Ingen vuggestue før 2 år mener eksperter -hvad mener i?

Ni-ko-li-ne skriver:

jeg ville med glæde have gået hjemme med vores datter de 2 år, hvis det er det bedste... men jeg tror det optimale er en 4 - 5 timer institution om dagen...

dette er dog langt fra muligt i ret mange hjem... heller ikke i vores...

jeg tror dog ikke man kan skære alle over een kam og sige at det er skadeligt for ALLE børn at komme i pasning før de er 2 år gamle... børn er jo individder...

Men hvis du vender den om og hånden på hjertet, mener du så der er børn der har bedre af at komme ud blandt en masse andre børn og ikke få den kontakt som børn har brug for i den alder....

Og nu tænker jeg ikke på børn i ressourcesvage familier, men helt almindeligt velfungerende børn og familier..

hmm altså jeg står nok lidt to steder.

jeg mener helt bestemt børn har godt af at komme ud til andre. jeg gik selv hjemme ved min mor til jeg var næsten 3 år og skulle i børnehave. da jeg endeligt kom ud var jeg ret reseveret og kunne kun lide en af de voksne, jeg græd hver dag i rigtig lang tid og sad i vinduet og ventede på min mor kom og hentede mig. er sikker på at jeg som barn ville have været mere "socialt" andlagt og ikke så skræmt for verdenen hvis jeg havde været ude tidligt. det er heldigvis noget jeg er vokset fra.

jeg tror man tit som forældre har en tendens til at pyldre for meget om børnene, og gøre alting for dem, og derfor tror jeg de har godt af at komme ud blandt andre.

min datter kom i dp som 9 mdr, ca 2 mdr før min barsels sluttede, og det var af den årsag at jeg gerne ville have god tid til at kører hende ind og jeg kunne have hende hjemme nogle dage og hente tidligt. det har været rigtig godt for os. hun er ikke ked af at komme afsted og hun bliver super glad når jeg henter hende og har altid haft det godt og er aldrig ked af det i dp. nu har jeg så besluttet at jeg vil læse, så har været længere tid hjemme end hvad jeg skulle. vanessa har tit hjemme dage hvor vi rigtig hygger og det er ikke et must hun skal afsted.

så er der sikkert nogle der synes jeg så er en dårlig mor pga det, men det synes jeg bestemt ikke. 

jeg order alle de praktiske ting når hun er i dp og når hun komme hjem, bruger jeg alt tiden på hende. tror bestemt ikke hun lider under det.

det ville da være fedt hvis man havde muligheden for at gå hjemme i to år, for nogen. hvis jeg selv havde muligheden, tror jeg dog ikke jeg ville gøre det.

om det er skadeligt at komme i vuggestue eller dp før man er 2 år, tror jeg ikke. ja så skal det da været hvis man er væk hele dagen og så forældrene heller ikke tager sig tid til barnet når det er hjemme.

Jildes skriver:

Men hvis du vender den om og hånden på hjertet, mener du så der er børn der har bedre af at komme ud blandt en masse andre børn og ikke få den kontakt som børn har brug for i den alder....

Og nu tænker jeg ikke på børn i ressourcesvage familier, men helt almindeligt velfungerende børn og familier..

ja hånden på hjertet, jeg tror alle børn har meget forskellige behov, og jeg tror derfor ikke den pasningsmodel man benytter idag er optimal for alle...

jeg er ret sikker på at nogle børn havde bedre af at blive hjemme og så være i legegrupper for at få social kontakt med andre børn...

maria_wt skriver:

Nej det har du så ret i.. Alle børn er ikke ens

Og det er vi forældre heller ikke... Ved ikke helt om jeg ville være normal i hovedet efter 2 år hjemme... PYHA

det håber jeg da du ville... hi hi

jeg har skam gået over to år hjemme nu... sygemeldt-barsel-sygemeldt igen...

og ja, det kræver lidt selvdisciplin ikke at blive et dovent rad

Thalia skriver:

Personligt er jeg slet ikke i tvivl om at børn ikke "har brug for" at komme i vuggestue eller DP før de er 2 år gamle. Små børn har efter min mening brug for trygge rammer og nærhed med mor og far, og jeg kan faktisk godt blive lidt harm når jeg ind imellem hører folk snakke om at de sender deres unger i pasning fordi det jo er synd at de bare skal gå hjemme og kede sig. - Eller når man siger at det jo er godt for børnene at komme afsted fordi de jo skal lære at begå sig socialt. - Det behøver man absolut ikke være væk fra mor og far størstedelen af en uge for at lære.

