Er du bange?

SSL skriver:

Puha, det må også være svært både for dig som mor, at fortælle - men også for børnene..

Min far døde da jeg var 4år, og jeg var SÅ bange for min mor skulle dø, for hvad skulle der så ske med mig osv osv, og så selve sorgen i at miste.. Puha..

Men hvor godt, at du dog forsikrer din dreng om du ikke kan love og garantere noget, det synes jeg er flot håndteret af dig!

Ja men jeg synes bare man tit lover sine børn at man er uovervindelig. Man skal passe på med at love dem for meget, for pludselig en dag finder de jo ud af livets barske realiteter. Havde ikke lige regnet med at jeg skulle tage sådan en snak med min søn, for det der skete, er jo ikke lige noget man regner med. Men jeg er glad for vi tog snakken....min søn er i hvert fald blevet mere rolig.

Det må have været hårdt for dig at stå uden en far i en alder af kun 4 år, og jeg kan sagtens forstå at du var bange for at miste din mor også. har man først mistet en, vil frygten for at miste en mere, jo sidde dybt i en....og specielt når man ikke er ældre, end du var.

Kruse90 skriver:

Hej skønne kvinder.

Er i bange for at dø??
Hvorfor?

Hvad tror I der sker efter døden?

Ja jeg er selv meget meget bange, kan ikke lide uvisheden

Og jeg ved ikke hvad der sker, men håber man BLIVER sammen med sin kære et andet dejligt sted end jorden

Nå bare link tanker herfra.

Kram

Jeg er ikke bange for at dø, utroligt nok glæder jeg mig! Ikke som i at jeg gerne vil dø, jeg elsker mit liv, men jeg glæder mig til forhåbentlig at kunne overbevise alle skeptikerne, bl.a. min kæreste, der er så negative omkring min tro på den 6. sans, det "overnaturlige" osv. For så skal jeg hjemsøge dem for alle pengenem, hvis jeg får muligheden for det - Selvfølgelig bare så de ved at jeg er der, jeg har ikke i sinde at skræmme folk eller noget.

Åh Gud.. Jeg er selv utrolig bange for at dø!! Jeg får bare så ondt i maven ved tanken om at ''var det egentlig bare dét'' ?? Det er rigtig frustrerende
- Det er ikke noget jeg tænker over til daglig, men når jeg så endelig tænker over det, ja så bliver der godt nok også tænkt igennem!!

Knus Anne

Carina1977 skriver:

Ja men jeg synes bare man tit lover sine børn at man er uovervindelig. Man skal passe på med at love dem for meget, for pludselig en dag finder de jo ud af livets barske realiteter. Havde ikke lige regnet med at jeg skulle tage sådan en snak med min søn, for det der skete, er jo ikke lige noget man regner med. Men jeg er glad for vi tog snakken....min søn er i hvert fald blevet mere rolig.

Det må have været hårdt for dig at stå uden en far i en alder af kun 4 år, og jeg kan sagtens forstå at du var bange for at miste din mor også. har man først mistet en, vil frygten for at miste en mere, jo sidde dybt i en....og specielt når man ikke er ældre, end du var.

Årh altså, sikke også en bekymring at stå med som en 'lille' dreng ikk  Men ja, helt korrekt som du siger, man skal nok ikke love dem noget, man ikke ved om kan holdes.. Det tror jeg også var min mors største hovedpine, og hun måtte jo love mig, der ikke kunne ske hende noget, fordi jeg var så angst.. Og selvom det har været 'forkert' har hun gjort det rette i dét øjeblik, da jeg ikke har været ældre.. Men der er selvf. også en forskel på om man har mistet en forældre i forvejen, eller at ens vens mor er gået bort, puha - men ganske ganske frygteligt for den dreng, og at din dreng har været så bekymret, det bør de slet ikke skulle være i den alder da

Uhh det er jo et af de helt store "poblemer" i vores verden som mor og som individ.. DØDEN...

Jeg var som dig, bange for det uvisse, frygten for selve døden men også hvad der nu lige kom bagefter..

Jeg tror ikke på der er EN gud som bestemmer hvem der skal op/ned men at der er noget/nogen som guider os.

For næsten 6 år d.d. oplevede jeg desværre/heldigvis selv døden på meget tæt hold... Jeg blev erklæret klinisk død på frederiksberg hjerteafd. i ca 15 sek før de fik mig "startet" igen (Klinisk død, dvs. hjertet er stoppet og der er ingen aktivitet i kroppen ejheller hjernen)

Og helt ærligt? Jeg er glad for det skete, glad for jeg fik set mig lidt omkring i hvad der sker. Også selvom det måske ikke er det som rent faktisk sker med mig når jeg endeligt dør og ikke starter igen... Efter dette skete tror jeg mere på at der "Er noget vi ikke kan se". Jeg snakkede med min morfar - som på det tidspunkt var død og havde været det i mange år -  men han sagde "Det er ikke din tid endnu, du har mere du skal nå"  Jeg har sidenhen oplevet en enorm ro, hvor der tidligere var frygt har jeg nu fundet fred.

