Hvordan forklarede I Jeres partner...

Rosa skriver:

Arhmen for filan!

True story: I starten af min graviditet var jeg LIGE startet på min drømmepraktik i retspsykiatrien. Jeg var SÅ overlykkelig for at jeg fik den plads, og ville virkelig gerne give mig 100% på det område. Og første uge gik jeg hjem hver dag med kvalme, vanvittig træthed og hovedpine - helt køresyg. Om fredagen fik vi så de to streger smidt i fjæset og var selvfølgelig lige dele chokerede og begejstrede. Men kvalmen fortsatte og blev værre. Jeg leverede bare slet ikke varen på praktikpladsen og spiste 6 hovedmåltider dagligt, og var bare SÅ sløj.  Det eneste der virkede, opdagede vi efter 1 måned på denne måde, var hvis jeg inden jeg stod op af sengen, mindre end 2 minutter efter jeg vågnede, drak et stort gas appelsinjuice med friskpresset ingefær i. Det var vitterligt DET ENESTE det hjalp! (Medicinen fra lægen fik jeg et seriøst krampeanfald af og røg på hospitalet )

Problemet var jo så, at hvis jeg selv stod op og pressede ingefær, så nåede kvalmen at ramme og resten af dagen var dødsdømt... Så den eneste løsning var at Svenskefanden stod op og ordenede min juice. Den juice blev det helt store issue herhjemme!!! Og tror du så ikke at han gik og blev RIGTIG bitter? Han brokkede sig i lårfede stråler hver eneste morgen og synes det var SÅ uretfærdigt at han skulle vækkes og være stik-i-rend-dreng for mig og mine prinsessevaner Efter 2 måneder i kvalmehelvede fik jeg nok! Jeg startede simpelthen vores forholds allerstørste skænderi og råbte gennem tårer at NU var det fandme nok!!! Hvis han ikke engang orkede at stå op fem minutter i otte for at redde HELE min dag så havde han jo ingen ANELSE om hvad der ventede ham når jeg blev kæmpestor og tyk og ikke kunne snøre mine egne sko og endnu mindre når der pludselig kom et barn som skulle passes på ALLE tider af døgnet!!!

Jeg hylede og tudede og bad ham til sidst om at vælge om han var inde eller ude i det her! Enten var han MED mig, og måtte gøre hvad han kunne for at hjælpe mig igennem graviditeten, bakke mig op 110% og stå til rådighed (skal siges at jeg selvfølgelig ikke var urimelig på nogen måde og ellers klarede alting selv) - og ellers var han ude - helt ude! Så skulle jeg nok klare det hele selv (tom trussel, set i bakspejlet, men jeg tror jeg virked pænt overbevisende).

Han råbte op og insisterede iskoldt på at der ikke var noget at gøre - der var ikke mere energi i ham at give af, han var udmattet og træt træt træt. That was it. Han måtte give op. Og efter et langt kvarter hvor ingen sagde noget som helst rejste han soig pludselig og sagde "skat - du ser altså rigtig træt ud, hvad med om jeg lige varmer lidt mælk til dig henter dit nattøj, så kan vi se en god film inden vi sover?" - og fra det øjeblik var han DRØMMEMANDEN gennem hele min graviditet! Vi havde det SÅ fantastisk og ja - jeg fik min morgenjuice med et smil fremover.

Det skal ikke forstås som at jeg truede ham langt ind over tøflen, men som et billede på at mænd tit har behov for at trække nødbremsen selvom de har drømt om at blive fædre. Og at der tit skal en ordenlig ventilering til før de er kommet af med frustrationerne og pludselig kan slappe af og nyde at deres kvinde render rundt og blive tyk og har brug for sin store stærke mand

 

Giv ham et ordentligt fur han aldrig glemmer og nyd så make up-delen bagefter! Så skal graviditetshyggen nok komme!!! Og trætheden går over - I promise!!!

