Ikke klar til vuggestue :(

Rosa skriver:

Nej desværre - jeg har taget al barslen... 

kæreste rosa ...

det lyder hårdt .. jeg kender alt til at trænge til at komme igang igen .. er faktisk liiiige startet i skole igen i sidste uge.... Du skriver du har taget al barslen ... havde du job inden du gik på barsel for så kan der måske være lidt ekstra at hente til farmand der ??.. vi har i hvert fald noget barsel fra mit job inden barsel som farmand kan tage af løbende .. neetop fordi jeg er på SU og derfor har brugt SUfødselsklip og ikke barsel... måske har i også det ???

Men men men ... der er jo også længe til han reelt skal starte i VS den lille jonte .. en måneds tid er jo længe for sådan en lille størrelse ...mon ikke han når at blive klar .. i kan jo evt nå at træne lidt samværd med andre børn ved at benytte jer af legestuetilbudene ... og ellers ville jeg bare sørge for at give plads til en laaaang indkøring (på 14 dage eller så) så bliver det ikke så brat en overgang

Håber i finder en løsning

Serinasmor

serinasmor skriver:

kæreste rosa ...

det lyder hårdt .. jeg kender alt til at trænge til at komme igang igen .. er faktisk liiiige startet i skole igen i sidste uge.... Du skriver du har taget al barslen ... havde du job inden du gik på barsel for så kan der måske være lidt ekstra at hente til farmand der ??.. vi har i hvert fald noget barsel fra mit job inden barsel som farmand kan tage af løbende .. neetop fordi jeg er på SU og derfor har brugt SUfødselsklip og ikke barsel... måske har i også det ???

Men men men ... der er jo også længe til han reelt skal starte i VS den lille jonte .. en måneds tid er jo længe for sådan en lille størrelse ...mon ikke han når at blive klar .. i kan jo evt nå at træne lidt samværd med andre børn ved at benytte jer af legestuetilbudene ... og ellers ville jeg bare sørge for at give plads til en laaaang indkøring (på 14 dage eller så) så bliver det ikke så brat en overgang

 

Håber i finder en løsning

 

Serinasmor

Desværre, der er ikke mere barsel til ham, jeg har brug for samtlige fødselsklip jeg har fået for at nå at blive færdig. 

UPDATE:

Jeg skal hen og se på vuggeren nu kl 12. Jeg skriver lige når jeg kan i aften 

Rosa skriver:

Desværre, der er ikke mere barsel til ham, jeg har brug for samtlige fødselsklip jeg har fået for at nå at blive færdig. 

UPDATE:

Jeg skal hen og se på vuggeren nu kl 12. Jeg skriver lige når jeg kan i aften 

su-fødselsklip og barsel er netop ikke deet samme .. så havde du job inden barsel har du ret til barselspenge derfra også ..

og held og lykke .. håber de er søde og kan berolige dig lidt

Rosa skriver:

I dag så jeg så at der er kommet brev. Åååh, det pokkers brev... 

Ordlyden var klar: Jonte har fået tildelt vuggestueplads pr. 17.februar i en integreret institution tæt på hvor vi bor. 

Jeg har selv ringet til pladsanvisningen og rykket for at vi ikke skulle gå helt til marts uden plads, for jeg SKAL tilbage på studiet og skrive mit speciale færdigt, hvilket jeg KUN har frem til juni til at gøre. Derfor skal han i institution. 3 måneder er lige i underkanten, så better sooner than later.

Problemet er bare det at HAN ER IKKE KLAR!!! Sådan er det altså....

Og jeg lover jer, det handler ikke om at JEG ikke er klar, for jeg har faktisk glædet mig til at komme i gang igen. Nej, det handler  om at min lille dreng har haft en hård start på livet - kolik, 2 måneder med øreproblemer og forkølelse... Han har ikke haft mange måneder i sit 8 mdr gamle liv som ikke har været præget af sygdom og knas med det ene og det andet. Og resultatet er at jeg har en dreng som er kisteglad (endelig) til daglig, i selskab med voksne. Den sidste uge har jeg set sider hos Jonte som jeg ikke har set før - han charmer og griner og pludrer og er bare en fest at være sammen med! Det er vidunderligt endelig at have en rigtig glad dreng i huset!!!