Jeg ved godt mange ville sige min "samtale" er et sidste elektronisk impuls i hjernen, men det burde ikke være muligt, da elektroderne ikke vidste nogen hjerneaktivitet mens mit hjerte stod stille... Den dag var min krop lige på "stand-by"....

Jeg tror det jeg er mest bange for, er ikke at nå og se mine børn vokse op, se mine børnebørn (hvis jeg får sådan nogle) men selve døden og  hvad der kommer bagefter, er jeg ikke urolig/bange for.

En lidt længere smøre  

Kruse90 skriver:

Hej skønne kvinder.

Er i bange for at dø??
Hvorfor?

Hvad tror I der sker efter døden?

Ja jeg er selv meget meget bange, kan ikke lide uvisheden

Og jeg ved ikke hvad der sker, men håber man BLIVER sammen med sin kære et andet dejligt sted end jorden

Nå bare link tanker herfra.

Kram

Åh et trist emne - det er sådan noget man helst vil undgå og snakke om og også som du, bare tænke på!..

Men det hjælper jo og snakke om det

Jeg tror også at før jeg fik Liva, der var jeg mest bange for at andre døde.. specielt min mor Og det er jeg stadig.
Men nu er jeg også bange for selv og dø, dels pga de ting jeg ikk får oplevet med Liva - men også dem hun ikke får med mig.

Men tror at man skal søge hjælp hvis det går en for meget på...
Altså hvis ikk man kan tænke på andet og det er en "plage".
For så ender det med ens tanker er mere på det end og leve livet og det ville også være synd. For man ved jo ikk hvornår man ikke er her mere.

Man kan kun håbe man er her længe endnu - der er altid håb ..

SSL skriver:

Årh altså, sikke også en bekymring at stå med som en 'lille' dreng ikk  Men ja, helt korrekt som du siger, man skal nok ikke love dem noget, man ikke ved om kan holdes.. Det tror jeg også var min mors største hovedpine, og hun måtte jo love mig, der ikke kunne ske hende noget, fordi jeg var så angst.. Og selvom det har været 'forkert' har hun gjort det rette i dét øjeblik, da jeg ikke har været ældre.. Men der er selvf. også en forskel på om man har mistet en forældre i forvejen, eller at ens vens mor er gået bort, puha - men ganske ganske frygteligt for den dreng, og at din dreng har været så bekymret, det bør de slet ikke skulle være i den alder da

Nej jeg havde også bare så ondt af min søns klassekammerat. De havde 3 børn: en pige på 11 år, en dreng på 8 år og en lille pige på kun 3 år. Og så stod deres far tilbage fuldstændig magtesløs. Han stod midt i sorgen, samtidig med at han skulle tage sig af 3 børn, som selvfølgelig var rigtig kede af det. heldigvis har børnene fået psykologhjælp og heldigvis rigtig hurtigt.

Drengen på 8, altså min søns klassekammerat, ville pludselig meget ofte med min søn hjem for at lege. Når han var her klamrede han sig næsten til mig, som om han manglede den der moderlige omsorg. Jeg havde bare så ondt af ham. Heldigvis har han det efter omstændighederne godt her 8 mdr. efter. Hans far har fundet sig en ny kæreste. Hun kan jo ikke være en erstatning for hans mor, men jeg tror hun giver ham noget, som han har brug for. Oveni alt det her har drengen fået konstateret damp, som han nu får medicin imod. Så der er mange ting på een gang, der har været svært.

Men øv altså det er så synd at børn skal gennemgå sådan noget her. Nogen gange synes man at det hele er alt for uretfærdigt.

Jeg tror bestemt også din mor sagde de ting til dig i en god mening. Hun sagde det jo for at trøste dig og for at berolige dig....og hvad skal man ellers sige til en 4-årig, som lige har mistet sin far? Min søn var jo trods alt 9 år, og det er altså nemmere at forklare en 9-årig om så alvorlig en ting som døden.

GÅ NU VÆK DUMME TRÅD!!!

Jeg vil slet ikke tænke på døden...... Jeg har alt for mange gange som 11-12 årig siddet på mit værelse og holdt mig selv oppe hele natten, fordi jeg ikke ville have tiden gik hurtigt og jeg så var tættere på at skulle dø......

Hader tanken om man bare forsvinder og er væk, og simpelthen bare er ophørt med at eksistere...... Det kan mit hovede ikke fatte....

Øv jeg bliver så depri af at tænke på det....... Væk væk væk....... 

ProjektBaby nu med håb skriver:

Uhh det er jo et af de helt store "poblemer" i vores verden som mor og som individ.. DØDEN...

Jeg var som dig, bange for det uvisse, frygten for selve døden men også hvad der nu lige kom bagefter..

