Jeg skrev en gang ind til Woman. De havde/har i hvert blad, hvor en læser kan skrive ind om noget pinligt. Min historie kom i:
”Mød min skøre familie!”
Hvad enten hun ville det eller ej, fik månedens læser præsenteret hele sin vanvittige familie for sin nye kæreste allerede på deres anden date”
Tegning: PERNILLE KJELDSEN
Det tegnede til at blive en rigtig dejlig søndag. Humøret var i top, da jeg dagen før havde været på en fantastisk date med en skøn mand.
Denne søndag skulle jeg ud til min søster, hvor hele familien var samlet til fødselsdag. Alt var godt, og min date fra aftenen før havde allerede ringet og spurgt, om vi skulle ses igen – måske samme aften?
Ivrig som jeg var, aftalte vi, at han skulle hente mig hos min søster tidligt på aftenen.
Fødselsdagen i familiens skød gik rigtig godt og min søsters søn på 7 mdr. var et naturligt midtpunkt – kun overskygget lidt af, at familien havde fået nys om, at jeg blev hentet af en potentiel svigersøn.
Da tiden nærmede sig for min afhentning, begyndte det at undre mig lidt, at det virkede, som om mine forældre holdt deres afsked hen – indtil det med gru gik op for mig, at de havde tænk sig, at vi skulle følges ned på gaden!! I en alder af 27 år synes jeg – trods min modenhed – at det lige var et nummer for pinligt.
Løbsk telefon
Omsider begyndte mine forældre dog at gøre sig klar til at gå. Selv sad jeg i sofaen med min nevø på skødet - en anelse utålmodig, da klokken var blevet så mange at min date sikkert allerede ventede nede på gaden i sin bil.
Til stor morskab for selskabet havde min far taget min søsters hue på og lod, som om han præsenterede sig for sin ”nye svigersøn”. Alt i mens gnavede min nevø på min mobiltelefon. Pludselig smed den lille fyr telefonen fra sig – og apparatet røg på gulvet og gled ind under sofabordet. Til min store rædsel kunne jeg se, at der var lys i displayet, og pludselig kunne jeg svagt høre en stemme sige: ”Hallo, hallo….?”.
Alt i mens havde min ”morsomme” søster overtaget min fars ”standup-nummer, og hun sagde med meget høj og skarp stemme – stadig til stor fryd for hele familien: ”Nå, du må så være Karinas nye kæreste - er du interesseret i at få børn?? – Det vil Karina nemlig meget gerne snart have”. Hun fortsætter sit nummer med at tilføje: ”Karina har jo kendt rigtig mange mænd, og er jo ikke kræsen….bla, bla, bla.…”
Imens min familie gjorde sig morsomme på min bekostning, prøvede jeg desperat at få afsat knægten, så jeg kunne kravle ned på gulvet og få fat i telefonen. Inden jeg overhovedet nåede så langt, havde samtlige familiemedlemmer introduceret sig for den fiktive svigersøn, og alle var så optaget af deres egne morsomheder, at de ikke bemærkede min paniske kamp for at få afsat nevøen og fisket telefonen op.
Wanted: Tastelås
Da jeg lang om længe fik fat i telefonen, hørte jeg til min rædsel min dates stemme ”hallo Karina, er du der?” Jeg trykkede på ”afbryd”-knappen – ganske enkelt for flov til at sige noget. Samtidig håbede jeg, at jeg aldrig mere skulle se den ellers meget lækre fyr.
Der gik dog ikke mere end fem minutter, så modtog jeg en sms fra ham. Han holdt nede på gaden og syntes, at jeg skal skynde mig ned til ham, så jeg slap for alt det mobberi fra familien.
Da jeg kom ned til ham, grinede han til mig. Jeg kiggede hårdt på ham, og sagde med blussende kinder: ”Jeg kan ikke tale om det! Vi kan måske grine af det om ti år, hvis vi kender hinanden til den tid!”
Senere samme aften på en restaurant ringede min dates telefon. Det var såmænd hans mor, som i løbet af aftenen var blevet ringet op flere gange af hans telefon, som lå i hans bukselomme. Hun var meget nysgerrig efter at høre, hvad det var for en kvindestemme i baggrunden.
På den måde lykkes det os at blive introduceret for hinandens familier allerede på date nummer to - – takket være mobiltelefoner og manglende tastaturlås.