gravid og min kæreste vil skride

Hejsa

Jeg stod for lidt over 3 år siden i fuldstændig samme situation. Min kæreste og jeg var gået fra hinanden og 6 uger efter opdager jeg at jeg var gravid...

Jeg ringer selvfølgelig til ham og forklare hvordan og hvorledes.... Han meddeler mig så at han KUN vil være der for barnet hvis vi bliver kærester igen... Det sagde jeg nej til. Vi fik fra hinanden fordi jeg ikke havde følelser for ham mere, ikke nok til at vi skulle være kærester i hvert fald.... Også tændte han helt af!!! Han ville hellere sidde 12 år i spjældet for drab på babyen i maven og mig, end han ville være far for babyen, så jeg havde bare at få en abort for jeg ville aldrig kunne gå i sikkerhed, osv osv...... Og som jeg sagde til ham, jeg ved ikke hvad en graviditet kunne have gjort for mine følelser for ham, men nu havde han da i hvert fald ødelagt det helt for sig selv..... Hørte så overhovedet ikke mere fra ham! Men jeg havde taget min beslutning, jeg ville have barnet, jeg havde elsket det fra første sekund (da jeg testede positiv) så jeg var overhovedet ikke i tvivl. Far eller ej....

Skrev så en sms til min eks 3 dage efter jeg havde født. At nu havde jeg født en dejlig dreng, str på ham og de ting man nu skriver. Og at han stadig kunne nå at ændre mening, jeg gav ham 1 mdr til at finde ud af hvad han ville. Men bestemte han sig for at han stadig ikke vil have noget med min søn at gøre, så var det for altid. Det var enden eller..... OLg jeg har aldrig nogensinde hørt fra han siden, og idag er min  søn 3 år og 4 mdr!!!

Og det skal så lige siges at han aldrig har manglet noget. Så det pis med at et barn har krav på begge forældre osv osv.... Op i røven med det, du kan give dit barn et dejligt liv uden en far. Og du skal nok finde dig en sød fyr som med tiden vil være der for både dig og dit barn.... Jeg er idag gift med en skøn fyr, som fra dag et tog min søn til sig. De er far og søn, og vi har sammen ffået endu en dreng....

Jeg vil selvfølgelig fortælle min søn når han bliver ældre at han har en anden far, også vil han få sandheden. Også må han selv tage stilling til om han vil opsøge hans biologiske far, eller om han ikke har noget at bruge ham til..... Jeg og min mand (hans "rigtige" far vil støtte ham uanset hens beslutning)

Du skal gøre lige præcis det du føler for....

Kram

Rosa skriver:

Jeg har ikke været i din situation, men jeg har læst hundredevis af historier herinde efterhånden fra piger der har stået præcis der hvor du står nu - både før og efter de fik børnene...

Mit råd til dig er at hvis ikke du vil have en abort, så må du nok forberede dig på at blive enlig mor, for det lyder absolut ikke som om din kæreste har lyst til at blive far nu. Og hvis du tager det valg for ham og "tvinger ham" til at blive far fordi du gerne vil være mor, så kan det vel ikke overraske dig at han absolut ikke har lyst til at være din kæreste mere? Jeg synes det er værre at tvinge  nogen til at blive forælder resten af deres liv end det er at presse nogen til abort! Det er min ærlige mening! Jeg ville aldrig tilgive en person som tog valget fra mig og tvang mig til at blive forælder resten af mit liv mod min vilje! Tænk på hvor stor en beslutning det er - og tænk så på at være tvunget ud den, at få frataget muligheden for at sige "nu skal det være - hvor fantastisk det skal blive og hvor jeg dog glæder mig!"...

Jeg er MEGET imod at folk får børn som den ene forælder helst havde valgt fra. Børn har krav på og ret til TO forældre som virkelig ønskede sig at få dem - ikke bare en mor der vælger at få dem og så må faren bare følge med eller være weekendfar resten af sit liv. Og du kan altid få et barn senere med en far som virkelig ønsker sig børn med dig.

De fleste som vælger at få børn stik imod farens vilje ender med at stå alene med børnene, eller skulle igennem helvede for at få samarbejdet med faren til at fungere i årene fremover - og hvem taber i det spil? Barnet!!!

Mit råd er: Få den abort og brug tiden derefter på at slikke dine sår og blive ok igen, eller indstil dig på at være enlig mor og forklare dit barn en dag hvorfor far ikke er der...

Mvh

Rosa

Rosa skriver:

Jeg har ikke været i din situation, men jeg har læst hundredevis af historier herinde efterhånden fra piger der har stået præcis der hvor du står nu - både før og efter de fik børnene...

