Kan man blive for meget mor?

jeg elsker og lever for mine piger, og jeg elsker mit liv som det er.. men jeg vil sige, når jeg har fri weekend nyder jeg min ro og lader op til jeg skal have dem igen, og nyder min kæreste

jeg har så en hobby hvor jeg styrketræner så det hele ikke går op i børn, og det er ikke fordi jeg ikke elsker dem, men jeg vil også gerne gå op i mig selv, og have det godt med mig selv. samt føle jeg kan få succes andre steder end hjemme for mine fire vægge.

Jeg elsker mit liv, og jeg elsker mine børn og nyder tilværelsen som mor det er helt hundred men jeg mener også det er vigtigt at have tid til sig selv, jeg bruger den bare til styrketræning i stedet for druk osv 

Rosa skriver:

 

EJ!!! Hvor er det dog trist at læse!!! 

Jeg synes absolut godt man kan blive for meget mor. Personligt synes jeg at langt de fleste mennesker som aldrig kommer ud og opleve noget uden deres unger og kun dyrker gåture-sofa-hyggen er enormt uinspirerende mennesker at være sammen med - beklager, men det tænker jeg altså  Den der "jamen jeg hygger mig bare bedre hjemme i nattøj"-type er da bare så KEDELIG hvis det er det eneste man gider!!!

Altså det kommer jo an på hvad man vil. Hvis man kun ønsker at eksistere her i verden for familielivet, så er det vel fint nok. Man skal så bare være klar over at man med tiden bliver ret ensporet at snakke med for andre mennesker. Og ofte også ret fordømmende overfor alle dem som ikke synes sofaen er det fedeste sted i verden en fredag aften. Jeg synes alt for tit at vi med børn eller børn på vej har så travlt med at dømme de andre for deres "dyre skodbyture" og keedelige, overfladiske liv med uendelige fester m.m. osv. - men i virkeligheden er det jo OS der har ændret os og vores liv med børn er ikke mindre overfladiske hvis det er det eneste vi går op i. 

Tag bare som eksempel hvor mange (meget) unge piger herinde der gennem tiden har brugt som argument  for tidligt moderskab at  "jeg gider alligevel ikke gå i byen mere - det er jeg vokset fra"... Hvor er det overlegent og misforstået at det er umodent at være festglad - og at dette ikke kan gå hånd i hånd med at være en god mor! For slet ikke at tale om at ENTEN er man festabe ELLER mor.

Jeg er gladeligt begge dele og jeg sørger for at være med der hvor mine dejlige venner (som også har børn, flere af dem) er, når det ellers passer ind i alt det andet. Ellers bliver jeg da dødssyg at være sammen med. Og hvis jeg så ovenikøbet begynder at have en holdning om at "jeg ikke fatter de gider i byen" som ligger lidt under overfladen i mange af de indlæg jeg har læst her, så har jeg sgu selv været med til at skubbe de venner laaaangt væk og mig egen rumpe længere ned i sofapuderne.

JEG har valgt at få børn - dermed har jeg valgt at lægge mit EGET liv om. Men hvorfor skal det betyde at mine venner fra da af kun kan se mig i mit køkken til et glas saft lørdag/søndag formiddag hvor de med garanti har tømmermænd? Hvorfor er det kun dem der skal møde mig der hvor JEG er? Hvorfor kan jeg ikke møde dem der hvor de er af og til - altså til en hyggelig festaften eller et glas i byen eller til en julefrokost?

Og hvorfor synes "jeres slags" altid at byture er skod? Som om festlige aftener i byen bare er stegt lever for jer  Så find dog en anden måde at gå i byen på som passer jer!!! En hyggelig aftencafe, et diskotek med 80érpop, en privatfest med god vin og jeres musik? Der er 10.000 måder at få en god aften udenfor sofaen!

Kh

Rosa - som skal afsted til årets store (og eneste) julefest i aften med vennerne mens Farmand passer den lille - og jeg GLÆÆÆDER mig!!!

Lige mine ord (næsten.....)

Og god fornøjelse..

Hej.

Jeg jeg synes faktisk godt, man kan blive "for meget mor". I min verden er det, når mor "lever" igennem sine børn. De er hendes LIV!!

Vi elsker alle vores børn og vi er alle de bedste forældre for netop vores børn. Men i min verden er "for meget mor" en, der gør sine børn en bjørnetjeneste ved nærmest at skærme dem fra omverden pga mor vil være sammen med sine børn konstant. Atså børnene  får ikke oplevet verden med sine egne oplevelser, erfaringer og med andre mennesker.

Børn kan ikke få for meget kærlighed og omsorg. Men det er forældrenes opgave at ruste deres børn til at kan rumme, håndtere og magte den store vide verden - både sammen med andre og alene.

Når nu børnene bliver voksne og flytter hjemmefra, har man så stadig et liv ell har man viet hele end tilværelse til sine børn??