Når det er sagt synes jeg samtidig man er nødt til at se på det behov familien har som helhed, og det kan altså godt nogle gange være noget andet end det baby har brug for. Eksempelvis er det ikke alle mødre eller fædre der vil kunne trives med at gå hjemme med børn i så lang tid. Mange savner kontakt med andre voksne og andre interesser efter få måneders barsel, og så er det måske bare slet ikke fedt at vide at man er lænket til komfuret i 2 år. Oven i det er der så de økonomiske hensyn der spiller ind. Meget få har råd til at gå hjemme i to år sådan som samfundet er skruet sammen i dag.

Det der for mig er meget sigende for den sidstnævnte problemstilling, er at i takt med at gennemsnitsalderen for førstegangsforældre er steget, er de nybagte forældre ofte også meget etablerede når baby melder sin ankomst. Huset er købt, jobbet er på plads og man er generelt ”sat” på mange måder. – Så er det rigtig svært at skabe luften i økonomien til at gå hjemme i længere tid, selv hvis man gerne vil det.

Oven i det er der altså også bare en tendens til at folk ikke altid prioriterer babys behov pokkers højt. Forstået på den måde at man tit er villig til at flytte til den anden ende af landet hvis det fantastiske job dukker op, men man er mindre villig til at flytte fra den lækre villa i byen til det mindre og måske ældre hus på landet – også selvom sådan en flytning måske er det som giver råd til 2 års barsel.

Jeg tænker det ikke så meget som noget folk skal gonkes i hovedet med, for en familie består af flere personer, og der skal være plads til alle – ikke kun baby. Men jeg synes faktisk at de nye psykologudtalelser er en god anledning til at overveje hvad det er man bruger sin tid på i babys første leveår. Eksempelvis kan det godt være man ikke kan holde barsel i to år fordi familiens økonomi også skal hænge sammen, men så kan man måske skære ned på aktiviteterne udenfor pasningen og give mere plads til at små børn bare er hjemme sammen med mor og far når de har fri – og måske endda får lov at kede sig engang imellem.

 Jeg kunne ikke skrive det bedre selv.

Jeg mener SLET ikke at det er for børnenes skyld at vi placere dem uden for hjemme sammen med mange andre børn. Og det gælder også i dagpleje, for de render RIGTIG meget på besøg hos hinanden. I hvert fald ikke før de er de her 2 år gamle.

Vi har valgt at jeg går hjemme hos vores den yngste. Desværre var hun i vuggestue fra hun var lige under et år til lige under to år. Vi har fået en hel anden pige nu hvor jeg går hjemme. Nu er hun blevet meget mere kærlig og omsorgsfuld. Hun er gladere og tryggere. Før oplevede hun at hun hele tiden skulle kæmpe med andre børn om tingene og tiden. Ligeledes er vores store piger ikke i SFO. Når de har været i skole i 6 timer, så har de fået nok. Maja på 2 år går i legestue 2-3 formiddage om ugen, og det er bestemt nok for hende.

Ikke alle kan eller har lyst til at træffe samme valg. Men alt for mange bilder sig selv og hinanden ind at de placere et 8-12 mdr gammelt barn i institution eller DP for barnets skyld. Det er for samfundets og forældrenes skyld at så små børn bliver passet ude i så mange timer.

Marianne

www.stjerneleg.dk

Thalia skriver:

Personligt er jeg slet ikke i tvivl om at børn ikke "har brug for" at komme i vuggestue eller DP før de er 2 år gamle. Små børn har efter min mening brug for trygge rammer og nærhed med mor og far, og jeg kan faktisk godt blive lidt harm når jeg ind imellem hører folk snakke om at de sender deres unger i pasning fordi det jo er synd at de bare skal gå hjemme og kede sig. - Eller når man siger at det jo er godt for børnene at komme afsted fordi de jo skal lære at begå sig socialt. - Det behøver man absolut ikke være væk fra mor og far størstedelen af en uge for at lære.