Men sammen med andre børn og babyer, f.eks. dem i mødregruppen er han virkelig skrøbelig. Han reagerer med at blive meget usikker, trække sig væk, og hvis de rører ved ham eller pludrer for højt så bliver han så forskrækket at han begynder at græde og vil op. Somme tider græder han selvom han sidder hos mig, hvis en af de andre krudtugler hviner eller græder. Det er meget tydeligt at andre børn skræmmer ham. De andre unger i MG'en møver sig rundt, stjæler legetøj fra hinanden og er glade og upåvirkede af at de andre skubber lidt eller piller ved deres hår, hænder eller tøj, men ikke Jonte. Han reagerer med det samme og bliver forskrækket. 

Jeg er SÅ bange for at al hans glæde og gåpåmod som har været så længe undervejs pludselig skal forsvinde, for det har man så tit hørt om. Jeg er HAMRENDES bange for at han skal blive tromlet ned af de andre børn, bidt, kravlet på, slået osv. især når der også er børnehavebørn i institutionen (havde egentlig kun ønsket rene vuggere, men der kunne vi først få plads aaalt for sent)... 

 

Hvad filan skal jeg lige stille op? Jeg har det faktisk rigtig skidt i maven her til aften, og Svenskefanden er afsted til på søndag... Æv altså!!! Hvis jeg var tudetypen så ville jeg vræle lige nu, for jeg synes det er rædderligt at vide at om en måneds tid så skal han afsted, hvad enten jeg vil det eller ej. 

Puha... ÆV!!!

Rosa

Hej Rosa

Føler virkelig med dig og kan godt "forstå" dit problem. Nu kan jeg jo ikke sige hvordan det kommer til at gå med Jonte, men vores datter Freja har været igennem meget af det samme som jeres dreng, og vi kender til det i har været igennem ( hvad jeg har fulgt med på side linjen) også en af grundene til at jeg ikke er/var herinde så meget.

hun er blevet 1 år og det er også første for kort tid siden at vi er begyndt at få en glad pige. Hun startede i dp i november og er blevet super glad for at være der. hun har godt nok ikke været "bange" for de andre børn, men også mere følsom. Nu har hun fundet en rigtig god lege kammerat som hun møffer dagen lang og vil nogle gange slet ikke med hjem. Er sikker på at Jonte nok også skal blive glad for det.

Nu kan jeg ikke set om nogen af de andre har spurt om dagpleje ikke kunne være et andet alternativ da der ikke er så mange børn? Freja havde forresten også en lang indkøring på omkring 14 dage og det var skønt  Håber at du får en bedre mabe fornemmelse når du har snakket med dem i vuggeren i dag.

kæmpe  her fra

Rosa skriver:

Åhh, TUSIND tak for svaret  - LIGE hvad jeg havde brug for at vågne op til!!!

Jeg er helt sikker på at du har ret i at de små er mere robuste end vi går og tror, og dit kloge svar er hermed føjet til min "genlæs med jævne mellemrum inden 17.februar"-liste  Jeg håber på at jeg må få lov til at kigge forbi derhenne i dag og så blive positivt overrasket...  Jeg skal nok lige komme med en uddate derefter.

Men igen - tusind tak for svaret! Godt at der findes nogen som har været møllen igennem (TO gange!) som kan berolige og dele erfaringer, det er guld værd! 

                                         

Spændende   Glæder mig til at høre om, hvordan besøget derovre var...

