"problemet" er bare, at barnløsheden går ind og bliver din identitet. Du føler dig stemplet som uduelig kvinde. Det, vi kvinder er sat i verden til, er også den ting vi ikke kan... Vi kan ikke få børn og reproducere os. Vi kan ikke give vores kærlighed videre. Vi er mødre uden børn.
Det farver hele din dag. Du kigger på klokken og ser ikke at klokken er fem. Du ser at der er 2 timer til du skal huske din medicin næste gang. Og når du er færdig med medicinen vil du føle at der mangler noget, hver aften, når klokken er syv.
Du kan ikke være sammen med din mand af lyst. Fordi din cyklus har taget pldsen fra kærligheden. Det er blevet målet der er i fokus, ikke vejen dertil.
Hele din verden er fordrejet. Din psyke er i bund! Og ikke nok med det, så tilsætter de alle kemikalierne, sætter din krop på overarbejde, og siger måske endda "de fritidsaktiviteter du har - dem kan du ikke fortsætte med. De kan ødelægge forsøget".. Så du bliver måske hensat til sofaen, hvor du så kan sidde med alle tankerne og vente... og vente lidt mere.. For behandling er lig ventetid. Du venter på at lægerne siger "nu er det nu" nu kan du blive gravid, eller "det gik ikke denne gang".. Og så starter det hele om igen! Og man ved ikke, hvad morgendagen bringer. Skinner solen eller regner det i dit sind. Kan manden magte dig en dag mere, når du råber hysterisk, at den beskidte kniv fan*me ikke skal ligge der.. Og klarer I kapen sammen?
Vi var igennem et forsøg! ÉT! Det er billigt sluppet, og her sidder jeg med miraklet i maven og venter.. Men der kommer dagligt en efterreaktion fra enten manden eller jeg. Heldigvis begynder kræligheden og taknemmeligheden at overskygge den frygt vi havde for aldrig at blive forældre. Men vi glemmer aldrig smerten, tårene eller ventetiden. For da vi var i behandling var vores liv sat på pause, og al magt var taget ud af vores hænder!
Jeg VED dit råd var velment! Men der er bare så meget andet i det her, end at slappe af og tænke på noget andet... Hvis man kunne, så gjorde man det. Men det er og bliver umuligt!
Undskyld det blev så langt - og undskyld for spammet, Lene! Jeg blev vist grebet!