Når det er sagt synes jeg samtidig man er nødt til at se på det behov familien har som helhed, og det kan altså godt nogle gange være noget andet end det baby har brug for. Eksempelvis er det ikke alle mødre eller fædre der vil kunne trives med at gå hjemme med børn i så lang tid. Mange savner kontakt med andre voksne og andre interesser efter få måneders barsel, og så er det måske bare slet ikke fedt at vide at man er lænket til komfuret i 2 år. Oven i det er der så de økonomiske hensyn der spiller ind. Meget få har råd til at gå hjemme i to år sådan som samfundet er skruet sammen i dag.

Det der for mig er meget sigende for den sidstnævnte problemstilling, er at i takt med at gennemsnitsalderen for førstegangsforældre er steget, er de nybagte forældre ofte også meget etablerede når baby melder sin ankomst. Huset er købt, jobbet er på plads og man er generelt ”sat” på mange måder. – Så er det rigtig svært at skabe luften i økonomien til at gå hjemme i længere tid, selv hvis man gerne vil det.

Oven i det er der altså også bare en tendens til at folk ikke altid prioriterer babys behov pokkers højt. Forstået på den måde at man tit er villig til at flytte til den anden ende af landet hvis det fantastiske job dukker op, men man er mindre villig til at flytte fra den lækre villa i byen til det mindre og måske ældre hus på landet – også selvom sådan en flytning måske er det som giver råd til 2 års barsel.

Jeg tænker det ikke så meget som noget folk skal gonkes i hovedet med, for en familie består af flere personer, og der skal være plads til alle – ikke kun baby. Men jeg synes faktisk at de nye psykologudtalelser er en god anledning til at overveje hvad det er man bruger sin tid på i babys første leveår. Eksempelvis kan det godt være man ikke kan holde barsel i to år fordi familiens økonomi også skal hænge sammen, men så kan man måske skære ned på aktiviteterne udenfor pasningen og give mere plads til at små børn bare er hjemme sammen med mor og far når de har fri – og måske endda får lov at kede sig engang imellem.

Jeg er enig i rigtig meget af det du skriver, så citerer lige i stedet for at skrive det hele igen.

Men må bare lige tilføje, at jeg altid bliver lidt ked af at den kun strander på viljen til at prioritere anderledes økonomisk, når diskussionen falder på om man skal gå på arbejde/være hjemme. Jeg er godt klar over at arbejdet for nogen simpelthen ikke er andet end en måde at tjene det nødvendige til dagen og vejen, og jo kortere tid man kan bruge på det, jo bedre.

Jeg skal tilbage på arbejde efter jul med et otte måneder gammelt barn herhjemme. I første omgang skal jeg være på deltid, og hun skal passes af en barnepige hjemme hos os selv, så der kun bliver en ny voksen at forholde sig til. Bagefter skal hun være hjemme sammen med sin far indtil sommer, og jeg håber vi kan holde hende ude af institutionslivet til hun er næsten halvandet år. MEN jeg ville ikke have valgt at gå hjemme i to år. Jeg er ikke en pengegal egoist, og for pengenes skyld kunne vi såmænd godt klare os for mindre. Men jeg savner mit arbejde. Jeg savner at bruge det jeg kan og jeg savner samspillet med mine kolleger, som i mange tilfælde også er mine venner. Jeg savner at være noget andet og mere end mor, og jeg har rigtig meget at bidrage med i livet udover at være mor.

Vi kunne godt prioritere anderledes økonomisk og kunne godt være hjemme i to år uden de store afsavn. Vi lever ikke ekstravagant på nogen måde (bor billigt, har to gamle biler og frådser bestemt ikke i forbrugsgoder), men vi er veluddannede og engagerede i det vi gør udenfor hjemmets fire vægge, og det er en del af vores barns vilkår. Når, det så er sagt, vil vi gerne strække den så længe som muligt med pasningen, og foretrækker altså i første omgang en en-til-en pasning herhjemme. 

birthee skriver:

Jeg gik hjemme det første år med Frederik - derefter startede han i dagpleje, men kun fra 9-15!!!! Når jeg havde fri, var han der måske fra 9-12, hvorefter jeg hentede og vi gik hjem og tog en middagslur sammen  Hvis han altså ikke var helt hjemme den dag... Det kunne være vi tog på biblioteket, i svømmehallen, en tur i skoven, eller bare var hjemme og hyggede...