Mit råd til dig er at hvis ikke du vil have en abort, så må du nok forberede dig på at blive enlig mor, for det lyder absolut ikke som om din kæreste har lyst til at blive far nu. Og hvis du tager det valg for ham og "tvinger ham" til at blive far fordi du gerne vil være mor, så kan det vel ikke overraske dig at han absolut ikke har lyst til at være din kæreste mere? Jeg synes det er værre at tvinge  nogen til at blive forælder resten af deres liv end det er at presse nogen til abort! Det er min ærlige mening! Jeg ville aldrig tilgive en person som tog valget fra mig og tvang mig til at blive forælder resten af mit liv mod min vilje! Tænk på hvor stor en beslutning det er - og tænk så på at være tvunget ud den, at få frataget muligheden for at sige "nu skal det være - hvor fantastisk det skal blive og hvor jeg dog glæder mig!"...

Jeg er MEGET imod at folk får børn som den ene forælder helst havde valgt fra. Børn har krav på og ret til TO forældre som virkelig ønskede sig at få dem - ikke bare en mor der vælger at få dem og så må faren bare følge med eller være weekendfar resten af sit liv. Og du kan altid få et barn senere med en far som virkelig ønsker sig børn med dig.

De fleste som vælger at få børn stik imod farens vilje ender med at stå alene med børnene, eller skulle igennem helvede for at få samarbejdet med faren til at fungere i årene fremover - og hvem taber i det spil? Barnet!!!

Mit råd er: Få den abort og brug tiden derefter på at slikke dine sår og blive ok igen, eller indstil dig på at være enlig mor og forklare dit barn en dag hvorfor far ikke er der...

Mvh

Rosa

undskyld mig, men man kan godt hører du aldrig har fået en abort før.

mariamiss6 skriver:

Jeg vil sige lidt som du selv tænker.... Hvis han skrider fordi du vælger at beholde barnet, Så tror jeg ikke på han er det værd altså.... Så bliver han nok bare aldrig klar med dig....

Så du må modtrække, hvis det er fordi du har tænkt dig at beholde barnet under alle omstændigheder. Og så sige til ham at han kan skride eller blive, men uanset hvad så beholder du barnet....
Han kan alligevel ikke helt undgå kontakten, med mindre han fraskriver sig samkvemsret....

uanset så synes jeg du skal tage den beslutning du har det bedst med, i forhold til det her barn....

LouiseNielsen skriver:

Hejsa

Jeg stod for lidt over 3 år siden i fuldstændig samme situation. Min kæreste og jeg var gået fra hinanden og 6 uger efter opdager jeg at jeg var gravid...

Jeg ringer selvfølgelig til ham og forklare hvordan og hvorledes.... Han meddeler mig så at han KUN vil være der for barnet hvis vi bliver kærester igen... Det sagde jeg nej til. Vi fik fra hinanden fordi jeg ikke havde følelser for ham mere, ikke nok til at vi skulle være kærester i hvert fald.... Også tændte han helt af!!! Han ville hellere sidde 12 år i spjældet for drab på babyen i maven og mig, end han ville være far for babyen, så jeg havde bare at få en abort for jeg ville aldrig kunne gå i sikkerhed, osv osv...... Og som jeg sagde til ham, jeg ved ikke hvad en graviditet kunne have gjort for mine følelser for ham, men nu havde han da i hvert fald ødelagt det helt for sig selv..... Hørte så overhovedet ikke mere fra ham! Men jeg havde taget min beslutning, jeg ville have barnet, jeg havde elsket det fra første sekund (da jeg testede positiv) så jeg var overhovedet ikke i tvivl. Far eller ej....

Skrev så en sms til min eks 3 dage efter jeg havde født. At nu havde jeg født en dejlig dreng, str på ham og de ting man nu skriver. Og at han stadig kunne nå at ændre mening, jeg gav ham 1 mdr til at finde ud af hvad han ville. Men bestemte han sig for at han stadig ikke vil have noget med min søn at gøre, så var det for altid. Det var enden eller..... OLg jeg har aldrig nogensinde hørt fra han siden, og idag er min  søn 3 år og 4 mdr!!!

Og det skal så lige siges at han aldrig har manglet noget. Så det pis med at et barn har krav på begge forældre osv osv.... Op i røven med det, du kan give dit barn et dejligt liv uden en far. Og du skal nok finde dig en sød fyr som med tiden vil være der for både dig og dit barn.... Jeg er idag gift med en skøn fyr, som fra dag et tog min søn til sig. De er far og søn, og vi har sammen ffået endu en dreng....

Jeg vil selvfølgelig fortælle min søn når han bliver ældre at han har en anden far, også vil han få sandheden. Også må han selv tage stilling til om han vil opsøge hans biologiske far, eller om han ikke har noget at bruge ham til..... Jeg og min mand (hans "rigtige" far vil støtte ham uanset hens beslutning)

Du skal gøre lige præcis det du føler for....

