Hvor tidligt følte I...

... Kærlighed til det lille væsen der lå/ligger i Jeres mave.

Vi har lige haft snakken nu, da jeg efter at have set "Hospitalet" (om det dødfødte barn) tog mig til maven og begyndte at græde. Jeg er 7 uger henne, og jeg føler mig allerede fuld af kærlighed til det lille væsen. Farmand er helt anderledes, og synes ikke han elsker den endnu.. Han ved ikke rigtig, hvad han skal tænke! (Mænd!! *ruller med øjnene*)

Føler I en kærlighed til det lille væsen tidligt, eller er det blevet mere realistisk efter f.x. scanning, følelsen af spark eller noget helt 3.?

Jeg ved ikke om jeg er helt ved siden af, men altså... Der ligger et fantastisk dejligt næsten-foster i min mave, og jeg ville altså blive ulykkelig ud over alle grænser, hvis jeg mistede det. Jeg er jo dens MOR!

jeg har elsket mine babyer far 1 dag de lå i min mave. men den kærlighed man så får når man har født dem overrumbler en totalt! fordi man troede man elskede dem og alligevell føler man en kærlighed man ikke troede fandtes

manden elsker dem først når de blir født.

Det hele blev mere virkelig efter tryghedsscanningen Og først der turde jeg rigtigt tro på det tror jeg Måske det samme er tilfældet for din kæreste, I kan jo få en her i uge 7?

Jeg synes det virkede så uvirkeligt i starten - at der lå en lille en i maven som skulle vokse sig stor og stærk!  

Den første scanning var HELT UTROLIG.. har aldrig oplevet noget så vildt før.. at se den lille my inde i maven.. Se der faldt en tåre og elskede den lille my i maven

Glæd dig til din scanning

Jeg tror jeg elskede den lille Bimmer med det samme jeg så de to streger!

Men kærligheden bliver da klart stærkere hver dag! Altså jeg ville jo blive MEGET mere ked af det hvis jeg fik en SA i uge 25 frem for i uge 5!

Jeg kan godt forstå at mændene har svært ved at elske de små blyb i maven i starten! Altså for dem er der jo ikke noget at mærke/se/føle eller noget! Jeg tror at det bliver virkeligt for de fleste mænd ved første scanning og så knytter de sig nok først rigtigt når de mærker spark osv. Eller altså.. jeg er jo ikke en mand, men sådan var det i alt fald herhjemme!

Men på den anden side, så kunne Mikkel kun køre 85 km i timen med mig i bilen på motorvejen fra det sekund han fandt ud af jeg var gravid! Altså hans "beskyttelses-gen" overfor mig gik helt amok, så på den måde har/følte han i alt fald også ansvar helt fra starten af og det er vel også kærlighed? Han er stadig meget obs på om jeg nu spiser mine vitaminpiller og om jeg får nok vand at drikke og om jeg har det godt osv. Men det er jo også det eneste han reelt kan gøre for at "sørge" for Bimmeren i maven!

kitty skriver:

... Kærlighed til det lille væsen der lå/ligger i Jeres mave.

Vi har lige haft snakken nu, da jeg efter at have set "Hospitalet" (om det dødfødte barn) tog mig til maven og begyndte at græde. Jeg er 7 uger henne, og jeg føler mig allerede fuld af kærlighed til det lille væsen. Farmand er helt anderledes, og synes ikke han elsker den endnu.. Han ved ikke rigtig, hvad han skal tænke! (Mænd!! *ruller med øjnene*)

Føler I en kærlighed til det lille væsen tidligt, eller er det blevet mere realistisk efter f.x. scanning, følelsen af spark eller noget helt 3.?

Jeg ved ikke om jeg er helt ved siden af, men altså... Der ligger et fantastisk dejligt næsten-foster i min mave, og jeg ville altså blive ulykkelig ud over alle grænser, hvis jeg mistede det. Jeg er jo dens MOR!

Jeg høre desværre nok til dem som har/haft en "Ubehagelig" graviditet (tror jeg , jeg vil sige )

Jeg har haft ufattelig svært ved at skulle knytte bånd 100% til barnet , da flere i min familie har haft mistet . Det har sat mange spor i mig igennem hele min graviditet .

jeg vil faktisk sige , jeg først for alvor ånede lettet op og ture elske mit barn , da jeg vidste at der var chancer for barnet overlevede hvis det blev født . ( altså omkring uge 24.)

