Hvor tidligt følte I...

Begge gange jeg har stået med en positiv g-test! -kærlighed ved første blik!! Har også været i behandling så det var et stort ønske!!

kitty skriver:

... Kærlighed til det lille væsen der lå/ligger i Jeres mave.

Vi har lige haft snakken nu, da jeg efter at have set "Hospitalet" (om det dødfødte barn) tog mig til maven og begyndte at græde. Jeg er 7 uger henne, og jeg føler mig allerede fuld af kærlighed til det lille væsen. Farmand er helt anderledes, og synes ikke han elsker den endnu.. Han ved ikke rigtig, hvad han skal tænke! (Mænd!! *ruller med øjnene*)

Føler I en kærlighed til det lille væsen tidligt, eller er det blevet mere realistisk efter f.x. scanning, følelsen af spark eller noget helt 3.?

Jeg ved ikke om jeg er helt ved siden af, men altså... Der ligger et fantastisk dejligt næsten-foster i min mave, og jeg ville altså blive ulykkelig ud over alle grænser, hvis jeg mistede det. Jeg er jo dens MOR!

HVIS jeg var så heldig at være gravid er jeg overbevist om jeg vil have det som dig - bliver overstømmet med kærlighed og det er liiige fra positiv test (hvilket gerne må blive snart, tak).

Tror også det er anderledes for mænd, de kan jo hverken mærske, se eller føle det endnu

Jeg har nok også elsket barnet langt før det faktisk blev til. Vi havde forsøgt i over 2 år inden vi stod med to streger og der elskede jeg det bare endnu mere.

Kærligheden til den lille blev bare endnu større til scanningen. Vi blev først scannet da jeg var 19+5. Her i Sverige får man nemlig kun den ene scanning, ellers er det for egen regning. Men der lå den lille helt fint og hyggede sig og det gør den stadig.

Og kærligheden bliver bestemt ikke mindre for hver dag vi nærmer os termin.

For kæresten blev det også først RIGTIG virkeligt til scanningen. Han havde våde øjne da vi gik derfra. Det var bare så dejligt at se. Og han siger jævntligt at han er stolt og glæder sig til den lille kommer ud til os

Nu er jeg 31+1 og mærker den lille frækkert hver dag og smiler hver gang. Det er helt fantasktisk.

kitty skriver:

... Kærlighed til det lille væsen der lå/ligger i Jeres mave.

Vi har lige haft snakken nu, da jeg efter at have set "Hospitalet" (om det dødfødte barn) tog mig til maven og begyndte at græde. Jeg er 7 uger henne, og jeg føler mig allerede fuld af kærlighed til det lille væsen. Farmand er helt anderledes, og synes ikke han elsker den endnu.. Han ved ikke rigtig, hvad han skal tænke! (Mænd!! *ruller med øjnene*)

Føler I en kærlighed til det lille væsen tidligt, eller er det blevet mere realistisk efter f.x. scanning, følelsen af spark eller noget helt 3.?

Jeg ved ikke om jeg er helt ved siden af, men altså... Der ligger et fantastisk dejligt næsten-foster i min mave, og jeg ville altså blive ulykkelig ud over alle grænser, hvis jeg mistede det. Jeg er jo dens MOR!

Jeg tror det er meget normalt.

Det er jo os som mødre der har det lille vidunder tæt på os, og selv om vi ikke kan mærke at den sparke eller bevæg sig er den stadig en del af os. Da jeg ventede Marcus, havde Martin også meget svært ved at knytte sig til ham. Han var med til alle scanninger og lægeaftaler og mærkede ham sparke, men alligevel syndes han det var vildt underligt og knyttede sig ikke så meget til ham som jeg gjorde.

Da Marcus blev født, og Martin så ham for første gang lyse han fuldstændig op. Martin siger selv at det for ham var kærlighed ved første blik, hvor jeg allerede havde elsket han i flere måneder.

Jeg tror der er kæmpe forskel på mænd og kvinder med hvor hurtigt de føler for babyen. Mændene kan jo ikke mærke forandringerne på deres egen krop så for dem vil det ofte være abstrakt indtil de ser den lille spire på skærmen til en scanning.

For mig 1. gang var det kærlighed fra start af. Selvfølgeligen uhåndgribelig størrelse da det var nyt og vi havde prøvet længe så det var også uvirkeligt.

