Hvordan forklarede I Jeres partner...

kitty skriver:

 

Den med take away er prøvet, men jeg kan simpelthen ikke leve med det Jeg har intet imod at gøre det engang i mellem, men jeg er forvent med en kok som far. Mad skal laves ordentligt, helst fra bunden, hver dag... Og jeg plejer at nyde at lave mad... Men jeg magter det ikke lige nu! I morgen laver jeg pizza.. Det er hurtigt lavet, og jeg har fri, så jeg kan nå at lave det inden jeg bliver træt Så skal det bare lunes Måske jeg sklle bruge mine studiedage på at fylde færdig mad i fryseren, ligesom inden baby kommer

Tak for dit tip. Og tak for håbet om, at tågen faktisk letter igen! Det er alligevel rart at vide

Ja, den med at fylde fryseren er virkelig god! Jeg skal helt sikkert også have bagt boller, pizzasnegle, pølsehorn og hvad jeg ellers lige kan finde på inden fødslen! God ide med at lave pizzaen i god tid i morgen - lav evt. en stor portion, så kan du varme noget lørdag også

anna-jonas skriver:

Vi har her at gøre med en bjørn, der af natur er meget, meget forvænt.................næsten grænsende til forkælet. Som sikkert er blevet passet op af sin mor, i sin barndomsgrotte, og som har fået serveret dejlig mad kl. 18 hver dag, har fået rene bjørne-underhylere i skuffen på mystisk vis, selvom de blev smidt på gulvet, lige foran den varme rede, hvor han gik i hi.

Denne forkælede og ret urimelige Bjørn skal have et wake-up call. For hvis han får lov at fortsætte sit tilbagelænede bjørneliv, så har du pludselig 2 bjørneunger i din grotte, én lille bitte en, og én halvstor, jaloux og urimelig en. Han skal vænnes fra..................og så skal han bestemme sig for om han vil være bjørnefar, eller en forkælet storebror-bjørn.

Såååå, søde Maude...........kan du få rumpen ud af sengen, og ind i spændingsfeltet, og få ham gjort begribeligt, at her i denne "voksen-grotte". der deles man, og hvis den ene ikke kan deltage så meget i en periode, så overtager den anden. For den anden (altså han-bjørnen) ved aldrig hvornår han selv bliver sløjt kørende, og har brug for at blive plejet lidt.

Hmmmmmffffff.............GRRRRRRR!!!!!!!

Stort bjørnekram Mette

Riksen skriver:

Jeg er glad for (mulgivis) at kunne hjælpe. Ja, bare den mindste feber og så er man døden nær... det er et kønt synt

Jeg håber at han forstår pointen, og at hans udbrud "bare" var en dum reaktion på den ændrede livssituation. Det kan jo være at det er hans måde at reagere på alle de ændringer en graviditet og et barn fører med sig, og hvis det så lægges sammen med en dårlig vane med at blive opvartet, så skal det jo komme til udtryk på en eller anden måde - desværre!

Håber I finder ud af det.

Jeg er næsten 100 procent sikker på, at det er hans måde at reagere på. Han har altid haft et meget iltert sind, men det er taget meget af, efter vi mødte hinanden, har min svigerfar fortalt. De var meget lykkelige for at jeg kom ind i familien, så han blev glad

Og det er også forståeligt han reagerer, for det er også en stor ændring i hans liv. MEN! Det er altså begrænset hvor rummelig og forstående jeg kan være, når jeg er forkvalmet og træt som et alderdoms hjem! Jeg tror du har ret.. Det er bare hans måde. Gid han kunne nøjes med at spise chokolade, så kunne vi "reagere" sammen

Arhmen for filan!

True story: I starten af min graviditet var jeg LIGE startet på min drømmepraktik i retspsykiatrien. Jeg var SÅ overlykkelig for at jeg fik den plads, og ville virkelig gerne give mig 100% på det område. Og første uge gik jeg hjem hver dag med kvalme, vanvittig træthed og hovedpine - helt køresyg. Om fredagen fik vi så de to streger smidt i fjæset og var selvfølgelig lige dele chokerede og begejstrede. Men kvalmen fortsatte og blev værre. Jeg leverede bare slet ikke varen på praktikpladsen og spiste 6 hovedmåltider dagligt, og var bare SÅ sløj.  Det eneste der virkede, opdagede vi efter 1 måned på denne måde, var hvis jeg inden jeg stod op af sengen, mindre end 2 minutter efter jeg vågnede, drak et stort gas appelsinjuice med friskpresset ingefær i. Det var vitterligt DET ENESTE det hjalp! (Medicinen fra lægen fik jeg et seriøst krampeanfald af og røg på hospitalet )

Problemet var jo så, at hvis jeg selv stod op og pressede ingefær, så nåede kvalmen at ramme og resten af dagen var dødsdømt... Så den eneste løsning var at Svenskefanden stod op og ordenede min juice. Den juice blev det helt store issue herhjemme!!! Og tror du så ikke at han gik og blev RIGTIG bitter? Han brokkede sig i lårfede stråler hver eneste morgen og synes det var SÅ uretfærdigt at han skulle vækkes og være stik-i-rend-dreng for mig og mine prinsessevaner Efter 2 måneder i kvalmehelvede fik jeg nok! Jeg startede simpelthen vores forholds allerstørste skænderi og råbte gennem tårer at NU var det fandme nok!!! Hvis han ikke engang orkede at stå op fem minutter i otte for at redde HELE min dag så havde han jo ingen ANELSE om hvad der ventede ham når jeg blev kæmpestor og tyk og ikke kunne snøre mine egne sko og endnu mindre når der pludselig kom et barn som skulle passes på ALLE tider af døgnet!!!