Rosa skriver:

Tusind tak for svaret - det vil jeg absolut gøre!!! Jeg vil simpelthen tage bettenusset med derned og hilse på dem, og tage en snak med dem om ham, så de ved at han altså skal tages lidt med fløjlshandsker... Mht at starte ham op stille og roligt - DET er helt sikkert at jeg vil det!!! Han skal simpelthen lempes så forsigtigt ind som jeg overhovedet kan!!!

Kære søde ven

Ja, vi er jo atter i samme båd, GUD hvor er det forbandet hårdt!!!

Jeg er begyndt indkøring i vuggestue med Anthon denne uge, og i dag siger en af pædagogerne pludselig til mig at jeg da kan sætte mig ind i kaffestuen et kvarters tid - ALTSÅ GÅ FRA MIT BARN!!!! Så væltede det hele simpelthen bare op i mig igen - du ved hvor svært jeg har haft det med tanken om at sende ham i pasning - nuvel, jeg gik i kaffestuen, men jeg hylede og hylede og nu her vel hjemme igen og han sover sødt, er jeg stadig slået til plukfisk indeni.

Jeg ved godt at Jonte har haft sit at trækkes med i hans første måneder, men jeg tror altså at det er ret naturligt at man som mor har den der følelse af at éns barn er helt specielt (og det er det jo) og man kun selv kender det helt ind til benet. Og hvordan skal nogen pædagog nogensinde være i stand til at møde e´ns barn lige hvor det er osv osv. Jeg har selv alle mulige bekymringer mht Anthons søvn, spisning, fordi det har ved gud ikke kørt på en snor overhovedet. Han vågner fx udenfor på grund af larm så pt sover han inde herhjemme. men i vuggestuen sover de altså ude klods op af legepladser med megen larm. Han gik helt fra skemaden igennem november, december, var syg i længere tid, og har haft stor besvær med at få ham til at spise igen. Han vil helst stadig kun have det der forbandede færdigpulvermad. Men i vuggestuen har de altså det lækreste køkken hvor de får kød, fisk, grøntsager og hjemmebagt brød til frokost hver dag. Og det spiser mit pus altså ikke!!!! Så jeg har også den der følelse at han (eller måske VI!!) ikke er klar. Jeg synes han er lille og skrøbeligf og helt forsvarsløs i forhold til de andre børn og jeg er pissebange fr at de gør ham fortræd. Så det jeg vil sige er, børn er forskellige, men jeg tror mange har den der følelse af at de ikke er klar pga alt muligt. 

Men jeg kan forælle dig at i vores vuggestue, der er pædagogerne simpelthen helt fantastiske, og de ved jo lige nøjagtigt hvordan de skal håndtere det følsomme/skrøbelige barn og det aktive barn der måske har svært ved at koncentrere sig og måske indimellem kan finde på at være lidt hård ved de andre. Nu har jeg ikke læst hele tråden, men jeg håber du har fået gjort noget ved at tage på besøg dernede, for igeså snart jeg gjorde det, faldt der en sten fra mine skuldre. For det er virkelig et dejligt sted med udtrolig fagligt kompetente, men også meget meget omsorgsfulde og empatiske pædagoger. Jeg védt at han vil få det rigtig godt dernede, men det ændrer ikke på det faktum at jeg føler det ganske naturstridigt og ubeskriveligt hårdt at jeg skal skilles fra ham og overlade ham i andres varetægt.

Søde du, jeg tror dine følelser er ligesom alle andres mødre. Det er pissesvært at overlade dem til andres pasning, men det har måske for de enkelte mødre forskellige "ansigter", hvis du forstår. Hvor det for dig handler om "at han ikke er klar". Helt ærligt, det tror jeg såmænd nok han er. Jonte er hvor han er, og han er som han er, og derfor skal indkøringen bare tilpasses efter ham. Måske det netop er ved stille opstart i vuggestuen, med en forsigtig og kompetent introducering til de andre børn, der gør at han bliver mindre utryg ved andre børn. Som en anden skrev, måske han blomstrer endnu mere op af det. Og jeg tror da også at en god lang indkøring med korte dage ville være godt til ham. Vi har jo selv fået pladsen her to måneder før vi har brug for den. Vi kører stille og roligt ind over 14 dage, men indtil 1. marts skal han kun passes et par timer om dagen alligevel. Det er jeg super glad for. Og så starter jeg jo på de der 30 timer, så han ikke får alt fpr lange dage. Så skal det nok gå. Og du har jo mange muligheder som studerende også