For min mand var der helt klart nogle milepæle da jeg ventede Alexander. NF scanningen var meget stor for ham, dernæst MD scanningen hvor vi fik at vide at det var en dreng og at han så sund og rask ud, og så da jeg ramte den dag hvor at hvis fødslen gik igang ville de ikke prøve at stoppe det længere.

Her denne gang var jeg helt klart mærket af min SA i feb. så ture ikke rigtig tro på det før til NF scanningen.

Jeg fandt ud af at jeg var gravid, da jeg var ca. 6-7 uger henne. Jeg havde kvalme, tog til lægen of fik nyheden - du er gravid. Jeg fattede det slet ikke helt - og slet ikke før den første scanning

Generelt så tror jeg ikke at jeg har elsket mit barn, før han kom ud, men jeg holdt af ham og passede på min mave, og ville kun at babyen skulle have det godt derinde

kitty skriver:

... Kærlighed til det lille væsen der lå/ligger i Jeres mave.

Vi har lige haft snakken nu, da jeg efter at have set "Hospitalet" (om det dødfødte barn) tog mig til maven og begyndte at græde. Jeg er 7 uger henne, og jeg føler mig allerede fuld af kærlighed til det lille væsen. Farmand er helt anderledes, og synes ikke han elsker den endnu.. Han ved ikke rigtig, hvad han skal tænke! (Mænd!! *ruller med øjnene*)

Føler I en kærlighed til det lille væsen tidligt, eller er det blevet mere realistisk efter f.x. scanning, følelsen af spark eller noget helt 3.?

Jeg ved ikke om jeg er helt ved siden af, men altså... Der ligger et fantastisk dejligt næsten-foster i min mave, og jeg ville altså blive ulykkelig ud over alle grænser, hvis jeg mistede det. Jeg er jo dens MOR!

Altså jeg knyttede mig nok til drømmen om barnet, men ikke til klatten i maven da jeg var så få uger henne som dig....men altså, tror det er drømmen som starter og virkeligheden som kommer som maven vokser...men den rigtige dybe kærlighed den kom da barnet kom og voksede som tiden gik...

Hej hej

De første 12-14 uger holdt min mand jeg det helt hemmeligt fordi jeg tidligere havde haft en MA, hvor gud og hvermand vidste at vi ventede os. Det var virkeligt hårdt at aflyse graviditeten.

Herefter har jeg nydt at være gravid, men ikke følt noget særligt for barnet.

Først nu, uge 30, er jeg sådan rigtig begyndt at holde af babyen inde i min mave.

Min fødselslæge fik formuleret sig lidt klodset, da hun skulle fortælle mig at han er lidt under gennemsnittet hvad angår vægt. Straks kunne jeg mærke at jeg blev inderligt bekymret over det, helt irrationelt for han er ellers helt normal og meget aktiv.

Jeg kunne mærke at jeg ville blive så knust, hvis han ikke er sund. Siden da har jeg følt at jeg har lært ham bedre og bedre at kende og jeg bliver fodboldmor-agtigt stolt, når han spræller rundt derinde.

Jeg er ellers ikke en særlig bekymret person generelt, graviditeten gør noget ved en...

JustMe skriver:

 

Jeg har det præcist ligesådan! Jeg ville blive dybt ulykkelig, hvis der skulle ske noget, men samtidig er jeg så bange for netop dét, at jeg ikke tør knytte mig til spiren, før jeg er mere sikker på, at den bliver der.

Når først vi er forbi NF, jeg mærker barnet sparke og MD også er overstået, tror jeg klart, jeg kommer til at kunne mærke en voldsom opblomstring af den ubetingede kærlighed, der lige nu ligget undertrykt i frygtens mulm og mørke  

Jaa , lige præcis . Det håber og tror jeg bestemt os du gør . : D

Jeg havde så svært ved at glæde mig over scanningerne fordi jeg var så bange for der skulle være noget galt alligevel , men nu tror jeg på der lever et sundt og rask barn i maven på mig

Hvor langt er du henne nu?? 

rigtig mange gange tillykke med den lille i maven . 

Den dag jeg fik a vide at jeg var gravid begyndte jeg at græde helt vildt a lykke, selvom at det ikke var planlagt, og siden den dag har min hpnd været rigtig meget på maven, og har elsket det siden første dag, så du er slet ikke helt ved siden a .. (: