min kæreste er far..!!

Jbk skriver:

Jamen, vi kan da altid blive enige om at det kunne være meget mere optimalt, men i det her tilfælde er det et faktum at denne her mand IKKE har valgt at få et barn...så hvorfor skulle han så pludselig efter tre år blande sig....jeg kan slet ikek forstå alle jer der himler op,...kvinden har den fulde ret til at bestemme om barnet bliver eller ej, men man kan dælme da ikek tvinge en mand til at være far. Jeg kan sagtens forstå denne her mand og jeg synes på ingen måde han skader barnet...barnet har levet uden en far i tre år, hvor ville det være skrækkeligt hvis en fremme mand (for barnet) pludselig ville bryde ind i dennes liv....

Og man kan også lidt tænke sig til hvilken far drengen så vil få?

En far som er far fordi han SKAL!
Det holder jo heller ingen steder.

Thalia skriver:

Jeg synes ærlig talt at det er lidt en grim bagatellisering af det at få en abort du kommer med her.

Jeg kender faktisk ingen der synes at det med at få en abort er noget man "bare lige gør", det kan have kæmpe store konsekvenser for kvinderne både psykisk og fysisk, mens det modsat er en meget nem måde for fyren at slippe for noget som helst ansvar.

Thalia skriver:

At det juridisk og praktisk set er kvindes valg, skyldes jo altså at det er hendes krop det bliver gravid.

Det ændrer ikke på at sex og prævention er et gensidigt ansvar, og at begge parter derfor kan og skal drages til ansvar hvis præventionen svigter eller man af anden grund bliver uønsket gravid.

Og at der også er andre børn der lever uden en far, er for mig at se ingen grund til at nogen skal fritages for at tage ansvar for egne handlinger.

Men det ændrer vel heller ikke ved at man som par vel også har et eget ansvar..tager kvinden p-piller, og man er i et forhold så er det da almen respekt over for hinanden at man gør det...mandne har handlet i god tro og han ønsker ikke et barn, det får han så bare lige inde fra højre og så skal han bare være der...vælger man at få barn alene må man regne med man står der selv...og det vigtigste er barnet og her ser jeg ikke det på nogen måde skader barnet at vokse op uden en  far, præcis som feks donorbørn(deraf sammenligningen)

Nallz skriver:

Og man kan også lidt tænke sig til hvilken far drengen så vil få?

En far som er far fordi han SKAL!
Det holder jo heller ingen steder.

Nej, netop...hellere en far der vælger fra og lever op til det end en far der vælger til og fra og svigter og er der, som har konflikter med moderen osv osv...og så er den her dreng en stor dreng, hvorfor skal faderen pludselig være der...de har jo intet forhold til hinanden, det eneste den far har gjort er at levere en sædklat..

Hvad havde han egentlig regnet med?? Det er da snart børnelærdom, at er faderskabet fastslået, så skal der penge på bordet. Hvorfor skal vores skattepenge gå til at betale fordi han ikke lige gider??

Hvis han virkelig mener, hun er ude efter kr. og ører, så er det et dårligt valg at få et barn, de 1100 om måneden han skal af med er ikke ligefrem retningsgivende for, hvad et barn koster. Han kan endda trække dem fra i skat

Så jeg synes han skal lukke r****, blive voksen og være en god far for sit barn.

Jbk skriver:

Jamen, vi kan da altid blive enige om at det kunne være meget mere optimalt, men i det her tilfælde er det et faktum at denne her mand IKKE har valgt at få et barn...så hvorfor skulle han så pludselig efter tre år blande sig....jeg kan slet ikek forstå alle jer der himler op,...kvinden har den fulde ret til at bestemme om barnet bliver eller ej, men man kan dælme da ikek tvinge en mand til at være far. Jeg kan sagtens forstå denne her mand og jeg synes på ingen måde han skader barnet...barnet har levet uden en far i tre år, hvor ville det være skrækkeligt hvis en fremme mand (for barnet) pludselig ville bryde ind i dennes liv....

Her må jeg faktisk give dig ret. Min bedste veninde har en dreng som ikke ser sin far. Ham var fra fødslen ikke interesseret i at få et forhold til drengen, men da han var 2½-3 år gammel ville han godt alligevel. Og det var altså skrækkeligt at være øjenvidne til, det var så skræmmende for den her dreng, han var virkelig bange og utryg.

De startede selvfølgelig ikke ud med, at han skulle have sønnen hver anden weekend, men bare med simple legemøder ved kommunen i en lang periode, for derefter at trappe det op til faren skulle have ham med hjem i et par timer en gang hver 14 dag. Det gik sådan okay ved legemøderne hos kommunen, men han var ikke helt tryg ved ham, og da det kom til, at han skulle med sin far hjem i et par timer gik det helt galt, han skreg, og sparkede og kæmpede og kæmpede for ikke at komme ud af døren, han var SÅ bange.. Men han skulle jo afsted, mig og min veninde har grædt mange tåre ved at sende ham afsted på den måde, drengen sagde jeg elsker dig, må jeg ikke nok blive hjemme ved dig, imens han hulker og klamre sig om halsen af en.. Hvorfor han var SÅ bange for ham ved vi ikke, der er ALDRIG blevet snakket grimt om faren, min veninde havde fra fødslen lavet et fotoalbum med forskellige billeder af faren, så sønnen viste hvordan han så ud. Og faren virker på ingen måder som en skidt fyr, han var faktisk meget sød. MEN sønnen var bare SÅ SÅ SÅ bange, så det endte efter flere måneders kamp med at faren opgav. Han kunne selv se hvor meget der påvirkede den her lille dreng på en meget dårlig måde...