Tak Rosa! Som Mette fik du lige fortalt, at den pæne "her taler vi om tingene" ikke altid virker. Som jeg skrev til Mette, så er jeg pokkers dårlig til at råbe højt.. Men måske jeg skulle prøve det!!

Han har lige været inde at spørge, om jeg ikke kommer ind i stuen igen, så man kan vel sige det er hans måde at komme med varm mælk og pyjamas. Men kun for en aften. Jeg venter bare på at bomben sprænger igen!

Jeg må lægge en plan og lave "nu slukker vi tv'et og computeren, og så taler vi til det er løst. Om så jeg skal råbe...."-planen! For jeg magter ikke også at skulle kæmpe med ham, udover at skulle skulle kæmpe med at være 2i1 krop lige nu

De udlændinge skal måske bare have det bøjet i neon??

kitty skriver:

At I havde det skidt, i begyndelsen af graviditeten? Så han forstod og accepterede, at energien var på minus?

Jeg har netop fået at vide jeg er jordens mest umotiverende og sløve kæreste.. Tag den!! Så nu sidder jeg her med mine hormoner og lader tårerne trille, og er faktisk gået i seng.

Jeg passer min praktikplads 8 timer dagligt. Der ligger jeg al min energi, for min uddannelse betyder meget, og jeg håber at blive færdig inden termin.

Jeg handler ind på vej hjem fra arbejde, og sætter på plads når jeg kommer hjem. Derefter læser jeg hvad der må være af lektier til dagen efter.... Og så er jeg færdig, som i træt, meget træt!! Jeg lægger mig på sofaen og ser tankeløst tv, og kl 17 kommer han hjem. Ofte er jeg faldet i søvn

Kl 18 spørger han, hvornår vi skal spise, fordi jeg (desværre) altid har været den der har lavet mad. Men med min graviditetskvalme, der starter kl 16 dagligt, er det ulideligt at stå og stege kød og multitaske med rodfrugter i ovnen, kartofler i gryden etc. Min hjerne er smeltet! Så I aften fik han at vide, at han selv måtte lave mad, for jeg sku' ikke have noget.

Svaret var jo så, at jeg var den mest umotiverende og sløve kæreste, og at jeg opførte mig som om jeg var så elendig, at det virkelig ikke kunne være SÅ hårdt at være gravid!? At jeg aldrig hjalp til herhjemme, og bare sov hele tiden.... Og at det da slet ikke bare hjalp at jeg lå. Jeg må ud og igang, og være aktiv!!

Jeg blev rigtig ked af det, og hormonerne gør jo så at jeg stadig sidder og tuder. Jeg er godt klar over jeg ikke er ernergisk og går den tur jeg burde. Men efter en lang aktiv dag på job og 20 minutters gåtur hjem, så ser jeg mig ikke som inaktiv.

Hvordan pokker fik/får I Jeres mænd til at forstå, at energi er en by i Rusland, når man er i første trimester??

Ej nu må han faneme holde op!!  Man er bare røv træt i starten...og sidst i graviditeten, BASTA!! Og  at få sådan noget at vide er da dybt demoraliserende.

Hils ham fra mig og sig, at HAN sla tage sig sammen og støtte dig mere

Valle81 skriver:

Lad ham læse lidt her på Baby dk - lad ham læse dit indlæg....

Mænd er desværre bare helt clueless på det punkt, og det er død urimeligt. De vil aldrig fatte det før de mærker det på egen krop, hvilket aldrig sker.

Men du er nødt til at blive ved med at gentage dig selv - og det er jo en periode. Og du må forklare ham at du er NØDT til at lytte til din krop og slappe af og hvile hvis jeres baby skal have det godt.

Og i har jo kæmpet en kamp...............

Christina

Jeg tror også han er "mæt" af kampen.... At det er mærkeligt at omstille sig fra at ønske, til faktisk at have resultatet. Og først blev jeg dårlig af al kemien i hormonerne, og nu bliver jeg dårlig af det barn vi ønskede os, der har godt gang i sin ravage!!