Kram

 Hørt!

Jeg har været ude for noget ligende.. men dog ikke helt det samme...

Jeg blev gravid da mig og min kæreste havde været sammen i 2 mdr. (han boede i jylland og mig på sjælland så vi var sammen hver anden weekend) Jeg ringede til ham og fortalte jeg var gravid... han sagde jeg kan ikke være far nu, så hvis du beholder det, kan jeg nok ikke være med... på det tidspunkt var han ude i en masse lort, gik i byen hele tiden og skulle i retten for noget kriminalitet han havde begået... Jeg værdsatte hans ærlighed. Jeg gik et par dage og tænkte over det. Jeg var ikke særlig glad for jeg var gravid og blev ked af det når jeg tænkte på det.. Jeg valgte derfor abort, men af egen fri vilje. Jeg følte mig overhovedet ikke presset. Han var der for mig gennem det hele.. jeg gjorde det dog forbi lidt efter fordi jeg synes det var hårdt. Men han blev ved at kontakte mig og efter et halvt år "gav" jeg mig og vi fandt sammen igen. Jeg fandt ud af jeg virkelig elskede ham. Vi flyttede sammen og han fik styr på sit liv.

Vi har nu været sammen i 5 år og har det rigtig godt. Vi elsker hinanden og jeg er lykkelig...
Vi prøver nu at få et barn. Det er dog ikke så nemt, vi har prøvet i 16 mdr. uden held. Jeg fortryder ikke aborten, men kan da godt tænke at jeg måske har "forspildt" min chance.
Men det håber jeg virkelig ikke. Jeg tror jeg vlle have været et helt andet sted i dag hvis jeg havde valgt barnet. Jeg tror ikke vi havde været sammen hvis jeg havde beholdt det. Jeg respekterede hans beslutning. Skal siges at vi begge er vokset op uden en far og det havde også indflydelse på min beslutning. Jeg siger ikke at abort er det rigtige valg for dig, men det var det for mig.

Hvis du gerne vil beholde barnet mener jeg ikke du har andre muligheder end at acceptere at du nok bliver enlig mor. Men det er der jo heller ikke noget galt i. For tror også du vil fortryde det resten af livet hvis du får en abort, hvis du virkelig ikke har lyst.

LouiseNielsen skriver:

Hejsa

Jeg stod for lidt over 3 år siden i fuldstændig samme situation. Min kæreste og jeg var gået fra hinanden og 6 uger efter opdager jeg at jeg var gravid...

Jeg ringer selvfølgelig til ham og forklare hvordan og hvorledes.... Han meddeler mig så at han KUN vil være der for barnet hvis vi bliver kærester igen... Det sagde jeg nej til. Vi fik fra hinanden fordi jeg ikke havde følelser for ham mere, ikke nok til at vi skulle være kærester i hvert fald.... Også tændte han helt af!!! Han ville hellere sidde 12 år i spjældet for drab på babyen i maven og mig, end han ville være far for babyen, så jeg havde bare at få en abort for jeg ville aldrig kunne gå i sikkerhed, osv osv...... Og som jeg sagde til ham, jeg ved ikke hvad en graviditet kunne have gjort for mine følelser for ham, men nu havde han da i hvert fald ødelagt det helt for sig selv..... Hørte så overhovedet ikke mere fra ham! Men jeg havde taget min beslutning, jeg ville have barnet, jeg havde elsket det fra første sekund (da jeg testede positiv) så jeg var overhovedet ikke i tvivl. Far eller ej....

Skrev så en sms til min eks 3 dage efter jeg havde født. At nu havde jeg født en dejlig dreng, str på ham og de ting man nu skriver. Og at han stadig kunne nå at ændre mening, jeg gav ham 1 mdr til at finde ud af hvad han ville. Men bestemte han sig for at han stadig ikke vil have noget med min søn at gøre, så var det for altid. Det var enden eller..... OLg jeg har aldrig nogensinde hørt fra han siden, og idag er min  søn 3 år og 4 mdr!!!

Og det skal så lige siges at han aldrig har manglet noget. Så det pis med at et barn har krav på begge forældre osv osv.... Op i røven med det, du kan give dit barn et dejligt liv uden en far. Og du skal nok finde dig en sød fyr som med tiden vil være der for både dig og dit barn.... Jeg er idag gift med en skøn fyr, som fra dag et tog min søn til sig. De er far og søn, og vi har sammen ffået endu en dreng....

Jeg vil selvfølgelig fortælle min søn når han bliver ældre at han har en anden far, også vil han få sandheden. Også må han selv tage stilling til om han vil opsøge hans biologiske far, eller om han ikke har noget at bruge ham til..... Jeg og min mand (hans "rigtige" far vil støtte ham uanset hens beslutning)

Du skal gøre lige præcis det du føler for....