Men hvis du ikke har været det, så synes jeg du skal skynde dig ned at besøge vuggestuen. Jeg er sikker på du får samme oplevelse som mig - at pædagogerne er smadder søde, og det er de andre børn i øvrigt også - og så skal du fortælle dem alat om hvordan du har det og hvilke bekymringer du har om Jonathan. Spørg dem hvordan de vil håndtere det ene og det andet. Så er jeg sikker på de nok skal kune berolige dit bankende moderhjerte. Jonathan har måske måtte slås lidt med nogle ting, og som forældre har man det måske med at se det lidt i et forstørrelsesglas, men i virkeligheden er hans problemer jo ret normale for mange babyliv. Og Jonte er jo netop et helt normalt, grundlæggende sundt og raskt og rigtig rigtig dejligt bebsebarn, som pædagogerne bare skal lære at kende så de kan møde ham præcist som han har behov for det

Jeg ved godt det er hårdt og kold tyrker-agtigt, men jeg tror du skal følge din plan og ikke gå på for megen kompromis i forhold til din egen situation med specialeskrivningen. For det er sgu også vigtigt at du bliver færdig og under ordentlige omstændigheder, det er også noget der har meget at sige i forhold til jeres situation og trivsel som familie, ikke...

Lad mig endelig vide hvad dine næste skridt har været eller bliver, og så lad os da for guds skyld snart mødes til en kop kaffe, en gåtur eller hvad vi nu lyster

Mange mange knus og tanker,

Tina

JustAnotherName skriver:

Ååhh søde, dine frygtelige tanker og forkræmte følelser er så berettigede.

Sådan havde jeg det også BEGGE GANGE, da det nærmede sig, og jeg skulle til "at give slip" på mine piger. Og jeg ville ellers have svoret, at alting helt sikkert ville være meget nemmere, når nu det var anden gang - men jeg tog fejl! Jeg havde LIGESÅ svært ved, at barn nr. 2 skulle vaccineres, og LIGESÅ svært ved, at hun skulle ud og passes, osv, som med barn nr. 1.

Jeg hører godt dig sige, at det vitterligt ikke handler om, at DU ikke er klar. Men at det er JONTE der ikke er klar. Og det er helt sikkert dig som hans mor, der er den der kender ham og ved allerbedst, hvad han er klar til, og hvad han ikke er klar til.

Og det ligger så dynt og instingtivt i os, at ville beskytte vores unger.

Men jeg må også sige, at de kære små virkelig kan overraske én, hvad de kan og ikke kan ....og ofte kan de meegt mere end vi tør tro. Vi ser det jo bare ikke, når vi ikke er der. Og når ikke VI er der, så slår de sig ofte (men jo langt fra altid) også lidt mere "løs", og er nødt til at turde prøve sig frem på egen hånd ....skabe tillid til andre voksne, og få sig en hverdag med nye udfordringer og oplevelser.

Og så er det rart at komme hjem til det trygge, velkendte igen.
Dér hvor man kan være sin mors lille skat.
For selvom det handler om børnene, så handler det overraksende meget også om forældrene, når ens børn skal til at overlades til andre, og skal til at have mulighed for at løsrives og skabe tillid og rellationer til andre.

