Først og fremmest vil jeg anbefale at du får lidt aflastning. Det kan være familie eller 'naboens store pige' der kommer og går en laaang tur med hende i barnvognen. Så du får et par timer til dig selv!
Dernæst vil jeg sige, at din datter nok afspejler jeres forhold eller dit forhold til hende. Du beskriver hende som et barn fra helvedet, og det kan hun helt sikker mærke. Hun har brug for din kærlighed og din hengivenhed, og det kan du ikke give hende lige nu, fordi du bare har fået nok af hende. Den onde cirkel skal du og I ud af.
Derudover så er det omkring 8-10 mdr alderen at seperationsangsten sætter ind, og hvor babyer generelt gerne vil lege mere, have mere kontakt, dog uden at de kan 'lege' ret meget.
Jeg går ud fra at du er alene med barnet, siden du ikke skriver noget om faren. Har du nogle forældre, der ville kunne tage din datter i en hel weekend? For selvom jeg normalt er imod at være væk fra de små i lang tid, så tænker jeg at I jeres tilfælde, ville de datter have godt at at komme til nogle bedsteforældre der bare overøser hende med kærlighed, helt massivt 24 timer i døgnet i et par dage, og du ville have godt at et pusterum!
Dernæst vil jeg spørge om du har en slynge? Det kan altså hjælpe RIGTIG meget!!! At hun kan få lov til at sidde og putte hos dig, side og falde i søvn og mærke dig, imens du stadig har friheden til at gå lavet noget. Selvom hun er stor, er hun slet ikke for stor til at sidde i en slynge.
Åh, hvor er det synd for jer begge to!!! Ingen har lyst til ikke at kunne holde sit barn ud, og et hvert barn lide under det når det kan mærke at mor ikke orker/gider det. Jeg håber inderligt for jeres begge tos skyld, at I for brudt det mønster og I kan komme til at nyde hinandens selvskab!!!
Anmeld