Jeg tror ikke på der er EN gud som bestemmer hvem der skal op/ned men at der er noget/nogen som guider os.

For næsten 6 år d.d. oplevede jeg desværre/heldigvis selv døden på meget tæt hold... Jeg blev erklæret klinisk død på frederiksberg hjerteafd. i ca 15 sek før de fik mig "startet" igen (Klinisk død, dvs. hjertet er stoppet og der er ingen aktivitet i kroppen ejheller hjernen)

Og helt ærligt? Jeg er glad for det skete, glad for jeg fik set mig lidt omkring i hvad der sker. Også selvom det måske ikke er det som rent faktisk sker med mig når jeg endeligt dør og ikke starter igen... Efter dette skete tror jeg mere på at der "Er noget vi ikke kan se". Jeg snakkede med min morfar - som på det tidspunkt var død og havde været det i mange år -  men han sagde "Det er ikke din tid endnu, du har mere du skal nå"  Jeg har sidenhen oplevet en enorm ro, hvor der tidligere var frygt har jeg nu fundet fred.

 

Jeg ved godt mange ville sige min "samtale" er et sidste elektronisk impuls i hjernen, men det burde ikke være muligt, da elektroderne ikke vidste nogen hjerneaktivitet mens mit hjerte stod stille... Den dag var min krop lige på "stand-by"....

Jeg tror det jeg er mest bange for, er ikke at nå og se mine børn vokse op, se mine børnebørn (hvis jeg får sådan nogle) men selve døden og  hvad der kommer bagefter, er jeg ikke urolig/bange for.

En lidt længere smøre  

 Hvor er jeg egentlig et eller andet sted glad for din beskrivelse omkring, hvad du oplevede da du var klinisk død. det giver jo også i hvert fald mig et eller andet håb om at det hele ikke er slut endnu, den dag vi ikke længere trækker vejret. Jeg har mistet en del familiemedlemmer og jeg savner dem vanvittigt meget. Jeg håber virkelig at der er noget bagefter og at jeg måske kommer til at se dem igen, mærke dem og snakke med dem. dit indlæg giver da i hvert fald håb....og til jer skeptikere derude...jeg er ikke gak gak

Man har jo hørt mange historier om folk der kortvarigt var død, og som oplevede noget nær det du har oplevet. Beskrivelser omkring samtaler med afdøde familiemedlemmer, en lang lys gang, en ufattelig ro indeni. Døden lyder jo som en vidunderlig ting, når folk beskriver det. ikke fordi jeg ønsker at dø, men sådan noget er jo også med til at man ikke frygter døden helt så meget, men måske mere ser det som en fortsættelse på det liv man har haft.

Men altså jeg frygter nok mest døden, fordi at jeg så skal undvære dem jeg holder af, og at de skal undvære mig.

Carina1977 skriver:

Nej jeg havde også bare så ondt af min søns klassekammerat. De havde 3 børn: en pige på 11 år, en dreng på 8 år og en lille pige på kun 3 år. Og så stod deres far tilbage fuldstændig magtesløs. Han stod midt i sorgen, samtidig med at han skulle tage sig af 3 børn, som selvfølgelig var rigtig kede af det. heldigvis har børnene fået psykologhjælp og heldigvis rigtig hurtigt.

Drengen på 8, altså min søns klassekammerat, ville pludselig meget ofte med min søn hjem for at lege. Når han var her klamrede han sig næsten til mig, som om han manglede den der moderlige omsorg. Jeg havde bare så ondt af ham. Heldigvis har han det efter omstændighederne godt her 8 mdr. efter. Hans far har fundet sig en ny kæreste. Hun kan jo ikke være en erstatning for hans mor, men jeg tror hun giver ham noget, som han har brug for. Oveni alt det her har drengen fået konstateret damp, som han nu får medicin imod. Så der er mange ting på een gang, der har været svært.

Men øv altså det er så synd at børn skal gennemgå sådan noget her. Nogen gange synes man at det hele er alt for uretfærdigt.

Jeg tror bestemt også din mor sagde de ting til dig i en god mening. Hun sagde det jo for at trøste dig og for at berolige dig....og hvad skal man ellers sige til en 4-årig, som lige har mistet sin far? Min søn var jo trods alt 9 år, og det er altså nemmere at forklare en 9-årig om så alvorlig en ting som døden.

Åh altså, en sørgelig historie, som så alligevel er endt så godt som muligt at faren da har kræfter og overskud til at leve videre og med en ny kæreste som også kan give børnene noget

Men ligegyldig alder er det jo ganske uretfærdigt at børn overhoved skal bekymre sig, sikke noget altså  Det er slet ikk fair vel, men nogle børn kommer jo ikke uden om et hjertesorg af den ene eller anden art  Det er i hvert fald ganske sørgeligt..

Ja, hun har gjort ddet rigtige for mig selvom det var reelt set det måske lidt forkerte