Hvor tidligt følte I...

Hmm ja... den er svær...

Jeg elskede den ikke i starten.. men jeg følte en ekstrem beskyttertrang overfor den.
Efter NF-scanningen blev det meget mere virkeligt for mig og da jeg begyndte at mærke spark blev det endnu mere...

Det var faktisk først nogle uger efter fødslen at jeg fik den der følelse af at elske det lille væsen, men indtil da "blot" at jeg skulle beskytte den og jeg ville være blevet dybt ulykkelig hvis jeg tabte den bette.

For Carsten blev det først virkeligt efter en scanning i uge 32 hvor vi fik kønnet at vide... indtil da havde han meget svært ved at føle noget for den lille, selvom han jo kunne se maven vokse og mærke dens spark.

Tjuhl skriver:

du ER dens mor!! jeg tror du kan nikke genkendene til det her: jeg elskede Sol allerede inden hun lå i maven, dengang hun bare var en "åh hvor jeg håber" og "hvad nu hvis" ude i universet. og så meldte hun sig i maven og så var det bare beskyttertrang over alt andet, man blir nærmest løvemor som gravid. og så kom hun ud og det har jeg snart skrevet side op og side ned om til dig mange gange

men det har også hele tiden været frygteligt abstrakt for mig, at hun rent faktisk var på vej - trods scanninger og spark og hjertelyd - og ja selv en fødsel!! først da jeg havde hende i armene troede jeg på, at jeg fik lov at få hende.

Jeg tror at det at vi har mistet før gjorde at Søren havde helt andre og helt større følelser for Sols to streger end han havde første gang. der var han virkelig FÅRK! og denne gang var han moderat FÅRK! (altså nedskruet til mit eget FÅRK!) og rigtig meget "jeg tør ikke elske den hvis vi mister den". ja...og da vi så så hende på de tidlige scanninger, der var det meget mere rigtigt for ham end det var for mig, kan jeg huske.

mon ikke en hvis Hr. Bjørn går en lille smule i spåner når han ser den lille fede reje der blopper rundt med bankende hjerte inde i din mave lige om lidt?? det tror jeg

Jeg ved hvad du mener, hihi For ja, jeg har også elsket baby siden den var forvildet over atlanten, og bare ikke kunne finde hjem. Men så kom den, og så var det bare "nårh, det var godt, nu skal jeg passe på dig resten af vejen"-agtigt.. Men det kommer nok af kampen vi har gået igennem..

Jeg siger noget, som nok ikke alle vil være enige i, og bestemt ikke for at støde nogen som helst. Men jeg tror bare kærligheden er en anden, stærk kærlighed, når man så mange gange har tvivlet på at miraklet ville ske, enten i mislykkede behandlingsforløb, eller en hormonkur der gik amok... Svært at forklare, men der er bare en vis magi over, at JA, sørme så fandt den hjem.. Giver det mening??

Jeg kan godt forstå at man bliver mere påpasselig med kærligheden, når man har mistet. Det ville jeg også selv. Men som du sagde til mig en gang: Jeg kan ikke gøre til eller fra. Så jeg kan blot elske og håbe. Og det gør jeg så! Helhjertet og mere og mere.. For det er ude af mine hænder, og baby ved selv hvad den vil. (det har den vist fra sin bjørne-far )

Jeg tror bjørnen går i selvsving på tirsdag, men han vil ikke indrømme, og jeg gider ikke punke ham. For jeg ved det bare, måske mere end han selv

Jeg startede allerede inden den lille var lavet med at elske det! Men da jeg fik afvide at jeg var gravid var følelsen meget forvirrende.

Det var ikke planlagt og selvom jeg gerne ville have den lille blop, så vidste jeg at faderen ikke ville have den samme indstilling til tingene som jeg! Dette gjorde bare at jeg følte endnu mere beskytter træng overfor blop!

Jeg tager mig meget til maven, snakker og synger til blop! Er slet ikke i tvivl om at det er kærlighed jeg føler til den lille, men glæder mig dog til føle den helt speciele kærlighed mødre snakker om man oplever når barnet bliver lagt i ens arme lige efter fødslen!!

Lige fra vi startede PB har jeg elsket IDEEN om både graviditet, min helt egen baby, min kæreste som far osv... MEN! Jeg er først de sidste par dage, begyndt at elske min lille dreng i maven!.. Jeg har bandet, svovlet og mange andre grimme ting, over den lille fidus i maven som kun har givet anledning til søvnløse nætter, humørsvingerne, rutsjeture i forholdet, kvalme, hovedpine, strækmærker, masser af hår overalt, underlige spisevaner og tudeture! Og hver gang, jeg har taget mig selv i, ikke at glæde mig, ikke at elske det lille væsen, har jeg fået det endnu værre end jeg havde i forvejen!

Indtil jeg kunne tale med min JM om det. Det skete i uge 16, hvor hun forsikrede mig, at det var ret normalt og at jeg bare skulle tage det roligt. Da det ligesom var accepteret, også i mit hovedet, gik det stille frem dag for dag. Beskyttertrangen har været der lieg fra de 2 streger viste sig, men pludselig blev hånden på maven et kærtegn af mit barn, istedet for blot en beskyttertrang hvis folk skubbede og puffede for tæt på mig.

Det gjorde egentlig ikke fra eller til at jeg så ham i mandags til MD - forskellen er sparkene. Der er inegn system endnu, de er ikke vildt tydelige men de er der. Far kan endnu ikke mærke dem, så lige nu går sønnike og jeg og knytter bånd, og selvom jeg nu har kvalme igen, stadig ikke sover særlig godt osv, så elsker jeg den lille purk mere end jeg havde turdet forestille mig - allerede nu!