Kram

enige med dig..godt skrevet

SeptemberBaby skriver:

 Hørt!

LouiseNielsen skriver:

Hejsa

Jeg stod for lidt over 3 år siden i fuldstændig samme situation. Min kæreste og jeg var gået fra hinanden og 6 uger efter opdager jeg at jeg var gravid...

Jeg ringer selvfølgelig til ham og forklare hvordan og hvorledes.... Han meddeler mig så at han KUN vil være der for barnet hvis vi bliver kærester igen... Det sagde jeg nej til. Vi fik fra hinanden fordi jeg ikke havde følelser for ham mere, ikke nok til at vi skulle være kærester i hvert fald.... Også tændte han helt af!!! Han ville hellere sidde 12 år i spjældet for drab på babyen i maven og mig, end han ville være far for babyen, så jeg havde bare at få en abort for jeg ville aldrig kunne gå i sikkerhed, osv osv...... Og som jeg sagde til ham, jeg ved ikke hvad en graviditet kunne have gjort for mine følelser for ham, men nu havde han da i hvert fald ødelagt det helt for sig selv..... Hørte så overhovedet ikke mere fra ham! Men jeg havde taget min beslutning, jeg ville have barnet, jeg havde elsket det fra første sekund (da jeg testede positiv) så jeg var overhovedet ikke i tvivl. Far eller ej....

Skrev så en sms til min eks 3 dage efter jeg havde født. At nu havde jeg født en dejlig dreng, str på ham og de ting man nu skriver. Og at han stadig kunne nå at ændre mening, jeg gav ham 1 mdr til at finde ud af hvad han ville. Men bestemte han sig for at han stadig ikke vil have noget med min søn at gøre, så var det for altid. Det var enden eller..... OLg jeg har aldrig nogensinde hørt fra han siden, og idag er min  søn 3 år og 4 mdr!!!

Og det skal så lige siges at han aldrig har manglet noget. Så det pis med at et barn har krav på begge forældre osv osv.... Op i røven med det, du kan give dit barn et dejligt liv uden en far. Og du skal nok finde dig en sød fyr som med tiden vil være der for både dig og dit barn.... Jeg er idag gift med en skøn fyr, som fra dag et tog min søn til sig. De er far og søn, og vi har sammen ffået endu en dreng....

Jeg vil selvfølgelig fortælle min søn når han bliver ældre at han har en anden far, også vil han få sandheden. Også må han selv tage stilling til om han vil opsøge hans biologiske far, eller om han ikke har noget at bruge ham til..... Jeg og min mand (hans "rigtige" far vil støtte ham uanset hens beslutning)

Du skal gøre lige præcis det du føler for....

Kram

Enig

Rosa skriver:

Jeg har ikke været i din situation, men jeg har læst hundredevis af historier herinde efterhånden fra piger der har stået præcis der hvor du står nu - både før og efter de fik børnene...

Mit råd til dig er at hvis ikke du vil have en abort, så må du nok forberede dig på at blive enlig mor, for det lyder absolut ikke som om din kæreste har lyst til at blive far nu. Og hvis du tager det valg for ham og "tvinger ham" til at blive far fordi du gerne vil være mor, så kan det vel ikke overraske dig at han absolut ikke har lyst til at være din kæreste mere? Jeg synes det er værre at tvinge  nogen til at blive forælder resten af deres liv end det er at presse nogen til abort! Det er min ærlige mening! Jeg ville aldrig tilgive en person som tog valget fra mig og tvang mig til at blive forælder resten af mit liv mod min vilje! Tænk på hvor stor en beslutning det er - og tænk så på at være tvunget ud den, at få frataget muligheden for at sige "nu skal det være - hvor fantastisk det skal blive og hvor jeg dog glæder mig!"...

Jeg er MEGET imod at folk får børn som den ene forælder helst havde valgt fra. Børn har krav på og ret til TO forældre som virkelig ønskede sig at få dem - ikke bare en mor der vælger at få dem og så må faren bare følge med eller være weekendfar resten af sit liv. Og du kan altid få et barn senere med en far som virkelig ønsker sig børn med dig.

De fleste som vælger at få børn stik imod farens vilje ender med at stå alene med børnene, eller skulle igennem helvede for at få samarbejdet med faren til at fungere i årene fremover - og hvem taber i det spil? Barnet!!!

Mit råd er: Få den abort og brug tiden derefter på at slikke dine sår og blive ok igen, eller indstil dig på at være enlig mor og forklare dit barn en dag hvorfor far ikke er der...

Mvh

Rosa

han vil ikke have dette barn, men vil gerne have jeg får en abort så vi kan prøve om en måned eller to at få et barn... og jeg kan ikke få en abort, har været tæt på at sige ja, men jeg kan bare ikke gøre det...