Hvordan var starten af jeres børns liv?

Anne85 skriver:

Nu har jeg ikke lige læst alle de andre indlæg...

Men jeg syntes den første tid var fantastisk  Det var vildt underligt i starten... nu havde vi ventet på ham så længe, og så var han der pludselig bare

han sov stort set hele tiden de første 2-3 døgn... var lige vågen et par gange for at få lidt at spise eller en tør ble, men så faldt han i søvn igen med det samme. Alligevel lukkede min mand og jeg ikke et øje... kan huske at vi bare lå og snakkede og kiggede på ham

Vi blev bombarderet med gæster på sygehuset... hvilket jeg syntes var lidt hårdt. Ikke mindst hvis de kom på et tidspunkt hvor han endelig var vågen for så skulle jeg jo straks prøve at amme (hvilket ikke var skide nemt med stuen fuld af gæster). Så det var skønt at komme hjem fra sygehuset for der havde vi sagt til alle at vi bare havde brug for ro og nok skulle sige til når vi havde overskud til besøg.

De første dage hjemme var da lidt hårde. Min mælk løb til på 4. dagen og det var frygteligt - mine bryster var ømme og hårde og Kristian kunne derfor overhovedet ikke tage fat. Så der blev da trillet et par tårer - men på det tidspunkt tror jeg også at jeg var helt i søvn underskud.

Men så husker jeg det som at det hele vendte 180 grader på 5-6 dagen... der kom mere ro på, amningen kørte derudaf og vi begyndte så småt at finde ud af den nye dagligdag.

Der gik en 3-4 uger før vi sårn havde fået en nogenlunde rytme i hverdagen... har skrevet lidt ned i hans bog som jeg lige kan remse op:

Vågner et par gange om natten hvor han ammes og bliver skiftet, herefter vil han ikke rigtig sove - er ikke ked af det, ligger bare og "snakker" vældigt!

Ved 9 tiden står vi op - kommer i bad - bliver ammet

Ved 10-11 tiden - ud i barnevogn og sover. her går jeg så i bad, får tøj på og får lidt morgenmad

Vågner ved 13-14 tiden - ammes og skiftes og er lysvågen i et par timer (hvor der så bliver "leget" lidt eller han var med rundt på armen til rengøring, tøjvask osv)

Om eftermiddagen var vi ofte på besøg ved familie og venner og ellers gik vi en tur eller lignende

Sover indtil efter vi har spist aftensmad!

herefter samme omgang som efter middagslur!

og så i seng ved 21-22 tiden

....det var altså da han var 3-4 uger

 

Gud hvor er det egentlig sjovt at læse igen.... jeg husker tiden som at dagene bare flød ud i et og at man ikke følte man nåede noget som helst... men jeg husker også bare det hele som en stor lykkerus... og hvor var det da bare fedt

 

Når jeg sidder og tænker tilbage får jeg dog lidt stress over, at jeg nu venter nummer 2... her er der jo alt andet lige ikke den samme mulighed for at gøre alt ud fra babys præmisser... men hva, det går nok

 

jeg håber min fortælling var lidt mere opmuntrende end dine veninders... Gu er det hårdt, men det var man vel forberedt på... og man skal jo altså heller ikke en dyt andet end at være mor og far den første tid. Mit bedste råd til dig må være at prøve at undgå for mange besøg... om folk så først skal se baby når han er et par uger så overlever de squ nok det

1000 tak for din historie, den var bare så fin. Jeg er enormt glad for nogle råd, derfor vil jeg helt sikkert tage det med mig, når vi skal have gæster. Jeg kunne forestille mig, at det vigtigste er, at få lært sin søn at kende, og få lært at amme... Så det med for mange gæster det gidder jeg ikke, slet ikke nu hvor du skriver det sådan. Kunne man ikke skrive noget med, at man ønsker ro imellem et klokkeslet, og at de kan komme imellem det og det? For så ved man da, at man har hele dagen med ham alene...

God historie, den var super!

