Anonym skriver:
Præcis, det er nemligd en magt han elsker. Han har aldrig elsket mig, det ved jeg nu...det er faktisk ret hårdt at måtte sande at man har levet med en man har elsket så højt og at man aldrig har fået noget fra, det alene gør jo end el for et dårligt selvværd...men nej, han skal nemlig ikke få magt over mig mere, aldrig.
Den store har gennemskuet ham for længst, han er fuld af foragt over for ham og hilser end ikke på ham når han møder ham. De små kan se de ikke kan regne med ham, mend e elsker jo deres far og jeg taler kun pænt om ham selvom jeg virkelig er gal....sidst var det synd far ikek så dem mere og så sagde jeg altså at far havde fået tilbuddet men valgte en fest...ikke rart for dem, men sådan var det altså..
ja det er hårdt..men du skal ikke begynde at lyve for hans skyld..så har han jo igen magten....
Det er synd for drengene ja..men det er det altså uanset om du lyver eller ej, og ved at du fortæller dem sandheden så ved de hvem de kan regne med. Du slipper for en kamp senere om tillid til at tro på det du siger og lover.
Du skal nok gøre dig det klart, at så længe børnene er små så vil han forsøge at få magten over dig igen og han vil sikkert virkelig prøve at undgå at miste kontakten helt for at miste den sidste mulighed vil være meget svært for ham at erkende.
Personligt kan du jo håbe på han møder en ny...det er jo bare skræmmende at vide hvad hun så skal gå igennem. Men uanset hvad så vil din sejr betyde hans nederlag..og det er ikke noget han sådan lige accepterer.
Så husk...selvom ham rammer dig så vinder han ikke!! Du er pisse Sej E! (nu holder vi lige navnet lidt mere ano ;-)) Du er kommet fri, du er kommet videre og du har fået erkendelsen af at det er ham som er syg! Det er sku skide godt gået!
Husk at sige det til dig selv.
Knus Sisse
Anmeld
