Hvordan var starten af jeres børns liv?

Den første tid med vores datter var hyggelig. Jeg elsker at tænke tilbage på den tid og vi omtaler da også begge to den første tid som den letteste Min kæreste tog sig af vores datter det meste af tiden de første to uger da jeg var så 'heldig' at blive syg og ikke måtte smitte.. Han har aldrig brokket sig men tværdigmod sagt at han har et meget stærkere bånd til hende end mange af hans venner har til deres børn. Silke var ikke et barn der græd særlig meget. Hun elskede at sove i arm. Og var bare en super nem og dejlig baby med en stor appetit på både mad og livet. Nu er hun en tumling på 2 år med fødderne solidt plantet i trodsalderen- det synes vi er hårdt nogengange

SØS skriver:

Fantastisk tid !!! Intet mindre.

Vi nød vores lille nye søn i fulde drag morgen middag og aften. Sofus sov rigtig fint lige fra fødslen, - det ændrede sig så da han fik øreproblemer ved 8-måneders alderen - men altså det har jo intet med sagen at gøre...

Vi lavede mange ting den sommer med vores nyfødte søn, havde gæster, besøgte venner var på rejser osv. OG VI NØD DET!!!!

Glæd dig 

Lyder rigtig godt Sofus er da bare det sødeste navn. Vi har også planer om at rejse når han er 3 måneder, hvis alt er ok med ham. Er der nogle gode tips til det med at rejse med dem, når de er så små? Men jeg er da vildt glad for at hører, at i var ude og lave en masse, og det håber jeg nemlig også vi kan. Hvor tidligt var i ude med ham?

Jeg må indrømme at den første måned var mega hård.... Men det er jo fordi man ikke kender sit barns gråd. Men efterhånden lærer man jeg er sulten-gråden, jeg er træt-gråden osv osv, men man er så pisse usikker i starten og det er nok også noget af det der gør det

Vi er så en af dem der ikke ved hvordan det er at få barn, efter de andre i familien, ihvertfald...

Han kom ud ved pks og ikke noget jeg selv havde valgt, men ud det skulle vidunderet jo...

Må indrømme at mit første korte møde med ham på op. stuen, ikke lige var til ug. Min første tanke var; hold da op - hvor er han da ulækker. Men jm maste ham også helt ned i mit hoved i 2 sek, før hun atter forsvandt med ham... Så så ham slet ikke ordenligt måske et kvart ansigt...

Men hold da op for en ubeskrivelig kærlighed det lille væsen kunne frembringe. Og en sand smuksak lige fra fødsel (næsten)...... Ih ens hjerte smelter altså, kunne ligge og bare kigge og beundre ham. Lige til man bliver overvældet af træthed...

Frederic viste og viser ikke sult, så vi har aldrig prøvet at have en utålmodig baby, hvor mor bare var for langsom til at finde brystet frem eller kunne vågne og bare skrige af sult. Så vi havde faste amme tider og nattero fra da han kom ud. En sygeplejske sagde vi skulle vække ham om natten og give ham bryst, en anden sagde at vi bare skulle nyde at han sov og lade ham sove hele natten...

Det at få tudeture.... Hm... Tror ikke man er så meget herre over dem, da ens hormoner stadig kan drille... Og tror at det er en normal reaktion at få....

Frederic blev akut indalgt en søndag aften, da han var 5 uger. Der gik 2 små timer efter vi var ank. til vi selv lagde ham på operationsbordet og først så ham 5½ time senere. Det var skisme hårdt og tror det har knyttet os endnu tættere, når man har prøvet at være helt derude hvor man virkelig føler at man mister sit kæreste eje, inden man overhovedet har lært ham ordenligt at kende.. 4 uger efter måtte vi atter derind og lå i isolation i 6 laaannggee dage, med drop i hovedet og medicin hver 8 time.

Men skidt, det siges jo at det er i modvind en drage stiger. Vi sidder jo med den skønneste ballademager på 19 mdr nu...

Det var hårdt - Det følger jo med og det er man forberedt på...

Jeg tudede slet ikke på nogen tidspunkter i starten af Julie's liv...

Hun var en dejlig lille hygge trold der elskede at ligge og putte og det gør hun skam stadig...

mayapigen skriver:

Jeg er lidt træt af at høre på negative oplevelser i starten af barnets liv. Jeg har et par "veninder", der fødte for 1 års tid siden, og som kun kan fortælle mig, hvor meget de grad i starten af deres barns liv, fordi det var så psykisk hårdt for dem. Jeg er intresseret i at høre jer andre, hvordan i opfattede starten af jeres børns liv? Jeg er ikke skramt, for glæder mig enormt meget, og tvivler da heller ikke på, at det bliver meget meget hårdt. Jeg ved også at det er forskelligt, alt afhængig af hvordan børnene har det mv. Men jeg kunne godt tænke mig at høre dette spørgsmål fra andre af...