Limya skriver:

Jeg kan da helt sikkert komme med noget positiv Det har været en nem fødsel og han er  en nem dreng.... Han grad ikke og gør det heller ikke nu, med mindre han er sulten, har brug for at blive skiftet osv.. men ellers har vi nydt ham hver enest dag og nu er han jo ved at være en stor dreng(4 måneder) han får i hvert fald mig til at fælde et par tåre af glæde hver gang han  griner til mig

 

så hvad skal jeg sige.... DU SKAL FØDE!!! DU SKAL NOK SE HVOR DEJLIG DET BLIVER

Tak, det er jo helt vildt så meget jeg glæder mig til at føde, nu hvor der har været sådan nogle positive kommentarer. Jeg har bare sådan nogle dage for tiden, hvor jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af alt det kærlighed jeg indeholder. Kender i det? jeg har løst til at kramme og alt mulig, men inderst inde, er det min søn, jeg bare glæder mig til at få ud, så jeg kan give ham alt det kærlighed han har brug for

Znuzke skriver:

Jeg synes ikke det var hårdt Jeg fødte ved AKS, og jeg var hjemme efter 2 dage. Jeg har så 3 fuldtids  bonusbørn som jeg også skulle passe, og det var da lidt hårdt med dem når far ikke holdt barsel, men jeg husker mest at jeg sad og hyggede mig i sofaen og ammede og nussede... Da han var 10 dage gammel var jeg på seriøs julegaveshopping i City2 med min søster - og det gik fint, og han var heller ikke mere end en uges tid før han tog 3-4 timer i barnevognen på terrassen (for åben havedør i dec - mere cool var jeg altså ikke...)

Det er en skøn tid, og jeg tror faktisk først man opdager hvor nemt og skønt det er når man får nr. 2 og indser at man pludselig ikke bare kan sove når babyen sover osv. 

Det lyder som om det er skønt, og ikke SÅ hårdt at få første barn Tak jeg glæder mig...

Under andre omstændigheder er jeg sikker på det ville have været nemt for os med nummer 1.
Han var nem, spiste og sov godt fra starten af og var en glad og nem baby, det må lillesøster godt arve
Det var helt fantastisk nemt i starten, her blev han så desværre syg allerede da han var 2 1/2 uge, og opereret da han var 1 måned med en tur på intensiv til følge, så på den vis har det absolut ikke været som vi havde forestillet os overhovedet...
Efterfølgende har han også været alt for meget igennem hvad sygdom, indlæggelser osv. angår, så jeg sys det har været MEGET hårdt og svært med den første... Men det er jo nogle omstændigheder vi ikke selv har kunnet være herre overfor, og derfor kan du nok heller ikke gå ud fra min opfattelse
Vi har dog i dag en skøn dreng på 19 mdr. som stadig har sine turde ind i mellem, men overordnet trives han og er en dejlig dreng
Og vi venter en lillesøster omkring den 1/5, så helt skræmt af hvad han har været igennem har vi jo heller ikke været
Men altså på nær hans sygdomme så har vi været heldige og haft det nemt i forhold til mange andre hvad søvn, mads osv angår

mayapigen skriver:

Hold da helt op i har været igennem noget... Det er dejligt at høre at i er så positive og kærlige. Jeg elsker lykkelige slutninger, og det må man sige denne er!

Tak for svaret

Tak... Det kommer helt af sig selv, følelser, glæde, afmagt, træthed, osv. tror det er noget man skal igennem...

Ja, men man kan heller ikke andet med sådan et dejlig barn i armene og kun ønske ham det bedste. Manden gik også i panik hver gang vi skulle indlægges, han er lidt kvinden i vores forhold........ Hvor det er mig der mere siger; godt så, så tage vi den herfra og arbejder videre. Folk sagde jeg var roligheden selv, men hvis jeg var utryg og skide nervøs - ja så smidter det jo til frederic - de kan jo mærke og føle en del...

jeg havde og har stadig en meget nem datter, hun skreg da jo det gør alle børn og nogen gange hvade jeg da også lyst til at lægge hende fra mig lidt. men altså hun var og er en meget glad pige og jamen vi deles dda om hende nu med at hjælpe med alt. jeg skifter dog ble og bader hende... i starten sov rigtig meget men sådan er det jo... og nu leger hun rigtig meget, hun er nu 9 mdr og 3 uger gammel.