Så det er mærkeligt for os begge.. Og vi tør ikke helt tro på det lykkes! Men det skal det! Og jeg må jo bare bøje det i neon for ham, hvis det er sådan han skal have det!

Rosa skriver:

Arhmen for filan!

True story: I starten af min graviditet var jeg LIGE startet på min drømmepraktik i retspsykiatrien. Jeg var SÅ overlykkelig for at jeg fik den plads, og ville virkelig gerne give mig 100% på det område. Og første uge gik jeg hjem hver dag med kvalme, vanvittig træthed og hovedpine - helt køresyg. Om fredagen fik vi så de to streger smidt i fjæset og var selvfølgelig lige dele chokerede og begejstrede. Men kvalmen fortsatte og blev værre. Jeg leverede bare slet ikke varen på praktikpladsen og spiste 6 hovedmåltider dagligt, og var bare SÅ sløj.  Det eneste der virkede, opdagede vi efter 1 måned på denne måde, var hvis jeg inden jeg stod op af sengen, mindre end 2 minutter efter jeg vågnede, drak et stort gas appelsinjuice med friskpresset ingefær i. Det var vitterligt DET ENESTE det hjalp! (Medicinen fra lægen fik jeg et seriøst krampeanfald af og røg på hospitalet )

Problemet var jo så, at hvis jeg selv stod op og pressede ingefær, så nåede kvalmen at ramme og resten af dagen var dødsdømt... Så den eneste løsning var at Svenskefanden stod op og ordenede min juice. Den juice blev det helt store issue herhjemme!!! Og tror du så ikke at han gik og blev RIGTIG bitter? Han brokkede sig i lårfede stråler hver eneste morgen og synes det var SÅ uretfærdigt at han skulle vækkes og være stik-i-rend-dreng for mig og mine prinsessevaner Efter 2 måneder i kvalmehelvede fik jeg nok! Jeg startede simpelthen vores forholds allerstørste skænderi og råbte gennem tårer at NU var det fandme nok!!! Hvis han ikke engang orkede at stå op fem minutter i otte for at redde HELE min dag så havde han jo ingen ANELSE om hvad der ventede ham når jeg blev kæmpestor og tyk og ikke kunne snøre mine egne sko og endnu mindre når der pludselig kom et barn som skulle passes på ALLE tider af døgnet!!!

Jeg hylede og tudede og bad ham til sidst om at vælge om han var inde eller ude i det her! Enten var han MED mig, og måtte gøre hvad han kunne for at hjælpe mig igennem graviditeten, bakke mig op 110% og stå til rådighed (skal siges at jeg selvfølgelig ikke var urimelig på nogen måde og ellers klarede alting selv) - og ellers var han ude - helt ude! Så skulle jeg nok klare det hele selv (tom trussel, set i bakspejlet, men jeg tror jeg virked pænt overbevisende).

Han råbte op og insisterede iskoldt på at der ikke var noget at gøre - der var ikke mere energi i ham at give af, han var udmattet og træt træt træt. That was it. Han måtte give op. Og efter et langt kvarter hvor ingen sagde noget som helst rejste han soig pludselig og sagde "skat - du ser altså rigtig træt ud, hvad med om jeg lige varmer lidt mælk til dig henter dit nattøj, så kan vi se en god film inden vi sover?" - og fra det øjeblik var han DRØMMEMANDEN gennem hele min graviditet! Vi havde det SÅ fantastisk og ja - jeg fik min morgenjuice med et smil fremover.

Det skal ikke forstås som at jeg truede ham langt ind over tøflen, men som et billede på at mænd tit har behov for at trække nødbremsen selvom de har drømt om at blive fædre. Og at der tit skal en ordenlig ventilering til før de er kommet af med frustrationerne og pludselig kan slappe af og nyde at deres kvinde render rundt og blive tyk og har brug for sin store stærke mand

 

Giv ham et ordentligt fur han aldrig glemmer og nyd så make up-delen bagefter! Så skal graviditetshyggen nok komme!!! Og trætheden går over - I promise!!!