Men jeg kan trøste dig med, at ligeså forfærdeligt som man har det INDEN de kommer afsted, ligeså lettet og glad vil man blive, når man mærker på sit barn, at de finder udfordring og glæde i den hverdag som vuggestuen kan tilføje i deres hverdag .....ting som man som mor bare ikke kan byde ind med. Og når man som forældre også bliver mere fortrolig med stedet og personalet (men barnets glæde er den aller største indikator) .... Så bliver det ens pusterum, som man lærer at værdsætte mere.

Jeg håber det er en god plads med søde børn og venlige voksne.
Og jeg håber at han får en god start, og I allesammen ender ud med, at blive rigtig KLAR til det, og glade for det.

Men al forandring tager tid og kan føles svær i starten.
Sender dig krammere 

/ Katrine.

Åhh hvor er det dejligt skrevet - det er også lige noget jeg kan bruge til noget

Kram Tina, som netop har taget hul på indkøring i vuggestue....

Bayze skriver:

Kære søde ven

Ja, vi er jo atter i samme båd, GUD hvor er det forbandet hårdt!!!

Jeg er begyndt indkøring i vuggestue med Anthon denne uge, og i dag siger en af pædagogerne pludselig til mig at jeg da kan sætte mig ind i kaffestuen et kvarters tid - ALTSÅ GÅ FRA MIT BARN!!!! Så væltede det hele simpelthen bare op i mig igen - du ved hvor svært jeg har haft det med tanken om at sende ham i pasning - nuvel, jeg gik i kaffestuen, men jeg hylede og hylede og nu her vel hjemme igen og han sover sødt, er jeg stadig slået til plukfisk indeni.

Jeg ved godt at Jonte har haft sit at trækkes med i hans første måneder, men jeg tror altså at det er ret naturligt at man som mor har den der følelse af at éns barn er helt specielt (og det er det jo) og man kun selv kender det helt ind til benet. Og hvordan skal nogen pædagog nogensinde være i stand til at møde e´ns barn lige hvor det er osv osv. Jeg har selv alle mulige bekymringer mht Anthons søvn, spisning, fordi det har ved gud ikke kørt på en snor overhovedet. Han vågner fx udenfor på grund af larm så pt sover han inde herhjemme. men i vuggestuen sover de altså ude klods op af legepladser med megen larm. Han gik helt fra skemaden igennem november, december, var syg i længere tid, og har haft stor besvær med at få ham til at spise igen. Han vil helst stadig kun have det der forbandede færdigpulvermad. Men i vuggestuen har de altså det lækreste køkken hvor de får kød, fisk, grøntsager og hjemmebagt brød til frokost hver dag. Og det spiser mit pus altså ikke!!!! Så jeg har også den der følelse at han (eller måske VI!!) ikke er klar. Jeg synes han er lille og skrøbeligf og helt forsvarsløs i forhold til de andre børn og jeg er pissebange fr at de gør ham fortræd. Så det jeg vil sige er, børn er forskellige, men jeg tror mange har den der følelse af at de ikke er klar pga alt muligt. 

Men jeg kan forælle dig at i vores vuggestue, der er pædagogerne simpelthen helt fantastiske, og de ved jo lige nøjagtigt hvordan de skal håndtere det følsomme/skrøbelige barn og det aktive barn der måske har svært ved at koncentrere sig og måske indimellem kan finde på at være lidt hård ved de andre. Nu har jeg ikke læst hele tråden, men jeg håber du har fået gjort noget ved at tage på besøg dernede, for igeså snart jeg gjorde det, faldt der en sten fra mine skuldre. For det er virkelig et dejligt sted med udtrolig fagligt kompetente, men også meget meget omsorgsfulde og empatiske pædagoger. Jeg védt at han vil få det rigtig godt dernede, men det ændrer ikke på det faktum at jeg føler det ganske naturstridigt og ubeskriveligt hårdt at jeg skal skilles fra ham og overlade ham i andres varetægt.

