Kan man blive for meget mor?

Rosa skriver:

 

EJ!!! Hvor er det dog trist at læse!!! 

Jeg synes absolut godt man kan blive for meget mor. Personligt synes jeg at langt de fleste mennesker som aldrig kommer ud og opleve noget uden deres unger og kun dyrker gåture-sofa-hyggen er enormt uinspirerende mennesker at være sammen med - beklager, men det tænker jeg altså  Den der "jamen jeg hygger mig bare bedre hjemme i nattøj"-type er da bare så KEDELIG hvis det er det eneste man gider!!!

Altså det kommer jo an på hvad man vil. Hvis man kun ønsker at eksistere her i verden for familielivet, så er det vel fint nok. Man skal så bare være klar over at man med tiden bliver ret ensporet at snakke med for andre mennesker. Og ofte også ret fordømmende overfor alle dem som ikke synes sofaen er det fedeste sted i verden en fredag aften. Jeg synes alt for tit at vi med børn eller børn på vej har så travlt med at dømme de andre for deres "dyre skodbyture" og keedelige, overfladiske liv med uendelige fester m.m. osv. - men i virkeligheden er det jo OS der har ændret os og vores liv med børn er ikke mindre overfladiske hvis det er det eneste vi går op i. 

Tag bare som eksempel hvor mange (meget) unge piger herinde der gennem tiden har brugt som argument  for tidligt moderskab at  "jeg gider alligevel ikke gå i byen mere - det er jeg vokset fra"... Hvor er det overlegent og misforstået at det er umodent at være festglad - og at dette ikke kan gå hånd i hånd med at være en god mor! For slet ikke at tale om at ENTEN er man festabe ELLER mor.

Jeg er gladeligt begge dele og jeg sørger for at være med der hvor mine dejlige venner (som også har børn, flere af dem) er, når det ellers passer ind i alt det andet. Ellers bliver jeg da dødssyg at være sammen med. Og hvis jeg så ovenikøbet begynder at have en holdning om at "jeg ikke fatter de gider i byen" som ligger lidt under overfladen i mange af de indlæg jeg har læst her, så har jeg sgu selv været med til at skubbe de venner laaaangt væk og mig egen rumpe længere ned i sofapuderne.

JEG har valgt at få børn - dermed har jeg valgt at lægge mit EGET liv om. Men hvorfor skal det betyde at mine venner fra da af kun kan se mig i mit køkken til et glas saft lørdag/søndag formiddag hvor de med garanti har tømmermænd? Hvorfor er det kun dem der skal møde mig der hvor JEG er? Hvorfor kan jeg ikke møde dem der hvor de er af og til - altså til en hyggelig festaften eller et glas i byen eller til en julefrokost?

Og hvorfor synes "jeres slags" altid at byture er skod? Som om festlige aftener i byen bare er stegt lever for jer  Så find dog en anden måde at gå i byen på som passer jer!!! En hyggelig aftencafe, et diskotek med 80érpop, en privatfest med god vin og jeres musik? Der er 10.000 måder at få en god aften udenfor sofaen!

Kh

Rosa - som skal afsted til årets store (og eneste) julefest i aften med vennerne mens Farmand passer den lille - og jeg GLÆÆÆDER mig!!!

Øj hvor er det bare godt skrevet! 

Rosa skriver:

 

EJ!!! Hvor er det dog trist at læse!!! 

Jeg synes absolut godt man kan blive for meget mor. Personligt synes jeg at langt de fleste mennesker som aldrig kommer ud og opleve noget uden deres unger og kun dyrker gåture-sofa-hyggen er enormt uinspirerende mennesker at være sammen med - beklager, men det tænker jeg altså  Den der "jamen jeg hygger mig bare bedre hjemme i nattøj"-type er da bare så KEDELIG hvis det er det eneste man gider!!!

Altså det kommer jo an på hvad man vil. Hvis man kun ønsker at eksistere her i verden for familielivet, så er det vel fint nok. Man skal så bare være klar over at man med tiden bliver ret ensporet at snakke med for andre mennesker. Og ofte også ret fordømmende overfor alle dem som ikke synes sofaen er det fedeste sted i verden en fredag aften. Jeg synes alt for tit at vi med børn eller børn på vej har så travlt med at dømme de andre for deres "dyre skodbyture" og keedelige, overfladiske liv med uendelige fester m.m. osv. - men i virkeligheden er det jo OS der har ændret os og vores liv med børn er ikke mindre overfladiske hvis det er det eneste vi går op i. 

