Er du bange?

Jeg er ikke bange for selve det at dø eller hvad der kommer efter døden!

Jeg er kun bange for at dø "før tid". Altså jeg er da bange for at dø inden jeg er en gammel dame der har oplevet det hele! Det ville være så skrækkeligt for min kæreste og mit barn at jeg døde (hvis jeg selv skal sige det) og det ønsker jeg ikke for dem! Derudover tænk på alt det jeg ville gå glip af!

Men det er nu ikke noget jeg går rundt og frygter/tænker på til daglig!

jeg kom lige i tanke om.. at da min farmor døede for et par år siden. der gik noget af min dødsskræk væk.. fordi så ville jeg da i det mindste kende en jeg elsker, hvis man nu samles et eller andet sted hinsides... fnis...

gad godt jeg heller ikke var bange for døden

Nej jeg er ikke bange for at dø. Er selv opdraget med at de døde ved ingenting. Så når man er død, er man ikke længere til. Så er det slut. Så ingen liv efter døden, ingen himmel og slet ikke noget helved med ondskab..

Godt det du har skrevet DK

Nej... jeg er som sådan ikke bange for døden. Jeg tror ikke på et liv efter døden, derfor gælder det om at få det bedste ud af det liv man har her og nu

Men tanken om at mine to elskede unger skal vokse op uden deres mor. Den tanke skræmmer mig fra vid og sans og tanken om at jeg ikke skal få lov til at være en del af deres opvækst og deres voksen liv kan jeg slet ikke tænke uden at begynde at græde

Kruse90 skriver:

Hej skønne kvinder.

Er i bange for at dø??
Hvorfor?

Hvad tror I der sker efter døden?

Ja jeg er selv meget meget bange, kan ikke lide uvisheden

Og jeg ved ikke hvad der sker, men håber man BLIVER sammen med sin kære et andet dejligt sted end jorden

Nå bare link tanker herfra.

Kram

Jeg kom til at tænke rigtigt meget over døden her i år. Jeg havde egentlig ikke rigtigt skænket det en tanke tidligere. Men i foråret mistede en klassekammerat til min søn sin mor....desværre i en alt for ung alder kan man jo nok regne ud. Hun døde af en hjerneblødning i en alder af 34 år. Jeg bliver 34 år til april.

Det gjorde at min søn blev bange og forskrækket, og jeg måtte forklare ham mange ting. Jeg kunne ikke love at jeg ikke kunne dø fra ham, men jeg kunne fortælle ham, at det heldigvis ikke er særlig tit at børn mister sine forældre. De havde heldigvis mange snakke i klassen omkring det, og det har bestemt også hjulpet en del.

Den situation med den mor, har da bestemt fået mig til at tænke, og også fået mig til at føle at det er kommet alt for tæt på. Det kunne jo lige så godt have været mig det var sket for. Jeg kan ikke klare tanken om at min søn skulle efterlades uden mig i hans liv. Jeg er ikke personligt bange for at dø, men frygter hvordan de efterladte vil have det bagefter, og specielt min søn.

Og jeg tror aldrig jeg nogensinde vil forstå døden, for jeg kan heller ikke forestille mig at pludselig en dag er alt slut, at så er man ingenting. Det er jo noget mærkeligt noget.

Hej med dig  

Sikke et dybt spørgsmål, men utrolig spændende!

Jeg er ikke personligt bange for at dø, og hvad døden indebære.. Men må sige, at jeg er ufattelig bange for at miste flere til døden  Jeg fik engang sådan en tanke at der skete min kæreste noget, og jeg tudbrølede simepelthent så længe, jeg kunne slet ikke forstå eller leve med den tanke! Det samme med min mor, søskende eller svigerfam..

Men jeg har en gang, været rigtig bange for det.. Og jeg tror et sted man skal acceptere at man intet kan gøre imod døden, den dag man skal afsted.. men at vi som mennesker kan gøre noget for at leve sundere bedre og måske forlænge vores liv lidt? Og så acceptere at vi har den skæbne vi har, om vi skal være enlig mødre, par med lækkert hus, med børn/uden børn, om vi skla herfra tidlig eller ej.. Det er nok accept der skal til..

Hvor tit tænker du da på det, hvis jeg må spørge?

Kruse90 skriver:

Hej skønne kvinder.

Er i bange for at dø??
Hvorfor?

Hvad tror I der sker efter døden?

Ja jeg er selv meget meget bange, kan ikke lide uvisheden

Og jeg ved ikke hvad der sker, men håber man BLIVER sammen med sin kære et andet dejligt sted end jorden

Nå bare link tanker herfra.

Kram

Hmm jeg er ikke bange for at dø.... Men bange for at dem jeg har kær skal dø... og bange for hvordan mine kære vil reagere når jeg dør....

Ubehageligt at tænke på

Carina1977 skriver:

Jeg kom til at tænke rigtigt meget over døden her i år. Jeg havde egentlig ikke rigtigt skænket det en tanke tidligere. Men i foråret mistede en klassekammerat til min søn sin mor....desværre i en alt for ung alder kan man jo nok regne ud. Hun døde af en hjerneblødning i en alder af 34 år. Jeg bliver 34 år til april.

Det gjorde at min søn blev bange og forskrækket, og jeg måtte forklare ham mange ting. Jeg kunne ikke love at jeg ikke kunne dø fra ham, men jeg kunne fortælle ham, at det heldigvis ikke er særlig tit at børn mister sine forældre. De havde heldigvis mange snakke i klassen omkring det, og det har bestemt også hjulpet en del.

Den situation med den mor, har da bestemt fået mig til at tænke, og også fået mig til at føle at det er kommet alt for tæt på. Det kunne jo lige så godt have været mig det var sket for. Jeg kan ikke klare tanken om at min søn skulle efterlades uden mig i hans liv. Jeg er ikke personligt bange for at dø, men frygter hvordan de efterladte vil have det bagefter, og specielt min søn.

Og jeg tror aldrig jeg nogensinde vil forstå døden, for jeg kan heller ikke forestille mig at pludselig en dag er alt slut, at så er man ingenting. Det er jo noget mærkeligt noget.

Puha, det må også være svært både for dig som mor, at fortælle - men også for børnene..

Min far døde da jeg var 4år, og jeg var SÅ bange for min mor skulle dø, for hvad skulle der så ske med mig osv osv, og så selve sorgen i at miste.. Puha..

Men hvor godt, at du dog forsikrer din dreng om du ikke kan love og garantere noget, det synes jeg er flot håndteret af dig!

Jeg er bange for at do, og har faaet at vide at det er ganske naturligt og alm. De fleste mennesker har det saaledes af div. grunde.