Søde du, jeg tror dine følelser er ligesom alle andres mødre. Det er pissesvært at overlade dem til andres pasning, men det har måske for de enkelte mødre forskellige "ansigter", hvis du forstår. Hvor det for dig handler om "at han ikke er klar". Helt ærligt, det tror jeg såmænd nok han er. Jonte er hvor han er, og han er som han er, og derfor skal indkøringen bare tilpasses efter ham. Måske det netop er ved stille opstart i vuggestuen, med en forsigtig og kompetent introducering til de andre børn, der gør at han bliver mindre utryg ved andre børn. Som en anden skrev, måske han blomstrer endnu mere op af det. Og jeg tror da også at en god lang indkøring med korte dage ville være godt til ham. Vi har jo selv fået pladsen her to måneder før vi har brug for den. Vi kører stille og roligt ind over 14 dage, men indtil 1. marts skal han kun passes et par timer om dagen alligevel. Det er jeg super glad for. Og så starter jeg jo på de der 30 timer, så han ikke får alt fpr lange dage. Så skal det nok gå. Og du har jo mange muligheder som studerende også

Men hvis du ikke har været det, så synes jeg du skal skynde dig ned at besøge vuggestuen. Jeg er sikker på du får samme oplevelse som mig - at pædagogerne er smadder søde, og det er de andre børn i øvrigt også - og så skal du fortælle dem alat om hvordan du har det og hvilke bekymringer du har om Jonathan. Spørg dem hvordan de vil håndtere det ene og det andet. Så er jeg sikker på de nok skal kune berolige dit bankende moderhjerte. Jonathan har måske måtte slås lidt med nogle ting, og som forældre har man det måske med at se det lidt i et forstørrelsesglas, men i virkeligheden er hans problemer jo ret normale for mange babyliv. Og Jonte er jo netop et helt normalt, grundlæggende sundt og raskt og rigtig rigtig dejligt bebsebarn, som pædagogerne bare skal lære at kende så de kan møde ham præcist som han har behov for det

Jeg ved godt det er hårdt og kold tyrker-agtigt, men jeg tror du skal følge din plan og ikke gå på for megen kompromis i forhold til din egen situation med specialeskrivningen. For det er sgu også vigtigt at du bliver færdig og under ordentlige omstændigheder, det er også noget der har meget at sige i forhold til jeres situation og trivsel som familie, ikke...

Lad mig endelig vide hvad dine næste skridt har været eller bliver, og så lad os da for guds skyld snart mødes til en kop kaffe, en gåtur eller hvad vi nu lyster

Mange mange knus og tanker,

Tina

helt fantastisk skrevet Og jeg tror du har helt ret i den med at vi alle har den der følelse af hvordan skal de nogensinde kunne passe MIT barn ordentlig og ikke mindst forstå ham

Moar'en skriver:

helt fantastisk skrevet Og jeg tror du har helt ret i den med at vi alle har den der følelse af hvordan skal de nogensinde kunne passe MIT barn ordentlig og ikke mindst forstå ham

Ja, og det er en hård følelse at komme overens med. Men altså, ingen pædagog eller dagpleje kommer jo heller nogensinde til at forstå og kende sit barn ligeså godt som dets forældre, og det er vel heller ikke meningen. Jeg tror ikke man skal forbente at pædagogerne kan give barnet det samme som man kan som forælder, men så kan de noget andet, hvilket sammen med samværet med andre børn er noget man som forælder ikke kan give. Men det er sgu bare hårdt. Jeg kan tage mig selv i i disse dage at gå og ønske jeg befandt mig i 50´erne, for så havde jeg sikkert ikke noget job, og så ville det sikkert ligge i kortene at jeg skulle blive hjemme ved mit lille bitte pus. Altså, det mener jeg jo i virkeligheden ikke, men det er der ine følelser søger hen

ØØhh, guuud hvor laver jeg afsindigt mange tastefejl, når jeg skriver!! beklager Rosa og andre medlæsere, håber jeg gør mig forståeligt alligevel. Det går vist lidt for stærkt