Tag bare som eksempel hvor mange (meget) unge piger herinde der gennem tiden har brugt som argument  for tidligt moderskab at  "jeg gider alligevel ikke gå i byen mere - det er jeg vokset fra"... Hvor er det overlegent og misforstået at det er umodent at være festglad - og at dette ikke kan gå hånd i hånd med at være en god mor! For slet ikke at tale om at ENTEN er man festabe ELLER mor.

Jeg er gladeligt begge dele og jeg sørger for at være med der hvor mine dejlige venner (som også har børn, flere af dem) er, når det ellers passer ind i alt det andet. Ellers bliver jeg da dødssyg at være sammen med. Og hvis jeg så ovenikøbet begynder at have en holdning om at "jeg ikke fatter de gider i byen" som ligger lidt under overfladen i mange af de indlæg jeg har læst her, så har jeg sgu selv været med til at skubbe de venner laaaangt væk og mig egen rumpe længere ned i sofapuderne.

JEG har valgt at få børn - dermed har jeg valgt at lægge mit EGET liv om. Men hvorfor skal det betyde at mine venner fra da af kun kan se mig i mit køkken til et glas saft lørdag/søndag formiddag hvor de med garanti har tømmermænd? Hvorfor er det kun dem der skal møde mig der hvor JEG er? Hvorfor kan jeg ikke møde dem der hvor de er af og til - altså til en hyggelig festaften eller et glas i byen eller til en julefrokost?

Og hvorfor synes "jeres slags" altid at byture er skod? Som om festlige aftener i byen bare er stegt lever for jer  Så find dog en anden måde at gå i byen på som passer jer!!! En hyggelig aftencafe, et diskotek med 80érpop, en privatfest med god vin og jeres musik? Der er 10.000 måder at få en god aften udenfor sofaen!

Kh

Rosa - som skal afsted til årets store (og eneste) julefest i aften med vennerne mens Farmand passer den lille - og jeg GLÆÆÆDER mig!!!

Jamen jeg er SÅ enig!!! Jeg orkede bare ikke lige at skrive alt det, he he!!

quar20 skriver:

Ja det var lige hvad jeg fik at vide igår.. Du er blevet alt for meget mor...!!

Også sidder jeg her og tænker.. Kan man virkelig blive FOR MEGET mor?!.. Altså jeg går op i mine børn med liv og sjæl, jeg leger med dem, snakker med dem, nyder dem, jeg putter mig med dem, jeg hygger med dem..!! Ja de er mit liv og min hverdag og jeg står op hver morgen fordi jeg har dem..!!

Vi har ikke været gode til herhjemme at få passet Tino ( 22måneder ), men hva så? Jeg ønsker ikke mit barn skal passes hver anden weekend for at vi ku komme ud blandt venner og veninder og fyre 2000kr af på en skod bytur hvor hele dagen efter er ødelagt.!! Så hellere en tur med drengene eks. nu i det kolde vintervejr.. Så go mad til aften, hygge med lidt dessert om lørdagen, se en tegnefilm, hygge med nattøj og dyner i stuen, indtil man falder i søvn og vågner når lillebror skal have mad, og upa så må storebror hellere bæres i seng..!!

Ja hvad syntes i? Kan man blive for meget mor ved at elske og leve for ens børn?

 

nej det kan man bestemt ikke... 

Tror den kommentar er sagt af misundelse....

TbCp skriver:

Ja det synes jeg egentlig godt man kan....

Jeg synes ALDRIG man kan give sine unger for meget kærlighed, opmærksomhed osv.... men man skal også huske på at der findes andre mennesker og at det ikke nytter noget at bliver helt væk og KUN være mor!
Man skal også huske at være kone/kæreste og SIG SELV.

Enig.

quar20 skriver:

Ja det var lige hvad jeg fik at vide igår.. Du er blevet alt for meget mor...!!

Også sidder jeg her og tænker.. Kan man virkelig blive FOR MEGET mor?!.. Altså jeg går op i mine børn med liv og sjæl, jeg leger med dem, snakker med dem, nyder dem, jeg putter mig med dem, jeg hygger med dem..!! Ja de er mit liv og min hverdag og jeg står op hver morgen fordi jeg har dem..!!

Vi har ikke været gode til herhjemme at få passet Tino ( 22måneder ), men hva så? Jeg ønsker ikke mit barn skal passes hver anden weekend for at vi ku komme ud blandt venner og veninder og fyre 2000kr af på en skod bytur hvor hele dagen efter er ødelagt.!! Så hellere en tur med drengene eks. nu i det kolde vintervejr.. Så go mad til aften, hygge med lidt dessert om lørdagen, se en tegnefilm, hygge med nattøj og dyner i stuen, indtil man falder i søvn og vågner når lillebror skal have mad, og upa så må storebror hellere bæres i seng..!!