Mænd!!!

kitty skriver:

Jeg kan kun give dig fuldstændig ret! Men jeg erkender blank at jeg er skide dårlig til at være den der råber højt og sætter nogen på plads.. Jeg går altid efter girafsproget, men det er sgu ikke altid det virker!!

Vil nødig stå med en voksen lille-bjørn og en baby lille-bjørn!! Så ja, jeg må hellere smøge ærmerne op og komme ind i kampen!

Tak fordi du er ærlig Mette!!

Jamen girafsproget er såmænd også et ret godt sprog..............bare ikke når man skal kommunikere med en forkælet bjørn. Han ender bare med at æde en, og det var jo ikke meningen. Nææææhhhh...........et ordentligt GRRRRR..........det er hvad bjørnen skal have. Prøv at mærk efter inden i...............kan du mærke vreden?? For du burde være vred, over så tankeløse bemærkninger. Desværre tror jeg, at du vender det indad, og føler ked-af-det-hed istedet for vrede. Prøv at find vreden.................jeg lover dig, at den findes............og hvis du lukker den ud, så får du det bedre, og måske vil din bjørn, tænke lidt over hvad han lukker ud i fremtiden.

Du kan altid forvente et ærligt svar fra mig..................men hvis jeg på nogen måde støder dig, så må du endelig sige til, ikke??

Knus Mette

anna-jonas skriver:

Jamen girafsproget er såmænd også et ret godt sprog..............bare ikke når man skal kommunikere med en forkælet bjørn. Han ender bare med at æde en, og det var jo ikke meningen. Nææææhhhh...........et ordentligt GRRRRR..........det er hvad bjørnen skal have. Prøv at mærk efter inden i...............kan du mærke vreden?? For du burde være vred, over så tankeløse bemærkninger. Desværre tror jeg, at du vender det indad, og føler ked-af-det-hed istedet for vrede. Prøv at find vreden.................jeg lover dig, at den findes............og hvis du lukker den ud, så får du det bedre, og måske vil din bjørn, tænke lidt over hvad han lukker ud i fremtiden.

Du kan altid forvente et ærligt svar fra mig..................men hvis jeg på nogen måde støder dig, så må du endelig sige til, ikke??

Knus Mette

Jeg skal nok sige til hvis du støder mig, men det er ikke sket endnu

Mit sygeplejegen glemmer jeg bare nogle gange at lægge i skabet på job, og så tager jeg det med hjem. Og eftersom der ikke er noget barn, jamen så er han jo den heldige vinder! Det er skide dumt, men jeg der det altid først i bakspejlet!

Og ja, jeg er en vende-det-indad-type, for det har jeg alle dage været vandt til.... Så jeg "glemmer" at blive vred og tænker "det er bare mig der er noget galt med". Og det er skide dumt! Det ender med jeg laver Maude og han ikke finder ud af, at den slags siger man bare ikke!

Dumme dumme bjørn!

Og til dig og kattekyllingen.

Jeg tror det er meget almindeligt at tage sådan en tur når man er gravid - både som mand og kvinde. Mænd forstår det ikke. Hvordan skulle de også kunne det. Ens krop går *amok* det første trimester. Ikke en gang andre kvinder (dem der ikke selv har prøvet det) forstår det helt. Og man forstår jo nok heller ikke helt selv at det er muligt at ens krop er så fremmet.

Det er okay at du ikke er typen der normalt råber op og slår i bordet. Men vil skyde på at hvid det forstætter som du har beskrevet til det skal du nok nå dertil hvor du råber og skriger og stamper i gulvet mens snot og tåre vælter fra dig som vandfald.

Og så skal du se en forskræket bjørn!!! Og det kan godt være han lusker lidt omkring et stykke tid men så skal han nok forstå det.

Som jeg har skrevet før så er det jo en læringsprocess for jer begge. I skal gå fra at være kærester uden store forpligtelser andet end over for jer selv til at være forældre og have ansvaret for et andet menneske. Det er en rejse hvor I både skal lære noget om jer selv, hinanden, grænser og værdier.