Jeg hylede og tudede og bad ham til sidst om at vælge om han var inde eller ude i det her! Enten var han MED mig, og måtte gøre hvad han kunne for at hjælpe mig igennem graviditeten, bakke mig op 110% og stå til rådighed (skal siges at jeg selvfølgelig ikke var urimelig på nogen måde og ellers klarede alting selv) - og ellers var han ude - helt ude! Så skulle jeg nok klare det hele selv (tom trussel, set i bakspejlet, men jeg tror jeg virked pænt overbevisende).

Han råbte op og insisterede iskoldt på at der ikke var noget at gøre - der var ikke mere energi i ham at give af, han var udmattet og træt træt træt. That was it. Han måtte give op. Og efter et langt kvarter hvor ingen sagde noget som helst rejste han soig pludselig og sagde "skat - du ser altså rigtig træt ud, hvad med om jeg lige varmer lidt mælk til dig henter dit nattøj, så kan vi se en god film inden vi sover?" - og fra det øjeblik var han DRØMMEMANDEN gennem hele min graviditet! Vi havde det SÅ fantastisk og ja - jeg fik min morgenjuice med et smil fremover.

Det skal ikke forstås som at jeg truede ham langt ind over tøflen, men som et billede på at mænd tit har behov for at trække nødbremsen selvom de har drømt om at blive fædre. Og at der tit skal en ordenlig ventilering til før de er kommet af med frustrationerne og pludselig kan slappe af og nyde at deres kvinde render rundt og blive tyk og har brug for sin store stærke mand

Giv ham et ordentligt fur han aldrig glemmer og nyd så make up-delen bagefter! Så skal graviditetshyggen nok komme!!! Og trætheden går over - I promise!!!

SeptemberBaby skriver:

Når min (heldigvis forstående mand) ofte fandt mig på sofaen og spurgte, "hvad har du så lavet i dag?", så plejede jeg at svare med udgangspunkt i netop Politikens Graviditetsbog. 

Fx: "Jeg har bygget en milliard hjerneceller" eller "Jeg laver rygsøjle" eller " jeg er i gang med et par vitale organer".

Du kan jo kopiere den, så kan det være, han får lidt perspektiv på det .

Den er jo oplagt!! Den tager jeg i brug, med sikkerhed!! TAK!!

Hej du.

Hvor tankeløst og minus forstående af ham  - jeg ville selv være blevet så ked af det, så kan godt forstå dig!

Jeg er gravid med 4. barn - og 6. graviditet. I alle 6 graviditeter har jeg været ultra træt i 1. trimester! Nu er jeg lige gået ind i 2. trimester og det har hjulpet på trætheden. Dog kan jeg stadig kollapse - i foregård skete det midt i aftensmaden. Jeg blev skidt af træthed og gik direkte til sofaen og sov 2 timer mens manden spiste færdigt med børnene, ryddede af bordet, smurte madpakker, læste for børnene og puttede dem. Jeg sætter STOR pris på, at han er så fantastisk forstående, men jeg synes faktisk også, at det SKAL være sådan. Man er jo fuldstændig færdig, i starten af sin graviditet!

God ídé med at lægge bogen til ham. Prøv at finde en masse indlæg fra kvinder, der har det skidt og er trætte og print dem ud til ham. Print uge for uge- gravidinfo ud og læg til ham. Han bliver nødt til at tage en ekstra tørn lige nu, hvor du har brug for det.

Håber du får en mere forstående kæreste ud af det

kitty skriver:

At I havde det skidt, i begyndelsen af graviditeten? Så han forstod og accepterede, at energien var på minus?

Jeg har netop fået at vide jeg er jordens mest umotiverende og sløve kæreste.. Tag den!! Så nu sidder jeg her med mine hormoner og lader tårerne trille, og er faktisk gået i seng.

Jeg passer min praktikplads 8 timer dagligt. Der ligger jeg al min energi, for min uddannelse betyder meget, og jeg håber at blive færdig inden termin.