VH Kloster

Rosa skriver:

 

EJ!!! Hvor er det dog trist at læse!!! 

Jeg synes absolut godt man kan blive for meget mor. Personligt synes jeg at langt de fleste mennesker som aldrig kommer ud og opleve noget uden deres unger og kun dyrker gåture-sofa-hyggen er enormt uinspirerende mennesker at være sammen med - beklager, men det tænker jeg altså  Den der "jamen jeg hygger mig bare bedre hjemme i nattøj"-type er da bare så KEDELIG hvis det er det eneste man gider!!!

Altså det kommer jo an på hvad man vil. Hvis man kun ønsker at eksistere her i verden for familielivet, så er det vel fint nok. Man skal så bare være klar over at man med tiden bliver ret ensporet at snakke med for andre mennesker. Og ofte også ret fordømmende overfor alle dem som ikke synes sofaen er det fedeste sted i verden en fredag aften. Jeg synes alt for tit at vi med børn eller børn på vej har så travlt med at dømme de andre for deres "dyre skodbyture" og keedelige, overfladiske liv med uendelige fester m.m. osv. - men i virkeligheden er det jo OS der har ændret os og vores liv med børn er ikke mindre overfladiske hvis det er det eneste vi går op i. 

Tag bare som eksempel hvor mange (meget) unge piger herinde der gennem tiden har brugt som argument  for tidligt moderskab at  "jeg gider alligevel ikke gå i byen mere - det er jeg vokset fra"... Hvor er det overlegent og misforstået at det er umodent at være festglad - og at dette ikke kan gå hånd i hånd med at være en god mor! For slet ikke at tale om at ENTEN er man festabe ELLER mor.

Jeg er gladeligt begge dele og jeg sørger for at være med der hvor mine dejlige venner (som også har børn, flere af dem) er, når det ellers passer ind i alt det andet. Ellers bliver jeg da dødssyg at være sammen med. Og hvis jeg så ovenikøbet begynder at have en holdning om at "jeg ikke fatter de gider i byen" som ligger lidt under overfladen i mange af de indlæg jeg har læst her, så har jeg sgu selv været med til at skubbe de venner laaaangt væk og mig egen rumpe længere ned i sofapuderne.

JEG har valgt at få børn - dermed har jeg valgt at lægge mit EGET liv om. Men hvorfor skal det betyde at mine venner fra da af kun kan se mig i mit køkken til et glas saft lørdag/søndag formiddag hvor de med garanti har tømmermænd? Hvorfor er det kun dem der skal møde mig der hvor JEG er? Hvorfor kan jeg ikke møde dem der hvor de er af og til - altså til en hyggelig festaften eller et glas i byen eller til en julefrokost?

Og hvorfor synes "jeres slags" altid at byture er skod? Som om festlige aftener i byen bare er stegt lever for jer  Så find dog en anden måde at gå i byen på som passer jer!!! En hyggelig aftencafe, et diskotek med 80érpop, en privatfest med god vin og jeres musik? Der er 10.000 måder at få en god aften udenfor sofaen!

Kh

Rosa - som skal afsted til årets store (og eneste) julefest i aften med vennerne mens Farmand passer den lille - og jeg GLÆÆÆDER mig!!!

Virkelig godt skrevet!

Jeg er totalt enig!

Rigtig god fest i aften  Drik en drink for mig (der faktisk glæder sig lidt til den dag om ca. 3 måneder, hvor farmand kan passe lillebebs og mor kan slå sig løs med veninderne)

Jeg synes ikke at man kan blive for meget mor. Jeg har det lige som dig og jeg er super glad for mit liv Jeg elsker at være mor. Ja ser da venner engang i mellem. Men jeg gider ikke i byen og ha tømmermænd. Så vil jeg heller sidde og ha en hygge middag med venner og børn. Når de små så er kommet i seng så kan man bare sidde og hygge og snakke og få lidt vin

TbCp skriver:

Ja det synes jeg egentlig godt man kan....

Jeg synes ALDRIG man kan give sine unger for meget kærlighed, opmærksomhed osv.... men man skal også huske på at der findes andre mennesker og at det ikke nytter noget at bliver helt væk og KUN være mor!
Man skal også huske at være kone/kæreste og SIG SELV.

HELT ENIG!!

 

EJ!!! Hvor er det dog trist at læse!!! 

Jeg synes absolut godt man kan blive for meget mor. Personligt synes jeg at langt de fleste mennesker som aldrig kommer ud og opleve noget uden deres unger og kun dyrker gåture-sofa-hyggen er enormt uinspirerende mennesker at være sammen med - beklager, men det tænker jeg altså  Den der "jamen jeg hygger mig bare bedre hjemme i nattøj"-type er da bare så KEDELIG hvis det er det eneste man gider!!!