Og hvis bjørnen har glemt det et kort øjeblik så er det her jo noget I har arbejdet målrettet i mod i snart 3 år. Det er noget I er fælles om og begge to var enige om. Man bestemmer ikke selv hvor hårdt ramt man bliver i en graviditet. Men kan da statistisk sige at de 2 af mine 3 graviditeter hvor jeg har været rigtig hårdt ramt til en start er også dem der har resulteret i at vi har fået Alexander og at han skal blive storebror til januar. Så med andre ord skal bjørnen bare pakke sig og være glad for at det endelig at lykkes at gøre dig med kattekylling!!!

Jeg synes du skal sende din (dumme) kæreste hjem til mig et par dage. Efter at have givet ham jordens største røvfuld, så tager jeg ham med på arbejde på intensiv et par dage, hvor han løbende skal kunne gøre rede for den teori som jeg selvfølgelig nok skal udlevere materiale på, men han skal kunne det. Så skal han også forberede sig til næste dag og lave mad og vaske tøj - og passe Oliver om natten.

Jeg LOVER dig, at han aldrig mere finder på at sige noget så latterligt til dig

Det er bare ikke iorden at sige. Det tager så meget på kroppen at være gravid. Jeg var så heldig at min kæreste forstod det, han irriterede sig lidt over jeg ikke lavede så meget, men sagde også at den lille sikkert tog en masse energi. Fortalte jeg havde hørt den ville komme tilbage efter 12-13 uge, og wupti så havde jeg energi igen. Nu hvor vi er 34+ og jeg har nogen dage hvor jeg bare er helt færdig siger han jeg skal ligge mig, hvis jeg har dovnet hele dagen på sofaen er det også iorden, bare både jeg og lillepigen har det godt. Her møder kæresten på job kl 6 i kolding. han står op kl 5, og har fri 14.30, han laver jævnligt mad(nok mere end jeg gør nu om stunder) Men han brokker sig ikke.

Ja, altså hvis jeg kunne ville jeg med glæde låne dig min kæreste, for han er helt utrolig. Måske din mand skulle sætte sig lidt mere ind i hvad der sker med kroppen når du er gravid. Jeg syntes du klare det UTROLIG FLOT. Jeg har gået hjemme det meste af min graviditet, og kan slet ikke se hvordan jeg skulle klare et job i starten. MAN ER BARE TRÆT...... Så må han selv til at lave noget. Og forstår han det ikke skal jeg da komme og forklare det for ham. Han må hanke op i sig selv, nu venter i barn, og han skal passe på dig.

Jeg har altså ikke læst alle svarene! Men nej, graviditet er ikke en sygdom men man skal sørme lytte til sin krop! Heldigvis er min kæreste meget forstående, og var faktisk ofte den der sendte mig i seng osv. i starten. (at jeg så fik stress over det, fordi der INTET skete i hjemmet, mm jeg gjorde det er en anden snak)

Da jeg så, efter 16 uger kvalme, skulle til første JM besøg, understregede hun vigtigheden i, at passe på sig selv. "Jamen det er jo bare kvalme" var mit svar "sådan har mange andre det også, nogle kaster endda al mad op igen"

Tak skal du have for en opsang jeg fik! Ikke 2 graviditeter er ens og du skal prioritere. Du skal smide den dårlige samvittighed over, at du lige nu passer 110% på Jeres barn og ikke Jeres forhold - det skal nok komme sidenhen. Du skal også overlade aftensmaden til ham - i fald at han vil have mad, må han vel også kunne lave det? Ved godt det lyder lidt hårdt, men det er altså ikke legende let at have kvalme hele tiden OG passe fuldtidsstudie!

Det hele skal nok vende, men I må også forberede Jer på det kan tage tid. Det er ikke udelukkende lykke at være gravid (eller kæreste til en gravid!) - vi er så småt ved at finde ud af det igen herhjemme, og jeg er 19+4 i dag

Håber du snart får det bedre, og at kæresten får åbnet bogen!