Håber Bjørnen bliver ligeså forelsket i det lille vidunder som du er, når I får et kig ind i hulen på tirsdag - men hvorfor ikke?! Det gjorde i hvert fald underværker hos min kæreste har han fortalt - "der er jo virkelig noget derinde"..

I starten elskede jeg, at jeg var gravid - og elskede at jeg havde et mirakel i maven. Og ville gøre alt for at beskytte den.

Da jeg fik af vide at det var en dreng og mærkede ham sparke elskede jeg August.

kitty skriver:

Jeg skal scannes på klnikken tirsdag.. Jeg håber det giver kæresten et indtryk af, at der faktisk bor nogen derinde. Jeg er jo ikke i tvivl, med al den kvalme

Tror det kommer til at betyde meget for ham. Det gjorde det for min kæreste. Det at se hjerteblink og efterfølgende få et lille billede med hjem, det gjorde ham pavestolt. Han havde endda hængt billedet op på vores lille opslagstavle ved siden af et tegnet hjerte med vores forbogstaver indeni. (Og jeg vil altså ikke sige jeg har den mest romantiske kæreste) Men her har han virkelig vist at det betyder meget for ham. Han spurgte også stolt om jeg havde set det.

Jeg selv har forsigtigt elsket den fra jeg testede postivt. Det kom som en overraskelse, og jeg vidste ikke hvor langt jeg var pga. uregelmæssig mens, så det var svært helt at (turde) forholde sig til den, når man ikke havde nogen tal på hvor langt jeg var. Efter scanningen tror jeg meget mere på at den lille spunk nok skal vokse sig stor og stærk, og jeg aer maven flere gange om dagen.

Pernille08 skriver:

Jeg har haft ufattelig svært ved at skulle knytte bånd 100% til barnet , da flere i min familie har haft mistet . Det har sat mange spor i mig igennem hele min graviditet .

jeg vil faktisk sige , jeg først for alvor ånede lettet op og ture elske mit barn , da jeg vidste at der var chancer for barnet overlevede hvis det blev født . ( altså omkring uge 24.)

Jeg ved det lyder helt hen i vejret , men det har været en graviditet fyldt med spekulationer og angst for at miste , og oven i fik jeg bækkenløsning .

Jeg hjar slet ik kunne forholde mig til at det var mit barn og det skulle nok overleve lige meget hvad , jeg kunne overbevise mig selv om at der ville ske noget , at det var sygt eller hvad ved jeg

Men det er altså overlevet , og jeg mærker daglige den lille (selvfølgelig) er i uge 32 nu , så der er ik så langt i mål , det væreste lige nu er at man føder et dødt barn , jeg har selvfølgelig kommet til at se de unge mødre med Puk Rebeza som føder en død pige .

men ejg synes jeg er blevet meget god til at overbevise mig selvom at selvfølgelig overlever vores barn , og jeg glæder mig virkelig til at få den lille guldklump i armene

Så jeg har nok først elsket mit barn for alvor fra uge 24 , men det er bestemt os det vigtigste i livet lige nu

 

Jeg har det præcist ligesådan! Jeg ville blive dybt ulykkelig, hvis der skulle ske noget, men samtidig er jeg så bange for netop dét, at jeg ikke tør knytte mig til spiren, før jeg er mere sikker på, at den bliver der.

Når først vi er forbi NF, jeg mærker barnet sparke og MD også er overstået, tror jeg klart, jeg kommer til at kunne mærke en voldsom opblomstring af den ubetingede kærlighed, der lige nu ligget undertrykt i frygtens mulm og mørke  

kitty skriver:

... Kærlighed til det lille væsen der lå/ligger i Jeres mave.

Vi har lige haft snakken nu, da jeg efter at have set "Hospitalet" (om det dødfødte barn) tog mig til maven og begyndte at græde. Jeg er 7 uger henne, og jeg føler mig allerede fuld af kærlighed til det lille væsen. Farmand er helt anderledes, og synes ikke han elsker den endnu.. Han ved ikke rigtig, hvad han skal tænke! (Mænd!! *ruller med øjnene*)

Føler I en kærlighed til det lille væsen tidligt, eller er det blevet mere realistisk efter f.x. scanning, følelsen af spark eller noget helt 3.?

Jeg ved ikke om jeg er helt ved siden af, men altså... Der ligger et fantastisk dejligt næsten-foster i min mave, og jeg ville altså blive ulykkelig ud over alle grænser, hvis jeg mistede det. Jeg er jo dens MOR!

Det gjorde jeg fra den nat, jeg fandt ud af at jeg var gravid.

Jeg fandt ud af det kl.01 og lå vågen hele natten. Tankerne kværnede i hovedet på mig og jeg var fyldt med kærlighed.

Altså faktisk elskede jeg nok barnet INDEN jeg blev gravid, hvis man kan sige det. (jeg ønskede det så inderligt og ventede bare på, at det blev vores tur - den følelse kender du vist   )

Jeg synes det hele har virket så uvirkeligt fra starten. Det var først her ved sidste skanning at det gik op for mig, at nu er jeg faktisk gravid (er i uge 21+5, - langsom opfattende? måske? &nbsp

Men ved sidste skanning gik vi fra en "den" til at vide at det er en dreng. Det har altså gik mig et andet syn på min graviditet.

~ Buito ~