Jeg ved det lyder helt hen i vejret , men det har været en graviditet fyldt med spekulationer og angst for at miste , og oven i fik jeg bækkenløsning .

Jeg hjar slet ik kunne forholde mig til at det var mit barn og det skulle nok overleve lige meget hvad , jeg kunne overbevise mig selv om at der ville ske noget , at det var sygt eller hvad ved jeg

Men det er altså overlevet , og jeg mærker daglige den lille (selvfølgelig) er i uge 32 nu , så der er ik så langt i mål , det væreste lige nu er at man føder et dødt barn , jeg har selvfølgelig kommet til at se de unge mødre med Puk Rebeza som føder en død pige .

men ejg synes jeg er blevet meget god til at overbevise mig selvom at selvfølgelig overlever vores barn , og jeg glæder mig virkelig til at få den lille guldklump i armene

Så jeg har nok først elsket mit barn for alvor fra uge 24 , men det er bestemt os det vigtigste i livet lige nu

du ER dens mor!! jeg tror du kan nikke genkendene til det her: jeg elskede Sol allerede inden hun lå i maven, dengang hun bare var en "åh hvor jeg håber" og "hvad nu hvis" ude i universet. og så meldte hun sig i maven og så var det bare beskyttertrang over alt andet, man blir nærmest løvemor som gravid. og så kom hun ud og det har jeg snart skrevet side op og side ned om til dig mange gange

men det har også hele tiden været frygteligt abstrakt for mig, at hun rent faktisk var på vej - trods scanninger og spark og hjertelyd - og ja selv en fødsel!! først da jeg havde hende i armene troede jeg på, at jeg fik lov at få hende.

Jeg tror at det at vi har mistet før gjorde at Søren havde helt andre og helt større følelser for Sols to streger end han havde første gang. der var han virkelig FÅRK! og denne gang var han moderat FÅRK! (altså nedskruet til mit eget FÅRK!) og rigtig meget "jeg tør ikke elske den hvis vi mister den". ja...og da vi så så hende på de tidlige scanninger, der var det meget mere rigtigt for ham end det var for mig, kan jeg huske.

mon ikke en hvis Hr. Bjørn går en lille smule i spåner når han ser den lille fede reje der blopper rundt med bankende hjerte inde i din mave lige om lidt?? det tror jeg

kitty skriver:

... Kærlighed til det lille væsen der lå/ligger i Jeres mave.

Vi har lige haft snakken nu, da jeg efter at have set "Hospitalet" (om det dødfødte barn) tog mig til maven og begyndte at græde. Jeg er 7 uger henne, og jeg føler mig allerede fuld af kærlighed til det lille væsen. Farmand er helt anderledes, og synes ikke han elsker den endnu.. Han ved ikke rigtig, hvad han skal tænke! (Mænd!! *ruller med øjnene*)

Føler I en kærlighed til det lille væsen tidligt, eller er det blevet mere realistisk efter f.x. scanning, følelsen af spark eller noget helt 3.?

Jeg ved ikke om jeg er helt ved siden af, men altså... Der ligger et fantastisk dejligt næsten-foster i min mave, og jeg ville altså blive ulykkelig ud over alle grænser, hvis jeg mistede det. Jeg er jo dens MOR!

Så snart jeg begyndte at føle hormonernes rumlen og vidste med mig selv at det var en, der blev der.
Men helt knytte mig til dem, har jeg jo ikke turde før jeg var helt helt sikker.
Men selvfølgelig elsker man dem, uanset hvad

Og så vil jeg da sige, at det er forståeligt at manden ikke kan fare op under himlen..han er jo ikke påvirket af hormoner og kan ikke mærke de ting, der sker i din krop.
Men når du begynder at vokse til og han kan være med til scanninger og begynde at mærke livet i din mave, så skal det nok komme...bare vent.
Kærligst
Sussie

Sofia skriver:

Det hele blev mere virkelig efter tryghedsscanningen Og først der turde jeg rigtigt tro på det tror jeg Måske det samme er tilfældet for din kæreste, I kan jo få en her i uge 7?

Jeg skal scannes på klnikken tirsdag.. Jeg håber det giver kæresten et indtryk af, at der faktisk bor nogen derinde. Jeg er jo ikke i tvivl, med al den kvalme

Jeg har elsket min søn, lige fra den dag jeg fandt ud af han var derinde! Dog er kærligheden blevet MEGET større efter scanninger og endnu mere efter jeg begyndte at mærke ham hver dag!