Jeg har selv en dreng på 3 år nu, og hvis jeg selv skulle gå det igennnem med ham, det ville simpelthen knuse mit hjerte.. Ikke alle reagere så kraftigt som min venindes søn, men det var simpelthen frygtelig at være en del af...

bagger26 skriver:

Her må jeg faktisk give dig ret. Min bedste veninde har en dreng som ikke ser sin far. Ham var fra fødslen ikke interesseret i at få et forhold til drengen, men da han var 2½-3 år gammel ville han godt alligevel. Og det var altså skrækkeligt at være øjenvidne til, det var så skræmmende for den her dreng, han var virkelig bange og utryg.

De startede selvfølgelig ikke ud med, at han skulle have sønnen hver anden weekend, men bare med simple legemøder ved kommunen i en lang periode, for derefter at trappe det op til faren skulle have ham med hjem i et par timer en gang hver 14 dag. Det gik sådan okay ved legemøderne hos kommunen, men han var ikke helt tryg ved ham, og da det kom til, at han skulle med sin far hjem i et par timer gik det helt galt, han skreg, og sparkede og kæmpede og kæmpede for ikke at komme ud af døren, han var SÅ bange.. Men han skulle jo afsted, mig og min veninde har grædt mange tåre ved at sende ham afsted på den måde, drengen sagde jeg elsker dig, må jeg ikke nok blive hjemme ved dig, imens han hulker og klamre sig om halsen af en.. Hvorfor han var SÅ bange for ham ved vi ikke, der er ALDRIG blevet snakket grimt om faren, min veninde havde fra fødslen lavet et fotoalbum med forskellige billeder af faren, så sønnen viste hvordan han så ud. Og faren virker på ingen måder som en skidt fyr, han var faktisk meget sød. MEN sønnen var bare SÅ SÅ SÅ bange, så det endte efter flere måneders kamp med at faren opgav. Han kunne selv se hvor meget der påvirkede den her lille dreng på en meget dårlig måde...

Jeg har selv en dreng på 3 år nu, og hvis jeg selv skulle gå det igennnem med ham, det ville simpelthen knuse mit hjerte.. Ikke alle reagere så kraftigt som min venindes søn, men det var simpelthen frygtelig at være en del af...

Lige netop...det er et stort barn, når de er tre år og ja, behøver ikke være så grelt som med din venindes søn, men jeg kan virkelig heller ikke se det skal være barnets bedste ved denne har levet uden far...så er far altså ikke en far af gavn men kun af navn og hvilket barn kan bruge det til noget, altså andet end at få vished en dag og møde personen og det vil da helt sikkert være godt for mange børn som er vokset op uden en far..

Uanset hvad så er man to til at have sex ( og nu har jeg ikk læst alle de mange indlæg så ret mig hvis jeg ta'r fejl) :-)

Men fra en allerede meget tidlig alder ved man, at ubeskyttet sex = eventuel graviditet...

Jeg vil mene at han selvfølgelig skal betale... Min søns far, på 10. år betaler også, selvom han optil flere gange har svigtet og det har kostet mange tårer... men han har dog altid vedkendt sig at det var hans søn og elsker ham ligeså højt - selvom det ikk altid passer ind i hans planer at være far!!

Jeg kan bare ikk forstå at din mand ikk vil have kendskab til det her barn... det er dog trods alt en del af ham selv... Jeg ville på ingen måder kunne skubbe mit eget barn fra mig, på trods af manglende kontakt

Den lille har jo ikk selv valgt at komme til verden og så fortjener man saft-suse-me også at der er to forældre der vil byde en velkommen uanset om man er ønsket eller ej!

vmullepiigen skriver:

det er sådan at min kæreste lige har været igennem en fadertest skab .. & prøverne har vist han er faderen til hans x-kærestes søn. det er hele 3 år siden hun fik sin dreng og først nu har hun kørt en sag oppe..  kan han tage det i retten hvor han kan slippe for at betale børnepenge?? det eneste sammen hver han har haft med barnet var hvor han lige var kommet til verden..  min kæreste ønsker ingen kontakt til hverken hende eller barnet da hun tog ham ved næsen.. kan man stille noget op????

nope, beklager den kommer han højst sansynligt ikke udenom..

hvis det er et financielt problem at skulle tilbagebetale for 3 år så kan man få kummunen til at gøre noget der heder forskudsvis udbetaling af børnebidrag, så får han bare en gæld ved staten som de så vil indkræve når han har muligheden for det. men det sker først så sagen er blevet fastlagt ved statsamtet.

Jbk skriver:

Lige netop...det er et stort barn, når de er tre år og ja, behøver ikke være så grelt som med din venindes søn, men jeg kan virkelig heller ikke se det skal være barnets bedste ved denne har levet uden far...så er far altså ikke en far af gavn men kun af navn og hvilket barn kan bruge det til noget, altså andet end at få vished en dag og møde personen og det vil da helt sikkert være godt for mange børn som er vokset op uden en far..

Det kan i hvert fald blive meget skræmmende for så stor en dreng.. Og hvis der så endelig skulle opstartes et sammenvær i så sen en alder, så skal faren altså virkelig være dedikeret i projektet, om at gøre drengen tryg ved ham.. Det skal ikke være en far som er blever tvunget ud i at skulle have sammenvær med drengen, det kommer i hvert fald ikke til at gavne ham på nogen måder. Men det er helt sikkert en god ting, hvis børnene for lyst til at opsøge deres far når de bliver voksne, at den mulighed er der.

Og der er lidt det der "skræmmer" mig ved TS kæreste, at han siger, at hvis drengen kommer som voksen og vil møde ham, så vil han få besked på at gå igen.. Håber selvfølgelig det bare er noget ham siger fordi, at han lige nu er sur og skuffet. Men ellers er det en meget kold holdning at have, og nok ikke nogle gener jeg ville ønske mine kommende børn skulle arve..