Ja hvad syntes i? Kan man blive for meget mor ved at elske og leve for ens børn?

 

Ja, det tror jeg godt man kan...altså ikke elske sine børn for meget, men når børn når en vis alder så er meningen jo at man slipper mere og mere...målet er jo at ende med nogle selvstændige mennesker som gerne vil og kan leve selv og give slip på moar.. så længe man dækker børnenes behov og ikke egne så tror jeg ikke det går helt galt..

Og så er der jo det der med at være for meget fokuseret kun på ens børn...det har jeg oplevet mennesker der er, men det er jo ud fra hvordan jeg er og vil leve...så kan jeg godt ænke lidt om de da ikke har et liv udover deres børn...

Mine børn betyder alt for mig, men jeg betyder også en del for mig selv og ikke al jeg gør handler om mine børn, heldigvis, det ville være synd for dem og jeg..

quar20 skriver:

Ja det var lige hvad jeg fik at vide igår.. Du er blevet alt for meget mor...!!

Også sidder jeg her og tænker.. Kan man virkelig blive FOR MEGET mor?!.. Altså jeg går op i mine børn med liv og sjæl, jeg leger med dem, snakker med dem, nyder dem, jeg putter mig med dem, jeg hygger med dem..!! Ja de er mit liv og min hverdag og jeg står op hver morgen fordi jeg har dem..!!

Vi har ikke været gode til herhjemme at få passet Tino ( 22måneder ), men hva så? Jeg ønsker ikke mit barn skal passes hver anden weekend for at vi ku komme ud blandt venner og veninder og fyre 2000kr af på en skod bytur hvor hele dagen efter er ødelagt.!! Så hellere en tur med drengene eks. nu i det kolde vintervejr.. Så go mad til aften, hygge med lidt dessert om lørdagen, se en tegnefilm, hygge med nattøj og dyner i stuen, indtil man falder i søvn og vågner når lillebror skal have mad, og upa så må storebror hellere bæres i seng..!!

Ja hvad syntes i? Kan man blive for meget mor ved at elske og leve for ens børn?

 

Ja, det synes jeg sagtens man kan.

Jeg har, siden jeg fik Hjalte for 3 år siden været MEGET opmærksom på at jeg ikke KUN skulle være mor-Matilde men i den grad også huske at være MATILDE!

Min datter er kun 3 måneder men jeg glæder mig allerede nu HELT VILDT til at komme ud og være mig selv -Og ikke mindst til den første kongebrandert!

Misforstå mig ikke, jeg elsker mine børn overalt på jorden men jeg elsker også mine alenestunder og jeg vil ikke være gammel og kedelig i en alder af 27, det er jeg simpelthen for ung til 

Jeg må også indrømme at jeg også sagtens synes det kan blive for meget når folk's facebookstatusser hver halve time handler om at nu har lille Ib slået en bøv og nu har lille Ib spist grød for første gang.

Min børn er den største del af mit liv men de er ikke HELE mit liv!

 

EJ!!! Hvor er det dog trist at læse!!! 

Jeg synes absolut godt man kan blive for meget mor. Personligt synes jeg at langt de fleste mennesker som aldrig kommer ud og opleve noget uden deres unger og kun dyrker gåture-sofa-hyggen er enormt uinspirerende mennesker at være sammen med - beklager, men det tænker jeg altså  Den der "jamen jeg hygger mig bare bedre hjemme i nattøj"-type er da bare så KEDELIG hvis det er det eneste man gider!!!

Altså det kommer jo an på hvad man vil. Hvis man kun ønsker at eksistere her i verden for familielivet, så er det vel fint nok. Man skal så bare være klar over at man med tiden bliver ret ensporet at snakke med for andre mennesker. Og ofte også ret fordømmende overfor alle dem som ikke synes sofaen er det fedeste sted i verden en fredag aften. Jeg synes alt for tit at vi med børn eller børn på vej har så travlt med at dømme de andre for deres "dyre skodbyture" og keedelige, overfladiske liv med uendelige fester m.m. osv. - men i virkeligheden er det jo OS der har ændret os og vores liv med børn er ikke mindre overfladiske hvis det er det eneste vi går op i. 