Nu hvor han er startet i børnehave, er han der stadig ikke mere end fra 9-15 - som et af de eneste børn!!! Hvis han er der længe, er kl måske 15.30 når han bliver hentet... Det har jeg valgt at prioritere, fordi han i perioder godt kan have det svært med at være sammen med for mange børn i for lang tid...

Ellers har det været sådan, indtil jeg desværre blev sygemeldt her i november, at farfar har hentet ham hver onsdag... hver 2. onsdag sov han så hos dem, og havde fridag om torsdagen, hvor jeg så hentede når jeg havde fri... Det er han rigtig glad for, og efter jeg er blevet sygemeldt, har vi holdt fast i at han nu bliver hentet hver anden onsdag, sover deroppe, jeg henter ham torsdag morgen, vi spiser morgenmad sammen med farmor, og så kommer han i børnehave... men bliver stadig hentet kl 15... nogle dage får han stadig hans fridag oppe ved farmor, alt efter hvad de skal i børnehaven...

Jeg vil gerne gå hjemme det år, hvor jeg har barsel - sådan bliver det også når jeg går på barsel til marts.... Og stadig skal Frederik have hans fridage mv., men jeg må desværre indrømme at jeg nok ikke er den der kan gå hjemme i 2 år... Hovedsageligt pga. økonomiske årsager, men tror jeg vil "kede" mig... vi har så herhjemme valgt at jeg i en periode tager et deltidsarbejde efter endt barsel, for at have muligheden for at prioritere børnene, og ikke give dem de lange institutionsdage...

Sådan et liv kunne jeg rigtig godt tænke mig. Det ville også være meget mere i tråd med mine ønsker end at være helt hjemme i to år. Det lyder dejligt med korte dage i institution.

Smølf skriver:

Der har været en del i nyhederne den seneste tid, hvor eksperter står frem og siger, at de ikke kan anbefale at man sender sit barn afsted i vuggestue, før det er 2 år. Nogen mener, at det ligefrem kan være skadeligt. Se evt artiklen jeg linker til.

Hvad synes i?

Personlig bliver jeg ked af at læse det, da vi ikke har mulighed for at gå hjemme med den yngste til hun bliver to år. Man vil jo gerne gøre det bedste for sit barn. Så kunne man jo måske forslå at mødrene gik på deltid, men det er ikke muligt i mit job -og sikkert heller ikke i mange andres.

Men igen... Hvilket samfund ville vi få, hvis alle mødre blev hjemme til deres børn var 2 år? Ville det ikke ende med at der blev født færre børn? Hvad tror i?

/smølf

Altså hvis de skulle blive skadet af det, så var min søn allerede blevet skadet.....og det er han altså ikke  Han har et meget kvikt hoved, er utrolig kærlig, glad, smilende og generelt bare dejlig....helt som han skal være.

Min søn startede i vuggestue da han var 14 mdr. gammel, og han var rigtig glad og tryg ved det. Jeg kunne mærke på ham at han virkelig nød det. jeg kan ikke lige se, hvor de skulle tage skade af det

maria_wt skriver:

Jeg er ikke enig med dem må jeg sige..

Kan selvfølgelig mest tale for mit eget barn, og han har KUN haft godt af at komme ud..

Jeg er enig med dig. Nu er Dicte slet ikke startet endnu, men jeg kan mærke at hun keder sig når hun skal gå alene hjemme sammen med mig, og at hun elsker at være sammen med andre børn og lære at begå sig socialt med dem. Jeg er helt sikker på, at hun bliver glad for at komme i DP og få leget en masse. At jeg så ikke har lyst til at hun skal være der fuldtid, det er jo mit valg, fordi jeg kommer til at savne hende helt vildt.

Jeg kan godt se det gode i at de får nærheden fra mor og far, men det er jo bare ikke muligt at gå hjemme evigt.

Min søn kom i vuggestue da han var 9½ måned og fortryder ikke 1 sekund, han nyder at komme der og har ikke oplevet noget dårligt ved det.

Jeg arbejder selv i en vuggestue, og jeg kan ikke se fordelen ved at barnet skal være så stort og opmærksom på manglen af mor når det skal starte, jeg kan kun se at det må være sværere lige pludseligt at skulle undvære sin mor mens hun skal arbejde. for når de er 2 år er de så meget mere klare over at de skal undvære mor.

men som flere har skrevet så er vi jo alle heldigvis så forskellige