Jeg syntes godt nok der er meget med fattigdom, dårlig økonomi, julehjælp til børn osv.
Tager hatten af for dem der vil hjælpe, og havde jeg nogle i min familie/venner der manglede hjælp.. Ville jeg også hjælpe.
Vi har heller ikke mange penge, men for mig kommer julegaven da ikke an på beløb eller andet, men tanken - at barn på 1 eller 3 bliver da bestemt lige så glad for at få noget til 50 kr. som at få noget man bare syntes de må eje.
Hvordan kan man som enlig ikke få det til at fungere, med boligstøtte, masser af børnepenge, ekstra tilskud osv osv? Jeg forstår det ikke, men vil i fortælle mig det?
I står da næsten lige så godt som os andre...
Jeg bliver nok trumfet nu, men det er bare et spørgsmål og så syntes jeg vi skal smile lidt folkens 
God weekend til jer...
Puhaaa de her tråde bliver mega lange
og stakkels mig som synes jeg bør læse det hele inden jeg kommentere, og så glemmer jeg jo aligevel halvdelen af hvad jeg læser hahaha...
Men jo der er mange julehjælpstråde herinde for tiden, og jeg forstår det heller ikke helt selv...
Det er svært at se at man i et land som Danmark kan være så langt nede at man ikke kan holde en respektabel jul, når man har børn. Med det mener jeg at umiddelbart burde det ikke være muligt, det er selvfølgelig klart at der er stor stor forskel på hvordan ens økonomi er og stor forskel på hvilken jul man holder...
Men da jeg havde det værst som enlig mor, havde jeg det ikke så slemt som det lyder til at folk har nu, om tiderne og ydelserne har ændret sig aner jeg ikke...
Jeg prioriterede i et år at bo på et klubværelse a 25/30 km2, med te køkken og dele badeværelse, jeg havde ikke internet og ikke flere kanaler end hvad stueantenen (staves) kunne fange. Jeg var på elevløn (8-9.000 før skat) såvidt jeg husker. og jeg havde råd til at leve fint nok, trods jeg da helst ikke vil derned igen for ja det var da hårdt... men gaven til min datter var der råd til... og gaver til alle andre blev små eller aftalt droppet...
Idag hvor jeg ikke er alene og er i fast arbejde osv. puhaaa udgifterne er jo mega høje, jeg kan tage mig selv i at tænke tilbage på den "hårde" tid og ikke helt forstå hvordan mine udgifter var så minimale i forhold til nu...
Meen tjo man er vel lidt luksusdyr og lever ikke livet farligt mere... hvilket vil sige man smider en del ved forsikringer og a-kasse, kanaler og computere tja alt det der var sparet væk dengang...
Så mit bud set udfra min egent tidligere situation er, at man ligger som man reder (for det meste). I de tilfælde hvor alt falder fra hinanden helt uventet pga sygdom og knuste forhold, må man have nogen i sit bagland, nærevenner eller familie der kan hjælpe, med et eller andet ellers er man godt nok uheldig...