Altså det kommer jo an på hvad man vil. Hvis man kun ønsker at eksistere her i verden for familielivet, så er det vel fint nok. Man skal så bare være klar over at man med tiden bliver ret ensporet at snakke med for andre mennesker. Og ofte også ret fordømmende overfor alle dem som ikke synes sofaen er det fedeste sted i verden en fredag aften. Jeg synes alt for tit at vi med børn eller børn på vej har så travlt med at dømme de andre for deres "dyre skodbyture" og keedelige, overfladiske liv med uendelige fester m.m. osv. - men i virkeligheden er det jo OS der har ændret os og vores liv med børn er ikke mindre overfladiske hvis det er det eneste vi går op i. 

Tag bare som eksempel hvor mange (meget) unge piger herinde der gennem tiden har brugt som argument  for tidligt moderskab at  "jeg gider alligevel ikke gå i byen mere - det er jeg vokset fra"... Hvor er det overlegent og misforstået at det er umodent at være festglad - og at dette ikke kan gå hånd i hånd med at være en god mor! For slet ikke at tale om at ENTEN er man festabe ELLER mor.

Jeg er gladeligt begge dele og jeg sørger for at være med der hvor mine dejlige venner (som også har børn, flere af dem) er, når det ellers passer ind i alt det andet. Ellers bliver jeg da dødssyg at være sammen med. Og hvis jeg så ovenikøbet begynder at have en holdning om at "jeg ikke fatter de gider i byen" som ligger lidt under overfladen i mange af de indlæg jeg har læst her, så har jeg sgu selv været med til at skubbe de venner laaaangt væk og mig egen rumpe længere ned i sofapuderne.

JEG har valgt at få børn - dermed har jeg valgt at lægge mit EGET liv om. Men hvorfor skal det betyde at mine venner fra da af kun kan se mig i mit køkken til et glas saft lørdag/søndag formiddag hvor de med garanti har tømmermænd? Hvorfor er det kun dem der skal møde mig der hvor JEG er? Hvorfor kan jeg ikke møde dem der hvor de er af og til - altså til en hyggelig festaften eller et glas i byen eller til en julefrokost?

Og hvorfor synes "jeres slags" altid at byture er skod? Som om festlige aftener i byen bare er stegt lever for jer  Så find dog en anden måde at gå i byen på som passer jer!!! En hyggelig aftencafe, et diskotek med 80érpop, en privatfest med god vin og jeres musik? Der er 10.000 måder at få en god aften udenfor sofaen!

Kh

Rosa - som skal afsted til årets store (og eneste) julefest i aften med vennerne mens Farmand passer den lille - og jeg GLÆÆÆDER mig!!!

NØJ, hvor var det bare godt sagt. Jeg er HELT enig, og elsker formuleringen "som om festlige aftener i byen bare er stegt lever for jer" . Den kommer jeg til at more mig over hele weekenden.

Jeg elsker mit barn, mit hjerte klaprer af glæde over at vi er blevet en rigtig familie, og jeg stornyder dage i nattøj, barnevognsture og familietid i dobbeltsengen, men jeg har levet 35 helt udmærkede år før jeg blev mor, og jeg er på langt de fleste måder præcis den samme som jeg var før. De de ting der gav mit liv glæde og indhold før er ikke blevet mindre værd af at jeg har fået endnu mere at glæde mig over og fylde mit liv med. Det er bestemt heller ikke slut med festlige aftener i byen herfra.

Maria

Kloster skriver:

Hej.

Jeg jeg synes faktisk godt, man kan blive "for meget mor". I min verden er det, når mor "lever" igennem sine børn. De er hendes LIV!!

Vi elsker alle vores børn og vi er alle de bedste forældre for netop vores børn. Men i min verden er "for meget mor" en, der gør sine børn en bjørnetjeneste ved nærmest at skærme dem fra omverden pga mor vil være sammen med sine børn konstant. Atså børnene  får ikke oplevet verden med sine egne oplevelser, erfaringer og med andre mennesker.

Børn kan ikke få for meget kærlighed og omsorg. Men det er forældrenes opgave at ruste deres børn til at kan rumme, håndtere og magte den store vide verden - både sammen med andre og alene.

Når nu børnene bliver voksne og flytter hjemmefra, har man så stadig et liv ell har man viet hele end tilværelse til sine børn??

VH Kloster

Meget enig

TbCp skriver:

Ja det synes jeg egentlig godt man kan....

Jeg synes ALDRIG man kan give sine unger for meget kærlighed, opmærksomhed osv.... men man skal også huske på at der findes andre mennesker og at det ikke nytter noget at bliver helt væk og KUN være mor!
Man skal også huske at være kone/kæreste og SIG SELV.

Jeg er helt enig. 

Ja. Man må ikke leve FOR sine børn. Man skal leve for sig selv. Og hvis man lever aller lykkeligst ved at gå 100% op i børnene så er det jo bare fjong

Derudover så skal man huske ikke kun at være mor, men også være veninde, kæreste, elskerinde og datter/søster til sin familie!