Jeg handler ind på vej hjem fra arbejde, og sætter på plads når jeg kommer hjem. Derefter læser jeg hvad der må være af lektier til dagen efter.... Og så er jeg færdig, som i træt, meget træt!! Jeg lægger mig på sofaen og ser tankeløst tv, og kl 17 kommer han hjem. Ofte er jeg faldet i søvn

Kl 18 spørger han, hvornår vi skal spise, fordi jeg (desværre) altid har været den der har lavet mad. Men med min graviditetskvalme, der starter kl 16 dagligt, er det ulideligt at stå og stege kød og multitaske med rodfrugter i ovnen, kartofler i gryden etc. Min hjerne er smeltet! Så I aften fik han at vide, at han selv måtte lave mad, for jeg sku' ikke have noget.

Svaret var jo så, at jeg var den mest umotiverende og sløve kæreste, og at jeg opførte mig som om jeg var så elendig, at det virkelig ikke kunne være SÅ hårdt at være gravid!? At jeg aldrig hjalp til herhjemme, og bare sov hele tiden.... Og at det da slet ikke bare hjalp at jeg lå. Jeg må ud og igang, og være aktiv!!

Jeg blev rigtig ked af det, og hormonerne gør jo så at jeg stadig sidder og tuder. Jeg er godt klar over jeg ikke er ernergisk og går den tur jeg burde. Men efter en lang aktiv dag på job og 20 minutters gåtur hjem, så ser jeg mig ikke som inaktiv.

Hvordan pokker fik/får I Jeres mænd til at forstå, at energi er en by i Rusland, når man er i første trimester??

Lad ham læse lidt her på Baby dk - lad ham læse dit indlæg....

Mænd er desværre bare helt clueless på det punkt, og det er død urimeligt. De vil aldrig fatte det før de mærker det på egen krop, hvilket aldrig sker.

Men du er nødt til at blive ved med at gentage dig selv - og det er jo en periode. Og du må forklare ham at du er NØDT til at lytte til din krop og slappe af og hvile hvis jeres baby skal have det godt.

Og i har jo kæmpet en kamp...............

Christina

kitty skriver:

Jeg er næsten 100 procent sikker på, at det er hans måde at reagere på. Han har altid haft et meget iltert sind, men det er taget meget af, efter vi mødte hinanden, har min svigerfar fortalt. De var meget lykkelige for at jeg kom ind i familien, så han blev glad

Og det er også forståeligt han reagerer, for det er også en stor ændring i hans liv. MEN! Det er altså begrænset hvor rummelig og forstående jeg kan være, når jeg er forkvalmet og træt som et alderdoms hjem! Jeg tror du har ret.. Det er bare hans måde. Gid han kunne nøjes med at spise chokolade, så kunne vi "reagere" sammen

He he Ja, chokolade er den bedste medicin. Selvfølgelig er der grænser for hvor forstående du kan være, og du skal ikke finde dig i den grove tone - selvom han reagerer, må han gerne have lidt omtanke.

han fatter det ikke, selvom jeg sidder og tuder og siger jeg ikke kan klare mere (kvalme, opkast, hovedpine, og svimmelhed) jeg har været ved at låse ham ude af bare frustrationer!

han ignorere det når jeg simpelthen ikke kan klare mere og bryder sammen i bare afmagt, han tror ikke det kan være så slemt at være gravid..

Har råbt flere gange; ved du hvad, du skulle kraftedme prøve at være mig for éen dag, sku du!!!! så ville du holde kaje resten af tiden til jeg føder !!

anna-jonas skriver:

Vi har her at gøre med en bjørn, der af natur er meget, meget forvænt.................næsten grænsende til forkælet. Som sikkert er blevet passet op af sin mor, i sin barndomsgrotte, og som har fået serveret dejlig mad kl. 18 hver dag, har fået rene bjørne-underhylere i skuffen på mystisk vis, selvom de blev smidt på gulvet, lige foran den varme rede, hvor han gik i hi.

Denne forkælede og ret urimelige Bjørn skal have et wake-up call. For hvis han får lov at fortsætte sit tilbagelænede bjørneliv, så har du pludselig 2 bjørneunger i din grotte, én lille bitte en, og én halvstor, jaloux og urimelig en. Han skal vænnes fra..................og så skal han bestemme sig for om han vil være bjørnefar, eller en forkælet storebror-bjørn.

Såååå, søde Maude...........kan du få rumpen ud af sengen, og ind i spændingsfeltet, og få ham gjort begribeligt, at her i denne "voksen-grotte". der deles man, og hvis den ene ikke kan deltage så meget i en periode, så overtager den anden. For den anden (altså han-bjørnen) ved aldrig hvornår han selv bliver sløjt kørende, og har brug for at blive plejet lidt.

Hmmmmmffffff.............GRRRRRRR!!!!!!!

Stort bjørnekram Mette

Jeg kan kun give dig fuldstændig ret! Men jeg erkender blank at jeg er skide dårlig til at være den der råber højt og sætter nogen på plads.. Jeg går altid efter girafsproget, men det er sgu ikke altid det virker!!

Vil nødig stå med en voksen lille-bjørn og en baby lille-bjørn!! Så ja, jeg må hellere smøge ærmerne op og komme ind i kampen!

Tak fordi du er ærlig Mette!!