Tag bare som eksempel hvor mange (meget) unge piger herinde der gennem tiden har brugt som argument  for tidligt moderskab at  "jeg gider alligevel ikke gå i byen mere - det er jeg vokset fra"... Hvor er det overlegent og misforstået at det er umodent at være festglad - og at dette ikke kan gå hånd i hånd med at være en god mor! For slet ikke at tale om at ENTEN er man festabe ELLER mor.

Jeg er gladeligt begge dele og jeg sørger for at være med der hvor mine dejlige venner (som også har børn, flere af dem) er, når det ellers passer ind i alt det andet. Ellers bliver jeg da dødssyg at være sammen med. Og hvis jeg så ovenikøbet begynder at have en holdning om at "jeg ikke fatter de gider i byen" som ligger lidt under overfladen i mange af de indlæg jeg har læst her, så har jeg sgu selv været med til at skubbe de venner laaaangt væk og mig egen rumpe længere ned i sofapuderne.

JEG har valgt at få børn - dermed har jeg valgt at lægge mit EGET liv om. Men hvorfor skal det betyde at mine venner fra da af kun kan se mig i mit køkken til et glas saft lørdag/søndag formiddag hvor de med garanti har tømmermænd? Hvorfor er det kun dem der skal møde mig der hvor JEG er? Hvorfor kan jeg ikke møde dem der hvor de er af og til - altså til en hyggelig festaften eller et glas i byen eller til en julefrokost?

Og hvorfor synes "jeres slags" altid at byture er skod? Som om festlige aftener i byen bare er stegt lever for jer  Så find dog en anden måde at gå i byen på som passer jer!!! En hyggelig aftencafe, et diskotek med 80érpop, en privatfest med god vin og jeres musik? Der er 10.000 måder at få en god aften udenfor sofaen!

Kh

Rosa - som skal afsted til årets store (og eneste) julefest i aften med vennerne mens Farmand passer den lille - og jeg GLÆÆÆDER mig!!!

Du skriver ALT det jeg prøvede at skrive i mit (i forhold til dit) halvfesne svar 

Jeg krummer tæer når en 22årig pige siger: "Jeg er aaaalt for gammel og moden til at gå i byen"  

-Nej søde skat, du har taget et valg om at du ikke vil gå i byen mere, men du er ikke for gammel til bylivet, kig på 90% af dine jævnaldrene 

-Og hvad gør det så mig i en alder af 27 til? Old-tusse-Ggmmel og enormt umoden fordi jeg nyder en cocktail (eller 10, hik!) i ny og næ?  -Nej vel? 

MatildeS skriver:

Du skriver ALT det jeg prøvede at skrive i mit (i forhold til dit) halvfesne svar 

 

Jeg krummer tæer når en 22årig pige siger: "Jeg er aaaalt for gammel og moden til at gå i byen"  

-Nej søde skat, du har taget et valg om at du ikke vil gå i byen mere, men du er ikke for gammel til bylivet, kig på 90% af dine jævnaldrene 

-Og hvad gør det så mig i en alder af 27 til? Old-tusse-Ggmmel og enormt umoden fordi jeg nyder en cocktail (eller 10, hik!) i ny og næ?  -Nej vel? 

Enig!

og nu kommer jeg så til at skrive en af de kommentarer, som jeg som regel tager mig i, før jeg får dem skrevet, fordi jeg godt ved at jeg ligger i den øvre ende af aldersspektret herinde, og ikke gider at være efter unge mødre generelt,

Jeg går da heller ikke i byen længere på den måde jeg gjorde da jeg var atten, og det har jeg ikke gjort i sådan bum,bum...ca femten år. Dengang man syntes det var sejt at være fuld, og gik på diskotek for at snave med en eller anden man havde udset sig til en gymnasiefest. Those days are gone..., og heldigvis for det. Men den tid forsvinder altså for de fleste, uanset om de får børn eller ej. Men på et eller andet tidspunkt bliver man altså gammel nok til at kunne indrømme at fest er sjovt, uden at det bliver associeret med at ugens højdepunkt er weekendens bytur(e). Som Rosa skriver. Der er jo masser af måder og steder at gå ud på, og at "gå i byen" er altså rigtig mange ting i mine øjne, og på ingen måde uforenligt med at være en god mor.

quar20 skriver:

Ja det var lige hvad jeg fik at vide igår.. Du er blevet alt for meget mor...!!

Også sidder jeg her og tænker.. Kan man virkelig blive FOR MEGET mor?!.. Altså jeg går op i mine børn med liv og sjæl, jeg leger med dem, snakker med dem, nyder dem, jeg putter mig med dem, jeg hygger med dem..!! Ja de er mit liv og min hverdag og jeg står op hver morgen fordi jeg har dem..!!