Så hvordan oplevede i starten af jeres barns/børns liv?

Hilsen Maya

Forstår dig udemærket

Her gk der lige 2 uger hvor vi var helt rundt på gulvet (og total uforberedte på hvad det vil sige at få et barn), men så gik det lige så stille. Vi skulle bare finde vores rolle som forældre. Så begyndte vi at nyde det

mayapigen skriver:

Jeg er lidt træt af at høre på negative oplevelser i starten af barnets liv. Jeg har et par "veninder", der fødte for 1 års tid siden, og som kun kan fortælle mig, hvor meget de grad i starten af deres barns liv, fordi det var så psykisk hårdt for dem. Jeg er intresseret i at høre jer andre, hvordan i opfattede starten af jeres børns liv? Jeg er ikke skramt, for glæder mig enormt meget, og tvivler da heller ikke på, at det bliver meget meget hårdt. Jeg ved også at det er forskelligt, alt afhængig af hvordan børnene har det mv. Men jeg kunne godt tænke mig at høre dette spørgsmål fra andre af...

Så hvordan oplevede i starten af jeres barns/børns liv?

Hilsen Maya

Nu har jeg ikke lige læst alle de andre indlæg...

Men jeg syntes den første tid var fantastisk  Det var vildt underligt i starten... nu havde vi ventet på ham så længe, og så var han der pludselig bare

han sov stort set hele tiden de første 2-3 døgn... var lige vågen et par gange for at få lidt at spise eller en tør ble, men så faldt han i søvn igen med det samme. Alligevel lukkede min mand og jeg ikke et øje... kan huske at vi bare lå og snakkede og kiggede på ham

Vi blev bombarderet med gæster på sygehuset... hvilket jeg syntes var lidt hårdt. Ikke mindst hvis de kom på et tidspunkt hvor han endelig var vågen for så skulle jeg jo straks prøve at amme (hvilket ikke var skide nemt med stuen fuld af gæster). Så det var skønt at komme hjem fra sygehuset for der havde vi sagt til alle at vi bare havde brug for ro og nok skulle sige til når vi havde overskud til besøg.

De første dage hjemme var da lidt hårde. Min mælk løb til på 4. dagen og det var frygteligt - mine bryster var ømme og hårde og Kristian kunne derfor overhovedet ikke tage fat. Så der blev da trillet et par tårer - men på det tidspunkt tror jeg også at jeg var helt i søvn underskud.

Men så husker jeg det som at det hele vendte 180 grader på 5-6 dagen... der kom mere ro på, amningen kørte derudaf og vi begyndte så småt at finde ud af den nye dagligdag.

Der gik en 3-4 uger før vi sårn havde fået en nogenlunde rytme i hverdagen... har skrevet lidt ned i hans bog som jeg lige kan remse op:

Vågner et par gange om natten hvor han ammes og bliver skiftet, herefter vil han ikke rigtig sove - er ikke ked af det, ligger bare og "snakker" vældigt!

Ved 9 tiden står vi op - kommer i bad - bliver ammet

Ved 10-11 tiden - ud i barnevogn og sover. her går jeg så i bad, får tøj på og får lidt morgenmad

Vågner ved 13-14 tiden - ammes og skiftes og er lysvågen i et par timer (hvor der så bliver "leget" lidt eller han var med rundt på armen til rengøring, tøjvask osv)

Om eftermiddagen var vi ofte på besøg ved familie og venner og ellers gik vi en tur eller lignende

Sover indtil efter vi har spist aftensmad!

herefter samme omgang som efter middagslur!

og så i seng ved 21-22 tiden

....det var altså da han var 3-4 uger

Gud hvor er det egentlig sjovt at læse igen.... jeg husker tiden som at dagene bare flød ud i et og at man ikke følte man nåede noget som helst... men jeg husker også bare det hele som en stor lykkerus... og hvor var det da bare fedt

Når jeg sidder og tænker tilbage får jeg dog lidt stress over, at jeg nu venter nummer 2... her er der jo alt andet lige ikke den samme mulighed for at gøre alt ud fra babys præmisser... men hva, det går nok

jeg håber min fortælling var lidt mere opmuntrende end dine veninders... Gu er det hårdt, men det var man vel forberedt på... og man skal jo altså heller ikke en dyt andet end at være mor og far den første tid. Mit bedste råd til dig må være at prøve at undgå for mange besøg... om folk så først skal se baby når han er et par uger så overlever de squ nok det

mayapigen skriver:

Jeg er lidt træt af at høre på negative oplevelser i starten af barnets liv. Jeg har et par "veninder", der fødte for 1 års tid siden, og som kun kan fortælle mig, hvor meget de grad i starten af deres barns liv, fordi det var så psykisk hårdt for dem. Jeg er intresseret i at høre jer andre, hvordan i opfattede starten af jeres børns liv? Jeg er ikke skramt, for glæder mig enormt meget, og tvivler da heller ikke på, at det bliver meget meget hårdt. Jeg ved også at det er forskelligt, alt afhængig af hvordan børnene har det mv. Men jeg kunne godt tænke mig at høre dette spørgsmål fra andre af...

Så hvordan oplevede i starten af jeres barns/børns liv?

Hilsen Maya

Jeg kan da helt sikkert komme med noget positiv Det har været en nem fødsel og han er  en nem dreng.... Han grad ikke og gør det heller ikke nu, med mindre han er sulten, har brug for at blive skiftet osv.. men ellers har vi nydt ham hver enest dag og nu er han jo ved at være en stor dreng(4 måneder) han får i hvert fald mig til at fælde et par tåre af glæde hver gang han  griner til mig

så hvad skal jeg sige.... DU SKAL FØDE!!! DU SKAL NOK SE HVOR DEJLIG DET BLIVER

Jeg synes ikke det var hårdt Jeg fødte ved AKS, og jeg var hjemme efter 2 dage. Jeg har så 3 fuldtids  bonusbørn som jeg også skulle passe, og det var da lidt hårdt med dem når far ikke holdt barsel, men jeg husker mest at jeg sad og hyggede mig i sofaen og ammede og nussede... Da han var 10 dage gammel var jeg på seriøs julegaveshopping i City2 med min søster - og det gik fint, og han var heller ikke mere end en uges tid før han tog 3-4 timer i barnevognen på terrassen (for åben havedør i dec - mere cool var jeg altså ikke...)

Det er en skøn tid, og jeg tror faktisk først man opdager hvor nemt og skønt det er når man får nr. 2 og indser at man pludselig ikke bare kan sove når babyen sover osv. 

Frederic's moar skriver:

Vi er så en af dem der ikke ved hvordan det er at få barn, efter de andre i familien, ihvertfald...

Han kom ud ved pks og ikke noget jeg selv havde valgt, men ud det skulle vidunderet jo...

Må indrømme at mit første korte møde med ham på op. stuen, ikke lige var til ug. Min første tanke var; hold da op - hvor er han da ulækker. Men jm maste ham også helt ned i mit hoved i 2 sek, før hun atter forsvandt med ham... Så så ham slet ikke ordenligt måske et kvart ansigt...

Men hold da op for en ubeskrivelig kærlighed det lille væsen kunne frembringe. Og en sand smuksak lige fra fødsel (næsten)...... Ih ens hjerte smelter altså, kunne ligge og bare kigge og beundre ham. Lige til man bliver overvældet af træthed...

Frederic viste og viser ikke sult, så vi har aldrig prøvet at have en utålmodig baby, hvor mor bare var for langsom til at finde brystet frem eller kunne vågne og bare skrige af sult. Så vi havde faste amme tider og nattero fra da han kom ud. En sygeplejske sagde vi skulle vække ham om natten og give ham bryst, en anden sagde at vi bare skulle nyde at han sov og lade ham sove hele natten...

Det at få tudeture.... Hm... Tror ikke man er så meget herre over dem, da ens hormoner stadig kan drille... Og tror at det er en normal reaktion at få....

Frederic blev akut indalgt en søndag aften, da han var 5 uger. Der gik 2 små timer efter vi var ank. til vi selv lagde ham på operationsbordet og først så ham 5½ time senere. Det var skisme hårdt og tror det har knyttet os endnu tættere, når man har prøvet at være helt derude hvor man virkelig føler at man mister sit kæreste eje, inden man overhovedet har lært ham ordenligt at kende.. 4 uger efter måtte vi atter derind og lå i isolation i 6 laaannggee dage, med drop i hovedet og medicin hver 8 time.

Men skidt, det siges jo at det er i modvind en drage stiger. Vi sidder jo med den skønneste ballademager på 19 mdr nu...

 

Hold da helt op i har været igennem noget... Det er dejligt at høre at i er så positive og kærlige. Jeg elsker lykkelige slutninger, og det må man sige denne er!

Tak for svaret