 

Nu sidder jeg her som 1. gangs mor til vores datter på 11 dage. Det er fantastisk - men jo, det er også hårdt. Vi har en nem lille pige, som ikke græder eller er urolig, jeg skal op en gang eller to om natten for at amme, men det er jo som sådan hyggeligt nok... Det værste er den manglende søvn og usikkerheden ved at være 1. gangs mor. Det synes jeg faktisk er det sværeste. Jeg glæder mig til vi får nogle rutiner og til at jeg bliver bedre til at tackle hverdagens strabadser - lige nu kan jeg f.eks. slet ikke se mig selv komme ud af huset - hvor skal man amme osv. - lige nu tager det et sted mellem 20 og 50 minutter, og det er længe at sidde på et toilet inde i byen

Men glæd dig!!

Knus Tulle

mayapigen skriver:

1000 tak for din historie, den var bare så fin. Jeg er enormt glad for nogle råd, derfor vil jeg helt sikkert tage det med mig, når vi skal have gæster. Jeg kunne forestille mig, at det vigtigste er, at få lært sin søn at kende, og få lært at amme... Så det med for mange gæster det gidder jeg ikke, slet ikke nu hvor du skriver det sådan. Kunne man ikke skrive noget med, at man ønsker ro imellem et klokkeslet, og at de kan komme imellem det og det? For så ved man da, at man har hele dagen med ham alene...

God historie, den var super!

Vi havde som sagt sagt til familie og venner at de var velkomne imens vi lå på sygehuset... men så snart vi kom hjem ville vi gerne ha ro og skulle nok selv meddele når vi var klar til besøg.

Så fik vi alt besøg overstået i de dage vi var på sygehuset... det var lidt stressende men fint fordi det der er lidt mere tilladt kun at kunne modtage korte besøg og der er der ingen forventning om at du står klar med kaffen og lige har været rundt med støvsugeren inden

Det bedste folk kan gøre er, når de kommer på besøg selv at tage kage med til kaffen eller lige komme med lidt let til aftensmad... det var også guld værd når min mor eller svigrmor fx lige tømte opvaskeren, satte en vask over eller tog en omgang med støvsugeren

mayapigen skriver:

Tak, det er jo helt vildt så meget jeg glæder mig til at føde, nu hvor der har været sådan nogle positive kommentarer. Jeg har bare sådan nogle dage for tiden, hvor jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af alt det kærlighed jeg indeholder. Kender i det? jeg har løst til at kramme og alt mulig, men inderst inde, er det min søn, jeg bare glæder mig til at få ud, så jeg kan give ham alt det kærlighed han har brug for

Gud, hvor jeg kender den der følelse af at bare ville krammer,nusse og kysse jeg kan sidde i timevis og bare glo på min sovende søn. og så kan jeg heller ikke lade være med at fælde et par tåre..jeg og min mand drukner ham nok snart af KÆRLIGHED

Frederic's moar skriver:

Tak... Det kommer helt af sig selv, følelser, glæde, afmagt, træthed, osv. tror det er noget man skal igennem...

Ja, men man kan heller ikke andet med sådan et dejlig barn i armene og kun ønske ham det bedste. Manden gik også i panik hver gang vi skulle indlægges, han er lidt kvinden i vores forhold........ Hvor det er mig der mere siger; godt så, så tage vi den herfra og arbejder videre. Folk sagde jeg var roligheden selv, men hvis jeg var utryg og skide nervøs - ja så smidter det jo til frederic - de kan jo mærke og føle en del...

Jeg tror ofte at manden er lidt af en "kvinde" når det kommer til sygdom og børn. De er jo ofte mere pyldret en os rigtige kvinder Men ja det med træthed osv. skal man igennem, og nogle har nemmer børn end andre (mht. sygdom osv.) Men jeg glæder mig godt nok nu!