Vi har ikke været gode til herhjemme at få passet Tino ( 22måneder ), men hva så? Jeg ønsker ikke mit barn skal passes hver anden weekend for at vi ku komme ud blandt venner og veninder og fyre 2000kr af på en skod bytur hvor hele dagen efter er ødelagt.!! Så hellere en tur med drengene eks. nu i det kolde vintervejr.. Så go mad til aften, hygge med lidt dessert om lørdagen, se en tegnefilm, hygge med nattøj og dyner i stuen, indtil man falder i søvn og vågner når lillebror skal have mad, og upa så må storebror hellere bæres i seng..!!

Ja hvad syntes i? Kan man blive for meget mor ved at elske og leve for ens børn?

 

JAAAAA... DET KAN MAN GODT  (men ikke udfra det du skriver)!! Hvis man kun tænker på sine børn... glemmer sig selv, sin kæreste osv. så er man for meget mor efter MIN mening. Kan sgu heller ikke helt holde de mødre ud, der ikke kan tale om andet end deres børn - det bliver hurtigt for meget!!!

Rosa skriver:

 

EJ!!! Hvor er det dog trist at læse!!! 

Jeg synes absolut godt man kan blive for meget mor. Personligt synes jeg at langt de fleste mennesker som aldrig kommer ud og opleve noget uden deres unger og kun dyrker gåture-sofa-hyggen er enormt uinspirerende mennesker at være sammen med - beklager, men det tænker jeg altså  Den der "jamen jeg hygger mig bare bedre hjemme i nattøj"-type er da bare så KEDELIG hvis det er det eneste man gider!!!

Altså det kommer jo an på hvad man vil. Hvis man kun ønsker at eksistere her i verden for familielivet, så er det vel fint nok. Man skal så bare være klar over at man med tiden bliver ret ensporet at snakke med for andre mennesker. Og ofte også ret fordømmende overfor alle dem som ikke synes sofaen er det fedeste sted i verden en fredag aften. Jeg synes alt for tit at vi med børn eller børn på vej har så travlt med at dømme de andre for deres "dyre skodbyture" og keedelige, overfladiske liv med uendelige fester m.m. osv. - men i virkeligheden er det jo OS der har ændret os og vores liv med børn er ikke mindre overfladiske hvis det er det eneste vi går op i. 

Tag bare som eksempel hvor mange (meget) unge piger herinde der gennem tiden har brugt som argument  for tidligt moderskab at  "jeg gider alligevel ikke gå i byen mere - det er jeg vokset fra"... Hvor er det overlegent og misforstået at det er umodent at være festglad - og at dette ikke kan gå hånd i hånd med at være en god mor! For slet ikke at tale om at ENTEN er man festabe ELLER mor.

Jeg er gladeligt begge dele og jeg sørger for at være med der hvor mine dejlige venner (som også har børn, flere af dem) er, når det ellers passer ind i alt det andet. Ellers bliver jeg da dødssyg at være sammen med. Og hvis jeg så ovenikøbet begynder at have en holdning om at "jeg ikke fatter de gider i byen" som ligger lidt under overfladen i mange af de indlæg jeg har læst her, så har jeg sgu selv været med til at skubbe de venner laaaangt væk og mig egen rumpe længere ned i sofapuderne.

JEG har valgt at få børn - dermed har jeg valgt at lægge mit EGET liv om. Men hvorfor skal det betyde at mine venner fra da af kun kan se mig i mit køkken til et glas saft lørdag/søndag formiddag hvor de med garanti har tømmermænd? Hvorfor er det kun dem der skal møde mig der hvor JEG er? Hvorfor kan jeg ikke møde dem der hvor de er af og til - altså til en hyggelig festaften eller et glas i byen eller til en julefrokost?

Og hvorfor synes "jeres slags" altid at byture er skod? Som om festlige aftener i byen bare er stegt lever for jer  Så find dog en anden måde at gå i byen på som passer jer!!! En hyggelig aftencafe, et diskotek med 80érpop, en privatfest med god vin og jeres musik? Der er 10.000 måder at få en god aften udenfor sofaen!

Kh

Rosa - som skal afsted til årets store (og eneste) julefest i aften med vennerne mens Farmand passer den lille - og jeg GLÆÆÆDER mig!!!

Er bare så enig

Jeg skal til julefrokost i morgen med min klasse og det glæder jeg mig rigtig meget til